Kommentar

Løgne, bortførelser og en laptop

Hugo Chávez er offer for en systematisk bagvaskelseskampagne, der har sit udspring i vores uhæmmede oliebegær
Befolkningen i Venezuela er gennemgående ret tilfredse med præsident Chávez: Indtægterne i landet er vokset dramatisk, og der er f.eks. ti gange så mange læger nu, som før han trådte til. Men de rige, olieafhængige lande har en interesse i at svække ham med rygtespredning - nu hvor de ikke kan afsætte ham.

Befolkningen i Venezuela er gennemgående ret tilfredse med præsident Chávez: Indtægterne i landet er vokset dramatisk, og der er f.eks. ti gange så mange læger nu, som før han trådte til. Men de rige, olieafhængige lande har en interesse i at svække ham med rygtespredning - nu hvor de ikke kan afsætte ham.

Pedro Rey

Debat
9. juli 2008

I nyhedsstrømmen kan man pludselig hæfte sig ved en tilfældig bemærkning og indse, at man er blevet ført systematisk bag lyset Sådan var det, da en ukuelig Ingrid Bétancourt dukkede frem efter seks år i kløerne på sine bortførere fra FARC, og et af de første mennesker, hun rettede takkede en varm tak til, var - Hugo Chávez.

Hvadbehager? Er Venezuelas præsident ikke en af FARC's trofaste allierede? Har han ikke stukket dem 300 millioner dollar, så de kan fortsætte deres mordkampagner? Og støtter han dem ikke, når ellers hans indsats for at afvikle sit lands demokrati eller hans narkoforretninger levner ham tid? Hvad er forklaringen?

Forklaringen er den, at vi er blevet fyldt med løgne om et af det mest originale og forbløffende eksperimenter i økonomisk omfordeling og demokrati på hele jordkloden. Og at disse løgne har en ganske bestemt årsag: råolie.

Venezuela sidder på en af de største af verdens sidste oliereserver. En leder af et land i en sådan position kan være sikker på, at verdens rigeste lande med USA i spidsen vil komme med et tilbud, der ikke kan afslås: Send olie og olieprofitter over til os, så vil vi bære dig i guldstol resten af dit liv. Saudi-Arabiens konge hersker over et torturtyranni, der har sat halvdelen af sin befolkning - kvinderne - i husarrest, og producerer sværme af jihadier, der hader Vesten og ønsker at ødelægge os. Men skidt med det, for lige så længe den rare konge giver os al den olie, vi vil have, vil vi gerne holde hånd og hviske ham søde ord i øret.

Hospitaler og skoler

Sådan plejede det også at gå for sig i Venezuela. Helt tilbage i 1908 indsatte USA sit eget ønskeregime i dette land med en føjelig diktator, som udleverede sin olie uden at ulejlige sig med at forlange kvitteringer. Men i 1998 fik befolkningen nok og valgte Hugo Chávez til præsident, og Chávez opfyldte sit folks krav: Han øgede den statslige andel af olieprofitterne fra ynkelige én procent til 33 og brugte pengene til at bygge hospitaler og skoler og subsidiere supermarkederne i de slumbyer, hvor han voksede op, og hvor de fleste af hans landsmænd stadig lever deres liv.

Besøg en hvilken som helst barrio på skråningerne ud for Caracas, og du vil møde kvinder som den 76-årige Francisca Moreno, der ikke har en tand i sin mund. Fra sit blikskur kan hun kigge ned på de skinnende hvide marmor i Caracas velhaverkvarter. "Jeg blev blind for 15 år siden på grund af grå stær," fortæller hun, og dengang havde ældre venezuelanere som hun ikke råd til lægehjælp. Men så stemte hun på Chávez. To år senere åbnede der er en offentligt finansieret klinik i hendes barrio, og her gav lægerne hende synet tilbage efter en operation. "Engang var jeg blind - nu kan jeg se," siger hun og lyser op i et stort smil.

Folket er tilfredse

Ifølge en undersøgelse af de økonomiske forandringer under Chávez, gennemført af to ansete Wall Street-konsulentbureauer, er indtægterne i Venezuela vokset med 130 procent, når der korrigeres for inflation, og i dag er der 19.571 praktiserende læger - eller ti gange så mange som før. Da Chávez kom til magten var kun 35 procent af venezuelanerne tilfredse med den måde deres demokrati fungerede på, i dag er tallet ifølge Latinobarometro 59 procent - det næsthøjeste på den vestlige halvkugle.

For den rige verdens regeringer og de olieselskaber, som finansierer deres valgkampagner, er dette en alvorlig sag. Vi er narkotisk afhængige af olie. Og vi vil have det på vores egne betingelser. Sidste jeg gang jeg mødte Chávez, fortalte han mig, at han fremover ønsker at sælge olie på en anden måde: Hvor fattige lande kan købe en tønde venezuelansk råolie for 10 dollar per stk., må de rige lande betale 200 dollar for samme mængde, og skulle de prøve at hugge olien til de fattige, vil han gå over til at sælge hele molevitten til Kina.

En sådan mand er en torn i øjet på USA og Vesten, men da det ikke går an at afsætte en folkevalgt leder, må man gøre det næstbedste - opfinde løgne.

Og løgne er der blevet fabrikeret mange af. Først blev det påstået, at Chávez var en diktator, skønt han kom til magten ved et fuldstændigt frit og åbent valg. Venezuelas presse er uden censur og i overvældende opposition til ham, og han har for nyligt accepteret en folkeafstemning om at forlænge hans periode, der gik ham imod, og vil træde tilbage i 2013. Da den taktik slog fejl, skiftede olieindustrien og dens politiske kumpaner strategi og påstod nu, at Chávez var sponsor af terrorisme. FARC er en colombiansk guerillagruppe, der begyndte i 1960'erne som et selvforsvarsnetværk for bønder. Siden har det udviklet så udviklet sig til en modbydelig kidnapningsmafia, men hvor er beviserne på, at Chávez har støttet dem?

Presset vokser

Den 1. marts invaderede colombianske styrker Ecuador, hvor de bombarderede en FARC-træningslejr. Blot få timer efter blev det hævdet, at man i lejren havde fundet en intakt laptop og allerede havde gennemgået dens titusindvis af dokumenter og blandt disse fundet "nagelfaste" beviser på, at Chávez har skøttet FARC. Ingrid Bétancourts søster, Astrid Bétancourt afviste pure denne påstand, for alt i lejren var totalt udbrændt, og det var indlysende, hævdede hun, at den pågældende computer "havde været i den colombianske regerings besiddelse" i lang tid.

Sandheden er, at Chávez frem for at hjælpe guerillabevægelsen i lang tid har appelleret til den om at nedlægge våbnene, og det var ved hans mellemkomst, at det lykkedes at få frigivet to andre højt profilerede gidsler - derfor de taknemmelige ord fra Bétancourt.

Og hvad så nu? Nu påstås det, at han er narkobaron, at han finansierer Hizbollah, og at han er sindssyg. Efterhånden som verdens olieforsyninger tørrer ud, vil presset for at få kontrol med Venezuelas reserver vokse, og den amerikanske regering finansierer allerede separatistbevægelser i Zulia-provinsen langs grænsen til Colombia, hvor de største oliefelter findes.

Så længe vi ikke er sluppet fri af vores olieafhængighed, vil vores regeringer altid forsøge at hugge petroprofitterne fra kvinder som Francisca Moreno. Ligesom vi olienarkomaner vil blive fristet til at overhøre de mislyde, der undertiden kan høres i nyhederne for at lade os overdøve deres mere massive løgne.

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Robert Kroll

Der er nogen, for hvem politiske ledere (uanset politik) enten er "helgener, frelsere " os v eller "grimme typer" uden forsonende sider.

Altså sort eller hvidt - ingen mellemnuancer.

Artiklen er sådan en sort/hvid fremstilling - Chavez er bare så god, og hans modstandere bare så onde.

Sandheden er, at Chavez har gjort en masse godt arbejde, samtidig med at han også har vist nogle særdeles uheldige sider.

Han er som så mange andre mennesker hverken sort eller hvid - han ligger i de mellemgrå toner, hvor vi andre dødelige også er.

Hvis han ikke passer på og får sig nogle rådgivere, der kan trække ham i frakkeskøderne, når han kommer for langt ud af tangenten, så ender han måske som Mugabe. Mugabe var en højt anset frihedshelt i begyndelsen af sin politiske løbebanee - nu er han bare en primitiv diktator.