Læsetid 6 min.

Pædagogikken viser vejen til det nye Paradis: Videnssamfundet

Hvem har overtaget missionens arena, når det nu ikke er kirken eller parlamentet? Svaret er, at det har skolen. Men god undervisning er ikke et spørgsmål om ideologi eller politisk smag
Mens politik og ideologi mister betydning står en ny utopi på spring for at overtage deres rolle: Pædagogikken.

Mens politik og ideologi mister betydning står en ny utopi på spring for at overtage deres rolle: Pædagogikken.

Erik Refner

1. august 2008

Oprindeligt var det religionen, der var utopiens domæne. Det var de religiøse skrifter, der varslede et nyt og bedre samfund. Gennem uddrivelse eller undergang førtes man over i tusindårsriget. Den utopiske agent var præsten, der gennem dåb, konfirmation, nadver og begravelse sikrede, at det enkelte menneske blev hjulpet over i det utopiske rige. Men ingen sand verdensfrelser kan nøjes med at frelse den enkelte anden. Derfor var præsten missionær, for han eller hun skulle jo frelse hele menneskeheden.

"Følg mig," har de kristne sagt siden Kristi fødsel med den særlige blanding af askese, lederskab og forførelse, som karakteriserer enhver sand avantgarde. Ja, den tyske filosof Peter Sloterdijk har præsenteret en frapperende - og måske også lidt overdreven - sammenligning: Han kalder Paulus, den første kristne missionær, for puritaner, jakobiner og leninist i én og samme person.

Fra slutningen af 1700-tallet og op igennem 1800- og 1900-tallet skiftede utopien og dens aktører imidlertid scene: Fra nu af blev det politikken, der var utopiens domæne. Vi ser det allerede tydeligt markeret hos Jean-Jacques Rousseau, der i sit utopiske udkast, Contrat Social, kritiserede kristendommen for at skabe politisk illoyalitet og sociale spaltninger. Nej, det moderne menneske er et politisk menneske, og det skal som borger danne og indgå i en social kontrakt. For det er denne sociale kontrakt, der er nøglen til et bedre samfund og et bedre liv.

Ideologiens død

I kølvandet - men også tidligere - fulgte stribevis af politiske utopier: Tidligt fik vi Francis Bacon's Utopia, men efter fulgte stribevis af politiske ismer: Liberalisme, konservatisme, kommunisme, socialisme og nazisme, for nu at nævne de vigtigste. Tænk bare på socialismen, der fuldstændig på linje med religionen stillede et tusindårsrige i udsigt - og også, som religionen, tilføjede, at vejen til utopien går igennem kamp og sammenbrud. Ofte er slutmålet beskrevet i vage termer. Desto mere udpenslet beskrives lidelsen og krisen på vejen til målet imidlertid. Måske er enhver revolutionær i virkeligheden en forklædt masochist.

Men i dag er også de politiske ismer som bekendt døde. Ligesom Rousseau - og senere, under større opmærksomhed, Nietzsche - slog Gud ihjel, aflivede den amerikanske sociolog Daniel Bell i begyndelsen af 1960'erne de politiske ideologier, jf. hans kendte bog The End of Ideology. Og også denne gang blev mordet kopieret, fx af den opreklamerede japansk-amerikanske politolog Francis Fukyuama. Selv titlen ligner: Ikke The End of Ideology, men The End of History hedder Fukuyamas bog. Kunne man ikke forvente bare en smule mere fantasi?

Nu er ikke alene Gud, men også Politikken med andre ord død. Men utopier, drømme om paradis og tusindårsriger har vi fortsat. Så spørgsmålet er: Hvem har overtaget missionens arena, når det nu ikke er kirken eller parlamentet?

Verdensborgerdannelse

Svaret er, at det har skolen. Vejen til paradis finder man hverken ved at læse hellige skrifter eller politiske traktater, men ved at studere pædagogiske afhandlinger. For hvem skal føre os ind i det nye utopia, som i vor tid hedder 'videnssamfundet'? Det skal pædagogerne, lærerne, voksenunderviserne og det voksende antal coaches.

Derfor handler pædagogik, ligesom religion og politik, om mål og midler. Hvor skal vi hen? Og hvordan når vi frem?

Hvor skal vi hen? Det beskriver dannelses- og almendannelsesteorierne. Dannelse er en 'ledestjerne', skrev professor i pædagogik Harry Haue f.eks. for nogle år siden i sin doktorafhandling om det danske gymnasium. Det er bestemt ikke tilfældigt, at det er ledestjernen, der giver titlen prægnans. For ledestjernen er et af de centrale kristne symboler. Det var ledestjernen, der lyste over Betlehem og viste hyrderne på marken og de tre vise mænd vejen til det forjættede mål: Den nye frelser. Ingen kan være i tvivl om, at pædagogikken med almendannelsen som frontfigur har overtaget det religiøse missionssprog.

Og pædagogikken som utopisk genre lever videre i bedste velgående. Jeg behøver blot at nævne Peter Kemps bog fra 2006: Verdensborgeren som pædagogisk ideal, så kan man se, hvad jeg mener.

For det første uddriver Peter Kemp politikken som vejviser, lige så omhyggeligt som Rousseau uddrev religionen. Når vi taler om verdensborgeren, taler vi om verdensborgeren som en dannelseskategori, understreger Kemp. Og han tilføjer - triumferende, på pædagogikkens vegne - at det skal vi være endog særdeles glade for. For verdensborgeren som statsborger forudsætter en verdensstat, og hvem ønsker det? Nej, verdensborgeren er en dannelseskategori, et udtryk for den selvdannelse, som bliver en realitet, når unge mennesker danner og uddanner sig globalt.

For det andet lægges der ikke skjul på, at selv om målet er selvdannelse, er der tale om missionsvirksomhed. Vi både bør og kan - og her citerer jeg Peter Kemp - "i den pædagogiske filosofi med filosofisk refleksion og afklaring bidrage til, at idealet om verdensborgeren får større magt over selvdannelsen, så det sociale selv bliver et verdensborgerligt selv." For selv om pædagogikken skal håndtere det paradoks, at opdrageren og underviseren skal lede et menneske, så dette menneske bliver i stand til at lede sig selv, er der ikke tvivl om målet: Det verdensborgerlige selv. Ledelse til selvledelse, befrielse til selvbefrielse, det er det paradoks, pædagogikken som befrielsesteologi skal håndtere.

Den bagvedliggende pointe er imidlertid, at figuren gentages: Når der skiftes scene til nye utopiske aktører, må de gamle sendes ud i kulissen. Fuldstændig ligesom Rousseau og Nietzsche viste religionen bort fra podiet til fordel for politikken, siger vi i dag farvel til politikken til fordel for pædagogikken.

Udviklingen er gået fra et religiøst over et politiseret til et pædagogiseret samfund.

Folkeskolens åbning

Resultatet er, at vor tids utopiske traktat er den pædagogiske afhandling. Præster og politikere er afløst af lærere, pædagoger og coaches. Det, der næsten dagligt trækker overskrifter i dagbladene er ikke Christiansborg, men folkeskolen. Skoleårets start er blevet en større mediebegivenhed end Folketingets start. For det er til skolen, vor tids håb om en bedre fremtid er knyttet, både individuelt og kollektivt. Skolen skal frelse mit barn. Skolen skal bryde den sociale arv. Skolen skal fri os fra plager og dårligdomme, hvad enten det er funktionel analfabetisme eller usikker sex og dårlige spisevaner. Uddannelsesinstitutionerne skal sørge for, at 95 procent af alle unge får en ungdomsuddannelse. Vejen til vor tids utopia, videnssamfundet - med ét eller to s'er - går gennem uddannelse og kompetenceudvikling.

Hvem viser vejen? Det gør uddannelsespolitikerne. De har til og med overtaget tidligere tiders genrer: De skriver kanoner, fuldstændig ligesom kirken tidligere leverede kanoniske skrifter, og de formulerer trin- og slutmål, der ikke lader Luthers lille katekismus noget efter.

Men er der da ikke nogen slange i Paradis? Jo, enhver religion har sin ateisme (faktisk argumenterer førnævnte Sloterdijk overbevisende for, at både jødedom, kristendom og islam har hver sin - særlige - ateisme, og at der er milevid forskel på kristne og islamiske ateister). Det samme har pædagogikken.

Den pædagogiske ateisme hedder evidens. Undervisningens ledestjerne skal ikke være almendannelse, men: What works? Og hvad, der virker, kan vi argumentere for videnskabeligt. Forskningen, ikke dannelsen, skal vise vej. "Du skal ikke tro, du skal vide," lyder formaningen til vor tids undervisere.

Men hvad så med mig selv? Er jeg i pædagogisk henseende religiøs eller ateist? Bekender jeg mig til dannelses- eller evidensteorien?

Forsigtigt - nogle vil måske sige: Kujonagtigt - erklærer jeg mig selv som agnostiker. Jeg foretrækker til enhver tid at vide, hvad der virker. Jeg synes ikke, at undervisningen skal tilrettelægges efter det, der tilfældigvis er stemning for. God undervisning er ikke et spørgsmål om ideologi eller politisk smag. Hvis matematik læres mere effektivt på én måde, skal den mest effektive måde naturligvis vælges.

Det betyder blot ikke, at almendannelsen er død. Undervisning handler fortsat om at forandre mennesker, og enhver god lærer vil noget med sine elever. Hun vil lære dem noget, naturligvis. Men hun vil også hjælpe og stimulere dem til at overskride sig selv. Ikke for at realisere sine egne, private idealer og målsætninger, men for at gøre det, fællesskabet - det uddannelsespolitiske og den enkelte skole - er blevet enig om er pædagogikkens mål. Hendes opgave er, i dag som tilforn, at håndtere det klassiske befrielsesteologiske paradoks: At gøre et andet menneske frit til at varetage dets egen frihed.

Lars Qvortrup er dekan for DPU, Aarhus Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jens Thorning

Vi har jo også, altså i foregnagslandet for globalisering - Danmark - Statens eget såkaldte Institut for Fremtidsforskning, der fantaserer om et drømmesamfund - Dream Society - hvor vi alle er i Virtual Reality, tror, vi kender Paris Hilton eller på anden måde selv skaber vores tilværelse på markedsøkomiske vilkår. Klimaforandringer, sult og krig kendes ikke, da det falder ikke ind under instituttets kommissorium og mere henvises til naturvidenskaben i dens mest venstreorienterede udformning.