Læserbrev

Læserne skriver

Debat fra dagens avis
Debat
4. juli 2008

Hedegaards colombusæg!

Hans Winkel, Middelfart

Det hedder nu: 'Stigende energiafgifter skal finansieres af skattelettelser!' Men kun stigningen på det forbrug, der i fremtiden overskrider et af regeringen fastsat normalforbrug. Ser jeg en implicit ny beskatningsmulighed?

Ret beset behøver A-holdet altså ikke spare på energien. De får jo kompensation i form af skattelettelser.

B-holdets to millioner medlemmer kan ikke spare mere på energien. Så de skal ikke have skattelettelse. Til gengæld får de fornøjelsen af stigende energiafgifter uden reguleringsmuligheder.

Konklusionen bliver: B-holdet betaler for A-holdets skattelettelser/sparede energiforbrug og samtidig skovler staten penge ind i stigende energiafgifter.

Det er virkelig et colombusæg!

Den hellige værnepligt

Karsten Hald Nielsen, Ry

Britta Thomsen (BT), medlem af Europaparlamentet (S), skriver i sin kronik 2. juli om EU-kommisionens nye forslag til en ny antidiskriminationslovgivning i Europa: "Det skal sikre lige rettigheder for alle grupper uanset race, religion, alder, køn, handicap eller seksuel orientering" og "For både kvinder og minoriteter i Europa er dagen i dag derfor historisk".

Men hvorfor ikke nævne den åbenlyse kønsdikrimination, der er nedfældet i Danmarks Riges Grundlov § 81, som lyder: "Enhver våbenfør mand er forpligtet til med sin person at bidrage til fædrelandets forsvar efter de nærmere bestemmelser, som loven foreskriver". §81 er i klar modstrid med såvel Verdenserklæringen om Menneskerettigheder som det nye EU-forslag.

Danmarks kvinder kan melde sig til militæret, og de kan blive sendt i kamp ude i verden. Det kan danske mænd også. Danske kvinder kan vælge den militære værnepligt fra - uden at skulle gøre civil tjeneste som erstatning. Danske mænd har ikke denne rettighed. Konklusion: Enten må §81 omskrives, så ordet mand erstattes af ordet person, eller også må §81 fjernes.

BT skriver: "I parlamentet er vi klar til at trække i arbejdstøjet og kæmpe mod stædige medlemslande, som vil forsøge at udvande forslaget". Ved BT om det danske folketing, og især S, er klar til at kæmpe for at fjerne kønsdiskriminationen i grundlovens §81? Eller er Danmark et af de 'stædige medlemslande, som vil forsøge at udvande forslaget'?

Rigtige mænd

Gorm Bloch, København K

Målsætningen for 'Jagten på den maskuline mand' må givetvis være at gendrive myter og åbne fortolkningshorisonter for vor tids mand. 27. juni hed overskriften så: 'Manden skal komme ind i kampen'. Både set i lyset af overskriftens tåkrummende præg og artiklens generelt pseudosociologiske do. kommer her et par konkrete bud på, hvordan det er at være mand i dag.

Jeg er 33 år. Far til to skønne døtre, som jeg 'deler' med deres mor. Er selvstændigt erhvervsdrivende. Spiller musik, skriver poesi og ser films på dvd. Føler mig som 'en rigtig mand'. En mand der vasker tøj, køber ind, er nærværende i forhold til mine børn og de relationer, der berører dem. En mand som altid vil være sit ansvar og kærlighed bevidst, fordi han har sat børn i verden.

Men også en mand med kvindetække, rejselyst, libido, trang til eventyr og den ukendte morgendag. Stor respekt for karakterfulde, stærke kvinder. De er de mest interessante.

Set i forhold til artiklen 'desværre' ikke en mand i krig med sig selv. Derimod en mand der klarer hverdagen, og som nøgternt og optimistisk møder morgendagen, uanset hvordan den ser ud.

Måske det lyder som en pastorale, men sådan er mit liv. Og den slags 'mandetyper' skal der vel også være plads til.

Jeg vil trods alt glæde mig til resten af artikelserien, men indtil da: Skål Carlsberg - og kom nu ind i kampen!

Om EU, flag og forbehold

Birgitte Anker Petersen, Albertslund

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg er en stor tilhænger af EU og herhjemme savner EU i det offentlige rum. Stor var derfor min glæde, da jeg i Firenze så, hvordan det også kan være. På alle offentlige bygninger, vajede det italienske flag side om side med EU-flaget, bilerne havde EU-nummerplader, og så vidt jeg kunne se, er italienerne ikke blevet mindre italienske af den grund. Hvad er vi så bange for ?

Jeg tror, at hvis politikerne talte meget mere om EU i det daglige og ikke kun op til afstemninger og valg, tv-nyhederne havde et fast EU-hjørne og Europadagen blev fejret, ville EU blive en mere integreret del af vores hverdag. Det slog mig, at det år, hvor nye østeuropæiske lande kom med i EU, blev det ikke nævnt med et ord i statsministerens nytårstale !

Om vi nu skal stemme om forbeholdene til efteråret eller ej, vil jeg gerne vide, om det også bliver muligt at stemme om regeringens forbehold for udlændingepolitikken i retsforbeholdet - en tag selv-bordspolitik, jeg finder usolidarisk og usmagelig.

Desuden vil jeg minde om en særregel, der ikke bliver talt om, og som mig bekendt stadig er gældende: nemlig udlændinges manglende ret til at købe sommerboliger i Danmark! Hvor er det latterligt og nationaltsindet, især med tanke på, at vi igennem mange år har købt ferieboliger i Spanien og Frankrig og nu nærmest er gået amok i køb af ferieboliger i Berlin.

Jeg håber, det kan blive debateret og er spændt på at høre, hvad politikerne mener.

Ambassadører

Carsten Skov Teisen, Slagelse

Anders Fogh Rasmussen påstår, at oppositionen vil lade terrorister bestemme udviklingen i Danmark. Han kryber dermed uden om at forholde sig seriøst til kritikken af regeringens aktivistiske udenrigspolitik.

Statsministeren gemmer sig bag sin udenrigsordfører Søren Pinds gadedrengemanerer og bag en svulstig tale til ukritiske tilhørere i Venstres Ungdom.

Flere tidligere danske ambassadører udtaler imidlertid, at regeringen handlede i blinde og i strid med god embedsførelse, da danske tropper blev sendt til Irak for at deltage i USA's krig.

Kritik fra den kant gør ondt. Derfor lancerer Søren Pind sammen med Dansk Folkeparti et forslag om at regeringen fremover skal ansætte ambassadører. Et forslag, der skal få diplomater - tidligere såvel som nuværende -til at afholde sig fra at deltage i den offentlige debat.

Statsministeren drog på et tvivlsomt grundlag Danmark ind USA's Irak-krig. Den slags giver politiske tømmermænd. Når alt, hvad han og hans parti kan finde på er at forsøge at lukke munden på kritikere, får man understreget, hvor presset statsministeren er.

V og DF hylder ytringsfriheden, men hyldesten forstummer, når friheden bruges til at kritisere partierne selv. Heroverfor foretrækker jeg så absolut politikere, der er demokratisk sindede på fuld tid.

Modstand mod nytænkning

Søren Fibiger Olesen , Landsfmd. for Kristelig Fagbevægelse

I tirsdags svarede næstformanden i LO, Lizette Risgaard, på mit synspunkt om moderne konfliktløsning fra den 1. juli i nærværende avis.

Først og fremmest må jeg give Lizette ret i, at truslen om strejke fører til et pres, så overenskomstforhandlinger som regel fører til et resultat. Men min næste tanke er, at det også ville være lettere at være lærer i folkeskolen, hvis man stadig måtte gå rundt med spanskrøret i baglommen. Der kunne jo opstå en situation, hvor truslen eller brugen var nødvendig! Naturligvis med det gode formål at eleven blev veldisciplineret!

Dernæst må jeg konstatere, at Lizette Risgaard er så forblændet af et 100 år gammelt system, at hun er fuldstændig ligeglad med de konsekvenser, det har. Hun mener, at det er beklageligt med f.eks forlængede ventetider, men at lappeløsninger under strejke er ok.

Retorikken er gennemsyret af et forsvar for gode gamle dage og systemer. Der er ingen åbenhed for, at overenskomstsystemet kan udvikles i overensstemmelse med arbejdsmarkedet. Hvor bliver en erkendelse af om, at det der virkede i fortiden ikke gør det i fremtiden?

Er muligheden for at strejke ikke bare et våben, der har vist sig at være effektivt, men som man ikke kan bevise er det eneste effektive?

Der er historisk opnået gode resultater, men derfor er det vel ikke helligt? Ligesom det ikke er ligegyldigt, at strejken har enorme konsekvenser?

Helliger målet midlet?

Information er for sej

Carsten Ploug Olsen, Odense NØ

Det er for dårligt, at man nu ikke engang længere kan føle sig i sin gode ret til at brokke sig over avisen. Tag nu weekendudgaven 28.-29. juni. Først en førstesektion med mindst otte must-read artikler og så tillægget, Refleks ... støn. Rune Lykkeberg, Andreas Relster, Ulrik Dahlin, Ove Korsgaard osv. osv. - Informations tæskehold denne weekend.

Jeg længes tilbage til tiden, hvor avisen var en anden og dårligere. Tiden hvor selv nostalgien var bedre, og hvor man bare var en glad uvidende gris er endegyldigt forbi. Støn.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her