Læsetid: 2 min.

SF's politiske projekt

Vi gør opmærksom på uligheden og skaber et retfærdigt i samfundet
22. juli 2008

Venstrefløjen har ikke et politisk projekt mere, skriver Information i sin leder den 16. juli. Det projekt, der handlede om at skabe lighed i samfundet og en stor offentlig sektor har nået sin grænse.

Jeg kunne ikke være mere uenig.

Kig jer omkring! Uligheden gennemsyrer fortsat mange dele af samfundet. Har to otte-årige drenge - Frederik med ressourcestærke akademikerforældre og Oliver med faglært far og ufaglært mor - lige muligheder? Deres lærer i skolen suser rundt - fanget mellem undervisning, elevplaner og administrative opgaver - så hun når ikke at læse med alle elever. Frederik får læst med sin mor hjemme om aftenen, Oliver gør ikke. Hvem af dem går i gymnasiet som 15-årige? Hvem går, måske, på den nedslidte tekniske skole med lærerfri timer og stort frafald? Eller måske har arbejdsmarkedet lokket med lav arbejdsløshed og hurtige penge.

Opgør med ulighed

Hvem af de to har mon slidgigt i skuldrene og ødelagt ryg som 46-årig? Men hvem af dem har en sygeforsikring? Præcis.

SF's projekt er at skabe et mere retfærdigt samfund, der gør op med uligheden. Ikke mindst i uddannelsessystemet, på arbejdsmarkedet og i sundhedssystemet. Derfor foreslår vi, at der skal være to lærere i de mindste klasser, så lærerne har ordentlig tid til eleverne. Så alle børn, også Oliver, oplever glæden ved at lære at læse tidligt - og samtidig gør en gennemført ungdomsuddannelse mere sandsynlig.

Men et opgør med uligheden opnår vi kun, hvis vores offentlige sektor fungerer. En offentlig sektor, der ikke slider sine medarbejdere ned af et sindssygt arbejdspres og dårligt arbejdsklima, men har luget kraftigt ud i skemaer, kontrolsystemer og stopure. Det vil ikke kun gavne eleven i 2. klasse, men også den ældre dame i hjemmeplejen og patienten på sygehuset.

Hold vejret

SF's politiske projekt handler også om at få Danmark tilbage i front på klima- og miljøpolitikken. Det er en oplagt mulighed for at byde ind på, hvad Danmark kan leve af i fremtiden. Vi skal støtte energivenlige projekter, der fremmer forskningen i vedvarende energi og dermed samtidig bidrage mere aktivt i kampen mod klimaforandringerne. En miljørapport fra Yale placerede for nyligt Danmark på en 26. plads lige under Albanien og mere end 20 pladser under flere af de nordiske lande. Det tror jeg, vi kan gøre bedre. Men det kræver, at vi prioriterer området højere. Luften i storbyerne er f.eks. giftig af bilos. SF's svar er: sats på kollektiv trafik, trængselsafgifter og energirigtige biler, f.eks. hybridbiler. Indtil da, må jeg bare sige: hold vejret eller tag maske på.

Den offentlige sektor

SF's projekt indebærer også en ny udenrigspolitik. Danmark skal prioritere udvikling og konfliktløsninger. For vi tror på menneskerettigheder, retfærdighed og demokrati - ikke på Foghs udenrigspolitiske dobbeltmoral. Vi skal ikke støtte USA's krigsdagsorden og kun deltage i militære aktioner, hvis der er brede flertal i Folketinget.

Det er projektet. SF's projekt er at skabe et samfund med mindre ulighed, med en mere velfungerende offentlig sektor, en ambitiøs klimapolitik og en ny udenrigspolitik. Derfor arbejder SF aktivt for at samle oppositionen om disse dagsordener. Til gavn for både Oliver og Frederik - og deres forældre.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Frej Klem Thomsen

At tilføre uddannelsessektoren og sundhedssektoren flere ressourcer, investere mere i grøn energi og gå fra en krigsførende til en fredelig udenrigspolitik er alt sammen gode ideer. Men noget politisk projekt bliver det ikke. Dertil er ideerne for spredte og pragmatiske. Hvad er det underliggende rationale, Søvndal? Et mere retfærdigt samfund? Javist - men hvad i alverden betyder det? For som floskel forstået er der vel ingen der er uenige (forestil jer højrefløjen agitere for "et mindre retfærdigt samfund").

Alt det væsentlige ligger i substansen bag ved de pæne ord. Men den får vi ikke på bordet. Der hvor man kan være enig eller uenig, f.eks. i hvordan "retfærdighed" skal forstås.

Derfor forbliver SFs nuværende politik, de gode ideer og intentioner til trods, banal. Der er ingen underliggende ide om hvilket samfundsideal man stræber mod - eller også er der og vi får det bare ikke at høre. Det er konservativt og småregulerende, uden en samlende vision. Det er ærgerligt, for som Aaen og Dragsted ganske rigtigt har påpeget, så er det ikke et politisk projekt som højrefløjen savner: http://www.information.dk/159524

John Fredsted

"SF's projekt er at skabe et samfund med mindre ulighed, med en mere velfungerende offentlig sektor, en ambitiøs klimapolitik og en ny udenrigspolitik."

Nemlig!

Karsten Aaen

Kære Villy

Jeg er så hamrende træt af venstrefløjen incl. SF tror at det er lykken for unge mennesker (udelukkende) at få en gymnasial uddannelse. Det ER det IKKE!! Ja, undskyld, at jeg råber, men dit indlæg skinner igennem af at du intet VED om hvordan de fleste uddannelser på Teknisk Skole er... i dag.

Jeg har, som før nævnt, været lærer i dansk, engelsk, samfundsfag og IT på en teknisk skole i nærheden af hvor jeg bor. Og det var en dejlig tid :) Eleverne var opmærksomme og gjorde som regel da hvad man sagde - hvis man vidste hvordan man skulle tage dem ;) - og det gjorde jeg. Det er korrekt, at der i dag er det der hedder (med)ansvar for egen læring. Og det er der jo bl.a. fordi det arbejdsmarked som eleverne kommer ud på er præget af dette. Derfor behøver man jo ikke at nedlægge den traditionelle undervisning...bare fordi læreren nu skal være coach eller facilitator eller hvilket nyt modeord man nu har fundet på.

Det ert mit indtryk, baseret på de 2 år, jeg var der, at eleverne synes at Tekniske Skole i dag er blevet for store og for u-overskuelige. Her tænker jeg især på størrelsen. Jeg ved ikke helt, hvorfor alt skal være stort i dag, men det skal det åbenbart? Og den Tekniske Skole jeg var på, var ganske enkelt ikke specielt nedslidt (nu var den selvfølgelig også næsten lige blevet renoveret mm). Jeg oplevede ingen lærerfri timer. Jeg oplevede at lærerne lavede et oplæg på måske en halv times tid. Og så gik eleverne ellers i gang med deres opgave(r). Og det kunne de godt. Som lærer gik jeg så rundt og hjalp dem, opmuntrede dem, og sparkede (mentalt) nogle andre elever i gang.

Sådan som jeg ser det har Danmark også i fremtiden brug for fagligt dytige håndværkere, unge mennesker som tør tage en erhvervs-uddannelse, og ikke er bange for at blive murere, tømrere, snedkere og smede. Mens vi taler om smede så er den matematik en smed skal bruge for at lave en stander-lampe fuldt på højde med matematikken i 3.G...