Læsetid: 4 min.

En sørgelig forening

Kristelig Fagbevægelse er et sørgeligt plagiat, der i praksis forsøger at forringe vilkårene for lønmodtagerne. Det skriver LO's næstformand , Lizette Risgaard, i et et svar til Kristelig Fagbevægelses landsformand, Søren Fibiger Olsen, der har foreslået, at konflikter løses ved voldgift
Det er et principielt demokratisk problem, at en konflikt, der afgøres ved en voldgift, fratager medlemmerne muligheden for at stemme om deres overenskomster. Her orienterer FOA-s formand, Dennis Kristensen i marts 2008 om overenskomstkravene og ikke mindst om den strejke, der lurede forude.

Det er et principielt demokratisk problem, at en konflikt, der afgøres ved en voldgift, fratager medlemmerne muligheden for at stemme om deres overenskomster. Her orienterer FOA-s formand, Dennis Kristensen i marts 2008 om overenskomstkravene og ikke mindst om den strejke, der lurede forude.

Jesper Kristensen

Debat
2. juli 2008

Kristelig Fagbevægelses landsformand forsøger tirsdag at sovse Informations læsere ind i en lang række vrangforestillinger om, hvordan overenskomstforhandlinger foregår. Baggrunden er den netop overståede konflikt på sundheds- og pædagogområdet.

I grove træk er landsformandens præmis, at alle danske fagforeninger er vilde med at strejke, mens de Kristelige står for dialog - og at strejker i øvrigt er gammeldags og burde afløses af voldgifter.

Søren Fibiger Olsen mener også, at de offentligt ansatte var mere interesseret i at få anerkendelse end penge, og at de offentligt ansatte ikke fik noget ud af at strejke.

Tja, hvor skal man begynde?

Alle overenskomstforhandlinger er baseret på dialog, dialog, dialog - og dialogen ender i langt de fleste tilfælde i en overenskomstaftale, uden konflikt. Langt hovedparten af alle overenskomster på det offentlige område, der netop er blevet fornyet, blev fornyet uden konflikt.

I den strejke på det offentlige område, der lige er afsluttet, har konfliktretten netop vist sin berettigelse. Uden strejkevåbnet som pression og mulig konsekvens ville arbejdstagerne ikke have haft en troværdig styrke i forhandlingerne med arbejdsgiverne.

Sådan er den virkelige verden, og her vil det kristelige budskab om frivillig voldgift komme uhjælpeligt til kort. En strejke er netop den ekstra svensknøgle i værktøjskassen, der tvinger parter med fundamentalt forskellige interesser sammen. Den svensknøgle har de kristelige ikke.

Voldgift dur ikke

En voldgift, hvor en dommer bestemmer, hvor meget lønmodtagerne skal have i løn, vil ikke blive accepteret af nogle af parterne. Ingen vil føle ejerskab til noget, som andre har besluttet. De kristeliges ide om en voldgift er derfor netop en enkeltbillet til de strejker, som foreningen påstår de kan forhindre.

Kristelig Fagbevægelse undervurderer også de kræfter i samfundet, der er på spil, når man indgår overenskomster. Hvis store grupper i samfundet vil have mere i løn og en borgerlig regering ikke vil anerkende, at der er behov for et lønløft, så nytter det jo ikke at have en enkelt dommer til at forsøge at træffe beslutninger på vegne af regeringen og 800.000 offentligt ansatte.

Det er jeg sikker på regeringen og de offentligt ansatte selv vil have lov til.

Samtidig er der det principielle demokratiske problem, at en voldgift fratager medlemmerne muligheden for at stemme om deres overenskomster. Det er ekstremt vigtigt, at dette demokratiske fundament for overenskomstforhandlingerne ikke fjernes.

Dertil kommer, at hvis en voldgift skal bestemme et overenskomstresultat, hvor kigger dommeren så hen, når parterne ikke kan blive enige? Naturligvis på de resultater, som den rigtige fagbevægelse allerede har op-nået!

De kristelige på baghjul

Det er muligt, at de kristelige i dag kan klare sig med voldgifter. I dag er det nemt for dem at lægge sig i baghjul på os andre og forlange de samme lønninger af arbejdsgiverne. Det er en gratis omgang. Sådan arbejder de kristelige. De har valgt - altid - at stille sig uden for processen og bare vente, til andre har skabt resultaterne. For det er det, der er tale om.

At Søren Fibiger Olsen mener, at de offentligt ansatte ikke er interesseret i at få højere løn, er vel det bedste eksempel på, at det ville være en katastrofe for de danske lønmodtagere, hvis de kristelige skulle forhandle overenskomster.

Vi så det i den konflikt, som LO's medlemsforbund, Frisørforbundet, havde med Kristelig Arbejdsgiverforening tidligere på året. Her forsøgte en række frisørkæder at komme ned på Kristelig Fagforenings overenskomst, hvor timelønnen var op til 30 kroner mindre, end den tilsvarende overenskomst med Frisørforbundet.

Hvis det kan tages som udtryk for, hvordan det kristelige system virker, så betyder det, at den gennemsnitlige lønmodtager skulle sende 20 procent af lønnen retur til arbejdsgiverne.

Jeg siger nej tak.

Det lange, seje træk

Det er også noget vrøvl, at konflikten ikke gav de strejkende flere penge, end de ellers ville have fået.

På kort sigt er gevinsten ved en overenskomstforhandling naturligvis mindre, hvis der har været brugt af strejkekassen, men for unge, som kommer ind på arbejdsmarkedet nu, vil gevinsten over et arbejdsliv være markant.

Det er på den måde, den rigtige fagbevægelse gennem et århundrede har skabt - enestående - resultater for medlemmerne. Hele tiden små skridt, fremad, fremad.

Kristelig Fagbevægelses landsformand har sympati for dem, der ikke fik deres børn passet og for dem, der fik deres operationer aflyst under konflikten.

Det har vi også i LO-fagbevægelsen.

Her skal man huske på, at det var et benhårdt slagsmål mellem finansministeren og fagforeningerne, og ikke mindst et ekstremt velfungerende nødberedskab, der gjorde, at konflikten overhovedet trak ud så længe.

Og huske på, at det blandt andet var frygten for konsekvenserne, der i længden fik konflikten løst.

Alt i alt er Kristelig Fagbevægelse et sørgeligt plagiat, som - under dække af pæne ord - i praksis forsøger at forringe vilkårene for lønmodtagerne. De burde ikke have lov til at kalde sig hverken en fagforening eller en fagbevægelse.

Lizette Risgaard er næstformand, LO

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

John Ford sagde engang:

"Hver gang jeg be'r om et par hænder ekstra, får jeg en person."

Det kostede at hive mennesker ud af landbrugsproduktionen og involvere dem i industriproduktionen, og den pris var kapitalisterne ikke til sinds at betale frivilligt. Der skulle nogle seje fagforeningsfolk og nogle målrettede strejker til før end vi kunne bryste os af at have skabt en "kapitalisme med et menneskeligt ansigt".

Kristlige fagforeninger har det ligesom vabler, de kommer først når arbejdet er gjort.

Rene ord for pengene. Tak for det!

Tom W. Petersen

Alt sat præcist på plads af Lizette Risgaard. Tak!
Desværre nødvendigt.
Hukommelsen er så kort, og den historiske viden så lille.