Læsetid: 4 min.

Hvad ønsker Europa?

Det irske nej til Lissabon-traktaten demonstrerer endnu engang, at den EU's elite savner en grundlæggende forståelse for demokratiets kerneprincipper
Det irske nej til Lissabon-traktaten demonstrerer endnu engang, at den EU's elite savner en grundlæggende forståelse for demokratiets kerneprincipper
3. juli 2008

Der er øjeblikke, hvor man skammer sig over sit lands politiske ledere. Sådan følte jeg det, da jeg læste, hvordan Sloveniens udenrigsminister reagerede på irernes NEJ til Lissabontraktaten. Han sagde rent ud, at den europæiske foreningsproces er alt for vigtig til, at man kan overlade den til at blive afgjort ved folkeafstemninger. Eliten, der-imod, har et klarere blik for fremtiden og ved bedre - skulle man altid følge folkeflertallet, ville man aldrig kunne gennemføre banebrydende forandringer eller virkeliggøre store visioner - Ministerens obskøne hovmod nåede sit klimaks i følgende udtalelse: "Hvis vi skulle vente på et eller andet folkeligt initiativ, ville franskmænd og tyskere i dag stadig kigge på hinanden igennem kikkertsigtet på deres våben."

Det irske NEJ er en gentagelse af det franske og hollandske nej i 2005 til den daværende forfatningstraktat. Mange fortolkninger af det irske nej har været fremført, ofte indbyrdes selvmodsigende: Folkeafstemningens NEJ var et udbrud af europæisk nationalisme, som frygter den globalisering, der har USA som dynamo. USA står bag dette NEJ, fordi amerikanerne frygter konkurrence fra et forenet Europa og foretrækker at agere unilateralt over for svage partnere osv. - Alle disse ad hoc-læsninger overser en dybere pointe: Når noget gentager sig, har vi ikke længere at gøre med hændelige 'uheld', men med et indgroet og vedvarende fænomen.

Eliten har intet lært

Nogle uger senere kan vi se, hvor problemet ligger: Langt mere ildevarslende end NEJ'et har reaktionerne fra Europas været. Eliten har intet lært fra 2005 - franskmændenes og hollændernes budskab blev ganske enkelt ikke forstået. Og det samme billede fik vi at se efter EU-ledernes møde i Bruxelles 19. juni, hvor de efter at have hyklet "respekt" over for de irske vælgeres afgørelse, hurtigt viste deres sande ansigter ved at optræde så nedladende over for den irske regering som over for en uduelig skolelærer, der ikke havde været i stand til at disciplinere og undervise sine langsomt opfattende elever ordentligt. Den irske regering fik en chance til: Fire måneder til at korrigere fejlen og få sit folk til at makke ret.

De irske vælgere fik ikke et klart symmetrisk valg, da selve afstemningsspørgsmålet i udgangspunktet var formuleret for at favorisere et JA. Hvad eliten forelagde folket var ikke et reelt valg - det var en instruks om at ratificere det uundgåelige resultat af den oplyste ekspertises bestræbelser. Medierne og den politiske elite fremstillede afstemningen som et valg mellem viden og uvidenhed, mellem ekspertise og ideologi, mellem post-politisk administration og forældede politiske lidenskaber. Imidlertid var den omstændighed, at NEJ'et ikke var båret oppe af nogen sammenhængende alternativ politisk vision den stærkest mulige undsigelse af eliten i politik og medier, ja et monument over denne elites manglende evne til at artikulere og oversætte folkets ønsker og bekymringer til en politisk vision.

Uventet og forventet

I den forstand var der noget uhyggeligt ved denne afstemning: Dens udfald var på en gang forventet og uventet - som om vi vidste, at dette ville ske, men på en eller anden måde alligevel ikke kunne tro det. Denne splittelse afspejler en farlig splittelse blandt vælgerne: Flertallet (af det mindretal, som gad stemme) var imod, skønt alle partier i parlamentet (med undtagelse af Sinn Fein) var kategorisk for traktaten. Det store svælg mellem en vælgers eksplicitte politiske valg og samme vælgers utilfredshed burde få alle alarmklokker til at ringe, for det indebærer, at flerparti-demokratiet ikke længere er i stand til at indfange befolkningens grundstemning, dvs. en vag og gærende forurettelse, som i fraværet af demokratiske udtryksmuligheder kun kan føre til obskure og 'irrationelle' udbrud.

Den værst tænkelige løsning er at afvise folkets modstand som simpelt udtryk for almindelige vælgeres provinsielle stupiditet, der vil kunne afhjælpes ved bedre kommunikation og pædagogik. Dette fører os tilbage til den ulyksalige slovenske udenrigsminister. Ikke blot er hans citerede udtalelse faktuelt forkert: De store fransk-tyske konflikter brød ikke løs på grund af almindelige menneskers lidenskaber, men blev besluttet bag om ryggen på almindelige mennesker. Han misforstår også eliternes rolle: I et demokrati er deres rolle ikke blot at styre, men også at overbevise folkeflertallet om det fornuftige i deres handlinger, og at gøre det muligt for folket at genkende dets egne længsler efter retfærdighed, velfærd osv. i statens politik. Som Lincoln udtrykte det, er demokratiets store fortrin, at "man ikke kan narre hele folket hele tiden". Trods al momentan forvirring og vaklen er det lige præcis derfor, at det er tiltroen til det demokratiske flertal, der i det lange løb holder demokratiet i live - opgiver vi denne tiltro, opgiver vi demokratiet selv.

Forfejlet projekt

Og det er her, at den europæiske elites adfærd er så katastrofal. Hvis den virkelig ville vise 'respekt' for vælgernes afgørelse, ville den også være nødt til at acceptere det gentagne budskab om vedvarende mistillid: Projektet for Den Europæiske Forening er i sin nuværende formulering fra grunden af forfejlet. Det, som vælgerne har gennemskuet, er, at der bag eksperternes tomme talemåder mangler en ægte politisk vision. Vælgernes budskab er ikke antieuropæisk, det er tværtimod et krav om mere Europa. Det irske NEJ er en invitation til en ordentlig politisk debat om, hvad det i det hele taget er for et Europa, vi ønsker.

Sent i sit liv stillede Freud det berømte spørgsmål: Was will das Weib? (Hvad ønsker kvinden?) - som indrømmelse af den forvirring han følte over for den kvindelige seksualitets gåde. Er den permanente europæiske forfatningskrise ikke vidnesbyrd om en lignende vildrede: Hvad ønsker Europa? Og hvilket Europa ønsker vi?

Slavoj Zizek er slovensk filosof

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu