Læserbrev

Læserne skriver

Debat fra dagens avis
22. juli 2008

Farlig

John Bernadotte Bang, Store Fuglede

Vor sympatiske og fagligt meget vidende energiminister, Connie Hedegaard (K) plæderer for de små klimafremskridt. Sympatisk, ikke?

Men hvad nu, hvis disse små fremskridt blot luller os ind i en falsk tryghedsfølelse, så vi ikke griber radikalt ind over for de virkelig store klimasyndere med deres enorme energiforbrug og CO2-udledning, som med eksprestogsfart fører os lige lukt i afgrunden - den ultimative, uigenkaldelige klimakatastrofe.

Hvis man vurderer det uhildet og logisk, hvad har de små fremskridt så nyttet? Ret beset: Intet!

Vor dygtige og sympatiske energiminister er farlig.

Roskilde Bank og indskydergaranti

Klaus Flemløse, Ålsgårde

Set i lystet af den økonomiske afmatning og krisen i Roskilde Bank, bør Finanstilsynet øjeblikkeligt hæve indskydergarantien. Ifølge Garantifonden er almindelige indlånere i en bank garanteret et indlån på indtil 300.000 kr. Sidste gang der sket en ændring af dette beløb var i 1995, hvor det blev hævet fra 250.000 kr. til 300.000 kr. Tages der hensyn til inflation, skal de 300.000 kr. hæves til omkring 425.000 kr. i 2009. Det er Finanstilsynet, der udsteder bekendtgørelsen vedrørende Garantifonden.

EU sikrer dine grundlæggende rettigheder

Sofie Carsten Nielsen, kandidat til Europa-Parlamentet (R)

'Udlændingeservice' lyder som et levn fra George Orwells 1984, hvor Krigsministeriet som bekendt blev til Ministeriet for Kærlighed. Det er nu kommet frem, at navnet dækker over en styrelse, der med alle midler forsøger at holde danskere og deres udenlandske ægtefæller udenfor landet. Service er der ikke meget af, når man bevidst undlader at oplyse borgerne om deres rettigheder, efter diktat fra Dansk Folkeparti.

Men kan vi ikke komme af med VKO-flertallets rigide udlændingepolitik, kan vi i det mindste glæde os over, at vi danskere som EU-borgere er beskyttet af nogle grundlæggende rettigheder, som et flertal af EU's folkevalgte politikere har vurderet, er de mest rimelige og humane. Disse rettigheder kan selv ikke den mest fremmedfjendske danske udlændingepolitik overtrumfe.

Regeringens indrømmelse af, at EU gør det muligt for danskere og deres ægtefæller at omgås 24-års-reglen og tilknytningskravet, er derfor en sejr for det europæiske demokrati og et stærkt argument for, hvorfor det er helt afgørende, at Danmark bliver fuldt og helt medlem af EU.

En relevant sang

Erwin Neutzsky-Wulff, Havndal

Horst Wessel-sangen er efter sigende ved at blive populær igen, når man drager i leding mod indvandrere og bøsseparader, og det er da også en iørefaldende melodi. Jeg vil derfor foreslå følgende bearbejdelse, der er til fri afbenyttelse!

Hold gaden fri

for grimme nazibøller,

hold gaden fri

for homofobe mænd,

som sikkert blot

har fået lidt for mange øller

og ikke ved,

hvor de marcherer hen.

Hold tinget fri

for pæne små racister,

for deres vrøvl

og nationale flom,

som under sengen

finder fæle islamister

og sår den ufred,

som de fabler om.

Hold livet højt

og glem de gamle faner,

de slidte ord

om Gud og fædreland.

Nu er det høje tid

at bryde gamle vaner

og se en ven

i vores sidemand!

Lad Iraks olie blive i jorden

Aksel Gasbjerg, Hillerød

Hvad handlede invasionen af Irak egentlig om? Masseødelæggelsesvåben, olie, kamp mod terrorisme, indførelse af demokrati, beskyttelse af Israel, overtrædelse af FN-resolutioner, Iraks samarbejde med al-Qaeda?

Det må nu - efter mere end fem års vanvid - stå klart, at krigen faktisk handlede om masseødelæggelsesvåben. Men ikke i form af trussel om affyring af A-bomber på 45 minutter eller fremstilling af biologiske og kemiske våben, som USA lærte Saddam under Irak-Iran-krigen.

Men derimod om masseødelæggelsesvåben i form af Iraks enorme oliereserver.

Iraks oliereserver er på anslået 115 mia. tønder. Når denne enorme mængde olie brændes af, dannes i alt 45 mia. tons CO2.

På verdensbasis udledes aktuelt 30 mia. tons CO2 pr. år, hvilket indenfor de næste 20-30 år skal reduceres til tre til fem mia. tons pr år for at holde os under en global temperaturstigning på to grader. På den baggrund vil forbrug af Iraks oliereserver bidrage til dramatisk forøgelse af den gennemsnitlige jordiske temperatur. En sådan stigning vil forårsage ufattelige klimakatastrofer, der vil koste millionvis af menneskeliv og miljø-ødelæggelser.

I sandhed er Iraks olie et masseødelæggelsesvåben. Lad den for himlens skyld forblive i jorden.

Tilbage til naturen

Torben Kjær, Hillerød

I DR's Videnskabens Verden argumenterede biolog Jens Christian Svenning for, at elefanter, løver, leoparder og mange andre rovdyr skal genindføres til Europas natur, fordi de var her for titusinder af år siden - de farligste skulle dog ikke til Danmark, mente han.

Hvorfor ikke gå linen ud? Med gensplejsning skulle det vel om føje år blive muligt at genoplive dinosauren, og så kunne regeringen og DF få et skudsikkert alibi for deres krigspolitik, da udryddelse af menneskeheden jo må være en naturlig konsekvens af at skulle tilbage til det oprindelige.

DF og ytringsfriheden

Esben Fog, Odense C

Hukommelsen er kort i medieverdenen. For alle andre end Georg Metz er Anders Fogh Rasmussens kreative bogføring glemt. Men heller ikke mange husker Dansk Folkepartis forhold til ytringsfriheden i 2002.

I Information 18. juli skriver Johan Thorendahl om Dansk Folkepartis dobbeltmoral, når det gælder ytringsfrihed. Man behøver nu ikke at teoretisere over begrebet 'substantiel ytringsfrihed' for at påpege DF's anstrengte forhold til det frie ord. Partiet fik fjernet Morten Kjærum fra Center for Menneskerettigheder med den helt åbne begrundelse, at de ikke brød sig om hans kritik af Danmarks stramme udlændingelov. De truede med at stemme mod finansloven, hvis ikke Centret blev nedlagt. Den heroiske forkæmper for ytringsfriheden i Muhammed krisen, Anders Fogh Rasmussen, bøjede sig for kravet.

Tingenes tilstand i bananrepublikken Danmark vakte stort postyr i udlandet, og efter et massivt pres, blev han genansat som direktør for Institut for Menneskerettigheder - med et rasende Dansk Folkeparti som tilskuer. Så vidt jeg husker, har der været flere lignende - om end ikke helt så markante - tilfælde gennem årene, men de nærmere omstændigheder husker jeg ikke. Hukommelsen er kort.

Ikke centralisme, men folkestyre

J. C. Stausholm Christensen, Esbjerg V

Venstre var i min ungdom kendt for at hylde princippet 'det nære samfund', gik ind for frihed og imod statsstyre og centralisme. Partiet har imidlertid taget en højredrejning som et superliberalistisk parti i modsætning til tidligere at være præget af andels- og højskolebevægelsen.

Kommunalreformen, politireformen, EU-harmonisering (dræbende for et nationalt folkestyre) er centralisme i ren kultur. Vi mangler den tidlige gode grænsekontrol til Tyskland.

Vi har fået mere og mere vold og kriminalitet, der er skræmmende for landets borgere. Vi har fået en centralisme ud over alle grænser, og velfærdssamfundet undergraves. Vi har fået statsstyring af kommunernes og regionernes økonomi. Vi har ikke frihandel - EU er en toldunion.

Madpriserne stiger uhyggeligt. Folkepensionen reguleres ikke med løn- og prisudviklingen. Der er nedskæringer overalt. Og vi har en meget mangelfuld handicappolitik. Jeg mener, at købekraft bør man kun have ved en arbejdsmæssig indsats og bevilgede sociale pensioner. I selvstændighedens navn bør vi frigøre os fra

EU og have et godt samarbejde.med EU.

Vil og ikke vil

Birgit Horn, Gandrup

Karsten Paarup, Skals, opfordrer i debatindlæg, at man vender fokus fra det, vi ikke vil til de, vi vil.

I de første fem kronikker fra deltagerne i Informations kronikkonkurrence vrimler det med svar. KP's arme vil nægte at falde ned af begejstring, når han får læst alle fem.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Vilhelm von Håndbold

Jeg fatter det ikke! Hvis det er så bredt accepteret, at krigen mod Irak var pga. olie, må vi sgu da stille vores regering til ansvar for deres deltagelse!

1,2 mio. mennesker er døde som funktion af krigen; sig mig engang hvad helvede er forskellen mellem dette og nazismen? Det er sgu ikke et retorisk spørgsmål! Jeg forstår ikke, hvorfor der er ikke er mere forargelse blandt folk - vi lever i et priviligeret demokrati; det må da medføre en form for ansvarsfølelse (eller almen anstændighed og eftertanke); der er sgu mere aktivisme i Iran end der er i den frie befolkning i Danmark!!