Kronik

Det lysner i Nepal

Nepal er i gang med en svær øvelse: at opbygge et nyt demokrati uden at have erfaringer med en fremadrettet demokratisk politisk kultur. Mandag fik det lille ekskongedømme sin første præsident
Debat
22. juli 2008
Ram Baran Yadav blev i går valgt til præsident i Nepal efter flere måneders politiske magtkampe.

Ram Baran Yadav blev i går valgt til præsident i Nepal efter flere måneders politiske magtkampe.

PRAKASH MATHEMA

I går blev Ram Baran Yadav, generalsekretær i Nepali Congress, et af Nepals tre største partier, valgt til Nepals første præsident. Efter måneders politiske magtkampe, hvor de store partier har været ude af stand til at nå til enighed om den ceremonielle præsidentpost, blev beslutningen endelig taget via en afstemning i den grundlovgivende forsamling, der blev valgt af det nepalesiske folk i april. Det er virkelig positivt, at den demokratiske proces, der startede med afslutningen af 10 års borgerkrig i april 2006, er nået hertil, og det betyder forhåbentligt, at Nepal får en ny regering i allernærmeste fremtid.

Da nepaleserne i april gik til stemmeurnerne for at vælge en grundlovgivende forsamling, var gaderne som støvsuget for al motoriseret transport. Folk gik til valgstederne i små grupper, børn spillede bold i gaderne, og hunde og køer flød på kørebanen. Der var en feststemning og en følelse af håb for fremtiden.

Og selv om ventetiden har været lang, har der også været noget at glæde sig over: For selv om de politiske ledere har skændtes bravt under parlamentariske forhandlinger, så har de ikke sendt deres hære og militser imod hinanden, som de gjorde under den 10 år lange borgerkrig, og maoisterne har nu definitivt opgivet at føre væbnet kamp. Samtidig er der både kompetente og aktive embedsfolk, rådgivere, lokale ngo'er og donorer, der gør en god fælles anstrengelse for at skubbe Nepal fremad. Og ganske vist er det nepalesiske embedsværk gennemsyret af korruption, men det udfører faktisk også en hel del fornuftige aktiviteter:

På uddannelsesområdet, som på alle måder trænger til reformer, sker der i denne tid en glidning i retning af decentral administration og øget økonomisk magt til lokale skolebestyrelser. Samtidig arbejdes der på højtryk for at få bygget flere og bedre skoler, hvilket i Nepal vil sige billige, lokalt producerede, jordskælvssikrede lokaler, der ikke er iskolde om vinteren og steghede om sommeren. I denne proces har både staten, ngo'erne og donorerne, hvoraf Danmark målt i procent hører til de største, øje for, at skolerne i sidste ende skal tjene lokalsamfundene. Afgørende er det derfor at få de lokale til at føle ejerskab til skolerne, så de selv kan passe på dem og motiveres til at sende deres børn derhen hver dag og til at stille krav til undervisningens kvalitet.

På samme måde er ministeriet for jordreformer og styring sammen med en større national paraplyorganisation i gang med at planlægge, hvordan Nepal kan iværksætte en ægte jordreform med udgangspunkt i lokal inddragelse af såvel jordløse som jordejere. Her støtter donorer processen med ekspertbistand og nye forenklede muligheder for finansiering, hvilket blandt andet betyder arbejdsro, fordi der ikke skal afleveres seks forskellige regnskaber og evalueringer til donorerne.

Plads til forbedringer

Men når det er sagt, må det også pointeres, at der absolut er behov for forbedringer i de politiske strukturer, hvis Nepal skal gøre fremskridt og indfri sine borgeres håb for fremtiden. Et kendt fænomen, nemlig de stigende priser på brændstof, kan tjene som eksempel:

For nylig steg priserne på brændstof i Nepal med 25 procent. Stigningen, som var ventet længe, medførte omgående en stigning i prisen på transport og udløste omgående strejker blandt forskellige grupper. De studerende forlangte øget rabat på transport, transportsektoren klagede over, at den rabat, de studerende allerede har forhandlet sig til, er for høj, og brændstofsælgerne klagede over, at de stadig ikke havde noget at sælge på trods af prisstigningen. I Kathmandu betød det, at diverse hovedstrøg blev barrikaderet med brændende dæk, og at tilfældige motorkøretøjer blev smadret af hidsige demonstranter.

Efter en uge, hvor tre ud af seks arbejdsdage på den måde var blevet forstyrret (og skolebørnene igen fik ekstra fridage), fik politikerne mæglet en løsning på plads. Men strejker er fortsat et hyppigt og næsten ugentligt fænomen, der også kan føre til voldsepisoder.

Demokrati på nepalesisk

Ny præsident eller ej, så har det værste ved de endeløse politiske tovtrækkerier dog været, at de ikke har levnet tid til realpolitisk arbejde, hvilket betyder, at de langsigtede løsninger med for eksempel inddragelse af alle parter - det være sig studerende, transportsektorfolk og tankpassere, eller i andre sammenhænge etniske grupperinger - er udeblevet.

Ud over denne uhensigtsmæssige form for parlamentarisme kan man i mine øjne sætte spørgsmålstegn ved, om der eksisterer en grundlæggende fornemmelse for demokratiske spilleregler blandt Nepals ledende politikere.

Maoisterne kæmpede i 10 år for at afskaffe monarkiet og for at oprette en demokratisk republik. Nu står de som hovedansvarlige for at føre kampen videre med fredelige midler, og det har de tydeligvis svært ved.

Både før, under og efter valgkampen blev maoisternes ungdomsbevægelse, Young Communist League (YCL), anklaget for at angribe de andre partiers medlemmer fysisk, for voldelig adfærd og trusler over for medier og forretningsfolk og for at oprette deres egne lokale domstole parallelt med det eksisterende retssystem. Maoisternes leder Prachanda siger, at hans parti vil lære sig demokrati, men samtidig nægter maoisterne at nedlægge deres voldelige ungdomsorganisation. Årsagen er blandt andet, at YCL er med til at lægge pres på de øvrige partier, hvilket giver en højest absurd situation, hvor maoisterne på en gang deltager i regeringen og på den anden side åbenlyst iscenesætter voldelige protester mod dette og hint. Det ville svare til, at Socialdemokraterne sendte DSU ud og lukke børnehaver og hospitaler med magt og afspærrede Vesterbrogade med brændende dæk, mens de samtidig forhandlede med Venstre, Dansk Folkeparti og konservative om bedre løn til pædagogmedhjælpere og syge-plejersker.

Hertil kommer, at andre grupper i samfundet har lært sig at gøre maoisterne kunsten efter. Senest har partiet UML fået deres egen pendant til YCL, der blandt andet arresterer og tæver korrupte embedsmænd. Og politiske repræsentanter fra det sydlige Nepal hindrede i sidste måned fem gange den nye grundlovgivende forsamling i at komme i gang med sit arbejde, fordi de mener, at der først skal tages stilling til deres krav om en autonom delstat i deres hjemegn Terai, før der skrives en ny grundlov.

Fremtid med problemer

Der er altså meget, den nye regering skal lære, når den forhåbentlig snart kan tiltræde. Ikke kun ud fra en frelst eurocentrisk opfattelse af, at når demokrati er godt i Danmark og Vesten, så skal alle andre også have det, men på grund af den reelle politiske og demografiske kontekst i Nepal:

Maoisterne har lært det nepalesiske folk, at det kan betale sig at råbe op, og med en befolkning af lutter mindretal er det derfor en absolut nødvendighed at lære sig et sæt spilleregler, som kan bringe alle interesser i spil, ellers vil den grundlovgivende forsamling og den kommende regering gang på gang skulle ud og lave politisk brandslukning, når nye grupper melder sig med strejker, vold og protester.

Det bliver en formidabel øvelse, særligt når det skal tages i betragtning, at den nye regering samtidig vil stå over for en række vanskelige opgaver:

Til de strategisk betydeligste hører integration af de tidligere oprørsstyrker i den eksisterende hær. Til de ulmende sociale katastrofer hører de enorme modsætningsforhold i det sydlige Nepal, i form af en skæv jordfordeling tilsat kaste-, etnisk og kønslig diskrimination og politisk forfordeling. Dette krydret med en snigende katastrofe i form af stigende priser på såvel brændstof som fødevarer gør, at regeringen vil være tvunget til at lære usædvanlig hurtigt. De kunne for eksempel starte med at inddrage de mange nye etniske mindretalsrepræsentanter og de 33 procent kvinder, som den nye grundlovgivende forsamling tæller.

Anne Mette Nordfalk er Informationsmedarbejder for Mellemfolkeligt Samvirkei Nepal

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Michael Skaarup

Ke Cagney???

Jeg synes nu at det går den rigtige vej i Nepal. Jeg forventer dog ikke at Nepal skal ligne Danmark, efter 6 mdr. med demokrati, eller efter 50 år med demokratiske forsøg, der hvergang har været en skyggeregering for diverese kongers autokrati. Den demokratiske ånd, kan forsvinde som dug for solen, så snart egen interesser som kaste, etnicitet, religion kommer ind i problemstillingen. Jeg tror dog på nepalesernes vijle til en bedre fremtid, nok skal hjælpe processen på vej, men også fungere som vagthund overofr koruption og nepotisme.

Mere kærlighed, også til mit andet hjemland..