Læsetid: 4 min.

Lige dele politik og retfærdighed

Retssagen mod Karadzic kan ikke tilbyde nogen endelig tilfredsstillelse til de bosniske muslimer og serbere uden Mladic, fordi det er Mlacid, som ansvaret for massakrerne så direkte kan hæftes op på
Uanset om Ratko Mladic følger med Radovan Karadzic til Haag-domstolen eller ej, kan man stadig betvivle, om retssagerne vil bibringe den form for afslutning, som folk synes at ønske, og som ofrene føler, at de har krav på. Her er det en bosnisk serber, der holder billeder af de to krigsforbrydere ved en fredelig demontration lørdag ved Sarajevo.

Uanset om Ratko Mladic følger med Radovan Karadzic til Haag-domstolen eller ej, kan man stadig betvivle, om retssagerne vil bibringe den form for afslutning, som folk synes at ønske, og som ofrene føler, at de har krav på. Her er det en bosnisk serber, der holder billeder af de to krigsforbrydere ved en fredelig demontration lørdag ved Sarajevo.

29. juli 2008

"Afslutning" er det ord, som folk ustandseligt bruger om anholdelsen af serberen Radovan Karadzic og den sandsynlige retssag mod ham i Haag for krigsforbrydelser. Og i betydningen af at afslutte et kapitel er det sikkert det rigtige ord - eller det ville være det, hvis den virkelige slemmert fra massakrerne i Bosnien, general Ratko Mladic, blev fanget. Skal man tro specialisterne, vil dette ske om føje tid.

Man kan bare frygte, at mens Karadzic var så relativt nem at finde, da først viljen til det var til stede, kan Mladic vise sig at blive sværere, hvis han faktisk er gået under jorden. Det tog trods alt det italienske politi over 40 år at fange den sicilianske mafiaboss Bernardo Provenzao, og ikke fordi man ikke bestræbte sig på det (læs Clare Longriggs fængslende nye bog om emnet: Boss of Bosses).

Men uanset om Mladic følger med sin politiske chef til Haag-domstolen eller ej, kan man stadig betvivle, om retssagerne vil bibringe den form for afslutning, som folk synes at ønske, og som ofrene føler, at de har krav på. Se blot på sagerne om de to mest fremtrædende figurer og største fangster i vor tid: Iraks Saddam Hussein og Serbiens Slobodan Milosevic. Retssagerne mod disse mænd blev markedsført som den lejlighed, hvor retfærdighed ikke alene ville ske fyldest, men ville gøre det foran et verdensomspændende publikum.

Værdigt koncept

Og hvad skete der så? Begge retssager henfaldt til farce og hul patos, da de anklagede greb lejligheden for at være midtpunkt til at boltre sig, huje og udfordre deres tilfangetagere. Resultatet var ikke en afslutning, men et antiklimaks, da Milosevic trak sin tid ud og nåede at få et hjerteslag, før der faldt en dom, og det lykkedes Hussein at gøre sin hængning medynkværdig frem for tilfredsstillende.

Fejlen lå ikke i det juridiske koncept, til trods for at de to retssager (den ene national, den anden international) blev håndteret dårligt og gennemført uden effektivitet. Konceptet med at holde ledere ansvarlige for forbrydelser mod menneskeheden er affødt af Nürnberg-processerne og udviklet ud fra erfaringen med de endeløse, barbariske krige i Afrika og Balkan - og det er et værdigt koncept. Problemet er, at politisk af natur som konceptet er (og Nürnberg-processerne da også var), bliver de alt for nemt viklet ind i deres egen tids politiske forhold.

Winston Churchill mente, dengang sejren kom i sigte i Anden Verdenskrig, at det bedste, man kunne gøre med Hitler, hvis det lykkedes at fange ham, var at henrette ham omgående uden en retssag (sådan som det blev gjort med både Mussolini og hans elskerinde). En retssag, mente Churchill, ville vise sig at virke mod hensigten. Og man forstår godt, hvad han mente. Retsforfølgelse og straf betaler måske nok den blodpris, ofrene efterspørger. Men for de slagne er disse retssager og domme blot endnu et udtryk for sejrherrens magt.

Dulme samvittigheden

Hængningen af Saddam Hussein gav en vis tilfredsstillelse til Iraks shiiter (skønt ikke den store, viste det sig senere). For sunnierne på den anden side fremstod hængningen som ren hævntørst. Og for mange almindelige irakere føltes det i ubehageligt høj grad som en af besættelseshæren beordret ydmygelse af en mand, der trods alt var landets leder. Serberne har det nøjagtigt ligesådan med retsforfølgelsen af Milosevic og Karadzic - og Mladic.

Det samme kan siges om den igangværende tiltale mod Omar al-Bashir for folkemordsforbrydelser i Darfur. Hele verden (eller i alt fald den vestlige del af den) vil gerne, at de ansvarlige for de afskyelige ugerninger i Darfur bliver ført til bogs. Men en anklage mod Sudans præsident vil støde på alle mulige problemer med at etablere beviser på direkte ansvar, for slet ikke at tale om at få ham trukket ud af hans hjemland og sætte hele fredsprocessen i fare. Hvad er det, vi vil? Vil vi gerne hævne os, stille til ansvar, statuere et eksempel - eller simpelthen bare dulme vores egen samvittighed?

Offentlig selv-ydmygelse

Det er jo ikke sådan, at retsforfølgelse har vist sig at være så overmåde udrensende for folket - end ikke, når retssagerne er blevet afholdt i de lande, det drejede sig om. Enhver, der kommer til Cambodja, bliver ikke alene slået af manglen på afstraffelse af de skyldige Røde Khmer-ledere (retssagerne er kun lige gået i gang mod de sidste overlevende gerningsmænd) - men også af manglen på vilje selv blandt ofrene til opvisningsretssager. Det er, som om samfundet er blevet så traumatiseret, at retfærdighed ikke længere har nogen mening eller værdi for dem.

Sandheds- og Forsoningskommissionen fungerede i Sydafrika (i den udstrækning, den overhovedet gjorde det), fordi den ikke var en retsforfølgelse som sådan, og fordi den var tydeligt fokuseret på at stille de sorte ofres hævntørst ved at lade deres hvide plageånder gennemføre offentlig selv-ydmygelse.

Undergraver konceptet

Retssagen mod Karadzic kan ikke tilbyde nogen endelig tilfredsstillelse til de bosniske muslimer og serbere uden Mladic, fordi det er Mlacid, som ansvaret for massakrerne så direkte kan hæftes op på. Karadzic vil tale meget og indrømme lidet. Med lidt held vil han være snakkesalig nok til at afsløre en masse om, hvad der skete i hine dystre dage for et årti tilbage. Men det er tvivlsomt, at noget af det, han siger, vil chokere serberne eller tvinge dem til at komme overens med deres egen delagtighed, sådan som fortalerne for rekonstruerende jura håber på. Det er sågar tvivlsomt, om Nürnberg-processerne opnåede dette.

Udviklingen af international straffelov er noget af det vigtigste og potentielt mest lovende, der er sket i efterkrigstiden. Men vi bør ikke forvente os for meget af det. I sidste ende er der tale om en politisk handling. Præcis som det gælder med humanitær indgriben risikerer vi at undergrave konceptet ved at forvanske dets endemål.

Adrian Hamilton er redaktør på The Independent, hvor han skriver ugentlige klummer om internationale begivenheder

©

The IndependentOversat af Sara Høyrup / texthouse.eu

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu