Kronik

Nytter det at mandsopdække unge med en mentor?

En hær af voksne sættes ind for at holde 'utilpassede' unge fast i en uddannelse, men måske har de rent faktisk ikke har lyst til at være der
Hvad skal der til at få de utilpassede unge til at holde fast i at få deres uddannelse i stedet for at feste igennem? Bryske formanende forældre eller en mentor fra kommunen eller en anden fra industrien af vejledere etc? Model

Hvad skal der til at få de utilpassede unge til at holde fast i at få deres uddannelse i stedet for at feste igennem? Bryske formanende forældre eller en mentor fra kommunen eller en anden fra industrien af vejledere etc? Model

Debat
31. juli 2008

I disse dage deltager mange unge og deres forældre i et storstilet socialt eksperiment - uden selv at vide det! Eksperimentet går ud på at give unge med særlige behov en såkaldt ny chance.

Deltagerne er de unge, som ikke befinder sig i det, der kaldes "en tilfredsstillende uddannelsesmæssig situation", hvilket vil sige unge der, af en eller anden årsag, ikke befinder sig i uddannelsessystemet. Og de forældre, der deltager er dem, der ikke har formået at få deres poder til at gå i gang med en uddannelse, eller passe den de er gået i gang med.

Men på trods af al politisk retorik og forsøg på at markedsføre initiativerne som vejledning er disse unge og deres forældre i dag genstand for en hidtil uset grad af overvågning og social kontrol.

Baggrunden for det hele er det politiske mål, der har gennemsyret dansk uddannelsespolitik i mange år - at få flere unge til at tage en uddannelse. Målet kan spores tilbage til 1970'erne, hvor man indførte de Erhvervs Faglige Grunduddannelser (EFG) bl.a. med det formål at reducere restgruppen.

Flere efterfølgende uddannelsesreformer har haft samme sigte, uden at disse dog har formået at gøre noget ved frafaldsproblemet - snarere tværtimod! For eksempel 'skabte' man med det frie optag på erhvervsuddannelserne samtidig praktikpladsproblemet, idet disse nu var uden den adgangsbegrænsning, som en underskrevet praktikaftale tidligere havde været.

Og de nye uddannelser man har forsøgt sig med - f.eks. den Frie Ungdomsuddannelse - har måske mest af alt bidraget til at pynte på statistikkerne, idet de i praksis blot var en ramme om det de unge i forvejen var beskæftiget med (f.eks. udlandsrejser og frivilligt arbejde).

Men hvorfor falder de fra? Det har de i årevis spurgt sig selv i både Århus og København. Med midler afsat fra Undervisningsministeriet har man skabt den ene kortvarige succes efter den anden i stribevis af projekter om frafald, skolekulturen og kontaktlærerordninger. Men samtidig med at erhvervsuddannelserne blev gjort mere og mere rummelige mistede de også både status og attraktivitet. En udvikling, der formodentlig har bidraget til at mange unge i dag befinder sig på uddannelsesforløb, de reelt ikke er interesserede i - enten fordi de er blevet henvist dertil af andre, eller fordi de fravælger lavstatus uddannelser.

I dag er der derfor både problemer, der knytter sig til rekruttering af de 'rigtige' unge og til det faktum, at mange påbegynder en uddannelse, som de senere falder fra.

En hær af overvågere

I kølvandet af uddannelsesreformerne er den professionelle vejleder i mange tilfælde blevet erstattet af et utal af - sikkert velmenende - voksne, der alle slås om de unges gunst og om retten til at påtage sig æren af at have fastholdt dem. Både i og uden for uddannelsessystemet overvåges de unge nu af: Ungdommens Uddannelsesvejledning, kontaktlærere, street-runnere, frafaldskonsulenter, tutorer, mentorer, fastholdelseskonsulenter, praktikpladskonsulenter, coaches, psykologer, lærere og forældre. Og alle er de optagede af at holde den unge fast på et valg, de måske ved et tilfælde har givet udtryk for - engang tilbage i 6. klasse!

I de senere år har undersøgelser gennemført af OECD og Verdensbanken bidraget til, at der herhjemme er kommet mere fokus på kvaliteten af den karrierevejledning som unge modtager. I OECD's undersøgelse fra 2000 benævnes vejledningen i Danmark som 'svagt professionaliseret', hvilket førte til, at både Globaliseringsrådet, Velfærdskommissionen og en enig regering anbefalede, at vejledningsområdet blev styrket.

Desværre er der efterfølgende gået politisk inflation i vejledningsbegrebet, hvilket bl.a. har ført til, at den foreslåede bacheloruddannelse for vejledere er taget af bordet. I dag løses vejledningsopgaver af mange forskellige aktører, og ansvaret for nogle af de mest sårbare og udsatte unge er ofte givet til helt uuddannede, f.eks. mentorer.

Bertel Haarder åbnede sidste års Sorø-møde med at konstatere, at mange unge ikke har lært det, de skulle have lært i grundskolen for at kunne klare sig i en ungdomsuddannelse.

Senere foreslår han, at de unge mandsopdækkes og at man indfører obligatoriske mentorordninger. Men hvis en mentor er svaret, hvad var så spørgsmålet?

Af evalueringen af de forsøg med mentor-ordninger, der er gennemført for nylig, fremgår det, at mentorens opgave er at være en "nærværende omsorgsperson", eller én de unge kan snakke med. Men man leder forgæves efter konkrete bud på, hvad det er, mentorerne kan, eller skal kunne, selv om det flere steder fremgår, at de har arbejdet med unge med massive faglige, sociale og personlige problemer.

På trods af at der ikke findes nogen jobbeskrivelse for mentoren - der i princippet kan være hvem som helst - er der nu tilsyneladende enighed om, at en ung skal have tildelt sådan én, hvis han så meget som tænker på at droppe ud af sin uddannelse, eller slet ikke at gå i gang med én. Og det uanset hvad årsagen til dette måtte være! Og hvis den unge oven i købet er så uheldig at hedde f.eks. Ahmad, vil han nu nærmest pr automatik få udskrevet universal-medicinen: to x mentor og en x forældreinddragelse.

At opdrage forældrene

Vejledningsreformen bidrager således sammen med de øvrige 'incitatamentsværktøjer', som indgår i fastholdelsesmantraet - som f.eks. indhug i retten til at modtage børnetilskud eller ret til deltagelse i forældrekurser - til at der i princippet er blevet indført uddannelsestvang i Danmark. Og dem, der endnu ikke har fattet det, skal have en mentor!

Selv om 'fastholdelse' i princippet ikke har ret meget med vejledning at gøre, er det absurd nok blevet det eneste parameter, som vejledningsindsatsen nu måles på, med mentorer udråbt som universalmidlet. Men gjorde man sig ulejligheden at spørge mentorerne, hvad de rent faktisk arbejder med, kunne man om forældreinddragelse siger: "Det handler jo om at opdrage forældrene til at være ordentlige forældre".

Og en anden der kan fortælle om, hvordan han har oplevet det at stå uden for døren efter et hjemmebesøg og hørt, at den unge fik en på kassen, ligeså snart han havde lukket døren bag sig. Men det rejser selvfølgelig nogle ubehagelige spørgsmål som f.eks., hvad kvalificerer en tilfældig frisørfaglærer til lære folk at blive gode forældre, eller hvad det gør ved forældrene til etniske unge at få besøg af en fra kommunen?

Hvordan ved vi, om det mentoren eller fars overtalelsesevner, der fik Ahmad til at gå i skole den næste dag?

Eksempler som disse skriger på en etisk debat om konsekvenserne af denne form for vejledning og efter en faglig diskussion om, hvordan man kan sikre, at alle unge ikke blot sikres retten til frit at vælge karriere, men også at de har de kompetencer, der skal til for at kunne benytte sig af denne frihed.

Helt påtrængende er en debat, om hvor grænserne går for den sociale kontrol og overvågning et samfund kan tillade sig at iværksætte - også selv om man angiveligt vil de unges bedste.

Se&Hør-ligegyldigheder

Hvis nogen har brug for at skulle holdes fast - nogle gange af en hær af voksenpersoner - kunne det måske betyde, at denne nogen rent faktisk ikke har lyst til at være dér, hvor han er.

Måske lykkes det at holde Ahmad og alle de andre uregerlige unge fast, så længe der er tilstrækkeligt mange, der holder i dem. Men tendensen til, at de unge falder fra senere i deres uddannelsesforløb, burde mane til eftertanke.

Som underviser på vejlederuddannelsen hilser jeg den politiske interesse for mit felt velkommen, men jeg er betænkelig ved den indflydelse ildsjælene og de allestedsnærværende ju hu-profeter har fået på de politiske beslutningsprocesser.

Som den proaktive underviser jeg er, har jeg lagt øjne til et utal af populistiske manifester og de mirakelkure der præsenteres heri. For nylig brugte jeg således en hel togtur til Århus på en bog om coaching, som nogen mener, er mentorens naturlige arvefølge. Jeg måtte øve betydelig vold på mig selv for at læse mig igennem de flere hundrede siders Se & Hør-ligegyldigheder, som coachguruen Sofia Mannings bog indeholder.

Hun har udviklet en universel model der virker, men - ikke overraskende - fortoner det sig, hvad det er, den virker for eller imod. Men måske er det bare min fantasi eller fatteevne, der ikke rækker - har jeg mon også brug for en mentor?

Lisbeth Højdal er lektor, cand.phil. i studie- og erhvervsvejledning på Professionshøjskolen København

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her