Læserbrev

Læserne skriver

Debat fra dagens avis
16. juli 2008

Barselsorlov handler om børns vilkår

Anne Fauslet Kongsted, Århus

"Jeg vil aldrig sætte mine børn i institution - om jeg så skal skure lokummer ..."

Tak af hjertet Hr. Romer for den sætning. Jeg elsker den! Ville ønske at jeg selv turde sige det samme ... men som hjemmegående kvinde ville man straks få den ganske danske pædagogstand på nakken for sådant et statement - for slet ikke at tale om sine udearbejdende medsøstre.

Herrerne Pind og Aamund mangler vel bare at svare på spørgsmålet: Kan I forestille jer at være et år og så skulle tilbringe op til otte timer i en institution? Barselsorlov handler hverken om mænds eller kvinders karriere - det handler om børns vilkår. I Danmark har vi ikke bare fået genneminstitutionaliserede børn men også voksne. Man kan i ramme alvor høre forældre til børn på ni mdr. sige: "Godt at han snart skal i vuggestue - så han kan blive ordentligt aktiveret!" Er det dét Danmark Pind og Aamund ønsker sig?

Forbyd det vanvid

Medhat Khattab, medlem Svendborg byråd (NA)

Efter sommerferien håber jeg, at Lene Espersen straks træder i karakter som justitsminister og kommer med et lovforslag, som forbyder professionel boksning.

Det er en kendsgerning, at boksning er skadeligt for hjernen. Der er videnskabelige beviser på, at der er stor risiko for hjerneblødning ved slag i hovedet, og det kan være farlige og ende med døden. Som det er sket før med en 34-årig kvindelig bokser, der blev knockoutet i Denver, USA i 2005 og som aldrig vågnede op. Det er jo også derfor, der er kraftige anbefalinger både fra de relevante lægefaggrupper herhjemme samt fra udlandet, hvor man anbefaler et forbud mod professionel boksning.

Vi skal ikke være handlingslammede og være vidner til flere skandaler, som det er sket med bokser Johnny Jensen eller andre dødsfaldstragedier på grund af boksning.

Et andet levende eksempel på boksningens skadelige virkninger og boksningsdemens er den tidligere verdensmester i boksning, Mohammed Ali.

Jeg mener, at grænsen er nået, når voksne mennesker ikke siger fra eller måske med vilje accepterer, at en syg bokser bliver smidt ud i bokseringen for endnu engang at blive tæsket og få så hatten passer med slag m.v. Det er usmageligt og umenneskeligt.

Det er kynisk, at muskuløse unge mennesker få lov til at tæske løs og gå i flæsket på hinanden under navnet boksesport, indtil de bliver hjerneskadede af det og så først derefter forbyder vi dem at deltage i mere boksning.

Hvis fejl er det, at hundredvis at tilskuere i boksearenaen jubler af glæde og kommer med tilfredse råb, når en af bokserne falder om på grund af slag og ikke efterlader sig noget livstegn. Hvad sker der med os, når vi bliver ude af stand til at vurdere, hvad der er rigtigt og forkert? Så jeg har meget svært ved at finde nogle argumenter for, hvorfor vi i Danmark ikke forbyder det vanvid, som professionel boksning er et udtryk for.

Det har intet med sport at gøre.

90 års dagen

Ib Jensen, Søborg

Nelson Mandela, den kendte terrorist fra terrorgruppen ANC, er trods hans urimelige kamp mod den hvide race blevet slettet fra CIA's terrorliste. Har V, K og O virkelig tænk sig at følge trop med denne slendrian?

Fuld fart på miljøbevidstheden

Michael Kongstad Nielsen, Virum

Erik Meier Carlsen bryder sig i kronikken 9. juli tydeligvis ikke om Informations og Politikens læsere, da de efter hans formening befinder sig i det foragtelige segment, der går ind for at passe på natur og miljø, og som i årevis er hoppet på myten om Høvding Seattles tale, en myte der efter Carlsens opfattelse nærmest er mere skræmmende end det, de europæiske indvandrere kom til at udsætte Amerikas indianere for.

At oprindelige jæger- og samler befolkninger med begyndende agerbrug og husdyrhold har haft et mere nært og til tider åndeligt forhold til naturen, er faktisk ikke svært at forestille sig. Hvad man direkte lever og ånder af og i, vil man nok være tilbøjelig til at respektere og ære og passe på på en mere bæredygtig måde, end hvad mange moderne mennesker er i stand til at svinge sig op til. Denne simple erkendelse volder hr. Carlsen så meget besvær, at han er ved at lave en halv Lomborg. Fred være med Høvding Seattle og hans ikke eksisterende tale, men fuld fart på miljøbevidstheden og kampen for en bæredygtig omgang med naturen.

Næsehorn i gaderne

Søren Tafdrup, Søborg

Jeg kan høre næsehorn i gaderne i denne tid, når et israelsk-amerikansk angreb på Iran diskuteres af vestlige politikere, kommentatorer og journalister.

Ord er ikke nok

Ellen Rohde, Frederiksberg

Hvor er Danmarks ungdom og socialister henne? Man må stille sig dette spørgsmål, når det overlades til præster og bedsteforældre at demonstrere imod den uhyrlige og skamfulde behandling, de afviste asylansøger bliver udsat for her i landet.

Det er ikke nok med de mange pæne ord før valget. De er helt forstummet i dette forår og er helt fraværende nu da mennesker helt aktuelt tvangshjemsendes i sommerstilheden.

Til alle de mange mennesker der meldte sig ind i SF før valget: Var det kun for at få en bedre velfærd for os danskere der i forvejen er inde i varmen? Var det kun fordi Villy Søvndal har humor?

Hvorfor er der ikke så megen "retfærdig harme" til stede, at man kommer ud af sengehalmen og i gang med fælles protester?

Er det ikke alle anstændige menneskers opgave?

Cyklisme skal fremmes - med omtanke

Kristian Pihl Lorentzen, MF og trafikordfører for Venstre

Hvis endnu flere danskere tager cyklen vil det have mærkbar positiv effekt i form af mindre udledning af CO2, bedre folkesundhed samt mindre trængsel på vejene i de store byer. Derfor skal vi holde politisk fokus på fremme af cyklisme samt cyklisternes sikkerhed. Herunder ikke mindst i forbindelse med de tragiske højresvingsulykker. Det glæder mig, at vognmandsbranchen har sat sig selv i spidsen for kampagner, chaufføruddannelse og tekniske forbedringer, der skal bekæmpe ulykker ved højresving med lastvogne. Det er også glædeligt, at langt de fleste cyklister er bevidste om deres eget ansvar for at forebygge ulykker i trafikken.

Derimod er jeg lettere rystet over forslaget med en 18 tons zone, som et flertal i Københavns borgerrepræsentation vil gennemtrumfe. En levende storby som København skal dagligt forsynes med en stor mængde varer. Derfor vil en 18 tons vægtgrænse reelt betyde langt flere lastvogne i Københavns gader. Og tro mig, en cyklist lider lige meget overlast ved kollision med en 18 tons lastvogn, som med 24 tons.

Jeg er personligt en stærk tilhænger af det kommunale selvstyre. Men med hensyn til indførelse af lokalt baserede færdselsregler, stiller jeg mig yderst skeptisk. Ingen byer - ej heller København - kan med rimelighed betragtes som et isoleret område, hvor kommunen blot kan indføre vægtgrænser, bompenge, eller andre tiltag, der dagligt berører borgere og erhvervsdrivende fra det omkringliggende samfund. Lovgivningen må afspejle dette forhold, så der fortsat sikres ens trafikale regler i hele Danmark.

Sarkozy skader EU

Henrik Ræder Clausen, Brabrand

EU har fået en markant formand i den franske præsident Sarkozy. Da han blev valgt, var der store forventninger til at han med sin baggrund kunne sætte landet på en nødvendig reformkurs, med respekt for borgernes behov og demokrati.

Sådan er det ikke just gået. Sarkozy har slået fast, at ingen skal forvente deres folkeafstemninger respekteret, Lissabon-traktaten bliver gennemført alligevel. Hans løfte om at EU vil beskytte mod globaliseringen er noget vrøvl, for EU er med sine detaljerede normer stærkt globaliseringsfremmende.

Inflationen kan han ikke beskytte os imod, da den ikke er fastsat af EU, men skyldes andre forhold - f.eks. at EU ikke har formået at finde et alternativ til olien.

Krisen efter den forkastede Forfatningsreform løses bedst med en dyb reform af EU. Men i stedet for at lappe den kriseramte union går Sarkozy minsandten ud og etablerer en ny! Libyens Gadaffi var ærlig nok til at sige, at han ikke vil være med i en union med jøder, men de andre diktatorer sidder glade til bords med EU's top, alt naturligvis betalt af EU's skatteydere.

Vi jævne borgere har brug for et EU, der opfylder sine løfter før der fyldes flere på. Mon der ikke er en fornuftig EU-leder, der kan fortælle Sarkozy at hans projektmageri blot undergraver tilliden til EU og skader det alvorligt?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tom W. Petersen

Man bør give Kristian Pihl Lorentzen en pris for det største og nemmest gennemskuelige hykleri, der endnu er set i dansk trafikpolitik.

Dorte Sørensen

Kristian Pihl Lorentzen hvis Folketinget virkeligt vil forbyde Københavns kommune og andre kommuner at nægte tung lastbilkørsel, så må Folketinget/staten overtage alle de kommunale veje og bære omkostningerne af drift og anlæg.
Derudover er det urimmeligt at et flertal i Folketinget vil tillade kørsel med det store modulvogntog uden at være villige at stå for omkostningerne ved renovering af vejnettet så de store vogntog kan komme sikret og mindst slidsikkert rundt.
Jeg frygter endnu fler trafikdrab når de nye store lastbiltog skal køre i gennem befolkedeområder.
Hvorfor ikke statse mere på at få godste over på jernbane og lave nogle bedre omladningspladste til både god på tog og de store ny lastbiltog samt havneanlæg (det vil også svarer til EU´s transportpolitik) Herved kan meget af godset igen forsvinde fra store dele af vejnettet og give mere plads til privatbilismen , busserne og cyklisterne.

Der var tidligere en, der undrede sig over, at når forsvarsministeren møder op ved begravelsen af dræbte soldater, hvorfor møder trafikministeren så ikke op ved begravelsen af SINE ofre? Denne undren være hermed gentaget.