På den blå planet

"Gud bevare Danmark". Sådan slutter Dronning Margrethe hvert år sin nytårstale. Ligeså ofte har jeg via mit himmelske mailsystem, spurgt Gud om, hvordan han så bedømmer situationen i Dronningeriget, for han vil vel næppe bevare hvad som helst. Med næsten samme hyppighed har jeg modtaget et småsurt svar gående på, at der stadig er en del korrektioner, der ligger lige til højrebenet. For "selvom I siger, at I er verdens lykkeligste folk, er I nu noget krigeriske i det mellemste østen, kvindehandel er på kanten og jeres grådighed og ulighed er i stigende", bemærker Gud og tilføjer, at hans søn i det mindste formåede at skubbe kræmmerne ned fra tempeltrappen.

"I øvrigt har jeg travlt med større opgaver. Der er en hel del at komme efter lige fra naturkatastrofer til sultorgier og den slags."

Jeg fremturer med, at der er sket en hel del siden sidst, og at det går meget bedre nu. Således presset, lover Gud at sende englen Gabriel, som skal se på sagen. Denne superengel har en særlig forkærlighed for den lille blå planets udvikling. Mødet bliver aftalt, Gabriel pudser fjerene og så af sted via et af de sidste huller i ozonlaget. Gabriel er oppe i årene, han kommer til at lande i bondegårdsidyllen Dragør i stedet for i Kastrup. Han har problemer med et par svingfjer. Never mind, vi parkerer vingerne hos en lokal reparatør. Jeg har sørget for solidt dansk overtøj, og vi tager en af de mange metrolinjer mod Centrum.

Da vi hang med næbbet

Kupeens højttalere diverterer vores øregange med Gnagssangen: "Lige meget hvem du er, lige meget hvor du er så velkommen her. Vi sætter spejle i solen til alle, der kæmper på skyggesiden og råber: Længe leve mangfoldigheden".

Jeg forklarer ham om tidligere tider, hvor Danmark hang lidt med næbbet i sit bur og om den forsvundne fremmedangst. For år tilbage sang Shu-bi-dua: "Der findes andre men'sker end dem, der er danske/de bor i huler og slås hele da'n./Det har vi li' godt aldrig nogensinde gjort/de varme lande er noget lort". Han undrer sig og glæder sig med mig over forandringen. Han får et par muntre sideblikke, da vi stiger af på Rådhuspladsen. Han ser nu også lidt sjov ud i sine jesussandaler og overfrakke.

Vi krydser hen over Halmtorvet, som tidligere har været centrum for en utålelig handel med kvinder. Han lytter bekymret, men klarer op da jeg fortæller om, at fordeling af arbejdet har givet os mere tid til at være ordentlige ved hinanden. Det har kostet hårdt arbejde at nå dertil, men nu er vi nået til at leve et liv, der giver plads til eftertanke og ikke kun et liv, hvor menneskers succes står mål med konstant vækst. Vi er kommet ud over, at mennesket er reduceret til en funktion. En krop skal ikke bare producere og ellers bare have dækket et behov. Vi henter ikke længere hele vores identitet i vores arbejdsiver og produktivitet.

Jeg fortæller ham om den afdøde danske rapper Natasja, der et sted synger: "Og en grådig mand har aldrig været svær af forføre. Se grådighed går hånd i hånd med magt/og større vil have større, mere vil have mere/staten er jo helt oppe at køre. Ta lidt luft. Kom til fornuft og prøv og fat det/at Danmark har det fint og at USA ka' ik' erstat det". Gabriel nikker, jeg tror, han forstår.

Hvor er bilerne?

Vi sætter os på en café. Vi skal fordøje indtrykkene. Mens vi venter på kaffen spørger min luftbårne gæst, hvor de mange biler er blevet af. Jeg forklarer ham, at da benzinpriserne nåede 20 kroner pr. liter indså mange, at de fælles trafikmidler var vejen. Nu har vi heller ikke så travlt længere, men har sjovere ting at tage os til, end at sidde i en bilkø på en lang motorvej.

Gabriels næsebor udvider sig synligt. "Man kan trække vejret med behag", bemærker han. Luften blander sig klædeligt med duften af kaffe serveret af en ung tørklædeklædt skønhed fra Irak. Hun er nødt til at supplere sin løn som byretsdommer med dette caféarbejde. Ligelønsovervejelserne kører derudaf, men der er et stykke vej endnu, fortæller jeg ham.

Da vi når Storm-P-gavlen på Værnedamsvej, undrer Gabriel sig over det kæmpemæssige maleri, der fylder hele gavlen. Øverst i den blå himmel sidder en smilende vagabond og småsover på en nymåne. Jeg forklarer om den danske kunstner og humorist, der med humor og en kærlig holdning luner sig over skæve eksistenser. Det er også deres Danmark, siger jeg. Om dette synger Natasja.

"Så giv mig Danmark tilbage, ligesom i gamle dage/giv mig frisindet igen, der lurer under byens tage./Giv mig København igen, min farverige gamle ven/Gi' mig ungeren igen. Vi vil have ungeren igen."

Mail til Gud

Danmark har i flere menneskealdre været et flerkulturelt samfund med en bondekultur, godsejerkultur, borgerlig kultur, arbejderkultur, værtshuskultur, cafékultur - nu er det hele krydret med dufte, musik og arbejdskraft fra vores globaliserede verden. Her på en café midt i Vesterbros lille Istanbul, hiver Gabriel sin bærbare frem: "Mange indtryk. Jeg er nødt til at sende en mail, inden jeg glemmer". Midt i skriveriet undrer Guds udsendte sig over kameraet oppe i loftet. Jeg forklarer, at det er et rustent levn fra overvågningssamfundet. Uheldigvis for magthaverne var der dukket billeder op af kreativ bogføring, bilagsrod, brudte valgløfter - og den slags. Regeringen forlod arenaen på lette fjed, nogle hurtigere end andre. En enkelt der havde forløbet sig særligt solidt, var specielt hurtig. Men han havde også løbetrænet med USA's mægtigste mand, som var hurtig, men til gengæld ikke empatisk overfrankeret, forklarer jeg.

Henne på den store åbne plads lige ved bemærker Gabriel en flagstang med to flag. Det ene er dansk, det andet palæstinensisk.

"Sidst jeg var på den blå planet, var der en del danske flag, der blev brændt af rundt om. Hvad er der sket?"

Den er svær, men jeg forklarer, at Danmarks nye regering har stået i spidsen for et EU-krav, der har tvunget Israel til at fjerne alle bosættelser, så der kunne oprettes en palæstinensisk stat i fredelig sameksistens med Israel. Der er ikke total fred i Mellemøsten, men dronningeriget har sat et nyt fingeraftryk på verdensetikken og bliver belønnet for indsatsen. Det kan man se i en flagstang på Vesterbro.

Gabriel nikker og spørger til verden i øvrigt. Jeg forklarer om banaliteten, at der ikke er flygtninge, hvis verdens mennesker behandler hinanden ordentligt. Den blå planets bedre halvdel er begyndt at handle på reelle vilkår med planetens yderste. Det medfører gang i hjulene og en hidtil uset social fremgang i verdens smalle økonomier. Nogen drages stadig af dance macabre omkring guldkalven, men flygtningestrømmen er stilnet af.

Udsigt fra Valby bakke

Ærkeenglen og jeg er nu nået op på Valby bakke. Dette er ikke kun Tour de Copenhague, så her fra bakketoppen har vi udsyn, perspektiv og en forrygende solnedgang. Jeg forklarer Gabriel, at en dansk forfatter en gang sad med sin lille søn på tre år og beundrede den gyldne skive, der var på vej nedefter. Da de sidste stråler er forsvundet, siger purken: "En gang til far"! Et eksempel på en smuk autoritetstro og forhåbning.

På samme måde kan vi nemt sidde her og nyde udsigten til både Århus, Svaneke og se Gudenåen sno sig stille. Hvis man vil se mulighederne, så eksisterer de.

"Imagine", synger John Lennon. Vi får øje på en af de utallige storke på en tagryg i Ribe - og nu også på en skorsten i Barsebäck. Gabriels slanke fingre danser hen over tastaturet: "Danskerne har orket at slukke lyset efter sig og de har standset bilstrømmen". Tidligere kneb det gevaldigt, forklarer jeg ham. Landet var ved at blive ødelagt af medløb og apati. Som en dansk humorist lader en af sine figurer sige det: "Jeg gider ikke". "Hvad gider du ikke", spørger vennen ham. "Jeg gider ikke at sige, hvad jeg ikke gider", lyder det.

Gabriel og jeg tager letbanen hjemefter. Hjemme synker vi ned i en sofaen foran flimmeren.

Vi nyder i tavshed aftenens tv-avis, der diverterer os med gode nyheder fra det sidste døgn:

Planeten fortsatte i dag med at rotere om sin akse som sædvanlig, med det resultat, at solen stod op overalt på jorden.

Milliarder af fugle sang og et helt uendeligt antal blomster sprang ud.

Jorden blev velsignet med 340.000 helt nye vidunderlige menneskebørn.

Intelligente, kærlige og meget modige handlinger blev hvert sekund udført et eller andet sted i verden.

Millioner af mennesker afstod fra at gøre noget ondt.

Hundredvis af nye, virkelig gode ideer blev født.

Milliarder af mennesker lo, lærte noget nyt, rørte med ømhed ved hinanden, elskede livet og nægtede at give op.

Gabriel er faldet i søvn med et smil i øjenkrogen.