Læsetid: 5 min.

Myten om coaching og succes

Coachingen synes grundlæggende at være en mission om at gøre mennesket i stand til at realisere dets fulde potentiale. Men den coachede bliver selv ansvarlig for sin individuelle fiasko såvel som sin succes. Uden succes er den coachedes målrettethed ikke stærk nok. Coaching er i erhvervslivet blevet et enstrenget parameter for succes og maksimal kapitalistisk ydeevne
Coaching er mange ting: En gruppe franske unge mænd får her coaching i kærlighed, og i hvordan de forfører kvinder af Sebastien Night på en café i Paris . De betaler 750 kr. i timen hver.

Coaching er mange ting: En gruppe franske unge mænd får her coaching i kærlighed, og i hvordan de forfører kvinder af Sebastien Night på en café i Paris . De betaler 750 kr. i timen hver.

Capman Vincent

30. juli 2008

KRONIK

af Mads Strarup

Coachingfænomenet var over os! Havde coaching været det nyeste must-have inden for modebranchen, ville man have kaldt det the new black.

I en af de større boghandlere i det indre København erfarede overtegnede, hvorledes litteratur om coaching og moderne management ophobede sig i, hvad der i et estimeret øjemål var i omegnen af 10 hyldemeter. Men ét er den mængde af tilgængelig coachinglitteratur, som findes på hylderne hos landets boghandlere, noget helt andet - og langt vigtigere - er, at dette kulturfænomen praktiseres i danske virksomheder og organisationer, såvel som i folks personlige liv.

Den liberale coaching

Coachingen har mange forskelligartede ansigter. Grundlæggende for alle disse synes der at være en fælles mission om at gøre mennesket i stand til at realisere sit fulde potentiale.

I coachingens diagnosticering af menneskets væren synes det derfor altid muligt at spore en kløft imellem det 'jeg', som den coachede er (i nutid), og det 'jeg' som den coachede potentielt kunne være (i fremtid). En sådan karakteristik bliver i sagens natur coachingens selvformulerede eksistensberettigelse. Kløften udgør - uafhængigt af omfanget - således den coachenes iboende, men uudnyttede potentialer.

Formålet med coachingen er derfor at igangsætte en afstandsnedbrydning imellem 'det værende jeg' og 'det potentielle jeg'.

For coachingen synes eneste afstandsreducerende middel at være at udskifte udefrakommende krav ud med en indefrakommende vilje. I coachingkredse benævnes dette som oftest med at eksterne 'skal' og 'bør' skal erstattes med et internt 'vil'. Potentialefuldbyrdelsen realiseres således bedst, når viljen til denne kommer fra den coachede selv.

Dette har dog en række konsekvenser. 0I tilfælde af fiasko er konklusionen da også ganske enkel; den coachenes vilje er simpelthen ikke stærk nok, hvorfor det bedst mulige liv bliver svært opnåeligt. Ekkoet af det liberale 'Man er sin egen lykkes smed' runger massivt i baggrunden!

Formålet med etableringen af det interne 'vil' er at sætte den coachede i stand til selvstændig og uafhængig handlen. Det ligger endvidere i coachingens selvforståelse, at det at handle selvstændigt er lig med det at handle frit. Derfor skal den coachede løsnes fra eksterne tvangsforhold såvel som interne handlemønstre, hvorefter den coachede - ved hjælp af coachingens metoder - kan bevæge sig i retning af den omtalte handlefrihed.

Gennem en række snedige forskydninger i bl.a. forståelsen og opfattelsen af ansvarlighed skabes det frithandlende (og potentialefuldbyrdende) menneske, som hæver sig over enhver form for begrænsende determinant. Coachingen er derfor skabende for muligheder og ikke begrænsende.

At coachingen indtager en mulighedsskabende og ikke-tvingende karakter har i udgangspunktet en vis grad af rigtighed over sig. Men blot fordi tvangen ikke længere udmønter sig i eksterne 'skal' eller 'bør', er dette ikke ensbetydende med at mere subtile tvangsformer ikke kan gøre sig gældende og influere på det enkelte menneske. Coachingens tvangsformer synes således blot at leve en mere lyssky tilværelse.

Disse tvangsformer kommer bl.a. til udtryk gennem en form for fokuseret retningsdirigering af den coachede. Retningsdirigeringen af mennesket gør den coachede i stand til at handle (selvstændigt og frit) samtidig med, at alternative former for udlevelse af det bedst mulige liv udgrænses.

Retningsdirigeringen af den coachede udgør således coachingens begrænsende - og indirekte tvingende - element. At dirigeringen af den coachede derfor skulle være fri for og hævet over tvangsmæssige forhold, synes derfor at fremtræde som en blind plet i coachingens selvrefleksion. Således markerer retningsdirigeringen i sig selv en streg i sandet, grænsen mellem det mulige og det umulige.

Med skelen til den afdøde franske filosof og idéhistoriker Michel Foucault står således ikke det enkelte menneske for at tænke, gøre og sige alting til alle tider. En yderst interessant pointe at have in mente, når coachingen i en form for ignorant tunnelsyn, fremhæver det fuldbyrdede potentiale som værende eneste mulighed for udlevelsen af det bedst mulige liv. Andre tænkelige livsformer gøres således utænkelige.

Når den coachede italesættes som et frithandlende menneske, indhylles denne således i en bedragerisk illusion. Bedrag i det omfang, at den coachede begynder at tro, at det enkelte 1) handler og tænker frit og uhindret, og 2) at nederlag og succes altid er et spørgsmål om den coachedes frie ageren. At forklaringshorisonter indsnævres i et sådant omfang, at disse aldrig kan inkludere 'overindividuelle' størrelser, synes således både at være coachingens eksistentielle værdigrundlag, og dens evige begrænsning i vurderingen af menneskets mulighed for at udleve det bedst mulige liv.

Når coachingen i alle dens afskygninger hyldes som en frihedsforløsende frelser, vidner dette ikke om coachingens mulige positive effekter, men snarere om det massive værdimæssige og refleksive armod som afsenderne af en sådan hyldest befinder sig i.

Businesscoaching

Som størstedelen af denne kronik vidner om, har coachingen sit eksistentielle fundament uafhængigt af arbejdsmæssige relationer og kapitalistiske interesser. Som oftest forstår de fleste dog coachingen som noget, der anvendes i relation til arbejdet. Dette er ikke så mærkeligt, idet mange virksomheder og organisationer landet over hurtigt har erfaret, at the new black som ledelsesstrategi medfører en række positive resultater.

For business-coachingen handler det således om at målrette det potentialefuldbyrdede jeg, således at dette stemmer overens med, hvad der er arbejdsmæssigt nyttigt. At få den coachede medarbejder til at 'ville' arbejdet, som et personligt potentialefuldbyrdelsesprojekt, er således det altoverskyggende formål for business-coachingen.

Den ubetingede handle- og tankefrihed for den coachede medarbejder synes, i en sådan kapitalistisk sammenhæng, således svær at få øje på.

Inden for business-coachingen synes det endvidere logisk at påpege en vis grad af potentialehierarkisering for den coachede medarbejder. Hvor det fuldbyrdede potentiale i lifecoachingen i en flerstrenget forstand havde mange retninger, har det fuldbyrdede potentiale i business-coachingen kun én retning; det arbejdsmæssigt nyttige. Business-coachingens enstrengede logik skaber på denne baggrund ikke frithandlende mennesker, men blot mennesker der ukritisk potentialefuldbyrder indenfor en kapitalistisk, arbejdsnyttig ramme.

Hvad gjorde jeg dog galt?

Det potentialefuldbyrdede liv - som coachingen mener at kunne tilvejebringe - fremhæves som eneste korrekte og mulige livsform, hvorfor dette uundgåeligt anskues som det bedst mulige liv. Patentering af måden hvorpå det enkelte menneske skal leve det bedst mulige liv, udstråler en enorm grad af ignorance over for alternative og (ifølge coachingen) ikke-potentialefuldbyrdende måder, hvorigennem et liv kan leves og opleves.

Coachingen er dog ikke ét begreb eller én praksis, og man må skelne nøje imellem de forskellige positioner.

Anvendes coachingen i kapitalistiske sammenhænge, synes det muligt at betragte, hvorledes udbytningen ligger ligefor, idet coachingen søger at adfærdsmodulere den coachede således, at denne lystfuldt vil arbejde(t).

Anskues coachingen uafhængigt af kapitalistiske sammenhænge, falder udbytningsanalysen hurtigt til jorden. Coachingen kommer af den årsag dog ikke til at fremstå mildere.

Ansvaret for succes og nederlag i livet har stadig sin indiskutable placering hos det enkelte menneske. Den ensidige forståelse af ansvarlighed synes at være den største fejlantagelse som coachingen, i alle sine afskygninger, hviler på. Netop dette illustrerer den form for cirkulær logik, som opretholder coachingen. I de tilfælde, hvor den coachede snubler i forsøget på at nå potentialefuldbyrdelsens tinder, vender den coachede i sagens natur tilbage til coachen og spørger selvbebrejdende, men dog stadig håbefuldt: "Hvad gjorde jeg dog galt?"

Mads Strarup er studerende på RUC ved Socialvidenskab og Filosofi og Videnskabsteori

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kathrine Anker

Kære Mads Strarup,
Iagtagelsen af hvorledes det kapitalistiske paradigme virker udbyttende på den arbejdende finder jeg vigtig at synliggøre. At coachingprincippet føres direkte ind i erhvervslivet, og her gøres til redskab for en slags retningsgivning - blot på et andet plan - af den arbejdende, er fuldstændig korrekt. I erhvervslivet gælder de kapitalistiske paradigmer nemlig i høj grad i form af nyttetænkning og resultatorientering. Det har stort set ikke noget med mennesker at gøre som sådan - det har med at akkumulere profit at gøre. Kapitalismen har været vigtig for vestens udvikling imod velstand. Men dette er ikke ensbetydende med, at der ikke også her må ske paradigmeskift og nytænkning. Alene klimakrisen synes at vidne om noget sådant. På samme vis lader det til, at de som er "inde i varmen" i erhvervslivet samtidig som medarbejdere i stadig højere grad kan stille krav om bæredygtighed, miljørigtighed og etisk korrekthed hos arbejdsgiver - krav, som arbejdsgiver nødvendigvis må tage alvorligt, især hvis den nuværende højkonjunktur og arbejdsmarkedssituation fortsætter i samme spor. Alt dette leder jo erhvervlivet imod nye dimensioner, hvor en fornyet værdisætning bliver alfa og omega.

Når det kommer til coachingbegrebet på den private front, så falder dette overhovedet ikke til jorden efter min mening. Det er blot et fænomen af tiden - man kunne godt kalde det "en trend". Det drejer sig om nogle fuldstændigt basale lovmæssigheder for almen livsføring. Og det drejer sig om nogle dybereliggende sandheder, som gælder i forhold til hvordan menneskelivet bedst muligt optimeres. På sigt drejer det sig jo netop om, at ikke kun enkelte mennesker, men alle mennesker i stigende grad lærer at tage ansvar for sig selv og deres eget liv. Og hvori ligger fejlagtigheden i et sådant krav?

Det umiddelbart problematiske er naturligvis, at man kan ikke bare få det, man peger på - hvor selvrealiseret man så end måtte være. Men set i et længere fremtidsrettet perspektiv, kan det kun være en fordel for et samfund, at dets borgere udvikler alle de iboende potentialer, som de måtte besidde. Det er et rigidt, affirmerende og tilbageskuende samfund, der ikke under sine borgere dette, og holdningen udspringer af angst for det nye, det anderledes- og fremfor alt: det uhåndterlige.

Hvordan skal vi kunne skrive adademisk, sammenhængende afhandlinger, hvordan skal vi kunne skabe politiske løsninger, og hvordan skal vi kunne sammentømre arbejdspladser i et samfund, hvor borgeren er ikke alene vidende, men også ansvarfuld, og orienteret imod sit eget kreative potentiale? Hvor borgeren pludselig bliver for kompleks en størrelse til at kunne passe ind i de nuværende bokseringer, som er oprettet både på arbejdsmarkedet, såvel som i samfundets øvrige institutioner?

Den hån, som mange har til overs for ideen om selvrealisering kan således også læses som en angst. En angst for det frigjorte menneske. Det menneske, som udvikler mange sider af sig selv, som tager det at være menenske langt mere alvorligt end blot at forsøge at tilpasse sig det nuværende, kapitalistiske arbejdsmarkede på affirmerende vis, eller forsøge at presse sig ind under eet politisk partis ideologiske fremfærd -

sandheden om vores samfund idag er, at de stive institutioner og det ensidigt kapitalistisk orienterede erhvervsliv ikke kan og vil bestå i deres nuværende former. Og det er i det nye samfund, som udspringer af alle de tanker, der idag ikke lægger sig affirmerende ind under de nuværende former - ja, jvf Foucault og grænsen for tænkning i enhver demokratisk institution - alfa og omega at folk ikke blot kan tænke selv, men også kan tage ansvar selv. Med viden følger forpligtelse.

I det lys ser jeg coachingfilosofien som et ud af mange tiltag på at inkorporere en tankegang, der dels udspringer af faktiske, dybereliggende lovmæssigheder for det bedst mulige liv (dette er blot en gradvis udvikling, der foregår via individuel udvikling og erkendelse), og dels et tiltag der retter sig imod en nødvendig menneskelig udvikling, der angår morgendagens institutionsdannelser og fornyede reglementer på mere komplekse niveauer.

Og så kan man iøvrigt også overveje - set i en ren world wide web kontekst - hvorfor nogle udsagn indgår i de såkaldt store dagblade (som har deres kvaler i disse dage) som er den del af for længe siden etablerede sociale systemformeringer, og andre kommentarer indgår som frie kommentarer forneden. Heri ligger der en - omend subtil - hierarkisk udmønting - udsagnet som er på tryk i den etablerede avis har større gyldighed, end kommentaren forneden, ikke sandt? Det er et efterlevn fra den tid, hvor der var en langt mere klar klassedeling, og hvor kun et fåtal kunne beskæftige sig med intellektuelle emner, hvorfor dette fåtal besad magt via viden og intellektualitet.

Netop samme world wide web vil dog give plads til, og gør det allerede, at der former sig alternative communities, hvor der bliver udvekslet viden og erfaring, og for den selvstændigt ansvarstagende og vidende navigator er det derfor allerede muligt at se, at den højeste vidensformering ikke længere ligger i de etablerede sociale systemer. Disse udspringer af tanker, der ligger langt tilbage historisk set, og hvor erkendelsen af menneske og samfund var en anden. De er rigide, og Anders Foghs evige formaninger om stabilitet og god økonomi er alene et udtryk for netop denne affirmerende, men også rigide systemtænkning, der kun i realiteten rykker "så og så meget". Næh, ved siden af, rykker det virkelig - world wide.

Og endnu en kommentar angående coaching: Coaching er måden, hvorpå udviklnigstænkningen indgår i disse ellers så affirmerende systemer, og kan gøre det ved alene at være minimalt grænsesprængende. Ude i de mere spirituelle miljøer,og i miljøer hvor selvudvikling er ligeså vigtigt som alt andet, er coachingens sandheder gamle sandheder, som folk selv finder frem til. Det sker i indre processer af gradvis erkendelse, og masser af mennesker mestrer allerede til fulde coachingens idealer. Det er således - igen - kun det etablerede samfund, der halter bagefter på denne front.

Det var et alternativt indspark til debatten om coaching. Fortolk selv begrebet "alternativt".

Mh
Kathrine