Fourth of july blev fejret med fyrværkeri, taler og fuld musik. CNN bekræftede, at Obama nu bærer korrekt amerikansk Stars & Stripes i knaphullet. Hans kone bliver stadig stoltere af landet for hver dag. I festtaler erklærede kandidaten sin tilslutning til den nye våbenlov, trak i land med hensyn til fri abort og vidste ikke længere, om tropperne skulle helt ud af Irak. Det trækker igen op til national samling - og endda på et grundlag ikke langt fra det nuværende.
I avisen The Plain Dealer funderer en skribent over betegnelsen Independence Day, som ifølge ham burde omdøbes til Dependence Day, da selv fyrværkeriet til fejringen er importeret, og alt afhænger nu af udenlandske forhold. Velan, men det der fejres er dog en erklæring, der i 1776 drejede sig om ikke længere at betale skat til England, forklarer han så. Frihed fra ekstern beskatning; derefter frihed fra beskatning overhovedet, ideelt set - bortset fra - ja, hvad? Hvis man vil være patriot, må der ære et patria, et fædreland, og det må vel have en stat? At være patriot betyder vel at ville yde noget for fædrelandets vel?
De to forventede præsidentkandidater yder hver et bidrag i form af en højstemt tekst i dagens avis. Obamas hedder simpelthen Sacrifice For The Common Good. Amerika er et genialt land, erklærer han, hvor enhver kan realisere sine drømme; alt er muligt her. Selv en halvafroamerikansk person kan blive præsidentkandidat, det er unikt i verden. Men det betyder, at frihedens unikke velsignelse må modtages med en vilje til opofrelse. Man må være villig til at ofre sit liv for landet. Se på min kollega McCain, siger Obama så, han udholdt fysiske pinsler for at tjene vores land, sådan skal det være. Intet er så inspirerende som at se tropperne sætte livet på spil liv i Irak i kampen for et bedre Amerika.
McCain er i sin tale ikke uventet ganske enig: Ofring giver livet mening. Vi er "velsignede", fordi vi er amerikanere, og dette "velsignede land" har ret til at forvente, at vi giver tilbage ved opofrelse, ved at sætte livet på spil for fædrelandets skyld, 'dø om så det gælder' - se, dét giver livet mening. Og det er det, patriotisme gør, givet livet mening ved at ophidse til selvofring. Mon han inkluderer selvmordsbombere?
Krigens pris
Udøvelse af hellighed i alle kulturer medfører en eller anden grad af offerlogik. Vi ofrer til guderne, guderne ofrer sågar til os, i forskellige religioner. Patrioter, der mener, deres land er velsignet af visse guder, nyder på samme måde at omtale landets soldater ikke som kanonføde, men som helte; krige er gode, for de giver anledning til ofring, opofrelse, heltemod og hellighed. Guderne bliver fornøjede ved disse krige og disse gaver, og så sender de endnu flere velsignelser, - endnu mere skattefrihed, i dette tilfælde. Det er virkelig sådan og ikke meget længere end sådan, der tænkes, også i dag, her.
I parentes bemærket: et statsligt udvalg har dokumenteret i en rapport, at over halvdelen af den arbejdende befolkning i USA, nemlig 90 millioner voksne mennesker, er uuddannede, dvs. ikke har gået i eller ikke har gennemført High School; generationen af 25 til 34-årige har nu dårligere uddannelse end de 45 til 54-årige. Det er første gang i landets historie, at de unge er markant dårligere uddannede end forrige generation.
G.W. Bushs regeringstid har varet otte år, og det er fem år siden, han erklærede Irakkrigen for slut. Tallene for civile døde og ødelæggelser er tårnhøje. Og officielt har USA i dag mistet over 4.100 soldater. De amerikanske indenrigstal er bemærkelsesværdige: Handelsbalancen viser et rekordunderskud på 60 milliarder dollar, til dels på grund af olieimporten; dags dato har 243.000 familier mistet deres bolig ved tvangsaktioner. Middelindtægten per husstand er lavere end i 1999. Kan der tænkes at eksistere en kausal sammenhæng mellem oliepriser, boligkollaps og finanskrise?
Irakkrigen har ifølge en indgående analyse signeret af nobelpristager i økonomi Joseph Stiglitz kostet, lavt sat, 3.000 milliarder dollar. Bushs rådgiver L. Lindsay anslog før krigen udgiften til 200 milliarder dollar. Forsvarsminister Rumsfeld mente ligefrem, at genopbygningen efter krigen ville finansiere sig selv via olieindtægterne. En stor del af de enorme udgifter skyldes den privatiserede planlægnings kontrakter med 100.000 servicefirmaer. Disse kontrakter er indgået uden licitation og er derfor ifølge Stiglitz forbundet med et mægtigt potentiale for korruption. Firmaer som Halliburton og det globale vagtværn Blackwater er krigens 'egentlige sejrherrer', bemærker han.
Krigen som privat affære
Den canadiske journalist Naomi Klein beskriver i sin allerede berømte bog, Chokdoktrinen - katastrofekapitalismens opkomst, en ny strategi, som består i at udnytte eller skabe katastrofer, hvorved statslige opgaver kan overføres til private virksomheder. Netop den 10. september 2001, dagen efter attentaterne, taler Rumsfeld som minister til Pentagons funktionærer og forklarer, at det, der nu dybest set truer USA's sikkerhed, er Pentagons eget bureaukrati! Mens han reducerer dette bureaukratis budget, beder han Kongressen bevilge en 11 procents forhøjelse af militærets budget.
Det drejer sig her netop om at overføre midler fra offentlige instanser til den private sektor; og efter mange andre privatiseringer gennem de foregående år gælder det så nu hæren, fængselsvæsnet, grænseovervågningen, osv. Rumsfeld og især vicepræsidenten, Dick Cheney, der var forsvarsminister under Bush senior og under Clinton blev administrerende direktør i Halliburton, men som stadig er storaktionær, står parat. Allerede mellem 1995 og 2000 lykkes det Cheney at fordoble det beløb, selskabet for sine tjenester modtog fra statskassen. Da den 11. september oprinder, og landet går i chok, accepterer man straks princippet om en 'ubegrænset krig mod terrorismen' uden at vide, at denne krig fra starten er planlagt som en privat affære, skriver Klein.
Krigen blev ikke udløst af arrogance og håndteret med inkompetence, men derimod udfra et 'rationelt strategisk valg', konkluderer Klein. Bush ville udtrykkeligt gøre Mellemøsten til en amerikansk frihandelszone inden for 10 år. USA har monopoliseret den katastrofalt ringe 'rekonstruktion'. Administratoren Paul Bremer afskedigede 500.000 irakiske statsfunktionærer, ikke blot soldater men også læger og skolelærere, og erklærede de 200 statsvirksomheder, der havde sikret fødevareforsyning og råvarer, privatiseret; han lod derefter de amerikanske firmaer tage for sig af retterne, igen uden licitation, indtil hele budgettet var opbrugt, dog stadig uden færdiggjort genopbygning.
Omkostningerne ved denne krig er i dag større end 12 års vietnamkrig; og de er på ingen måde endeligt opgjort, eftersom processen fortsætter i samme spor. De er i fuldt omfang blevet dækket ved låntagning - Stiglitz' udregning når, inklusive renter, frem til 2.000 milliarder dollar. Disse lån er dels eksterne, dels interne, hentet fra områder som uddannelse, sundhedsvæsen, forskning og energiforskning. Oliepriserne begyndte at stige, præcis da krigen blev startet. Olieeksportørerne strammede skruen, mens krigen svækkede de krigsførende og forhindrede ressourcerne i at gå til udvikling af andre energiformer. Endelig måtte underskuddet finansieres og en svækket økonomi stimuleres ved et øget forbrug, hvorfor den amerikanske nationalbank, Federal Reserve Bank, under Alan Greenspans direktion, satte renten ned og opfordrede husholdningerne til i landets interesse at forbruge så meget som muligt, også ved at optage risikable og endda hasarderede huslån med variabel rente. Forbrugspatriotisme - spænd livremmen ud!- Det førte så til en finanskrise med internationale følger. Hver måned koster Irakbesættelsen USA 25 milliarder dollar. Demokraternes store økologiske plan koster til sammenligning 65 milliarder årligt.
USA har i otte år været regeret af industrielle rovdyr - og en hensynsløs, grisk strategi. En katastrofekapitalisme, som - kan man tilføje - også viser sit ansigt, når oversvømmelser og andre naturkatastrofer rammer landet, og beredskabet hver gang systematisk svigter. Det gavner den private industri og svækker statens image.
Hvis det skulle vise sig, at Bush-administrationen - regeringen - er medskyldig i angrebene på New York og Washington den 11. september ved ikke at gribe ind trods foreliggende viden, ja, da har den patriotiske ofring i hvert fald fået, så hatten passer. For øvrigt kan verbet ofre på dansk også betyde 'kaste op på grund af søsyge'.
Per Aage Brand er semiotiker
