Læsetid: 4 min.

Opskriften på en katastrofe

Det er moralsk fristende for verdens demokratier at danne alliancer, der aktivt kan bekæmpe selvherskere som Zimbabwes Mugabe - men det er også politisk farligt
De fleste afrikanske lande ser helst en samlingsregering i Zimbabwe med både diktatoren Mugabe og oppositionen som deltagere.

De fleste afrikanske lande ser helst en samlingsregering i Zimbabwe med både diktatoren Mugabe og oppositionen som deltagere.

10. juli 2008

I seneste nummer af nyhedsmagasinet Time fremlægger Samantha Power - forfatter til bl.a. A Problem from Hell og tidligere udenrigspolitisk rådgiver for Barack Obama - et forslag til en radikal løsning på krisen i Zimbabwe. Hendes indlæg kalder på et gennemtænkt svar, for det, hun foreslår, er efter min mening udtryk for en farlig vildfarelse.

Power har skabt sig et navn som en veltalende fortaler for aktiv forebyggelse af folkemord i stater, som er slået fejl eller er på vej til at gøre det, og hendes bog, der bærer undertitlen Amerika og folkemordets tidsalder, giver en glimrende og fokuseret fremstilling af dette helvedesagtige problem. Dog beror hendes fremtrædende position dog i første række på den store indflydelse, hun menes at have fået på Barack Obamas syn på udenrigspolitik. Hendes bog har lange kapitler om Cambodja og Rwanda, men hendes hovedinteresse er de traumatiserede rester af Jugoslavien, hvor præsident Clinton og NATO greb ind med magt i 1990'erne.

I sin artikel i Time, der har fået rubrikken 'Sådan redder vi Zimbabwe', opstiller Power en modsætning mellem, hvad hun ser som to ekstremer: På den ene side står de "hændervridende (...) multilateralister", som vil bruge diplomatiets og "det konstruktive engagements midler" til at få Mugabe på ret kurs. På den anden står "de konsekvensblinde militaristiske moralister, som kræver et regimeskift gennemført med magt". Imellem disse yderpositioner forsøger Power at kline sig ind som den gyldne middelvejs glade Guldlok.

Vælge side

I en nøddeskal går Powers plan ud på, at Zimbabwes opposition skal "oprette en eksilregering og udnævne ambassadører i udlandet, herunder også FN". Dermed vil De Forenede Nationer nemlig blive tvunget til at vælge side mellem Mugabes repræsentanter og oppositionsleder Morgan Tsvangirai. Ja, det er Powers hensigt at udfordre hele verdensopinionen til enten at tage parti for de lande, som støtter valgresultatet af 29. marts, som gav oppositionen sejren, eller for dem, som accepterer den manipulerede stemmeafgivning af 27. juni, der gav Mugabe opbakning til at fortsætte sit styre.

"Hver for sig burde de afrikanske og vestlige ledere, som hævder at væmmes ved Mugabe, erklære, at de bilateralt anerkender resultatet af første valgrunde fra 29. marts, som gav oppositionen en stemmeandel på 48 procent imod regeringens 43, selv om den reelle sejrsmargin helt givet var større. De lande, som tager dette skridt, vil komme til at udgøre en ny '29. marts-blok' i FN, som kan udråbe Morgan Tsvangirai til Zimbabwes nye præsident, og kunne dernæst passende meddele, at Mugabe og hans 130 ledende kumpaner, som allerede er blevet udsat for vestlige sanktioner, ikke vil få tilladelse til at benytte deres lufthavne ...," skriver Power. Og over for den demokratiske '29. marts'-blok vil landene i de '27. juni-blokken' blive klart eksponeret som tilhængere af valgsvindel og voldsmetoder.

Og det lyder jo som en forjættende klarhed.

Der er bare et problem. For det er nemlig ikke alle lande i verden, som er rede til den totale konfrontationskurs i Zimbabwe-spørgsmålet. Mange lande i Afrika, Sydafrika deriblandt, er bekymrede over de politiske, økonomiske og militære konsekvenser af en sådan optrapning. Deres frygt er, at hårdere sanktioner vil føre til omfattende borgerkrig i Zimbabwe. Den løsningsmodel, man hellere ser i Den Afrikanske Union er derfor en helt anden, nemlig en samlingsregering, der omfatter både Mugabe og oppositionen.

Så vidt jeg kan se, har de afrikanske ledere ganske gode grunde til at frygte en borgerkrig (og de folkemordslignende blodsudgydelser en sådan vil kunne udløse). Ej heller kan det på nogen måde forventes, at Kina, Rusland eller andre verdensmagter, som ser med skepsis på det amerikanske og vestlige bestræbelser på at vælte regimer, de ikke kan lide, vil gå ind på Powers plan. Så hendes forestilling om at inddele hele verden i '29. marts-lande' og '27. juni-lande' kan meget vel være opskriften på en katastrofe, og den vil kunne skabe så megen fjendskab og blokpolarisering, at det undergraver alle muligheder for en diplomatisk løsning i forhold til Irak-krigen, opgøret om Irans atomprogram, Nordkorea-spørgsmålet og andre betændte internationale spørgsmål.

Et vildspor

Power pointerer helt korrekt, at Zimbabwe er martret af "magtmisbrug og grusomheder", men et folkemord, der kræver akutte og drastiske modtræk, tangerer situationen dog endnu ikke. Men når hun forestiller sig, at en hendes plan vil virke for Zimbabwe, hvorfor så ikke tage den i brug over for et dusin flere af verdens lande? Og hvad nu hvis Det Muslimske Broderskab opretter sin egen egyptiske, syriske eller jordanske eksilregering? Hvorfor ikke støtte eksil-cubanerne i Miami som Cubas sande regering? Hvorfor ikke gennemføre planen for alle lande, hvis navn ender på '-stan', ja måske tilmed for Rusland? Som minimum må vi da i al fald anerkende Taiwan som Kinas eneste legitime regering.

Selv om Samantha Power er drevet af ædle moralske og ikke imperialistiske motiver, er hendes løsningsforslag for Zimbabwe et skoleeksempel på demokrati-promovering på vildspor. Retfærdigheden vil i sidste ende ske fyldest for Zimbabwes lidende befolkning. Mugabe er midt i 80'erne, og når han dør, vil den militære klike omkring ham sandsynligvis ret hurtigt gå i opløsning. I mellemtiden kan Sydafrikas præsident Mbeki og andre afrikanske ledere forhåbentlig dæmpe volden og få overtalt Mugabe og Tsvangirai til at danne en koalitionsregering. Lad os ikke gøre tingene værre, før den mulighed er prøvet.

Robert Dreyfuss er skribent og redaktør på det amerikanske tidsskrift 'The Nation' og forfatter til bogen 'Devil's Game: How the United States Helped Unleash Fundamentalist Islam'.

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu