Mit sårbare Danmark

Solen skinner, der er fuld tryk på musikken, vinden blæser og træerne duver mod himlens blå. Hvide skyer driver. Jeg sidder med den bærbare og ser en solbrændt reflektion af mig selv på skærmen - bag denne tekst. Kan det blive dejligere? Nå ja, jeg er lige skiltes fra min kæreste gennem tre år, og selvom min klare hjerne vidste, det var det rigtige at gøre, så spiller følelserne fandango, trækker et sug af savn i maven og vækker mig med bundløse billeder af fortabthed. Så inden jeg får rystet morgenens sugende tristesse af mig, er det eneste, jeg drømmer om hurtigst muligt af finde mig en ny kæreste.

Spurgte du lige på det tidspunkt: "Hvilket Danmark drømmer du egentlig om?", ville jeg skrige: "Et Danmark fuld af kærester, hvor alle har en kæreste, og hvor alle har det lykkeligt med hinanden. Et Danmark hvor alle kan løse de konflikter, de roder rundt i. Og forløse de håb, der gør, at de bliver ved - og ved - med at holde fast ved hinanden".

Får jeg så rystet morgenens sug af mig, vil jeg stadig svare: det hele begynder med dig selv. I det Danmark jeg drømmer om, skal der være plads til alle os skrøbelige individer, også til den skrøbelighed, der lever inde i os tilsyneladende stærke individer. Plads til, at vi ikke alle sammen skal rende rundt og lade som om vi er succeser.

Giv plads

Når jeg bliver spurgt, hvordan jeg har det, er jeg holdt op med blot at sige: "Jeg har det godt". Jeg siger: "Jeg har det både op og ned", så kan folk jo selv spørge videre, hvis de gider. Jeg kunne godt tænke mig et Danmark, hvor vi gjorde vores daglige møder vigtigere, hvor vi lod de små mirakler blomstre ved at nå hinandens hjerter.

Et Danmark, hvor vi gjorde det vigtigere at være mennesker. Og ikke bare i vores daglige møder holdt skindet på næsen - men udsatte os. Udsatte vores sårbarheder. Gav plads og rum til at være de udsatte og usikre mennesker, vi jo også er. For jeg tror, vi bliver et meget stærkere folk ved offentligt at være ved vores svagheder.

Så vi også giver plads til de svage grupper i vores samfund: de fattige, de enlige, indvandrerne, flygtningene... Vi er alle et eller andet sted flygtninge i vores egne hjerter, og finder vi det sted, finder vi også plads til de mennesker, der udefra søger vores hjælp, finder plads i vores hjerter for den verden, vi er en del af - for den blødende del af verden, som har brug for, at vi rækker en hånd ud. Verden har brug for mere end en promille højere u-landshjælp.

Hjertet er en global kraft

Jeg drømmer om et Danmark, hvor hvert eneste offentlige rum er et vigtigt mødested. Et sted, hvor vi griber ud og griber fat og løfter det menneske op, som vi kan se har brug for at blive løftet op. Et Danmark, hvor den fortabte sjæl ved at stole på sin sårbarhed og være ved den, kan være med til at åbne vores forknytte, stressede og selvgode samfund.

Selvom mit bevidste jeg ihærdigt kalder mig en vinder, jeg er jo kommet ud af et forhold, som ikke fungerede, så kalder mine følelser mig for en fortabt - en taber. Og er der noget, mit stolte jeg ikke vil være, er det en taber. Mit bevidste jeg griber krampagtigt fat i alle de gode ting, jeg har opnået ved at slippe ud af forholdet. Men følelserne lystrer ikke min bevidsthed, mit klare jeg, de bliver ved - og bliver ved - med at lade mig mærke det sugende tab.

Og når det endelig går op for mig, at jeg må stå ved min sårbarhed og stå ved mit tab, så får jeg paradoksalt nok styrken til at række nøgent ud mod andre mennesker. Og det åbner mange flere døre, end min afklarede sikkerhed gør. Den stejle sikkerhed som kun tjener magtkampen.

Drømmen om demokrati

Jeg drømmer om et samfund, hvor magten over livet og magten over hinanden, har rod - for alle og enhver - i magten over sit eget liv. At ingen beslutninger bliver taget hen over hovedet på dem, der er berørt af beslutningerne, at de bliver hørt og reelt føler, de har indflydelse. Det handler om et reelt demokrati, frem for et blot parlamentarisk demokrati.

I et Danmark med et reelt demokrati vil møder på det lokale plan have meget større betydning for de mennesker, der deltager, end de traditionelle politikermøder har i dag. Menneskene ville være vigtigere end den kendte politiker, der måske var på besøg eller vigtigere end alle de traditionelle lokale politikertyper, vi kender i dag. På den måde drømmer jeg om et Danmark, hvor vi, helt ned i relationen mellem de enkelte mennesker, får bragt det større perspektiv: at vi er sammen om at skabe et levende samfund. Hvor vi i det daglige føler, at der er en social og en kulturel nødvendig mening med, at vi er her og med, hvad vi gør.

Kulturen ned på jorden

Jeg drømmer om et samfund, hvor kulturen kommer ned på jorden og lever som det visionære håndværk den er, mellem mennesker, en levende kultur. I stedet for den prestige- og stjernestrøede produktkultur vi nu lever med. For i den eksisterende kultur er målet ikke, at vi skal gøre vores bedste med andre, men at vi skal være de bedste; ikke at vi skal finde det smukkeste, det mest sårbare, det dybeste, det ærligste og det kærligste, men i stedet skal flashe os selv i lyset af andres næsegruse beundring.

Jeg drømmer om et samfund, hvor det sociale netværk bliver genoprettet og afprivatiseret - hospitaler, biblioteker, ældreomsorg, kollektiv trafik, osv. Et samfund, hvor netop de fælles goder bliver sat højt igen. Et samfund, hvor ligelønnen er gennemført, hvor der ikke er så stor forskel mellem rig og fattig, hvor vi værdsætter vores smukke natur, hvor forsikring er et socialt anliggende og ikke et privat, hvor privatforbruget og materialismen ikke er så vigtige i vores liv.

Måske er det værste ved det liberalistiske projekt, som regeringen nu er ved at gennemføre, at den sociale tryghed - som vi jo ikke kan leve foruden - bliver hæftet op på det private initiativ og på materielle værdier. Modsat det sociale og fælles projekt, som blev bygget op gennem hele det forrige århun-drede. At tryghed og privat initiativ hæftes så snævert sammen kan kun fremme, at den enkelte vil klamre sig til materiel økonomisk tryghed, dvs. det styrer mennesket væk fra sociale og solidariske løsninger.

Derfor drømmer jeg om et Danmark, hvor pengene ikke har så megen magt over menneskenes sjæle, som de har i dag. Jeg er selv en lille kræmmer, der har lært at holde på gysserne, og selv om jeg har nok, og selv om jeg er træt af min egen reaktion, så holder den alligevel så godt ved, at der er mange stadier i at lægge den fra mig. Angsten for at miste bider mig i haserne.

Og så er pengene jo et "satans mesterværk", som C. V. Jørgensen skrev. Der er ingen grænse for, hvornår du har fået nok, the sky is the limit. Var det flødeboller, ville du snart få nok! Det lotteri, som børsen på mange måder er, burde ikke være lovligt. Det er da en pervers måde at vinde eller - som nu - tabe penge på.

Sådan sidder jeg her i solen og drømmer om et Danmark, hvor mennesket er i centrum. Tja- når jeg skal udtrykke mine politiske visioner i større skala, kører mine tanker og formuleringer let ind i alle disse politikerklicheer. Det er godt, at I på Information spørger efter visionerne, så vi bliver tvunget til at gøre os lidt umage.

Så er det meget lettere at skrive om 'visionerne' i min egen lille køkkenhavekultur, som kæmper en hård kamp mod senegræssets voldsomme indtrængen. For når jeg skal skrive om, hvad jeg - der lige nu hænger og flagrer i mine følelsers uregerlige vold - helt for mig selv drømmer om i forhold til Danmark, så er det at føle en forankring i samfundet.

Jeg drømmer om at have en følelse, helt ind i knoglerne, af, at der er en mening med det liv jeg lever i dette land. Som ung handlede det om at være en banebrydende kulturrevolutionær i den forandring af landet, som jo måtte komme (det blev jeg ikke, ha!). Nu handler det bare om at have følelsen af at høre til, at der er en mening med ens liv i Danmark. Det drømmer jeg om.

Solen skinner stadig, jeg har sat mig ind for ikke at få for megen sol. Var lige et smut nede og bade. Mødte på vejen min nabo, som jeg fortalte, at jeg havde brug for at snakke med hende og få et råd. Jeg elsker Danmark og må se at komme videre med mit liv.

Når jeg skriver om hvilket Danmark, jeg egentlig drømmer om, giver det mening.