De færreste turister kender den mexicanske delstat Guerrero, med mindre man siger Acapulco. Den mondæne badeby er imidlertid det eneste, der er mondænt ved Guerrero. Ifølge FN's Udviklingsprogram, UNDP, er Montaña-regionen i Guerrero blandt verdens fattigste. Udviklingsniveau og leveforhold i visse kommuner kan sammenlignes med vilkårene blandt Afrikas fattigste. Hvert fjerde barn dør, inden det er fyldt seks år. For hver 100.000 fødsler dør 281 kvinder i Montaña i barselsseng, mens det nationale gennemsnit er 51. Og de allerfattigste i Guerrero er altid indianere fra landets oprindelige befolkning. Jævnligt bliver de udsat for overgreb og ydmygelser.
I Guerrero var den 17-årige me'phaa (eller tlapaneker-indianer) Valentina Rosendo Cantú i færd med at vaske tøj i floden, da otte soldater nærmede sig. De spurgte, om hun havde set 'de hætteklædte' (dvs. de lokale guerillaer). Hun svarede, at det kendte hun ikke noget til, hvilket soldaterne reagerede på ved at slå hende omkuld, hvorpå de truede med at dræbe alle i landsbyen, hvis ikke hun gav dem de ønskede oplysninger. Derefter blev hun voldtaget.
Stærk karakter
I marts 2002 trængte soldater ind i køkkenet til den 27-årige indianerkvinde Inés Fernández Ortega. De forhørte hende om noget kød, der hang til tørre udenfor, og som de påstod var stjålet. Inés forstår en smule spansk, men taler kun tlapanekisk. Hun svarede derfor ikke soldaterne. De truede hende med våben, beordrede hende ned på gulvet og voldtog hende. Både Valentina og Inés klagede til myndighederne, og lige siden er deres familier været udsat for chikaner og trusler. Den lokale anklagemyndighed henviste til den militære anklagemyndighed. Her nægtede kvinderne at møde op, da de var utrygge ved at stå over for dommere, der var kolleger til de anklagede. Det lykkedes Inés at blive undersøgt at en kvindelig hospitalslæge, men da justitsministeren bad om at få resultatet af undersøgelsen, hævdede hospitalsdirektøren, at prøven var blevet ødelagt.
Efter forgæves at have søgt hjælp fra det mexicanske retssystem indgav de to kvinder en klage til Den Interamerikanske Menneskerettighedskommission. At de har insisteret på og vovet at stå frem for at forlange de ansvarlige straffet, vidner om en usædvanlig stærk karakter. De fleste indianerkvinder ville foretrække at skjule eller glemme sådanne oplevelser.
Den 10. februar i år blev Inés Fernández' bror Lorenzo Fernández Ortega fundet død. Hans lig viste tydelige tegn på tortur. Foruden at være bror til Inés var han et ledende medlem af Organisationen af Me'phaa Indianere (OPIM), som havde protesteret mod, at en gruppe indianere var blevet udsat for tvangssterilisation. I stedet for sundhedsklinikker har myndighederne i flere tilfælde sendt såkaldte sundhedsbrigader ud for med mere eller mindre fine metoder at overtale mændene til at blive steriliseret. Målet er angiveligt at hindre, at indianerbefolkningen får for mange børn.
Ventet forgæves i fem år
Tvangssteriliseringerne begyndte i april 1998, da en sundhedsbrigade indfandt sig i landsbyen El Camalote. Med hjælp fra den lokale kommunekommissær sammenkaldte brigaden indbyggerne for at fortælle, at alle mænd, der havde mere end fire børn, måtte underkaste sig en operation for at forhindre, at de fik flere børn. Til gengæld ville der blive bygget en sundhedsklinik i landsbyen. Desuden tilbød brigaden tøj, tæpper og huse til dem, der accepterede operationen, samt studielegater til deres børn. På grund af den ekstreme fattigdom i El Camalote, accepterede en del dette kirurgiske indgreb. De der modsatte sig operationen blev truet med, at de ville få frataget den hjælp, de allerede fik som led i et eksisterende fødevareprogram.
Da de havde ventet forgæves i fem år på, at løfterne skulle indfries, klagede de til Guerreros Menneskerettighedskommission. Den officielle såkaldte ombudsmandsinstitution gav klagerne ret og udstedte en rekommandation til sundhedsministeriet, hvori det hed, at de berørte skulle have erstatning. Men en sådan anbefaling er ikke retsligt bindende, og sundhedsministeriet nægtede at følge den.
Narko og korruption
Den 17. april i år blev fem medlemmer af OPIM arresteret, da de var på vej i bus fra Ayutla til El Camalote. Da de på tlapanekisk bad de øvrige buspassager om at fortælle deres familier, hvad der var sket, belærte politifolkene dem om, at de kun måtte tale spansk. De fik at vide, at de var anklaget for mord, en anklage deres forsvarer fra en lokal menneskerettighedsorganisation afgjort mener er opdigtet, og at den egentlige grund skal findes i OPIM's kamp for retfærdighed for både de voldtagne kvinder og de steriliserede mænd. OPIM har været udsat for adskillige trusler og vilkårlige arrestationer. Mordet på Lorenzo Fernández Ortega er bare ét eksempel. Til trods for mærkerne efter tortur blev der ikke udført nogen obduktion. Ingen er stillet til regnskab for hans død.
Militærets tilstedeværelse i Guerrero er massiv og har været det siden den såkaldt "beskidte krig" i 1970'erne, da både væbnede modstandsgrupper og politiske modstandere blev genstand for omfattende menneskerettighedskrænkelser så som vilkårlige arrestationer, tortur og "forsvindinger". Den mexicanske forfatning siger, at hvis militærfolk begår en forbrydelse mod civile, skal sagen behandles af en civil domstol. Alligevel tør ingen civil instans gå ind i sager, der involverer militærpersoner. Militærfolk kan regne med straffrihed. Hæren deltager officielt kun i politimæssige operationer, når det gælder jagten på væbnede oprørsgrupper samt narko. Men da korruption er udbredt, er det ikke vanskeligt for lokale småkonger at misbruge politi og militær til at forfølge egne økonomiske eller politiske interesser.
Og skulle militær eller politi ikke være i stand til at udføre de ønskede opgaver, kan de i stedet optræde som paramilitære enheder.
Mette Hald Hundewadt er medlem af Amnesty International
