Kommentar

Kan WTO levere udvikling?

Verdenshandelsorganisationen WTO giver ikke svaret på u-landenes udfordringer. Alligevel er det et problem, hvis næste uges WTO-topmøde ender i fiasko
Debat
19. juli 2008

På mandag mødes udenrigs- og handelsministre fra 30 lande til et 'mini-ministerrådsmøde' i WTO i Genève. Topmødet har ikke kastet meget interesse af sig, selv om det er mere interessant end topmøder almindeligvis er. Ikke fordi der kan forventes en ny global dagsorden, spektakulære demonstrationer eller uroligheder, men fordi det nemt kan blive make-or-break for WTO. Iagttagere har for længst erklæret forhandlingerne i den såkaldte udviklingsrunde, eller Doha-runden, for død. Et sammenbrud i forhandlingerne vil sende WTO ud i mørke i flere år frem. Lykkes det derfor ikke at få en aftale i Genève, kan det i stedet åbne op for en lang række af bilaterale handelsaftaler, hvor udviklingslandene bliver taberne.

WTO's generaldirektør, Pascal Lamy, indkaldte til mødet som et absolut sidste forsøg for at nå et forhandlingsresultat, inden Præsident- og Kommissions-skifte i USA og EU sætter alt på standby i flere år. Få dage før mødet står parterne stadig langt fra hinanden.

Forventninger om et sammenbrud eller i bedste fald et meget smalt resultat står i skærende kontrast til behovet for globale politiske resultater. Ud over fraværet af seriøse forsøg på at nå FN's 2015-mål, er der finans- og fødevarekrise, miljøproblemer - der har nået et omfang, så vi nu taler om klimaproblemer - og generel økonomisk afmatning. Problemer, som kræver globale svar, og WTO er del af disse. Alligevel rummer WTO også begrænsninger for udviklingslandene.

Manglende politisk vilje

G8-landene mødtes i Japan tidligere på måneden. Det er tankevækkende, at verdens mest indflydelsesrige politiske ledere ikke bekymrede sig mere resultater i WTO, men blot gentog standardudtalelsen om en "ambitious, balanced, and comprehensive WTO Doha agreement". Frit oversat betyder "ambitious", at udviklingslandene skal sænke toldsatserne mere; "balanced" at de såkaldte vækstmarkeder i udviklingslandene giver lige så meget markedsadgang, som de selv får fra de rige lande; og endelig betyder "comprehensive", at der blandt andet laves en aftale inden for handel med serviceydelser, der er mere forpligtende end den nuværende GATS-aftale.

Dette er ikke u-landenes opfattelse af en udviklingsrunde. Den skal snarere indeholde yderligere reduktion af toldmure og subsidier i rige lande, samtidig med at udviklingslandene fortsat kan beskytte produktion mod international konkurrence (ikke mindst Kina). De politiske og økonomiske problemer i mange af u-lande kan ikke løses gennem en aftale i WTO, men lettere adgang for landenes eksport kan være en vigtig brik i deres udviklingsstrategi. Omvendt kan yderligere liberalisering af importen være en direkte bombe under landenes økonomi.

Lige nu er USA den store stopklods for forhandlingerne. Amerikanerne vil ikke skære tilstrækkeligt i landets enorme landbrugssubsidier. EU har skåret noget på landbrugsstøtten men sidder på hænderne, så længe USA ikke rykker sig. Der er stærke kræfter, der presser på for, at EU skal blive siddende, hvilket blev meget klart i starten af juli, da Frankrigs præsident i et hidtil uset angreb på EU's chefforhandler, Kommissær Peter Mandelson, krævede stop for indrømmelser i WTO. Overfor sidder en samlet gruppe af udviklingslande, der har gjort det meget klart, at resultaterne i de globale landbrugsforhandlinger kommer til at blive afspejlet i manglende indrømmelser inden for industrivarer. På vores breddegrader er erhvervslivet meget utilfredse med indrømmelserne fra lande som Brasilien, Sydafrika og Indien; en utilfredshed, som snarere burde rettes mod amerikanske landmænd, der succesfuldt har lobbyet Washington til total ligegyldighed over for en aftale i WTO.

Udvikling og frihandel

Set med u-landenes øjne er det nu også værd at diskutere, om frihandel altid er af det gode. Modelberegninger viser meget store velfærdsøkonomiske gevinster ved gennemførelsen af Doha-runden. Men for udviklingslandene er det ikke alene en bedre fordeling af gevinsterne, der har interesse. Handelspolitikken bør være en integreret del af landenes industripolitik, som skal sigte på at få en højere værditilvækst i deres produktion. I nogle tilfælde kan det derfor være nødvendigt at skærme industrier eller sektorer for international konkurrence, mens de vokser sig store nok. Denne drivhus-politik er tidligere ført af lande som Sydkorea, Taiwan, Brasilien, men WTO har i tandem med Brettonwood Institutionerne gjort denne form for importsubstitutions-industrialisering (ISI) meget vanskelig. Det er ingen hemmelighed, at resultaterne af ISI-strategierne har været blandede og der synes at være udbredt enighed blandt udviklingsøkonomer om, at tilstedeværelsen af statskapacitet og en 'udviklingsorienteret' stat har været afgørende for succes.

U-landene er forskellige og de strategier, der skal skabe vækst og velstand for deres befolkninger ligeså. For de fattigste u-lande vil øget markedsadgang for deres landbrugsprodukter og simple industrivarer være vigtig. For andre lande vil beskyttelse og videreudvikling af industri og serviceerhverv være afgørende; politikområder, som WTO hæmmer.

Svaret for udviklingslandene er hverken en såkaldt 'spaghettiskål' af bilaterale aftaler eller blind frihandel, men et multilateralt handelssystem, der tager udgangspunkt i udvikling og fattigdomsreduktion. Første skridt på vejen er, at verdens politiske ledere under forhandlingerne i WTO tager navnet 'Udviklingsrunde' alvorligt og leverer.

Trine Pertou Mach er forkvinde for Mellemfolkeligt Samvirke

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Vilhelm von Håndbold

I tilfælde af at folk ikke ved hvad WTO er for noget, så findes der her en redegørelse af Noam Chomsky:

http://video.google.com/videoplay?docid=5785830866015923087&q=Chomsky+WT...