Kommentar

Kollektiv waterboarding

En våbenhvile mellem Israel og det Hamas-kontrollerede Gaza er allerede bragt i fare af nye voldsepisoder fra begge sider - en udvikling, der truer ophævelsen af en belejring, som i et næsten et helt år har spændt Gazas borgere på pinebænken
Debat
8. juli 2008
Hamas er trængt op i en krog. Det er tæt på umuligt både at løfte regeringsansvaret og samtidig lindre lidelserne for befolkningen. På billedet ses en palæstinenser, der holder Hamas-s flag op i luften ud for Gaza-striben, hvor Hamas holder sommerlejr for mdlemmerne.

Hamas er trængt op i en krog. Det er tæt på umuligt både at løfte regeringsansvaret og samtidig lindre lidelserne for befolkningen. På billedet ses en palæstinenser, der holder Hamas-s flag op i luften ud for Gaza-striben, hvor Hamas holder sommerlejr for mdlemmerne.

MOHAMMED SABER

Efter næsten et års kvælende belejring af Gaza fra israelsk militærs side er der nu indgået våbenhvile mellem Hamas. Ifølge aftalen, som er kommet i stand ved måneders ihærdig egyptisk mægling, skal raketangrebene fra Gaza imod de israelske bosættelser indstilles, samtidig med at israelerne gradvist ophæver blokaden. Endvidere skal den israelske soldat Gilad Shalit, som holdes som gidsel, udveksles med et antal palæstinensiske fanger, og fremtidige forhandlinger fastsætte vilkårene for en åbning af grænsen mellem Egypten og Gaza.

Hamas har lovet at respektere den indgåede aftale, som gælder for en periode af seks måneder, og det samme har de andre palæstinensiske fraktioner. Der gik imidlertid kun få dage, før israelske styrker stormede et studenterherberg i Nablus og myrdede to palæstinensere, mens de endnu lå i deres senge.

For at retfærdiggøre, hvad der ligner et forsøg på åbenlys provokation, har de israelske spindoktorer endnu engang måttet ty til begrundelsen om 'den tikkende bombe'; Det blev påstået, at de to mænd, der begge var først i tyverne, var i færd med at planlægge en terroraktion, som blev forpurret i sidste øjeblik. Israel blev straks belønnet med den forventede reaktion. Igen slog raketterne ned i Sderot, de to første affyret af Islamisk Jihad, den tredje af Fatahs Al Aqsa-brigaderne, som begge ser våbenhvilen som forræderi og håner Hamas for at være mere optaget af at redde sit eget skind end af sine landsmænds skæbne på Vestbredden.

Hamas er trængt

Hamas er trængt op i en krog. Nægtet international anerkendelse; ramt af boykot og udsultet finansielt har bevægelsens ledere følt det nødvendigt at foretage sig et eller andet for at lindre lidelserne for sin kvælningstruede befolkning og løfte den enorme opgave det er at lede en regering uden forudgående erfaring.

For Hamas er det et smerteligt dilemma, at det er nødt til at løfte et regeringsansvar og konsolidere sin magt, men på den anden side også søge at fastholde det engagement i den væbnede kamp imod den israelske besættelse, som bevægelsen har opbygget sin identitet på.

Nogle Hamas-ledere er da også af den opfattelse, at det demokratiske valg i 2006 var en form for fælde, selv om Hamas vandt en triumferende sejr i stemmeboksen. Ekkoer af bevægelsens hidtil så doktrinære renhed kan nu høres i al-Aqsa-brigadens beskyldninger mod Hamas for at have opgivet den ædle modstandskamp for et gustent politisk kompromis.

Mange er af den overbevisning, at raketangrebene fra al-Aqsa-brigaderne er et forsøg på at sætte Hamas i et pinligt lys for dermed at gøre et gammelt ideologisk regnskab op.

Historiens ironi

De Hamas ledere, som nu insisterer på moderation og stempler dem, som bryder våbenhvilen som forrædere, er blevet ofre historiens ironi. Det er ikke længe siden, at de selv anvendte samme polariserende sprogbrug til at anklage Abbas for at være kollaboratør, da han krævede stop for, hvad han kaldte de "nyttesløse" raketangreb.

På den israelske side står det stadig mere tragisk klart, at den fortsatte vold er blevet en rygmarvsmekanisme for militærledelsen. Uanset hvor meget freden påkaldes retorisk, er den i praksis uønsket, eftersom den uvægerligt vil indebære israelsk afståelse, dvs. tilbagelevering af jord til palæstinenserne.

Israel er en mester til at forklæde aggressiv kompromisløshed som selvforsvar. Drabene i Nablus i forrige uge var tiltænkt at skulle udløse palæstinensisk gengældelsesvold, og sandelig om de ikke gjorde det, hvorved de bekræftede den sædvanlige grundfortælling, der kendes så godt fra mediernes dækning af konflikten - den, hvor israelerne spiller rollen som de evige ofre, og palæstinenserne er lumske terrorister.

For Israel er denne strategi på ingen måde ny. Den aktuelle intifada, som blev udløst, da Sharon besøgte al-Aqsa-moskeen og hurtigt blev militariseret har fungeret som et dække, under hvilket Israels uhæmmede appetit på jord på Vestbredden har resulteret i talrige nye bosættelser. Og samtidig med at disse ekspanderer og befæstes, er det lykkedes for Israel at få palæstinenserne til at spille den rolle, de har udset til dem i deres manuskript som dem "der aldrig forpasser nogen lejlighed for at forpasse en lejlighed".

I min egen dialog med Hamas' ledere har jeg konsekvent forsøgt at advare dem imod det israelske bosættelsesspil og at overbevise dem om nødvendigheden af en kursændring over for vores magtberusede modstander. Jeg har altid fundet dem lydhøre.

Fanget i en knibtangsbevægelse imellem israelsk militærs middelalderligt barbariske belejring og en ondartet indbyrdes palæstinensisk fejde er Gaza blevet presset til bristepunktet. Men Gazas borgere har udvist en forbløffende standhaftighed og i deres tro og traditioner for familiesolidaritet fundet mod til at holde ud, i sikker forvisning om det retfærdige i den palæstinensiske sag. Al modstandsdygtighed støder dog på et tidspunkt på sine grænser.

Israelerne må nu gennemføre den lovede ophævelse af belejringen og gennemføre i fuldt omfang og gøre den permanent, så den halvanden million indbyggere, som er blevet udsat for en kollektiv water-boarding, igen kan få en chance for at komme op til overfladen og få luft. Skal dette ske, må de politiske ledere i Ramallah og Gaza koncentrere sig meget mindre om deres egne regnskabsopgør og meget mere om at imødekomme behovene hos de borgere, som de repræsenterer, formulere nogle kernebudskaber, som vil kunne blive forstået i Europa og USA, og udvikle en fleksibel, men også principfast og resolut strategi i de videre forhandlinger med Israel.

Eyad El Sarraj er leder af Gaza Community Health Programme, som samarbejder med det danske Rehabiliterings- og Forskningscenter for Torturofre

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her