Det vågne liv

Hver ny arbejdsdag får forestillingen om, hvordan Mit Danmark bør se ud, virkelighed for mig. Ikke som en virkeliggjort verden, men som et troldspejl, der viser alt det uønskede og i bedste fald giver næring til drømme om, hvordan det kunne være. Men som regel er man bare for træt. Det ku´ være så godt, men nu ´det faktisk skidt!

Du skal ikke tale med kunderne, sagde min arbejdsgiver, postmesteren, til mig, da jeg nævnte, at tempoet på min arbejdsplads gik ud over kundekontakten og det gode arbejdsmiljø! Et kort øjeblik troede jeg, at jeg havde hørt forkert. Kunne man så usminket tillade sig at aflive drømmen om en menneskelig arbejdsplads i dagens Velfærdsdanmark, demokratiets og den fornuftige diskussions vugge? Jo, den var sgu god nok! Jeg havde ikke hørt forkert! Effektiviteten og overskuddet kunne tage skade ved overflødige samtaler, mente han!

Som dansk postbud er man underlagt tidens benhårde kapitalistiske krav: Stedse større bud-borde (sorteringsreoler), dårlig løn (ca. 18.000 om måneden), længere og længere ruter, tungere og tungere reklamer, som kun få alligevel gider læse. Et U-landsdanmark midt i velfærdsstaten. Og bestandigt nye arbejdsopgaver, som alle forventes udført inden kl. 14,27! Forbud mod at snakke for længe med kunderne, manglende tid til at tale med kollegerne og en fagforeningstilslutning på omkring 5 % af de ansatte!
I år har ledelsen i Post Danmark lanceret nye besparelser og opskruninger i tempoet. Alt sammen pakket ind som ”serviceforbedringer” og ”lettelser i arbejdsgangen”. Under det kække navn ”Ny Distribution” går man fra ca. 6.400 postruter til ca. 5.500 i Danmark og fjerner de sidste rester af Morten Korchs landpost-idyl. Postmængden daler, konkurrenterne haler ind og folk sms´er og e-mailer i stedet for at skrive, skriger den øverste ledelse, når de råber om ulven. Men de glemmer at nævne, at overskuddet var på rekordstore 892 mio. kr. i 2006, og at mængden af reklamer og omdelte aviser er næsten fordoblet fra 2002-2006!
Hvis den øverste ledelse kunne, tror jeg, at den ville flytte den danske postudbringning til nogle af de lande, der set med mine øjne virkeligt er ”af lave”, Kina, Indien, Burma, Langbortistan. Dér, hvor timelønnen er 4 kr., ferier totalt fraværende og arbejdstiden ubegrænset. Men da det ifølge sagens natur ikke kan lade sig gøre, importerer man i stedet svensk, irakisk og tysk arbejdskraft, presser citronen og kreerer et nysprog, der legitimerer, at den kapitalistiske temposkrue får endnu et vrid.

Mit Danmark? Ja, det er det jo også! Det er i hvert fald dér, hvor jeg og mine kollegaer tilbringer det meste af vort vågne liv – og helt sikkert lægger det meste af vore kræfter og energi. Og det er jo nu en gang arbejdet, der får bruttofaktorindkomsten til at stige og stige og dermed lægger et fundament under drømmene.

Men helt ærligt! Der er noget galt! Som de fleste danskere har jeg næsten ingen billeder fra mine arbejdspladser: fotos, dias, film… ingenting. Højst en enkelt sommerfest eller et jubilæum. Ellers er det sommerferierne, weekenderne, cykelturene, børnene, festerne, der optager pladsen i fotoalbummet og i min bevidsthed, når jeg tænker på Mit Danmark.

Inderst inde ved vi godt
Vores liv ku være
Tem’lig meget bedre end det er
Vi ved det godt

Inderst inde ved vi godt
Ligger der en glæde
Som vi bare bruger alt for lidt
Vi ved det godt

Det er lidt hårdt at måtte erkende, at det, jeg tænker på som Mit Danmark, ikke henter sine billeder og sin substans fra arbejdet, men fra dét, der ligger udover: Fritiden, festerne, de politiske programmer og taler – og måske allerstærkest, fra musikken, litteraturen og sangene. Alle disse vidunderlige tekster, der hæver forestillingen om idealsamfundet op på et højere, uforglemmeligt, fuldendt plan. Et plan, hvor solen altid stråler smukt – meget langt fra den daglige trædemølle. Meget langt fra burkaer, selvmordsbombere, Irak-krigen, pædofile, lykkepiller – og Post Danmark.

Mens jeg og kollegaerne sorterer post om morgenen, hører vi radio: P 3, Radio 100 FM, Voice… Masser af drømme om Danmark. Meget langt fra det opskruede tempo, de mange etager og fantasiløse parcelhuse. Ja, selv reklamerne, som jeg ellers hader, må jo siges at indeholde masser af drømme om mit Danmark.
Men frem for reklamer og P 3 prøver jeg, når jeg sorterer post, at mindes strofer af sange, der fortæller om det Danmark, som jeg elsker og savner. Brikker til det drømmesamfund, som ofte synes fjernere og fjernere i en verden af lave. Hvis kunsten og kulturen kunne diktere samfundets indretning, ville meget se anderledes ud!

Vi drømmer
Vi drømmer om et sted
Som er stort og smukt
Som bliver blankt når det bliver brugt
Hvor enhver er fri fordi
Vi er sammen indeni.

Jeg elsker simpelthen den sang. ”Drøm om et sted” af Holst, Würgler og Jensen. Ligesom de fleste sange, der prøver at skildre positive billeder, henfalder den godt nok til at blive meget lidt konkret og meget luftig. Jeg mener, hvordan ser et brugt og blankt sted egentlig ud? Er det nu også ubetinget positivt? Bud-bordet foran mig er også både blankt og brugt! Men sangen rummer i hvert fald forestillingen om det indre fællesskab, de fælles vilkår, gener og følelser, hvis erkendelse bevirker en højere forståelse, en følelse af at kunne overskue livet – en frihedsfornemmelse meget langt fra den liberalistiske frihed til at kunne købe og sælge hvad som helst.

Se et lys der brænder, se de åbne arme
Se hvor alle mennesker bliver venlige af varme
Se et fællesskab hvor ingen spør om alder
Og hvor alle siger ja, når nogen kalder.

Smukt! Og temmelig langt fra postmesterens formaning om ikke at snakke med kunderne! Og også temmelig langt fra virkeligheden, der ikke levner megen plads til ældre medarbejdere – og da slet ikke på postruterne!
Så hvad kan man overhovedet bruge sangene og digtene til, når de fleste af dem overhovedet ikke har noget med virkeligheden at gøre? Hvad kan man bruge Højskolesangbogen til i en verden, hvor arbejdet bliver mere og mere udmarvende, og hvor man først ser pindsvinene, når de er kørt over? Kan man for eksempel overhovedet bruge min yndlingslinje i Europavalsen til noget i dag:

Engang vil langsomme flyvere være hurtige nok! Det er unægtelig ikke helt trendy at sige sådan i dag, hvor hastighed og mammon forveksles med livskvalitet.

Forleden var jeg til en dejlig aften i PH-Cafeen i København, hvor den nye, fællesnordiske rød-grønne sangbog blev præsenteret. Sangbogen har fået titlen ”Ska nya röster sjunga” efter Mikael Wiehes sang af samme navn. Vi var måske hundrede mennesker fra Sverige og Danmark, der sammen sang og delte nogle af de smukkeste visioner om Mit Norden. De islandske og finske sange kendte jeg ikke, men ligesom de svenske, danske og norske rummede de såvel vrængbilledet og kritikken af dette som dets positive modsætninger. Det slog mig endnu en gang, hvor ens vore drømme er – om end oftest luftige og højtflyvende – og hvor langt, der er mellem drømmen og virkeligheden.
Så hvad er der galt? Hvorfor når drømmene ikke rigtigt ned på jorden? Hvorfor er der så langt mellem Drømmedanmark og Hverdagsdanmark? Og synger min øverste leder, om hvem man siger, at han er gammel kommunist, mon ikke mere med på de røde sange?

Jeg ville gerne med stolthed og optimisme kunne give en god verden videre til børn og børnebørn, Ligesom Mikael Wiehe skriver i sin sang:

Sångerne om frihet
Om rättvisa och fred
Sångerne om folket
Som aldrig kan slås ner
Sångerna om kärlek
Som aldrig kan förstummas
Ska nya röster sjunga
Ska nya röster sjunga.

For mig er spørgsmålet først og fremmest, hvordan vi får hentet drømmene ned på jorden og begynder at tage dem alvorligt og konkretisere dem. Ja, jeg vil have sangenes og drømmenes Danmark tilbage – også på arbejdspladserne! Først da, vil jeg kunne skrive under på, at Danmark også er MIT DANMARK.