Kommentar

Hvordan bliver man professor?

Der er flere måder at blive professor på
30. juli 2008

Spørgsmålet i overskriften får jeg fra børn og yngre forskere. Fra børn fordi de synes det kunne være sejt at blive som nogle af de forskere, de har set i fjernsynet. Fra yngre forskere, fordi de står i en situation, hvor de ikke ved, om det er umagen værd at søge forskerstillinger på universitetet. Eller sagt på en anden måde: Skal de kontakte en studiekammerat i den private sektor, begynde at køre taxa eller skal de søge en forskerstilling igen. Det er nemt at svare børnene: Man skal gå længe i skole, være interesseret i noget bestemt - men så kan det være, man får et sjovt arbejde.

Det er værre med de yngre forskere - dem har jeg svært ved at svare, for jeg ved det ikke selv. Men jeg burde vide det. For jeg har forskerkarriere som forskningsfelt.

Når man søger en forskerstilling på et dansk universitet, så foregår ansættelsen i to trin: Først nedsættes et bedømmelsesudvalg, der deler ansøgerne op i de kvalificerede og de ikke kvalificerede - og derefter vælges der mellem de kvalificerede.

Det lyder jo som de fleste andre steder. Men der er få andre steder, at man er op til et år om at finde ud af om folk er kvalificerede eller ej. Det skyldes, at der er flere meget forskellige ting, der skal bedømmes på én gang. Det vigtigste er forskningen.

For det første afgøres det om forskeren er på det rigtige niveau forskningsmæssigt. For en adjunkt eller en post.doc. stilling er kravet nogenlunde fast: Man skal have en ph.d.-grad eller tilsvarende. For lektor- og professorstillinger er kravene afhængigt af det faglige område. For det andet afgøres det, om forskeren er kvalificeret inden for det område, som stillingen er slået op i. Man kan altså godt være kvalificeret til et professorat i fysik, men det har ingen betydning, hvis stillingen er i fransk.

Knyttet til niveauet

Bedømmelsen foretages samlet. Bliver man positivt bedømt, opfylder man således begge krav, men bliver man negativt bedømt, er det ikke altid, at man ud af bedømmelsen kan læse, hvilket krav, man ikke opfylder. Da kvalifikationskravet er afhængigt af fag, er den eneste måde man i dag kan finde ud af, om man er kvalificeret at søge nogle stillinger. Også nogen man måske slet ikke er interesseret i.

Hvis stillingerne er bredt formuleret inden for biologi eller økonomi, så er bedømmelsen i meget høj grad knyttet til niveauet. Her er man sjældent i tvivl. Men hvis stillingen er slået op i biologi inden for feltet fisk, så kan en negativ bedømmelse af en biolog skyldes, at en del af biologens forskning handler om fugle. Meget ofte er stillingerne slået snævert op. Der står f.eks. ikke bare fisk, men fisk fanget med line. Det kan være i orden, hvis man skal ansættes på et projekt finansieret af de nordiske lystfiskerforeninger. Men hvis der også står, at fiskene skal fanges med line af skolebørn på 12-13 år, så er ansøgerfeltet meget begrænset. Så taler man om en stilling, der er slået op med forskerens skonummer.

Erklæret kompetente

Da yngre forskere sidder i tidsbegrænsede stillinger, søger de mange stillinger. De har ikke skrevet så meget, derfor sender de det samme materiale med. Forskere inden for store fag kan så opleve, at de ud fra det samme materiale sendt til stillinger inden for det samme felt, får meget forskellige bedømmelser. Så er det, de spørger: Hvad er det, der skal til for at få en positiv bedømmelse? Som situationen er nu, er den uklar. Det lyder så fint, at man vælger den bedste blandt de kvalificerede. Men mange af os ville ønske, at der var en mulighed for at få en bedømmelse af vores forskningsmæssige niveau, der ikke er afhængig af en konkret stilling. Det kan man ikke i Danmark. Men det kan man i Frankrig. Jeg siger ikke, at man uden videre skal kopiere det franske system, men derfor kan man jo godt tænke over det.

I Frankrig er der et centralt bedømmelsesudvalg (med faglige underudvalg), der afgør, om den enkelte forsker er kompetent på lektor eller professorniveau. Universiteterne må kun ansætte personer, der er erklæret kompetente. Man kan sige, at det tager tid at komme igennem en central procedure, men i dag tager det tid at nedsætte udvalgene og dernæst tid, før udvalgene kommer med en bedømmelse. Så jeg tror, at man samlet set ville spare tid. Og man slipper for at flere bedømmelsesudvalg skal bruge tid på at vurdere den samme person med det samme materiale.

Så kunne stillings-bedømmelsesudvalget nøjes med at bedømme om den pågældende var kvalificeret inden for stillingsområdet.

Uha - Det er kompliceret. Men der er en anden vej: Man kan blive headhuntet, 'kaldet' som det hedder. Få en (tidsbegrænset) stilling uden opslag. Det er den måde, ca. 10 procent af alle stillingerne bliver besat på. Jeg kender én, der lige er blevet headhuntet - tillykke!

Jeg sidder som så mange andre klar ved telefonen.

Kamma Langberg er seniorforsker ved Center for Forskningsanalyse på Aarhus Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lone Wienberg Hansen

Ekspandere udvide at forøge maksimal
skridtet mit og skridtet dit. Omsonst. Det er bagsiden der er det afgørende element i vores område. En ting er sikkert vi har alle det til fældes fem bær i hvert vores hus. Eller hjelme om du vil det i stedet. Men falde skal de tærskes skal de også. Derefter møres på brødet. Til slagterens gledje og begær. En skal levnes til neste ods høst på nøjagtigt samme plads. Om hvor ledelse. min herres vilje tro. Skove som jorden er grøn og heden rød. Svirrende på kransekagens flod blommede at memorere. Og hukken stræders lilje kranse. Gange der forekommer. Og gyder der vejes og følger i trop.

Kathrine Anker

Ja, det lyder fornemt at der vælges blandt de mest kvalificerede. Det er blot spørgsmålet om udvalgene så altid overtiger forskerkandidaterne i kompetence og indsigt. For det kræver det jo, at sidde i et bedømmelsesudvalg.

Jeg vil næsten æde min gamle hat på, at dette ikke altid er tilfældet. Særlige med de humanistiske forskningsprojekter, som i phd-regi typisk indebærer personlige projektforslag, og ikke svar på mere specificerede opslag.

Har bedømmelsesudvalget ikke viden og indsigt om en specialiseringsfelt drejer ansøgningen sig mest om formidling. Men dette er ikke nok. Udvalget skal også kunne se fremtidsperspektivet i projektet, og desuden skal de til nogen grad kunne forstå det skrevne, ellers kan man ganske simpelt ikke tage stilling.

Som Howard Gardner så fornemt har skitseret det igennem en hel bog, så er det ikke nok at forstå noget intellektuelt - at forstå er en erkendelsesproces, den er individuel, og den handler om både krop og sjæl.

At man i et udvalg altid forstår, og altid sidder "foroven" i forhold til at bedømme kvalificering - eller ihvertilfælde vidensniveau - er ikke en sandhed, som selv forskere eller professorer selv vil skrive under for.

Det er nemlig langt fra altid tilfældet.

Så disse omstændigheder gælder altså også, når man skal svare på, hvordan man bliver - eller ikke bliver - professor.

Og ligeså: der er ganske få stillinger til rådighed. Miløjet er uhyre indspist. Der findes højst sandsynligt blandt den danske befolkning langt flere egnede kandidater, end der er stillinger til. Og desuden: at være professor er typisk noget med at gå en ret linie igennem eet system - det universitære, eller "akademiet". Vidensgeneration, som udgøres af forståelse der indebærer både krop og sjæl, kræver typisk, at man gennemlever et hav af scenarier - hvorefter disse så kobler sig til den viden, man efterfølgende læser. (eller omvendt for den sags skyld). Det kræver også kropslig udvikling.

Viden kræver meget mere, end man erkender idag.

Så udvælgelsesproceduren - tjae - naturligvis bliver man dygtig til at udvælge inden for sit institut og sin instution - men husker man så også på samme tid, at institutioner forandrer sig, forandrer plads i samfundet, og at viden af og til kan gå hen og blive ekstra-institutionel ... fordi institutionen bare ikke kunne følge med længere...

er det altid professoren, eller bedømmelsesudvalget, der "ved bedst"?

Og findes der overhovedet et videnshierarki i Danmark stadigvæk? Og i så fald: hvad og hvem udgøres det af?

Dette er relevante spørgsmål i vor tid.