Læsetid: 4 min.

Kunst som fælles anliggende

At erhvervslivet og de politiske og bureaukratiske eliter i disse år går og bekræfter hinanden i, at der ikke er noget alternativ til en stadig fremadskridende markedsgørelse af samfundet, betyder ikke, at vi her har at gøre med en ophøjet sandhed. Der er tale om en ideologisk konjunktur
Gæster til en fernisering på Charlottenborg. Skatteydermidler stilles til rådighed for kunsten i anerkendelse af dens potentiale til at katalysere og styrke den offentlige samtale om moderne menneskers fælles anliggender.

Gæster til en fernisering på Charlottenborg. Skatteydermidler stilles til rådighed for kunsten i anerkendelse af dens potentiale til at katalysere og styrke den offentlige samtale om moderne menneskers fælles anliggender.

Torben Christensen

Debat
26. juli 2008

Med artikelserien om den tiltagende tendens til privat finansiering af kulturlivet ønsker Information at betragte dette fænomen "fordomsfrit". Det er jo et sympatisk forehavende, men desværre er lederens (Inf. 27. juni) grundlæggende ræsonnement bygget op på samtidens største politisk-ideologiske fordom: at der findes én given udvikling, som "for længst er i gang", som sætter "uundgåelige præmisser", og som man derfor må "se i øjnene" og rette ind efter.

At erhvervslivet og de politiske og bureaukratiske eliter i disse år går og bekræfter hinanden i, at der ikke er noget alternativ til en stadig fremadskridende markedsgørelse af samfundet, betyder imidlertid ikke, at vi her har at gøre med nogen ophøjet sandhed om verdens nødvendige indretning, men blot, at der er tale om en ideologisk konjunktur, som for tiden har en stærk samfundsmæssig magtbase.

Den historiske erfaring viser imidlertid, at konjunkturer knækker, at magtbaser eroderer, og at der altid eksisterer alternative muligheder, der får opdrift og albuerum, når styrkeforholdene ændres.

To niveauer

'Udviklingen' er med andre ord ikke nogen entydig, given sag, men et spørgsmål, der til stadighed kæmpes om. Hvis lederens profeti om, at private midler fremover vil få en stadig større rolle i kulturpolitikken, faktisk skulle gå i opfyldelse, vil der ikke være tale om en 'uundgåelig' udvikling, men om, at politiske beslutningstagere har valgt denne model og fravalgt andre muligheder.

Vi kan med fordel skelne mellem to niveauer i diskussionen om offentlig og privat kulturstøtte: den enkelte kulturinstitutions niveau og det samfundsmæssige niveau.

På den enkelte kulturinstitutions niveau er og bliver det springende punkt, om man kan fastholde den kunstneriske ambition og integritet som det primære over for de eksternt definerede betingelser for at opnå støtte. Og her er store, veletablerede institutioner typisk bedre rustet til at markere grænser og insistere på egne visioner end små og mindre etablerede.

Men herudover kan det for den enkelte institution strengt taget være hip som hap, om støtten er privat eller offentlig, eftersom store dele af den offentlige kulturstøtte for tiden ydes ud fra et økonomisk, konkurrencestatsligt rationale og således via udviklings- og resultatkontrakter er forbundet med betingelser, som ligger på linje med den private støttes.

På det samfundsmæssige niveau er der derimod fortsat tale om principielle forskelle mellem offentlig og privat organisering af kulturstøtten. For det første er det i forbindelse med sponsorstøtte værd at gøre sig klart, at det reelt er os alle sammen som borgere og forbrugere, der betaler de venlige donationer: dels i form af sponsors skattefradrag, dels i form af indregningen af sponsorudgifter i varepriserne i takt med at den slags udgifter bliver et alment konkurrencevilkår for virksomheder.

Flere målsætninger

I et samfundsmæssigt perspektiv betyder den forstærkede satsning på sponsorstøtte således, at vi i tiltagende grad privatiserer - og samtidig usynliggør - både opkrævningen og distributionen af de midler, som er nødvendige for at opretholde et kunst- og kulturliv af en vis standard.

I stedet for de fagligt kvalificerede armslængdeorganer med ansvar over for almenvellet og den offentlige debat er det således her ikke-fagkyndige privatpersoner, der varetager fordelingen af skatteydermidler i overensstemmelse med egne private smagspræferencer.

Her opstår en stærk privat indflydelse på kulturlivet og dettes udviklingsbetingelser, som helt er unddraget den demokratiske debat. Som centralt princip for kulturstøtte i et demokratisk samfund forekommer sponsorfinansiering på denne baggrund ikke at være et indlysende politisk valg.

Derudover er der det afgørende spørgsmål om kulturpolitikkens samfundspolitiske målsætning. Her bekender den aktuelle kulturpolitik sig på én gang til to forskellige overordnede målsætninger: På den ene side den konkurrencestatslige målsætning, ifølge hvilken kulturen skal bidrage til at optimere dansk erhvervslivs internationale konkurrenceposition - og her passer privatisering af støtten som fod i hose. På den anden side den dannelses- og demokratiorienterede målsætning, som har ligget til grund for dansk kulturpolitik fra starten, og som endvidere i en særlig nationalistisk fortolkning indgår som et aktivt element i det aktuelle kulturministerielle kanonprojekt.

Særligt medie

Pointen med den dannelses- og demokratiorienterede målsætning er, at den statslige kulturpolitik her sættes i det civile samfunds og den fortsatte demokratiserings tjeneste.

I dette koncept forstås kunst som et særligt medie for samfundets offentlige samtale og selvrefleksion, herunder for hele forestillingen om, at vi som samfundsborgere har fælles anliggender og ikke kun forholder os til hinanden som selvtilstrækkelige konsumenter og stridende varetagere af private særinteresser.

Denne danske kulturpolitiske tradition handler ikke om, at vi "ubetinget elsker staten", som lederen påstår, men derimod om en specifik erfaring med, at folkelige, demokratiske bevægelser har haft og fortsat kan have styrke til at forpligte den statslige politik på civilsamfundets værdier og idealer.

I overensstemmelse hermed stilles skatteydermidler til rådighed for kunsten i anerkendelse af dens potentiale til at katalysere og styrke den offentlige samtale om moderne menneskers fælles anliggender.

Mens den konkurrencestatslige målsætning for kulturpolitikken tenderer til at smelte sammen med en privatiseringsinteresse, kalder den dannelses- og demokratiorienterede målsætning med andre ord på det modsatte: på en vitalisering af den demokratiske offentlighed i almindelighed og kulturdebatten i særdeleshed samt på en statslig politik, som sikrer rammerne herfor.

Henrik Kaare Nielsen er dr.phil. og lektor i æstetik og kultur, Aarhus Universitet.

Serie

Kulturen og pengene

Seneste artikler

  • Erhvervsstøtte med nye øjne

    28. juli 2008
    Tiden er inde til at man gør op med den meget konforme opfattelse af kulturøkonomi og tvivlen om hvorvidt kulturlivet og erhvervslivet kan gå i spænd med respekt for hinanden og til gensidig gavn
  • Kulturinstitutionernes alliancer

    23. juli 2008
    Pengene bestemmer, når der skal laves kunst og kultur. Det gør desværre, at 'øje-bæer' bliver placeret i det offentlige rum til evig arv og eje
  • Kultur og erhverv skal nurses

    22. juli 2008
    Private penge er ofte lig med en kommercialisering af kunsten. Men det kan omvendt også ofte betyde, at et givet værk eller projekt kommer bredere ud til offentligheden
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her