Læserbrev

Munter hulemand og føjelig urkvinde

Debat
22. juli 2008
At dele de glæder, sorger og bekymringer der følger med, når man stifter familie, er også at dele madlavning, indkøb og rengøring, fordi alle delene hører til helheden. Model

At dele de glæder, sorger og bekymringer der følger med, når man stifter familie, er også at dele madlavning, indkøb og rengøring, fordi alle delene hører til helheden. Model

Der findes mange perspektiver på virkeligheden, og vi hælder hver især til forskellige forklaringer på de fænomener, vi oplever og får øje på. Dermed også når det gælder forholdet mellem mand - kvinde. Og måske er det netop forskellen på perspektiv, der gør, at Finn Korsaas forsøg på at forklare, hvad der (i virkeligheden?) er på spil i Maria Svelands bog Bitterfissen (Paradoks, 18. juli), virker direkte arrogant og, ikke mindst, fordømmende overfor kvinders frustrationer, når det gælder manglende ligestilling mellem kønnene.

Hvorfor er der så stor sandsynlighed for, at en kvinde bliver frustreret, når hun bliver gravid og får barn i dag? Hvis ikke hun har valgt eller bliver nødt til at tage sig af barnet alene, forventer hun (ligesom manden?) at 'vi er to om opgaven'.

I de fleste tilfælde bliver forældreskabet nemlig til via et gensidigt ønske: "Vi vil gerne lave et barn sammen og tage os af det sammen, indtil det en dag kan klare sig selv."

Men der følger meget andet med et barn, alle de der "vores liv blev et helt andet efter barnet kom - ting", med daglig madlavning, oprydning, rengøring, op- og tøjvask, institution m.m. Samtidig har begge forældre et job, derfor må de altså dele dagligdagstingene imellem sig, så de begge er i stand til at beholde deres job. Og det er her frustrationerne begynder for alvor; for hvordan ser det egentlig ud, det der med at dele de daglige gøremål hjemme hos børnefamilierne? At dele de glæder, sorger og bekymringer der følger med, når man får barn/børn, er også at dele madlavning, indkøb og rengøring, fordi alle delene hører til helheden; den fælles opgave det er at blive forældre - vi arbejder sammen om at få det til at lykkes. Da det 'at gå på arbejde' også hører med til både et kvinde- og et mandeliv i dag, er dét at vide, at vi er to til alt det vi har valgt at skabe sammen, også at give hinanden arbejdsro.

Misundelsen, derimod, er afledt af den vrede der opstår, når den ene oplever, at den anden ikke tager fælleslivets opgaver på sig, men gerne tager sig af jobrelaterede (og mere synlige) opgaver som sandsynligvis giver højere anseelse (blandt både kollegaer, venner og familie), mere selvtillid og helt sikkert mere i løn.

Således at stå mere eller mindre alene om den oprindeligt fælles forældreopgave føles som et svigt - og det er et regulært aftalebrud, der desværre ofte får den svigtede til at føle sig naiv, selvom det er den anden, der ikke kan eller vil leve op til aftalen. Det er da et paradoks! I vores del af verden sker dette oftest for kvinder, og vi kan såmænd blive både overraskede, vrede og bitre, fordi vi er vokset op med troen på et demokratisk og ligestillet samfund, hvor det hverken er den muntre hulemand eller den føjelige urkvinde der regerer!

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

John Fredsted

Åh, hvor er jeg dog lykkelig - desværre - over at være barnløs.

Inger Sundsvald

Nu er det jo lidt uklart, hvorfor du priser dig lykkelig over at være barnløs. Er det fordi du så slipper for besværet med at tage ansvar?

Min første lektion i ligeværdighed fik jeg som nygift af min mand. Som den velopdragne pige jeg var, sagde jeg pænt "tak for hjælpen", da vi sammen vaskede op første gang. Svaret var: "Det skal du da ikke sige tak for - det er jo også min opvask".

Og ja, det var også hans børn, der skulle bades og have ren ble på. Det var hans støv og hans vasketøj - ligesom det var min græsplæne der skulle slås, mit tapet- og malerarbejde, og det var mig der var murerarbejdsmand, da vi byggede hus.

Det svære er ikke at tage ansvar, være solidarisk og på den måde holde 'gnisten' ved lige. Det svære er, når ens bedste ven og barn dør eller bliver syg.

Men jeg ville ikke have undværet at opleve denne 'genopdragelse' og frigørelse fra gamle normer. Denne kærlighed og samhørighed og respekt. Og jeg kan kun have ondt af dem, som ikke har haft det held.

M.v.h.
Inger Sundsvald

John Fredsted

@Inger Sundsvald:

Først en korrektion af mit forrige indlæg: "Lykkelig" er egentlig ikke helt passende. For mig handler det mere om, at jo mere jeg forstår, hvordan verden - herunder kvinderne - er indrettet, jo mere tilfreds bliver jeg med, at jeg er barnløs. Det er naturligvis en dyb sorg - ja, livslede velsagtens - derfor ordet "desværre" i mit forrige indlæg.

Jeg vil gerne tro om mig selv, at det ikke primært handler om, at jeg ikke ønsker "besværet med at tage ansvar". Sikkert er det i hvert fald, at jeg endnu ikke har mødt en kvinde, der fik mig til at føle lyst til at sætte børn i verden.

Hermed ikke nødvendigvis antydet, at dette er kvindernes skyld - det kunne også bare være mig, der er sær - men debatindlæggets så karakteristiske feminine jammer/brokkeri-svada forøger ikke just min lyst, for hvilken mand ønsker inderst inde at bo sammen med- og sætte børn i verden med sin arbejdsgiver.

Det behøver heller ikke at være så beværligt.

En gucci-taske og et klap i røven i ny og næ, kan klare det meste.

Hvad ungerne angår, så er det vel bare naturligt, at man viser lidt interesse i dem.

Ole Falstoft

John
Det gælder vel om at får så klare aftaler som muligt før man sætter børn i verdnen. Her gælder det for mænd om at gøre sig klart, hvor de har deres grænser det er de typisk meget dårlige til at definere. 'Det går jo nok' tænker de -men mange får sig en overraskelse når de oplever deres elskede efter fødslen. Hun er som forvandlet -pludselig er der helt andre ting der tæller end før fødslen og det er helt naturligt.
En ting jeg har erfaret som noget der fungere er 'arbejdsdeling'.Man kan ikke begge lave præcis 50% af alle opgaver og den ene er bedre til noget, den anden er bedre til noget andet så derfor er det godt at uddeligere arbejdsopgaverne efter det og respektere at 'det er den andens ansvar'

Inger Sundsvald

Til John F.

Du går uden videre ud fra at en kvinde ville føle det i orden og mest naturligt at bo sammen med og sætte børn i verden med sin arbejdsgiver (sådan forstår jeg det).

Jeg tror også at jeg er lidt 'sær' - for jeg har ikke hidtil følt det tiltrækkende at en mand skulle overtage ansvaret for mig, min økonomi og min gøren og laden i det hele taget.

Dit udsagn om kvinders "karakteristiske feminine jammer/brokkeri-svada" siger mere om dig og dine (beklagelige) fordomme end om kvinder i almindelighed. Vi vil bare gerne have lidt solidarite og lidt arbejdsfordeling.

Kh
Inger S.

Inger Sundsvald

Til Kim V

Har du nogensinde prøvet at få god og vedkommende sex, uden først at have betalt med "En gucci-taske og et klap i røven i ny og næ"?
I.S.

Det er da sket. Ellers ville jo nok også have været en fattig mand i dag.

Inger Sundsvald

Kim V.

Tænk hvis det ikke bare var sket nu og da - men var regelen mere ind undtagelsen.

Kære Inger,

Nu tror jeg ikke, at selv dine åbenbart vidtrækkende grafologiske evner er store nok til at bedømme mit sexliv udfra en tre liniers kommentar.

Det er ganske udemærket tak. jeg klager ikke.

Inger Sundsvald

Kære Kim
Godt for dig!
"vidtrækkende grafologiske evner" !???
Måske ville det hjælpe på forståelsen, hvis du ikke nøjedes med at udtrykte dig i en "tre liniers kommentar".
I:S.

Det med forældreskab har aldrig forkommet mig så besværligt, som både John og artiklens forfatter giver udtryk for.

Der er jo nogen opgaver, der skal løses, og det må man jo fordele efter bedste evne, selvom det sikkert aldrig bliver en fifty-fifty løsning.

Og så er børn jo generelt en berigelse, hvis man ellers er indtillet på at gå op i det, hvilket jo burde være en selvfølge.

En Guccitaske og et klask i måsen i ny og næ gør det iøvrigt kun nemmere. Her kunne du jo oversætte det til lidt opmærksomhed og jævnlige kærlige tilkendegivelser, hvis du ikke bryder dig om ordvalget, Inger.

John Fredsted

@Inger Sundsvald: "Du går uden videre ud fra at en kvinde ville føle det i orden og mest naturligt at bo sammen med og sætte børn i verden med sin arbejdsgiver ..."

Hvor pokker påstår jeg det henne? Bare fordi jeg siger nej til et eller andet, er jo ikke ensbetydende med, at jeg siger ja til det omvendte af dette et eller andet. Allerede her knækker kommunikationsfilmen tilsyneladende mellem kønnene - støn!

Inger Sundsvald

Til John F.
Så må du meget undskylde. Men tanken var nærliggende. Og jeg har måske misforstået noget. Det er nemt at gå fejl af hinanden i sådan en debat for begge parter.

Kim V.
Så nærmer vi os jo hinanden.

Nej, jeg bryder mig ikke om ordvalget. Hvis jeg må citere den gamle Broby-Johansen, så: ”må vi dyrke følelserne – for de (altså følelserne) er det eneste værn imod brutalisering”.

I virkeligheden er det følelserne der er det afgørende. Her hjælper hverken aftaler om en ligelig fordeling af opgaverne eller aftaler om hvor meget ’moderrollen’ må fylde i forhold til den opmærksomhed manden har ’krav’ på mens børnene er små. Mødre (og en del fædre) tager sig af deres børn imens de har brug for det. I gode forhold er der renter at hæve lidt senere for både M og K.

Marianne Fischer

@Johannes Aagaard
Det er en vigtig pointe. Dog synes jeg ikke udelukkende kvinder går efter drengerøve. Mindst lige så mange kvinder har problemer med at gifte sig "below their class". De vil have en mand, der kan mere, end de selv kan. De vil have en mand, de kan imponere veninderne med. De vil have en ny farmand, så de ikke behøver påtage sig hovedansvaret for familiens indkomst og status.

Det giver selvfølgelig bagslag, når der kommer børn, for det kan jo ikke betale sig, at manden går hjemme, hvis han tjener det dobbelte. Dertil kommer de ulemper, kvinderne ikke tænker over i begyndelsen: misundelsen, når hun opdager, at hans glamour alligevel ikke er til låns, mindreværdskomplekser, ensomhed.

Inger,

ja, nu hører det der med at udtrykke følelser jo ikke lige til mænds spidskompetencer, men jeg er da enig. Et godt følelsesmæssigt forhold til partneren er da absolut det, der skal være den bærende del.

Inger Sundsvald

Er det her hunden ligger begravet på vores forskellighed?

John Fredsted

For ikke så længe siden var jeg til en barnedåb. Til den sociale komsammen, efter de kirkelige handlinger, var der flere par med deres små børn.

Sikken maskulin tragedie: Jeg kunne overvære, hvorledes nervøse ægtemænd skævede hen til deres respektive koner, hver gang de havde gjort et eller andet for deres børn, som for - det gætter jeg på - at få deres koners accept. Jeg priste mig lykkelig for ikke således at være ved at drukne i dette feminine proceshelvede.

For selvom kvinderne - herunder også forfatteren af debatindlægget - ønsker sig en ligelig fordeling af alle arbejdsopgaver, hvilket jeg i sig selv naturligvis ikke er imod, så ønsker de tilsyneladende, at deres mænd skal udføre de således delte opgaver på samme måde, som de selv gør. Er det ikke netop dette, der så tydeligt skinner igennem i ovennævnte selskab?

Inger,

jeg tror heldigvis at forskellene er større end som så.

John Fredsted

Se for i øvrigt Lilian Munk Rösings anmeldelse af samme bog: http://www.information.dk/155933.

Én af de bedste passager i denne hendes anmeldelse er følgende:

"Bitterfissen er en af den slags bøger, der virkelig skader feminismen, fordi den reducerer feminismen til forkælet teenagepigebrok, og det man i gamle dage kaldte kvindelig logik. I en vis forstand glider Sveland lige direkte ind i en af patriarkatets klassiske pladser til kvinden: et hæmningsløst plaprende, infantilt væsen, som ikke er parat til at tage den byrde og de afkald på sig, som det indebærer at blive ansvarlig, voksen samfundsborger."

John,

Nu er det sjældent folk bliver voksne, før de får børn, så måske overveje det endnu engang.

Næh det blot en konstatering, som du jo aldrig lærer at kende værdien af, hvis du ikke selv får børn.

Ja, det er ret tæt på.

John Fredsted

Marianne Fischer's bemærkning "De vil have en mand, de kan imponere veninderne med", der ikke nødvendigvis er repræsentativ for hende selv, har svømmet rundt i mit sind som en uopløselig giftig fisk, hvorfor jeg nu bliver nødt til at gylpe den op:

Hvis denne hendes påstand er bare nogenlunde repræsentativ for den moderne (danske) kvinde, så står det endda endnu værre til, end jeg frygtede, for i en sådan tilgang til det, som kvinder i andre sammenhænge omtaler som romantik og kærlighed, har hun reduceret manden til et trofæ.

Nu ved jeg godt, at der formodentligt findes mange mænd, der på analog vis ønsker at imponere deres venner med en smuk kvinde. Men der er en afgørende forskel, som de fleste kvinder tilsyneladende ikke værdsætter: En kvindes lykke i dette banale spil er overvejende gjort ved, at hun vinder i "genetikkens tombola", mens mandens lykke først er gjort, hvis han har præsteret en hel masse. At få en smuk krop er nemlig ikke nogen præstation, der kan tillægges ejerens personlighed.

HB Rasmussen

"At få en smuk krop er nemlig ikke nogen præstation, der kan tillægges ejerens personlighed".

Ikke det? Jeg har ellers lige præsteret at tabe 15 kg, og fået pæne muskler ved hjælp af ugentlige Pilates øvelser samt 30 km cykling om dagen.

Hold kæft, hvor siges der meget pladder i denne debat. Hvis det altsammen skulle blive til "giftige fisk", så kunne man jo ikke bestille andet end at sidde og gylpe op her. Gå dog ud og få noget sol.

Inger Sundsvald

Sol skal nydes i små doser - så er det rart.
"Pladder" ligeså, og af og til ret underholdende, for folk der ikke så let kommer ud i solen.
Har du tænkt over det, HB?
Tillykke med de nye bøffer. De skal nok gøre indtryk på de føjelige kvinder.

John Fredsted

@Johannes Aagaard: "Sindbilledet af en "uopløselig giftig fisk" finder jeg ganske passende."

Jeg må hellere være kildetro og oplyse, at jeg har dette herlige billede fra Milan Kunderas roman "Udødeligheden" (kapitel 5). Han bruger det dog lidt anderledes (har lige checket det), hvor han om hovedpersonen Agnes skriver: "Billedet af dette menneske, der smækkede hånden mod sin pande, sejlede om i hendes indvolde som en fisk, fuld af gift, der langsomt gik i opløsning, og som det ikke var muligt at kaste op."

For i øvrigt: Jeg er fuldkommen enig i dit indlæg.

John Fredsted

@HB Rasmussen:

Når jeg skriver "At få en smuk krop er nemlig ikke nogen præstation, der kan tillægges ejerens personlighed.", så mener jeg naturligvis den krop, man bliver skabt med rent genetisk - som det også skulle fremgå af min brug af begrebet "genetikkens tombola".

Men det er naturligvis korrekt, at hvorledes vi tager vare på denne krop kan tillæges vor personlighed - således også, når du taber 15 kilo, tillykke med det.