Læserbrev

Læserne skriver

Debat fra dagens avis
9. juli 2008

Glistrups immunitet

Preben Wilhjelm, Frederiksberg

I sin nekrolog over Mogens Glistrup 3. juli skriver Rune Lykkegaard, at jeg modsatte mig ophævelse af hans parlamentariske immunitet. Det er ukorrekt. Jeg - og VS iøvrigt - kunne ikke drømme om at give en MF'er et særligt privilegium, når anklagemyndigheden mente at have grundlag for at rejse en straffesag. Det, vi gjorde, og som jeg udførligt begrundede i beretningen fra det pågældende udvalg, var, at vi modsatte os, at han efter dommen i Højesteret blev smidt ud af folketinget. I korthed var begrundelsen, at efter adskillige års retssag kunne ingen vælgere være i tvivl om, hvad han havde bedrevet, og at det derfor ikke tilkom hans politiske modstandere at kende ham 'uværdig', når tilstrækkelig mange vælgere havde fundet ham værdig.

(Forøvrigt nåede hele folketinget til samme konklusion, da han efter en periode blev genvalgt).

Hitler som ateist?

Therkel Stræde, Kbh. K

Man kan godt være et dumt svin og en forbryderisk satan uden at have det fra en eller anden selvretfærdig religion. Ateisme og humanisme er ikke i sig selv en garanti for høj moral, det er klart. Men at laste ateismen for Hitler, som G. Petersen gør i Inf. den 7. juli, er forkert og i strid med de historiske kendsgerninger.

Hitler var gudstroende (gottgläubig) og påkaldte sig forsynet tidligt og sent. Han syntes blot, der var for meget jødisk arvegods i den traditionelle kristendom, og at frelseren ikke var Jesus, men ham selv. Måske var han ligefrem et af de mest religiøse mennesker, verden har set - i hvert fald meget langt fra at være ateist.

Glistrup og Pia Kjærsgaard

Kent Broe Rasmussen, Hobro

Mange har ved Glistrups død beklaget, at han blev idømt tre års fængsel af Højesteret pga. sit enorme skattesnyderi, og at han ikke fik indfriet sit hovedløfte til vælgerne: Fjernelse af indkomstskatten. Alle I, som beklager dette, sku' sørme have haft lov til at mærke konsekvenserne af denne fjernelse.

I klager ellers igen og igen over for dårlig hjælp til de ældre, for dårlig hospitals-behandling, for dårlige skole-forhold, for dårlige børnepasnings-forhold osv. Hvordan tror I, at det ville have set ud med disse forhold, hvis Glistrup havde fået sin vilje - eller Pia K., som jo støttede ham fuldt ud? Hvornår mon hun stiller forslag om indkomstskattens afvikling - det forslag, som også sikrede hende mange tusinde vælgernes stemme?

Kvinder i felten

Tove Smith Jacobsen, Aalborg

Svar til Annemette Ruth vedr. 5,4 procent af danske soldater er kvinder. Det har aldrig været naturens mening, at kvinder skal være soldater. En nylig rapport fra den amerikanske hær oplyser, at for de kvindelige soldater i US Army er fjenden inden for egne rækker - altså sexoverfald og voldtægt begået af de mandlige kolleger. Altså, nul kvinder i felten, men gerne på kontor bag linjerne.

Det store bedrag

Svala Vagnsdatter Andersen, Kbh V.

Det vidunderlige ved Informations maskulinitetstema er, at det viser sig, at det umulige er muligt. Pludselig kan jeg identificere mig med Søren Pind og Asger Aamund. Man forstår, at de ville blive vanvittige af at gå hjemme og passe deres egne børn i flere uger. Ensomheden, samværet med noget så krævende, at man ikke kender det nogen andre steder fra, det totale identitetscrash - det kan de ikke magte.

Jeg har fuld forståelse for den frygt. Forskellen mellem dem og mig er bare, at jeg har stået det igennem, jeg gik hjemme i henved tre år, fordi der ikke var passende pasning at få, og ja, jeg blev vanvittig, er det til dels stadig. Forskellen er også, at der var ingen, der spurgte mig omsorgsfuldt, om jeg måske blev vanvittig.

Forventningen til, at kvinder - modsat mænd - godt kan eller skal kunne, er det store sociale bedrag. Jeg kunne ikke, og masser af kvinder kan heller ikke holde det ud i de lange længder. Så må vi lade være at få børn - nej, det er ikke det, der er spørgsmålet. Spørgsmålet ligger i de forventninger, der gør, at nogen bliver vanvittige, mens andre kan nøjes med at læne sig tilbage i et interview og lade som om, han har selvreflektion nok til at tænke over det vanvittige.

Lad ham prøve det umulige som en mulighed. Og lad så mig blive interviewet om barsel, maskulinitet og identitetssammenbrud. Kors, hvor må man score mange damer og hente mange resultater hjem for at komme i vater efter tre år på barsel!

Jeg har hjemme i drikkeland...

Kamma Ankjærø, Århus C

"Lige fra vuggen har jeg lyttet til ølhundens sukken," skrev Poul Henningsen i drikkevisen Ølhunden glammer. Og siden har generation efter generation lyttet så intenst, at de 15-årige er på vej til at gå i hundene, hvis der ikke snart gribes ind med restriktioner over for bryggeriernes skruppelløse markedsføringsmetoder over for ungdommen

Der er mange følger af de 15-åriges Europarekord i drikkeri. En 15-årig pige, som i en seksualundervisningstime stod og fumlede med at anbringe et kondom på en dertil fremstillet attrap, udtrykte det således: "Det er bare det, at når vi bliver fulde, glemmer vi alt, hvad vi har lært."

De små i børnehaverne kan såmænd godt føje et vers til, når de synger Jeg gik mig over sø og land, for som drikkesituationen er i Danmark, kan børnene med sandhed synge: "Jeg har hjemme i drikkeland, drikkeland, drikkeland", og det kan ikke siges for tit.

Fejl på begge sider

Claus Bryld, Frederiksberg

I den i øvrigt udmærkede leder 7. juli sammenligner Lasse Ellegaard bl.a. Anders Fogh Rasmussens 'samarbejdpolitik med USA' med 'Per Hækkerups følgagtighed under Vietnam-krigen'. Det er uretfærdigt over for Per Hækkerup. Hans evige omkvæd under Vietnam-krigen var: "Der er fejl på begge sider". Det turde Anders Fogh jo aldrig sige om en konflikt, hvori USA er involveret.

Skal man endelig sammenligne, er det mere nærliggende at sammenligne Fogh Rasmussen med Per Hækkerups søn, Hans Hækkerup, der som forsvarsminister grundlagde den servile, superatlantiske linje i 1990'erne.

Krigsgal kronprins

Carsten Kofoed, København

Det forlyder, at kronprins Frederik er vild efter at komme ned til de danske besættelsestropper i Afghanistan. Om Danmarks kommende konge har tænkt sig personligt at myrde afghanere, eller om han blot vil være krigsturist og heppekor for besættelsestropperne, vides ikke. Måske savner den forkælede millionær blot større spænding end at klippe snore over og vinke til sine undersåtter.

Det kunne dog også tænkes, at hans egen indre Rambo er eksploderet, så han som 40-årig under ingen omstændigheder vil stå tilbage for andre krigsgale prinser som dem i Storbritannien. Men eftersom historien er sivet ud, er det mest sandsynlige nok, at Frede spiller frygtløs velvidende, at hans offentliggjorte rejseplaner til Afghanistan ikke er det smarteste for ham selv, hans familie og de danske besættelsestropper. Det ville nemlig være et trofæ for den afghanske modstandsbevægelse, hvis Pingo gik op i røg og damp - den fortjente skæbne for alle besættere.

Overvågningen tager overhånd

Elise Patricia Rasmussen, Radikal Ungdom, Aalborg

En kjoleforhandler i Maribo har fået beslaglagt en transaktion på 1.000 kr. af CIA. Dette skete efter et indkøb af kjoler fra en pakistansk fabrikant, hvilket åbenbart vækkede CIA's mistænkelighed.

Det er i sig selv absurd, at man bliver forbundet med terrorisme blot ved at købe kjoler i Pakistan, men at CIA både har adgang til at overvåge og tilbageholde danske borgeres pengetransaktioner burde skrige til enhver danskers retsfølelse.

Alligevel reagerer regeringspartierne ved at argumentere for, at terror for enhver pris skal bekæmpes, koste hvad det vil for den almindelige borger. Man burde i stedet gribe alvorligt ind, og gøre vores kære amerikanske allierede opmærksomme på, at denne form for overvågning strider direkte imod dansk persondatalovgivning og er fuldstændigt uacceptabelt.

Dette kommer næppe til at ske, og kjoleforhandleren i Maribo bliver næppe den sidste overvågede uskyldige danske borger, for når alt kommer til alt har overvågningen taget overhånd, og det lader til, at et tæt samarbejde med big brothers land på den anden side af Atlanten er vigtigere for regeringen end borgernes retssikkerhed.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu