Kommentar

Hvem har styr på kulturarven?

Kulturarven bliver ikke sikret ved politisk at blande sig uden om og tro, at den enkelte lodsejer og beboer er bedst egnet til at tage stilling til, hvad der skal bevares
Hvordan sikrer vi, at f.eks. tangtage, der er et unikt dansk håndværk, ikke forsvinder? Ifølge dagens synspunkt er der ikke politisk vilje til at sikre vor kulturarv. Her er det Tanggården på Læsø, der er et ud af 19 huse på øen med tang-tag.

Hvordan sikrer vi, at f.eks. tangtage, der er et unikt dansk håndværk, ikke forsvinder? Ifølge dagens synspunkt er der ikke politisk vilje til at sikre vor kulturarv. Her er det Tanggården på Læsø, der er et ud af 19 huse på øen med tang-tag.

Henning Bagger

Debat
14. juli 2008

Siden 2001 har vi i Danmark haft en Kulturarvsstyrelse under Kulturministeriet, som skulle tage sig af kultur-arven.

Den er styrelse for museerne og den fysiske kulturarv ude i landskabet som fortidsminder og bygninger. Disse felter har der siden 1917-18 været lovgivet for, så der er en lang tradition på dette område. Men når vi kommer uden for stendysserne og deres 100 meterzone samt de fredede bygningers dørtærskel, står vi i bogstaveligste forstand på herrens mark.

For mere end 10 år siden blev der introduceret et nyt begreb, kulturmiljø, som skulle forsøge at dække bredere og f.eks. indarbejde det landskab, som lå mellem øerne af fortidsminder og fredede bygninger, og som særligt tog sigte på det historiske kulturlandskab, der stadig væk er synligt i dagens landskab.

Definition på et kulturmiljø var 'et afgrænset område, der ved sin fremtræden afspejler væsentlige træk af den samfundsmæssige udvikling'. Der blev iværksat mange faglige udredningsarbejder, og fra 1999 skulle amterne arbejde med at optage kulturmiljøer i regionplanerne (første gang 2001-planen).

I første omgang lod mange amter det bero på tidligere udpegninger, som ikke nødvendigvis svarede til definitionen på et kulturmiljø. Det var bl.a. baggrunden for at undertegnede i 2002 søgte om midler hos det humanistiske forskningsråd til udviklingen af projektet 'Digitalt Atlas over Kulturmiljøer i Danmark'.

Registrering

Det var under puljen til Digitalisering af Kulturarven, og resultatet blev et projekt udviklet i samarbejde med det daværende Vejle Amt, som lagde sin internetportal til grund for registreringsprojektet.

Hele Vejle Amt samt en stor del af Vendsyssel blev registreret, og efterfølgende blev der via samarbejdsaftaler med Fyns Amt, Storstrøms Amt og Ringkjøbing Amt registreret store dele af de pågældende amters område.

I mellemtiden var kulturmiljøbegrebet officielt afskaffet af Kulturarvsstyrelsen og erstattet af det meget vide begreb kulturarv. En del af den reelle grund var formentlig den politiske oprydning efter den tidligere miljøminister (Svend Auken, S), som havde dette område i sit ministerium, og som stod for en markant lancering af begrebet.

Nedprioritering

Et enkelt ord er ikke afgørende - det er indholdet bag ved, men resultatet er blevet en kraftig nedprioritering af dette arbejdsfelt inden for det brede kulturarvsbegreb. Det skyldes to ting:

1. En kraftig nedskæring i Kulturarvsstyrelsens budgetter de seneste år, hvor en række medarbejdere er blevet fyret og arbejdsfeltet skåret ind til de centrale emner, der er lovbelagte (fortidsminder og bygninger) - og her er der endda på fredningsområdet tendens til affredninger.

2. En bevidst satsning på en politik, der medfører mindre og færre reguleringer. Det har vi første gang klart set i den satsning på industrisamfundets kulturarv, der blev foretaget 2003-07. På trods af, at 25 industrianlæg er udpeget som nationale industriminder, er der ikke gjort noget tiltag for at sikre fremtidig bevaring af disse vidt forskellige anlæg. Det er helt op til de enkelte ejere, om de vil bevare deres spændende anlæg, der kan fortælle en historie på stedet.

Et andet eksempel på, at man ikke længere er til viden og registreringer på kulturarvsområdet, findes når man ser på det tidligere omtalte Digitale Atlas over Kulturmiljøers skæbne. Som bekendt blev amterne nedlagt med strukturreformen i 2007.

Området med håndtering af kulturhistoriske værdier i landskabet fulgte ikke med over i regionerne, men er endt i et tomrum mellem staten (Kulturarvsstyrelsen) og de nye kommuner understøttet af de lokale museer. Antallet af faglige medarbejdere i amterne var så få, at kun enkelte kommuner kunne få gavn heraf.

Og med den pressede situation som kommunerne stadig befinder sig i arbejdsmæssigt og økonomisk, har der endnu ikke været overskud til for alvor at kaste sig over opgaverne med varetagelse af de kulturhistoriske interesser (eller kulturarven) i landskabet. Som omtalt har styrelsen ikke overskud til/vilje til at kaste sig over arbejdet.

De enkelte amters hjemmesider med det Digitale Atlas blev ellers serveret på et sølvfad for Kulturarvsstyrelsen. Det daværende Vejle Amt havde taget initiativ til og samlet midler til at samle siderne på en såkaldt kulturmiljøportal www.kulturmiljoportalen.dk/main.aspx, der skulle informere om forskellige sider af håndtering af kulturmiljø i landskabet og også samlede de enkelte amters Digitale Atlas, hvor de var udarbejdet.

Arbejde går tabt

Der skulle blot lægges historiske kort ind som bag-grundskort. og oplysninger ajourføres. Tiden er gået, og der er ikke sket noget som helst. Af overfor anførte grunde (økonomi og politik) ser det altså meget ud til, at de investeringer, der er lavet, i registreringsprojektet går tabt.

De millioner, som forskningsrådet, de enkelte amter og Syddansk Universitet har investeret i projektet, er ved at være spildt, og den information, som er samlet i portalen, kan ikke komme nogen til gavn i fremtiden. Det er en af de negative sider ved den digitale tidsalder, at viden går tabt ved at slukke for strømmen, når politikken skifter.

Den bagved liggende politik, der kan anes, er en liberal politik, der siger, at kulturarven ligger bedst i borgernes lommer, ligesom pengene. Den enkelte lodsejer og beboer er bedst egnet til at tage stilling til, hvad der skal bevares. Og skal man samarbejde, sker det i form af private partnerskaber, hvor den, der kommer med pengene, fører ordet i bevaringspolitikken. Sådan sikrer man på ingen måde kulturarven!

Det gøres bedst ved et samarbejde mellem på den ene side stærke offentlige myndigheder, der afstikker retningslinjer for, hvor bevaringsinteresserne er, og på den anden side private ejere, som er rede til at påskønne og bevare kulturarven på deres ejendom, men selvfølgelig ikke kan værdsætte den i et større sammenlignende perspektiv.

Per Grau Møller er lektor ved Syddansk Universitet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Per Jongberg

"Sådan sikrer man på ingen måde kulturarven", skirver Per Grau Møller.

Nej vel, men det er sikkert heller ikke meningen. Der er jo ingen penge i den der kulturarv, vel. Og hvis der er, så overlad det til nogle "iværksættere" at finde ud af det, ikke. Og er det for sent finder de bare andre måder at lave penge på.

Bondesønnen og hans blev valgt med stort flertal for tredie gang for ikke ret mange måneder siden. Lad da nu danskerne få det som de gerne vil, ikke. Bare bland dig uden om ... du er iike en skid demokratisk.

Undsklyd Per Grau Møller, men det er jo sådan det er.

HB Rasmussen

Hans Birgir aner da vist ikke en skid om Læsø.

Tangtagene skyldes ikke "tossede kunstnere", men at man i sin tid manglede traditionelt tækkemateriale på Læsø, pga. jordens uegnethed til korndyrkning. Ålegræs havde man dog en del af, og så brugte man det i stedet for.

Det står efterhånden klart, at når VKO siger kulturkamp, mener de kamp mod kulturen.

Suk!