Læserbrev

Læserne skriver

Debat fra dagens avis
11. juli 2008

EP klar i mælet

Britta Thomsen, MEP (S)

Vedvarende energi i transportsektoren er andet og mere end biobrændstoffer. Det har vi altid været enige om i Europa-Parlamentet, og jeg blev derfor noget forundret, da jeg læste Informations beskrivelse (8.juli) af, hvordan EU's ministre er uenige om fortolkningen af EU's såkaldte '10 procent-mål om biobrændstoffer'.

Som ordfører på vedvarende energi i Europa-Parlamentet har jeg været tæt involveret i processen, og i Parlamentet har vi i modsætning til miljøministrene hele tiden været klare i mælet. Da min betænkning om EU's køreplan for vedvarende energi blev vedtaget i efteråret, hed det klart og tydeligt, at parlamentet bifalder 'Kommissionens forslag til fremme af biobrændstoffer og andre vedvarende brændstoffer for transport ved at indføre et bindende mål på 10 pct.'

Da EU-Kommissionen fremlagde forslaget til lovgivning som en del af den store klima- og energipakke i januar, var der for os at se heller ingen tvivl: Målet om 10 pct. vedvarende energi i transportsektoren er defineret på en måde, så også grøn el til batteribiler og tog f.eks. kan tælle med.

Vi er lige nu i Parlamentet ved at vedtage lovgivningen om vedvarende energi og dermed også definere kriterierne for de forskellige energikilder. Vi vil fastholde, at transportsektoren både skal inddrage biobrændstoffer, vind og brint for at nedbringe den olieafhængighed, som vi ser i dag. Transport står for 21 pct. af al CO2-udledning i dag, så alle teknologier skal i brug, hvis vi skal gøre os håb om at vende udviklingen.

Informations journalist Jørgen Steen Nielsen har ret i, det er et vigtigt initiativ at omtale. Det er godt, at franskmændene nu åbenbart også har forstået teksten, men altså ikke korrekt, at det franske formandskab er på tilbagetog. Højst korrigerer de, at de har misforstået Europa-Parlamentets klare udmelding.

Cambodjas tragedie

Torben Jarl Jørgensen, København

Gert Petersens forargelse over den vestlige verdens støtte til 1980'ernes cambodjanske eksilregering under ledelse af De Røde Khmerer er berettiget. Selv med den kolde krigs kamp for at inddæmme kommunismen in mente er det uforståeligt, at man valgte side til fordel for et radikalt regime med folkemord på samvittigheden: Imens normaliteten langsomt vendte tilbage til Cambodja, vajede De Røde Khmerers gul-røde flag stadig foran FN-bygningen i New York!

Kina og den vestlige verden brugte invasionen af Cambodja som anledning til at isolere både Vietnam og Cambodja internationalt. Det ydre pres betød, at den nye cambodjanske regering fik et alibi for at forsinke politiske reformer, og at genopbygningen af Cambodja forløb i sneglefart.

Vietnams invasion af Cambodja i 1979 mødte ikke nævneværdig modstand fra hverken landets demotiverede hærstyrker eller befolkning. Selvom tingene langsomt blev bedre, var heller ikke vietnameserne drevet af humanitære hensyn. Også de handlede ud fra strategiske og nationale hensyn.

Skurkene i cambodjansk historie er altså lette at finde. Heltene er sværere at få øje på. Sådan er det også i dag, hvor landets tragiske fortid har cementeret et politisk system, hvor magthaverne kan regere uden hensyn til befolkningen. Og hvor befolkningens fravær af forventninger til magthaverne har skabt en lammende politisk inerti. Vejen væk fra tragedien betrædes i øjeblikket kun med små skridt!

Rif protesterer

Allan Hilton Andersen, mdl. Dansk Oversætterforbunds bestyrelse, Kbh. V.

Klaus Rifbjerg betaler et stort kontingent til Dansk Forfatterforening, som meget klart har tilkendegivet, hvad den mener om Brain Mikkelsens kulturpolitik.

Det samme har Rifbjerg selv. Det er derfor helt ude i hampen, når Inge Larsen (10. juli) skælder Rifbjerg ud for ikke at protestere imod, at Brian M. stjæler bibliotekspenge fra folk hvert eneste år. Alle i DF protesterer. For Brian er en notorisk tyveknægt.

Grænseløshed

Hanne D. Sejersen, Roslev

Er der grænser for, hvor ligeglade danskerne er med afviste asylansøgeres skæbner? Nok næppe i denne fede sommerferietid, hvor vi alle har vigtigere ting at tage os til. Desuden er det jo en særdeles populær sag at skaffe sig af med 'de fremmede'.

Meget længe har VKO rent ud sagt skidt højt og flot på internationale konventioner og aftaler, når det gjaldt flygtninge- og asylpolitik, så hvorfor ikke gå det næste skridt? Når så mange grænser allerede er overskredet, hvorfor så ikke også denne: tvangshjemsendelse til Irak uden aftaler med irakiske myndigheder og uden sikring mod personlig forfølgelse. Først enlige mænd, derefter syge samt familier med børn, forlød det i DR 9 juli. Eller sidder regeringen inde med fantastiske oplysninger om fred og sikkerhed, som den ikke delagtiggør andre i?

Der er ingen grænser for, hvad den regering kan finde på for at tækkes ånden (om en sådan findes) hos Dansk Folkeparti - der til gengæld heller ingen grænser eller moralske skrupler ejer, når det gælder populistiske sager der kan give stemmer!

Klaus af Folket

Per Diepgen, Halskov

Meget, ikke alt, følger af at have ordet i sin magt. Siden 40'erne har Klaus Rifbjerg oparbejdet et kompleks over for krigen og en generation, hvoraf nogle havde sat livet på spil. Mindreværd og misundelse giver ingen mening, men dog en kulturradikal misfarvning. Man ser bort fra dybden af besættelsens landforræderi og de kulturradikales politiske forbindtlighed, eksempelvis fra kommunisterne over Hans Kirk og Otto Gelsted til Poul Henningsen.

Ligesom Ole Wivel igennem forlagsaktiviteten næppe formåede at lægge Stefan George-æstetikken bag sig, lod Klaus Rifbjerg forfatterskabet præge af brandes-ianisme og vægelsindet pacifisme, der for modstandsfolk måtte signalere laissez faire laissez aller.

Netop ved at afvise en militær forsvarsvilje opstår et tandløst modstykke til regeringens krigs- og stormagtsdrømme, vakt af en verdensmagt som en gentagelse af besættelsens tankegods, en fremmedlegionær idé om krig og terrors opståen og bekæmpelse. Mange kulturradikale blev en del af magten, og kulturradikalismen måtte sygne hen. Mange anlagde en kulturradikal skabsprofil på venstrefløjen, men fandt med alderen en bekvemmere holdning til højre i borgerligheden og den moralske oprustning og opnåede etablering i samfundet.

Demokratisk statsoverhoved

Egon Jensen, Søborg

Nu tales der i Information 8. juli om en truende borgerkrig i Zimbabwe. Indtil nu har oppositionen i det land været udsat for vold, tilsyneladende uden at kunne forsvare sig overhovedet. Hvor får de nu deres våben fra for at føre borgerkrig?!

Ellers kan man jo godt forstå, at de er vrede over, at deres statsoverhoved ikke bliver valgt på en virkelig demokratisk måde! Spørgsmålet er bare, om man som dansker (eller englænder) har ret til at kritisere et land som Zimbabwe for det. Hvorfor ikke begynde derhjemme med demokratiet, før man bliver udsat for sanktioner, fordi man ikke vælger ens statsoverhoved på en demokratisk måde?

Ilde lugt

Finn Hansen, Gedved

Tobaksrøg lugter ikke godt, synes mange. Lugten er så slem, at det seneste forslag fra rygemodstander-side nu går ud på at udvide det almindelige rygeforbud indendørs til også at omfatte tobaksrygning i fri luft, især hvor flere mennesker samles, f.eks ved fortovscafé'er, udendørs serveringssteder, friluftskoncerter osv. En smuk tanke? Måske - men tager man hovedargumentet alvorligt, bør man også forbyde andre lugte i miljøet, der generer 'mange' mennesker!

Jeg tænker her på lugten fra landbrugets utallige gyllebeholdere. Rigtig mange steder i sommerlandet plages man af den ulidelige stank fra de åbne tanke pga. ikke-vedligeholdte flydelag. Burde ikke også denne ubehagelige lugt ved samme lejlighed forbydes? Jeg er sikker på, at kvælstofudslippet til naturen er langt mere skadeligt for mennesker og især vandmiljøet end en smule røg i stærk fortynding ved det udendørs cafébord. Røgen kan man flytte sig for, men gyllestanken kan man ikke flygte fra!

Spar seerne

Jytte Nørtoft Jensen, Silkeborg

Hvad er det for lousy tv-programmer, vi som seerere i virkeligheden bliver præsenteret for dag efter dag ?

Nu hvor begge landsdækkende kanaler er strandet i økonomisk uvåde, var det så ikke en idé at droppe hele eftermiddagsfladen med amerikanske serier på TV 2 og de evindelige genudsendelser på DR1? Der er måske ikke så meget at spare, men det kunne nok give os tv-seere en større inspiration til at tune ind på kanalen.

Alternativet er at afskaffe tv, men så langt er jeg indtil videre ikke indstillet på at gå.

Hvorfor skal man, hver gang der kommer reklamer, række ud efter fjernbetjeningen for at beskytte både dyr og mennesker for den voldsomme lydstyrke, der pludselg følger med for at udbrede reklamebudskabet ?

Det irriterer mig voldsomt .....

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

John Fredsted

@Jytte Nørtoft Jensen: Det er en trøst at vide, at det ikke kun er mig, der har det sådan med tv-sendefladen.

Med meget få undtagelser, så handler tv'et ikke længere om oplysning, men om at sælge - det er én stor camoufleret tv-shop. Og så længe det moderne menneske sidder henne i banken, eller til aktionærmøder, og galer om op for ringe afkast, så kan det ikke være anderledes.

Én af de bedste kanaler, som jeg kender på tv-et, er AV-kanalen: et sort billede med et statisk (ikke blinkende, bemærk lige det) "AV" oppe i venstre hjørne, og uden lyd på. Den vælger jeg altid ved hver reklameblok.

Som dig tænker jeg ofte på at smide fjernsynet ud, men det nytter ikke engang noget, for med medielicensen skal jeg stadig belemres med licensen, sålænge jeg har en computer, selvom jeg ikke bruger sidstnævnte til at se tv med.