Til te med integrationsministeren

Jeg, en sommerbrun kvinde med hang til socialisme og rødvin, sidder her midt i ferielandet og fantaserer mig frem til år 2018, hvor jeg som journalist har et interview med den pakistanske integrationsminister Shahida Riaz. Vi mødes i hendes lejlighed, og hun byder mig velkommen og serverer krydret te i små kønne glas.

- Hvordan er dit forhold til Danmark?, indleder jeg med at spørge.

"Jeg har altid været glad for at bo i Danmark, når man lige ser bort fra de år, hvor Dansk Folkeparti havde indflydelse på indvandrings- og udlændingepolitikken - men det ligger jo heldigvis en del år tilbage," svarer hun og fortsætter, "én af de særlige ting ved Danmark er, at vi har så meget tillid til hinanden. Det giver en god sammenhængskraft. Det var den borgerlige regering lige ved at få ødelagt, men det lykkedes ikke for dem, heldigvis".

- Hvorfor gik du ind i politik?

"Som sagt var der en del ting, jeg var utilfreds med i Anders Foghs regeringstid. Og vi iværksatte da også flere ændringer, da vi kom med i regeringen i 2011. Lad mig begynde med den by, vi befinder os i nu, København. Borgerrepræsentationen var jo helt enige med regeringen i, at der skulle ændringer på bordet. For det første opdelte vi igen hovedstaden i 12 mindre bydele, således at hver enkelt borger kunne engagere sig lokalt med alt, hvad det indebar. Der blev valgt bydelsråd, og som noget nyt indførte vi, efter hollandsk model, ideen om bydelsbarometre. Dem kender alle jo i dag, og de fungerer efter hensigten. De er lette at kende, og de står synligt flere steder i hver bydel. Fok føler sig stolte over at bo i en bydel, der scorer højt på f.eks. miljø, integration eller renlighed. Mange hjælper hinanden med at samle papir op fra gaderne. Og der er gang i opslagstavlerne, hvor folk kan bytte tjenesteydelser, f.eks. babysitning til lektiehjælp. Et lille korps med repræsentanter fra de 12 bydele tager rundt og tildeler bydelene de eftertragtede points - eller trækker dem fra, hvis standarden er faldet."

De røde nummerplader

- Og hvad med miljøet?

" Jo, her kan vi tage bilerne med de røde nummerplader. Delebilerne. Jo flere sådanne biler og cykler, der er i en bydel, jo flere points får man. At bilerne også parkerer til nedsat pris på betalings p-pladser, gør det endnu mere attraktivt at tænke i miljøbaner. I øjeblikket ligger Valby bydel i top mht. miljø, dér er der flere cyklende trafikanter end bilkørende."

- Men indvandrings- og udlændingepolitikken er vel stadig dit hjertebarn?

"Jo, det er sandt nok. På dette område, altså i forhold til integration, ligger Ydre Nørrebro med Mjølnerparken helt i top. Og du husker vel, at det var her, jeg voksede op i 1980'erne? Beboerrådsformanden var i en årrække Mohammed Aslam, og han var en stor inspirationskilde for mig. Området profilerer sig i dag som en international bydel: De har topklasserestauranter med køkkener fra hele verden, og flere koncertsale, hvor internationale kunstnere altid optræder for fulde huse. Og på lokalt plan har de sat integration lig med interaktion. Dvs. at de har skabt optimale muligheder for fri og spontan interaktion i gadebilledet. Se bare på den store grillpark ved Lygten eller klatrevæggen i Mimersgade med de internationale mål, for ikke at glemme Nørrebroparken med de gratis fitnessredskaber. Man hører aldrig om raceuroligheder dér mere!"

- Hvad med den demografi-ske udfordring, som Dan-mark deler med resten af Europa. Altså det med, at antallet af ældre vokser i forhold til arbejdsstyrken?

"Allerede i begyndelsen af dette årtusinde stod det klart, at også Danmark havde brug for mere udenlandsk arbejdskraft, så da vi kom til magten, var noget af det første, vi gjorde, at ændre indvandrings- og udlændingepolitikken. Vi gjorde Danmark til et trygt sted at rejse til, ved at fjerne Dansk Folkepartis restriktioner for indrejse. Samtidig afskaffede vi med øjeblikkelig virkning de sproglige og kulturelle tests, der dengang lå til grund for bedømmelsen af, hvorvidt en nydansker kunne få statsborgerskab og dansk pas. Disse test var jo så svære, så selv en tredjedel af de lyshårede danskere ikke kunne klare dem! Alene den ændring betød, at flere immigranter valgte os som et muligt nyt fædreland.

Siden har vi indført mentorordninger for de nyankomne, for vi ved jo af erfaring, at danskerne kan virke lidt tillukkede over for fremmede. Men det er gradvist ved at ændre sig."

Jeg drikker min te, og glasset bliver hurtigt fyldt op igen. Jeg spørger:

- Var du på noget tidspunkt bange, da du rejste rundt i Pakistan forrige år?

"Nej," svarer Shahida, "min rejse var grundigt forberedt. Jeg oplevede ingen scener, der bare mindede om de flagafbrændinger, vi var vidne til i 2007. Men selvfølgelig er det også helt andre udenrigspolitiske signaler vi sender, efter at vi har brudt med den aggressive og krigsførende politik, der fulgte i kølvandet på Anders Foghs og Bush's intime boy scout-agtige venskab. Vi tror på dialog frem for krigstrusler, men vi sidder ikke kun og danskhygger os. Vi følger med i, hvad der sker ude i verden, ikke mindst i forholdet mellem visse afrikanske lande og Kina".

Zabada i Folketinget

Der høres larm fra gaden gennem det åbne vindue. Shahida kigger på sit ur, min tid er ved at løbe ud. Men jeg bliver nødt til lige at stille et sidste spørgsmål:

- Der er meget fokus for tiden på din kusine Zabada, der kom ind i Folketinget ved sidste valg. Har du en kommentar til det?

"Jo, Zabada er et kærligt menneske, der siger, at hun vil give Danmark tilbage til familierne. Allerførst vil hun forbedre forholdene for de ældre i samfundet. Hun har det lige som mange andre nydanskere, som ikke bryder sig om at se den sociale og menneskelige nød, man undertiden støder på. Hun har et forslag om at lave lokale mentorordninger for de ældre, så de kommer ud og oplever noget jævnligt. Og hun går også med planer om at gøre det økonomisk attraktivt at være aktiv i sin alderdom. Ældre, der starter nabohjælp, spisegrupper eller fælles indkøbsordninger, vil få et forhøjet tilskud til deres grundpensionsbeløb. Nu må vi se, hvor langt hun kommer med sine ideer. Men hun ved, hvad hun taler om, for hun har lige startet en gruppe op, hvor hendes egen 78-årige mor er med."

Jeg slukker diktafonen, stikker den i lommen og giver Shahida Riaz hånden til farvel. Hun griner og siger, at hun gerne vil læse artiklen, når den er trykt i avisen. Jeg lover at sende hende et eksemplar. Så nu har i bare at trykke den.

God sommer.