Læsetid 4 min.

Ny splid om globaliseringen

Globaliseringskritikken har flyttet sig fra gadeaktioner til klummer i finansaviserne. Spørgsmålet i dag er ikke: 'Er du for eller imod globalisering?' - men: 'Hvad bør globaliseringens regler være?'
Striden om globaliseringen er ikke længere -bare- kamp på gaderne. Intellektuelle fylder nu tiltrængt avisspalternes klummer med emnet.

Striden om globaliseringen er ikke længere -bare- kamp på gaderne. Intellektuelle fylder nu tiltrængt avisspalternes klummer med emnet.

Jay Directo
15. juli 2008

Verdensøkonomien har en gang tidligere oplevet en globaliseringsproces kuldsejle. Guldstandard-æraen med dens frie kapitalbevægelighed og åbne handel blev afbrudt brat i 1914 og stod ikke til at redde efter Første Verdenskrig. Er vi på vej imod en lignende økonomisk nedsmeltning?

Perspektivet er ikke urealistisk. Selv om den økonomiske globalisering har medført et historisk højt velstandsniveau i de højt udviklede lande og reddet millioner i Kina og Indien ud af fattigdom, så hviler den på et vaklende fundament. I modsætning til de nationale markeder, som i reglen bæres oppe af regulerende myndigheder og politiske institutioner, er det globale marked svagt forankret. Der findes ingen globale antitrust-myndigheder, ingen global udlåner, som kan træde til i kriser, ingen global reguleringsinstans, intet globalt sikkerhedsnet, og som bekendt heller ikke noget globalt demokrati.

Den amerikanske præsidentvalgkamp har vist, at den fortsatte støtte til frihandel ikke kan tages for givet i verdens mest magtfulde nation. Krisen på det amerikanske boliglånemarked har afsløret, hvordan mangel på international koordination og regulering kan forværre finansmarkedernes iboende skrøbelighed. Og de kraftige prishop på fødevarer har udstillet den negative side af en gensidig økonomisk afhængighed, der ikke kender til globale overførsler og kompensationsordninger.

I mellemtiden har de stigende oliepriser fordyret transportomkostningerne, hvilket har fået førende analytikere til at fundere over, om udliciteringens æra går på hæld.

'Kapløb mod bunden'

Men hvis globaliseringen er kommet i fare, hvem er så dens fjender? Det er ikke så længe siden, at de globale eliter kunne finde trøst i den tanke, at oppositionen imod det herskende frihandelssystem bestod af voldelige anarkister, opportunistiske protektionister, fagforeningsaktivister og unge naive idealister. Samtidig opfattede elitens repræsentanter sig selv som de sande progressive, der havde indset, at fastholdelse og udbygning af globaliseringen ville være det bedste instrument i kampen imod fattigdom og usikkerhed.

Deres selvsikre attitude er imidlertid ved blive fortrængt af tvivl, spørgsmål og skepsis. Borte er også de voldelige gadeaktioner og masseprotester imod globaliseringen. Det, som i dag må vække opsigt, er den stadig længere liste af mainstream-økonomer, som drager globaliseringens entydige godartethed i tvivl.

Det er bemærkelsesværdigt, at Paul Samuelson, som er forfatter til en af efterkrigstidens mest benyttede økonomilærebøger, nu advarer om, at Kinas gevinster i globaliseringen meget vel kan ske på bekostning af USA. Samtidig hævder Paul Krugman, som er en af vor tids fremmeste teoretikere i internationale handelsspørgsmål, at den handel med lavindkomstlande, som man før anså ubetydelig, nu er ved at skabe øget social ulighed. Og Alan Blinder, den fhv. viceformand for den amerikanske centralbank, udtrykker bekymring for, at de internationale udliciteringer vil føre til forskydninger af hidtil uset omfang i den amerikanske arbejdsstyrke, mens Martin Wolf, der skriver klummer i Financial Times og er en af globaliseringens mest velformulerede fortalere, betror os sin skuffelse over, hvad den finansielle globalisering har udviklet sig til. Selv Larry Summers, Harvard-professor og finansminister under Clinton, hvor han gik under tilnavnet Mr. Globalization, reflekterer nu over farene ved et 'kapløb mod bunden' i nye nationale reguleringer og anbefaler, fælles standarder for det internationale arbejdsmarked.

Overvurderet

Selv om ingen af disse bekymringer kan stå mål med det fulde frontalangreb på globaliseringen fra en Joseph Stiglitz, så er de stadigvæk udtryk for en påfaldende kovending i det intellektuelle klima. Og selv de økonomer, som ikke helt har opgivet modet, er ofte vildt uenige om, i hvilken retning de helst ser globaliseringen udvikle sig.

Eksempelvis har både den ansete frihandelstilhænger Jagdish Bhagwaati og Fred Bergsten, direktør for det globaliseringspositive Peterson Institute for International Economics, været fremme i forreste linje med argumenter om, at kritikerne overdriver globaliseringens dårligdomme og undervurderer dens gavnlige virkninger. Men deres diskussioner om regionale handelsaftalers fordele - Bergsten er for, Bhagwati imod - er mindst lige så ophedede som deres respektive debatter med ovennævnte iagttagere.

Heppekoret

Ingen af disse intellektuelle er imod globaliseringen. De ønsker på ingen måde, at vi skal vende ryggen til den, men foreslår, at vi opretter nye nationale og internationale institutioner og kompensationsmekanismer, der vil kunne gøre globaliseringen mere effektiv, mere retfærdig og mere bæredygtig. Striden om globaliseringen er tydeligvis rykket væk fra gaderne, ind i klummerne i finansdagbladene og op på mainstream-tænketankenes talerstole.

Og det er en væsentlig pointe, som er værd at indprente sig for globaliseringens heppekor, der stadig opfører sig, som om 'den anden side' stadig består af protektionister og anarkister. I dag er spørgsmålet ikke: 'Er du for eller imod globalisering'? Spørgsmålet er: 'Hvad bør globaliseringens regler være?' Heppekorrets sande sparringspartnere i dag er ikke en stenkastende ungdom, men intellektuelle kolleger.

De første tre årtier efter 1945 satte Bretton Woods-aftalen rammerne for globaliseringen. Det var en tid med en lunken multilateralisme, som gjorde det muligt for politiske beslutningstagere at fokusere på indenrigspolitiske behov for social omfordeling og jobskabelse og samtidig skabe gode betingelser for, at den globale handel kunne blomstre op igen og trives. Denne ordning blev i 1980'erne og 1990'erne fortrængt en dagsorden, der i højere grad satsede på liberaliseringer og økonomisk integration.

Denne model, har vi nu erfaret, er ikke længere holdbar. Hvis globaliseringen skal overleve, har vi brug for en ny intellektuel konsensus til at holde den oppe. Verdensøkonomien har desperat brug for en ny Keynes.

Dani Rodrik er professor i politisk økonomi på Harvard. Han vil fremover skrive fast i Information

© Project Syndicate og InformationOversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu