Kronik

Den røde lanternes skær i Afrika

Kinas stigende efterspørgsel på fødevarer og energi og Ugandas udbud af råvarer og landbrugsprodukter burde være et regnestykke, der kunne gå op, men indtil videre er det kun kineserne, der afsætter produkter på det ugandiske marked, og ikke omvendt
I Ugandas hovedstad Kampala bestyres mange forretninger af kinesere, og der sælges kassevis af varer fra Kina.

I Ugandas hovedstad Kampala bestyres mange forretninger af kinesere, og der sælges kassevis af varer fra Kina.

Stuart Price

28. juli 2008

Menukortet er på kinesisk. Men heldigvis er der billeder til at illustrere retterne for dem, som ikke behersker de kinesiske tegn. Den smilende kinesiske tjener tager imod ordrer på et høfligt, men meget sparsomt engelsk. For de kinesiske gæster må det føles som at være hjemme på trods af, at de befinder i hjertet af Afrika, i Uganda. Alt i den nyåbnede 'Nan Jin'-restaurant i Kampala - fra borde og plasticstole og drage-malerier på væggene til vinglas, tallerkner og servietter - er nemlig made in China.

Uden det store fyrværkeri er kinesernes tilstedeværelse i Uganda eksploderet over de senere år. I Kampalas driftige forretningskvarter ser man nogle af de stille, men stærke tegn på den kinesiske fremmarch. Mange af butikkerne bestyres af kinesere, og der sælges kassevis af varer fra Kina: Nylon-T-shirts med logoer fra engelske fodboldhold, tennissokker i alle størrelser, vinylskoletasker med skæve Disney-print, dametøj i kunststof, plastickufferter, sportssko med blinkende lys og multifarvede plaider i syntetisk uld.

Kunderne synes generelt, at de kinesiske varer er af dårlig kvalitet. Men alligevel er kinesernes andel af detailhandlen vokset voldsomt. En ugandisk butiksejer, der sælger dametøj i downtown Kampala, siger:

"I vores land er folk fattige, så de har ikke noget valg - selvfølgelig går de efter det, der er billigst, selv om kvaliteten er dårlig, men det bekymrer man sig ikke om - kineserne har mange kunder."

Hun har tabt omsætning på sine varer, fordi kineser-butikken ved siden af nu sælger den samme type dametøj, produceret i Kina til en lavere pris.

En indisk forretningsmand udtrykker også sin utilfredshed, ikke mindst med den billige kinesiske arbejdskraft, som strømmer til Uganda, og som har gjort, at flere indere - der har domineret det ugandiske marked gennem tiderne - nu føler den skarpe konkurrence så meget, at nogle lukker eller flytter deres business.

At det lokale marked bliver trængt tilbage af kineserne, er taxichaufførerne enige i:

"Kineserne har ikke bragt noget godt med sig - de betaler ikke skat, for de har fået en særlig aftale med vores regering. Og de hyrer aldrig ugandisk arbejdskraft, selvom vi sagtens kunne arbejde til en lavere løn end dem - de stoler ikke på os, de er bange for, at vi stjæler cementsækkene."

Adgang til olien

Det vides ikke præcist, hvor mange kinesere der arbejder i Uganda. De fleste studier siger endog, at det er svært at anslå, hvor mange kinesere der findes i Afrika. Knap 100.000 gættes der på at være i Angola og måske det samme antal i Sydafrika. Det forlyder også, at mange ankommer illegalt. Et gennemgående træk er dog, at kineserne næsten aldrig præger bybilledet. De holder sig for sig selv og bor tæt sammen i billige hoteller eller i lejlighedskomplekser, hvor de deler værelser fem til syv mand.

At Kina som sådan er en stille aktør, er ellers attraktivt for mange af Afrikas ledere. For eksempel passer det Ugandas præsident, Yoweri Museveni, godt. Gennem de senere år har han måtte lægge øre til en stigende kritik fra internationale donorer på grund af Ugandas hyppige brud på menneskerettighederne og landets voldsomme korruption. I sådan en tid er det rart, at kineserne investerer penge og giver bistand uden yderligere bemærkninger.

Kina har således i Uganda (og i andre afrikanske lande) - ud over at sætte sig på detailhandlen - også indtaget byggesektoren og står nu bag flere regeringsbygninger, hoteller og hovedveje og ikke mindst et nyt præsident-palads. Kina har vist interesse i udvindingen af den nyfundne olie i Uganda. Men det vil vise sig, hvor meget der er at komme efter i Ugandas undergrund. For Kina er Uganda stadig, mere end noget andet, en strategisk geo-rafisk platform, som giver adgang til lande som Rwanda, Congo og Sudan, hvor målet er olie og mineraludvinding og indkøb af ædle træsorter.

En rapport fra det norske Christian Michelsen Institut viser, at Kina henter 32 pct. af sin olie fra Afrika. Angola er indtil videre Kinas største olieleverandør efterfulgt af Libyen og det konflikthærgede Sudan. Kina har etableret statsejede oliekompagnier i 19 af Afrikas 53 lande. Og mens for eksempel Uganda, Mali, Niger og den Central-afrikanske Republik stadig undersøger deres olieudvindingspotentiale, ligger Kina i venteposition på kontinentet, indtil dråberne begynder at flyde. I Zambia har Kina købt sig ind i store dele af mineindustrien, og i Sydafrika investeres der massivti tekstilindustrien - alt sammen med henblik på at sikre sig rå- og forarbejdede materialer, der kan være med til at dække Kinas enorme behov. Og jo, så har Kina også gjort sig ganske bemærket med våbensalg til flere afrikanske lande.

Drik mere kaffe

Som kvittering for at åbne deres markeder på vid gab for naturressource-udvinding, detailhandel osv. får de afrikanske lande store bistandsgaver og eftergivet deres gæld hos Kina. Derudover inviteres de til at få en bid af kagen på det kinesiske marked. I forlængelse af Kinas strategi for samarbejde med udviklingslande, som blev fremsat af præsident Hu Jintao i 2005, har Kina givet afrikanske lande favorable handelsforhold ved at etablere toldfri zoner for udvalgte afrikanske produkter. Men på nær Sydafrika har ingen andre lande for alvor taget for sig af retterne på det kinesiske marked endnu.

Den kinesiske premier-minister, Wen Jiabao, besøgte i 2006 Uganda for at underskrive en række handels- og investeringsaftaler. Ugandas præsident Museveni har store ambitioner for den kinesiske handelsrelation. Som en gryende stor kaffeproducent har Museveni udtalt, at det kunne hjælpe Ugandas økonomi gevaldigt, om hver kineser drikker en kop ugandisk kaffe bare én gang om måneden.

I en tid med global fødevarekrise både på grund af historisk høje oliepriser, men også fordi befolkningerne i Indien og Kina har mange sultne munde at mætte, så burde Kinas efterspørgsel og Ugandas udbud af råvarer og landbrugsprodukter være et regnestykke, der kunne gå op. Men Ugandas finansminister bemærkede sidste år, at der skal meget til, før den ugandiske landbrugsproduktion er så teknologisk virksom og effektiv, at den kan slukke kaffetørsten og mætte sultne munde hos de mange millioner kinesere. Størstedelen af Ugandas befolkning dyrker subsistenslandbrug. Så indtil videre er det kineserne, der afsætter produkter på det ugandiske marked og ikke omvendt.

En boomerang

Flere vestlige lande, som ser sig selv som bannerførere for demokrati, god regeringsførelse og respekt for menneskerettigheder, kritiserer Kinas fremmarch i Afrika, fordi den er dikteret af en striks udenrigspolitik om ikke at blande sig i landenes interne affærer eller prekære politiske kurs. Kritikken lyder højt, særligt pga. Kinas position som permanent medlem af FN's Sikkerhedsråd, hvor Kina i flere omgange har valgt at forholde sig tavs omkring overtrædelser og forbrydelser i afrikanske nationer af hensyn til egne økonomiske interesser.

Men Kina kaster Vestens kritik tilbage som en boomerang: Under den politiske krise i Kenya - afledt af valget den 27. december 2007 - hed det prompte i den kinesiske avis, Peoples Daily, at Kenyas krise var endnu et eksempel på, at Vestens demokrati-teorier ikke passer til afrikanske forhold, og at Vestens kolonisering af Afrika er hovedårsagen til de etniske konflikter, der opleves på kontinentet i dag.

Og Kina har flere gange reageret skarpt mod Vestens karakteristik af kineserne som en "ressourcesulten neokolonial trussel mod Afrika". Kina fastholder, at deres tilstedeværelse i Afrika bygger på mangeårige fredelige, respektfulde og ligeværdige partnerskaber med afrikanske lande, som er resultat af gensidig deltagelse i beslutningsprocesser og aftaler.

Det anslås, at Kinas handel med Afrika i 2005 nåede op på 40 milliarder dollar, og at Kinas u-landsbistand til kontinentet beløber sig til over en milliard dollar om året. Trods det markante indtog understreger Kina, at det stadig er en lille spiller i Afrika. Deres oliehandel og bistand på kontinentet ligger langt under USA's og Europas. Og et studie fra Hongkong Universitet viser, at i 2006 gik knap ni pct. af Afrikas olieeksport til Kina. Til sammenligning tog Europa 36 pct. af Afrikas olie og USA en næsten lige så stor andel.

Rekha Das er u-landskonsulent bosiddende i Uganda

Serie

Seneste artikler

  • Selvkritik efterlyses

    5. marts 2008
    Regeringen i Beijing har haft travlt med at beskytte sig selv og det kommende OL mod voksende udenlandsk kritik af Kinas menneskerettighedssituation og Sudan-politik
  • 'Kina er ikke skurken i Sudan'

    5. marts 2008
    Udenlandsk kritik af Beijings Sudan-politik vækker både undren og vrede i Kina. 'I er uinformerede,' er beskeden til kritikerne
  • Beijing vs. Hollywood

    5. marts 2008
    Skuespilleren Mia Farrow har døbt OL i Beijing 'Folkemords-legene', og Steven Spielberg er trådt tilbage som OL-rådgiver. Kritikken fra Hollywood-stjerner har bragt Beijings propagandaapparat ud af fatning
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu