Læsetid: 5 min.

Det nære, det sære og det sjældne

Magten og magtens mennesker skal hele tiden udfordres, siges imod, systemer står altid for fald
Kunstneren Elle-Mie Ejdrup med sin laserstråle langs den jyske vestkyst den 4. maj 1995 . Det satte sindene i kog og provokerede frihedskæmpere, som mente at have monopol på tolkning af krigen og dens afslutning.

Kunstneren Elle-Mie Ejdrup med sin laserstråle langs den jyske vestkyst den 4. maj 1995 . Det satte sindene i kog og provokerede frihedskæmpere, som mente at have monopol på tolkning af krigen og dens afslutning.

Henning Bagger

29. juli 2008

Om tre år kan Kulturministeriet fejre 50 års jubilæum. Hip hip hurra. Send flere penge, og lad som ingenting, for her går det godt fru kammerherreinde. For et halvt århundrede siden var Louisiana lige åbnet, Far til fire på Bornholm, Den kolde Krig på sit højeste, Sovjet fejrede en propaganda- succes uden lige med Sputnik i 1957, dna-koden blev brudt i 1953, Edmund Hillary besteg Mont Everest i 1954, og det farlige ungdomsoprør lå længere fremme. Endnu ingen fare for hash på ministerens trappe i Assistenshuset.

Industrisamfundet havde sin storhedstid. Godt nok bed voksen-generationen negle ved tanken om de manglende lærlingepladser til de store årganges tarzaner, mens tøserne nød Elvis Presley vuggende hofter, før aborten den blev fri. Der var protester mod atomraketter, folkepensionen til alle i 1956, og statsminister Viggo Kampmann lovede ved valget i 1960 at gøre gode tider bedre.

Kunne det blive bedre? Julius Bomholt blev kulturens første minister i 1961. Manden med det hvide nylonhår var socialdemokarat, bibliotekar, folkeoplyser og højskoleforstander. Kunsten skulle støttes, men ikke styres, danskerne fik armslængde, radioråd, Statens Kunstfond og lagerforvalter Rindal med i købet. Debat og debat og atter debat. Så vidt, så godt.

Det pinlige dukker først op nu, hvor alt er ved det gamle et halvt århundrede senere. Send flere penge, lad som ingenting, for her går det godt fru kammerherreinde.

Ryst posen

Vi lever i en globaliseret verden, vi har masseturisme med oplevelser, hvor som helst for hvem som helst når som helst, 12 års skolegang til de fleste, sms bringer os på et splitsekund i kontakt med folk i Sydney, San Francisco, Cairo, Singapore og Svendborg. Dagens studenter læser ikke mange aviser, ser næppe heller tv. Alle deres informationer kommer fra nettet, vennerne er på Facebook, det hele kører i cyberspace døgnet rundt, årets 365 dage inklusive et ekstra døgn, når det er skudår.

Når det gælder kultur, så kan vi vælge, hvad vi vil, enten betaler staten eller en sponsor med kærlige hensigter, eller også vi betaler selv. Hvem der betaler hvad, det er helt tilfældigt, det afhænger af tankegange fra industrisamfundets hedengangne dage. Vi har stadig i princippet Statens Kunstfond, søndagslukket på bibliotekerne, faste teaterabonnementer, og vi støtter stadig en perlerække af initiativer fra dengang mormor var ung. 50 års jubilæet kunne være en kærkommen anledning til at ryste posen og finde den favre nye verden med dens noget anderledes krav. Hvad skal støttes? Hvad skal styres? Og hvad kan selv?

Sød musik opstår

Pulsen slår uafbrudt, og blod er stadig blodrødt, meget kan vi dele i den virtuelle verden, men når vi forelsker os, så udveksler vi i mødet med den eneste ene flere bit, end selv en supercomputer kan klare. Der ligger pointen, det er mødet med andre, der skal støttes. Dér ligger den kollektive opgave. Det er det nære, det sære og det sjældne som er det offentliges opgave i en verden med mobil, pc, ipod, topskat og tørklæder. Vi har brug for at ses, teknikken klarer den banale kommunikationen med dagsordener, indkaldelse til stævnemøder, og hvornår det nu er oldes fødselsdag.

Mennesker mødes, og sød musik opstår på biblioteker, musikskoler, egnsteatre, i biografer og på museet med en solvogn. Vi mødes, når vi på akademier uddanner os til de skønne kunster, til musikkens verden, og når vi lærer arkitekturens hemmeligheder at kende. Dér, just dér kan der bruges penge, masser af centralt øremærkede penge, ellers smutter de aktiviteter ud af de lokale budgetter. Folkevalgte er til salg for stanglakrids og vælger næsten med usvigelig sikkerhed at prioritere mere hjemmehjælp, flere pædagogtimer og større sygehuse, for det giver ro på bagsmækken.

Revolution

De lokale medborgerhuse i bred forstand med film, bøger, skuespil, menneskelig komsammen giver livskvalitet, lyst til at blande sig, lyst til at udfordre magten og lyst til at diskutere mennesker og deres rettigheder. Det kunne ende med revolution, men verden af i morgen er forskellig fra i går, det må vi se at fatte allerede i dag. Der kommer kunsten ind i billedet.

Rock og fodbold skal nok finde sine sponsorer, og sponsorerne skal nok finde det pæne, det banale, det småborgerlige, så der købes megen kunst med skattefradrag af stuerene kunstnere, malerier som pynter på direktionsgangene og i kantinen, det er nysseligt, pysseligt og ufarligt.

Bjørn Nørgaard er et fint eksempel: Få turde støtte hans hesteslagtning i Vietnam-krigens dage, men da de farverige, folkelige gobelinerne skulle op at hænge i dronningens Riddersal på Christiansborg, så strømmede sponsorer med private penge til.

Satte sindene i kog

Men det skærper interessen for det offentlige i en verden, der sådan set kan betale selv. Så er det værd at satse på i en laserstråle den 4. maj 1995 med lys langs den jyske vestkyst. Kunstneren Elle-Mie Ejdrup ville sige os noget med sit lys. Det satte sindene i kog, det provokerede frihedskæmpere, som mente at have monopol på tolkning af krigen og dens afslutning.

Men magten og magtens mennesker skal hele tiden udfordres, siges imod, systemer står altid for fald. Laserstrålen var et symbol og i al sin enkelhed vil befrielsen blive husket lyslevende og hele livet af de børn, som var med denne aften ved havet, huskes mere nærværende end alverdens historiebøger med deres fortællinger om fred i vor tid.

Julius Bomholt gjorde en forskel i 1961med sin støtte og filosofi om ikke at detailstyre. Den bedste måde at leve op til hans forbilledlige eksempel på er at gøre noget ganske andet nu i 2008, ellers kan det være det samme. Og så kan vi lige så godt lade Mærsk, Nykredit og Realdania bestemme. Det gør de så godt på egne betingelser, men de udfordrer ikke magten, det er ikke deres rationale. Tværtimod. De er magten. Magt skal udfordres, så overskriften på kultur kunne være det nære, det sære og det sjældne.

Jytte Hilden er tidligere kulturminister (S) og kulturchef ved Det Kgl. Bibliotek

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu