Kommentar

Lov er lov og lov skal holdes ...

... selvfølgelig også EU-lovene. Det er en farlig tendens, hvis myndighederne helst ikke vil overholde EU-regler, men problemet gælder ikke kun Udlændingestyrelsen
Debat
22. juli 2008

De danske medier har gennem de seneste dage haft fat i Udlændingestyrelsen på en anderledes kritisk. Temaet er kort sagt, at styrelsen tilsyneladende skjuler, fornægter eller fortrænger, at EU-lovgivningen giver nogle rettigheder, som styrelsen ikke bryder sig om, at de har.

Temaet kunne også være, at system-fornægtelsen af EU-lovgivning ikke er noget nyt fænomen og at denne sag ikke bliver den sidste, hvis ikke Folketinget enes om at lov er lov og lov skal holdes, også når den kommer fra Bruxelles - hvor regeringen og danske EU-parlamentarikere har sagt god for den, inden Folketingets på den ene eller anden måde bekræftede.

Men først tilbage til den aktuelle sag.

Den kan på kort sigt forløbe på flere måder:

-Folketingets Ombudsmand kan stoppe al videre snak eller hælde benzin på bålet som i Tamilsagen.

-Der skabes med Dansk Folkepartis hjælp lidt mere EU-modstand - eller snarere skærpes modstanden hos de EU-modstandere, der er på DF-linjen.

-Der trækkes linjer tilbage til Tamil-sagen, hvor embedsfolket hjalp en minister med at unddrage tamilske flygtninge deres retskrav. Ministeren blev fyret og dømt ved Rigsretten. Så sagen indeholder letandetændeligt politisk dynamit.

-Den går i sig selv igen, fordi det er tydeligt, at den nuværende flygtningeminister ikke er den ansvarlige for de tilsyneladende ulovligheder.

-Der gennemføres kommissionsundersøgelser eller nedsættes Kommissionsdomstole. Flertallet anes, fordi Dansk Folkeparti har en EU-negativ-interesse, som kan overstige partiets (ringe) vilje til at beskytte netop integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V)

Man kan også gribe det an på en bredere måde. Gå lovgivningen igennem med en tættekam og finde de formentlig mange steder, hvor der ikke er uoverensstemmelse mellem de danske regler og EU-lovgivningen. Opgaven er måske ikke så omfattende, de enkelte ministerier og styrelser ved jo godt, hvor landminerne ligger.

Danskere snydt

Historisk set er der flere fremragende eksempler på, at en dansk regering ikke har ønsket at giver borgerne de rettigheder, som EU-lovgivningen gav dem.

Importen af brugte biler fra udlandet gav billigere brugte biler, men Regeringen trådte på bremsen i adskillige år, selv om der lå notater i Skatteministeriet som viste, at ministeriet godt vidste, at bilimport-reglerne var ulovlige.

AMBI - det særlige arbejdsmarkedsbidrag - er et andet eksempel. Dagen før EF-domstolen tog fat på sagen kom forslaget til afskaffelse af reglerne. Man vidste godt, den var gal, men kunne nok bruge pengene, som ulovligt blev frataget dansk erhvervsliv. Da dommen faldt i 1994 stod danske virksomheder med samlede tilbagebetalingskrav på op mod 50 milliarder kroner, og det tog år og bøvlede sager ved det overbebyrdede danske retsvæsen, inden retfærdigheden skete fyldest.

Skal man se på nutiden og fremtiden er patientrettigheder et bragende godt eksempel. Det er ikke kun et spørgsmål om købet af briller eller gebis i et andet EU-land skal refunderes hjemme af enten det offentlige eller private sikringssystem, det er især behandlingsgarantien, der er en udfordring mod det danske sundhedsvæsen. Den omstændighed, at EU-rettighederne reelt kan være med til at undergrave den danske sygehusstruktur og meget andet, er ikke grund til at skjule for folk, at de har rettigheder. Den eneste grund til at skjule det er, at det enkelte sygehus eller enkelte sagsbehandler i regionerne kan have svært ved at kende og forstå reglerne fuldt ud, men se til om Sundhedsministeriet har planer om at give dem en vejledning, som de kan give videre til patienter. Det frie sygehusvalg og den danske behandlingsgaranti er ikke nok, EF-domstolens behandlingsgaranti er bedre, og det skal folk da vide.

Demokratiproblemet

Det er i sig selv et problem, at myndigheder helst ikke vil bruge den gældende lov.

Det er et problem for demokratiet, hvis borgerlige rettigheder skjules for borgerne, når det ikke passer myndighederne. Hvorfor skal borgerne holde loven, hvis myndighederne ikke skal?

Der er intet forsvar for bevidste lovbrud, men der er en forklaring. Måske to. Den ene forklaring er, at alle EU-lande jævnligt, og nogle lande ofte, overtræder EU-lovgivningen. Det ser man dag efter dag i afgørelser fra EF-domstolen i Luxembourg.

Danmark er faktisk i EU-sammenhæng et lovholdende land, men det er dårlig demokrati-opdragelse at følge det spor, der hedder, at når de andre snyder, så må vi også. Sådan kan hverken stater eller regeringer tillade sig at tænke, selv om de gør det.

Den anden forklaring kunne være, at de fodslæbende danskere, herunder myndigheder, slet ikke bryder sig om, at EU kan gøre noget godt, og slet ikke noget, der er bedre end dansk design.

Der er tilstrækkeligt med EU-engagerede politikere i både regering og opposition til at få sagt, at, fra nu af gælder det med sikkerhed, at lov er lov og alle love skal holdes. Hvordan man vil få de enkelte landminer afmonteret, er der kloge folk, der ved, hvis viljen er der.

Eksempelvis skrev man i Udlændingestyrelsen selv det notat, der konkluderede, at praksis ikke ville holde ved EF-domstolen. Nå, og hvad så. Havde der stået af praksis ikke holdt i Byretten, var der slåets krisealarm. Den forskel må et retssamfund gøre op med.

Poul Smidt er journalist, cand.jur. med base i Bruxelles

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her