Informations leder den 9. juli vidner ikke just om et imponerende kendskab til de kirkelige forhold. Hvilket der måske heller ikke er noget at sige til, hvis dagbladet Politiken er den eneste kilde! Men et par ting bør dog ikke stå uimodsagt.
Påstanden om, at folkekirkens udgifter eksploderer, er der så mange der har udtalt sig om, at det lader jeg ligge. Så opstilles i lederen følgende regnestykke samt efterfølgende 'syndsforladelse': "Vælger man ved indgangen til sin erhvervsløbebane at udmelde sig af kirken og sætte det sparede gebyr i værdipapirer, kan der på pensionstidspunktet være en ekstra million at forsøde sig med. Og skulle Gud virkelig være så smålig, at han ikke undte én det?". Nu er det altså ikke Gud, man betaler kirkeskat til! Han klarer sig uden, eftersom han jo ikke har bundet sig til et bestemt kirkesamfund. Men hvordan man når frem til millionen, gad jeg godt se. Jeg tror ikke, jeg betaler stort mere i kirkeskat om året, end et abonnement på Information koster!
Videre hedder det: "Flere og flere spørger sig selv om udbyttet af medlemskabet." Flere og flere? Flere end hvad, og i forhold til hvornår? At det er de færreste medlemmer, der går jævnligt i kirke, er der ikke noget nyt i, sådan har det altid været. Så siger lederen:
"Selv velvilligt indstillede kan ved en lejlighedsvis oplevelse af en kirkelig handling chokeres over, hvor uvedkommende den virker." Prøv engang at læse det udsagn langsomt. Det siger jo ingenting, for det kan man sige om alt. Lad os foretage en lakmusprøve: "Selv velvilligt indstillede læsere af dagbladet Information kan ved en lejlighedsvis oplevelse af en leder i bladet chokeres over, hvor uvedkommende den virker." Ikke sandt?
Så er der det med, at det til syvende og sidst er kirkeministeren, "der bestemmer troens rette indhold, salmebogens tekstvalg og de gyselige personalesagers udfald." Hvor har man dog det fra? 'Troens rette indhold', som enhver præst er forpligtet på, er ikke fastsat af nogen som helst kirkeminister, men findes i folkekirkens bekendelsesskrifter. Salmebogens tekstvalg skyldes en kommission på over 20 medlemmer, præster såvel som lægfolk.
Til sidst: At vi ikke fik den kirkeforfatning, som Grundlovens § 66 ganske rigtigt stiller i udsigt, skyldes ikke 'gammelkonservatives' ængstelse "ved følgerne af almindelig valgret blandt kirkens medlemmer". For en sådan almindelig valgret har eksisteret siden lov om menighedsråd i 1904! At vi så ikke har fået et sådant kirkeråd, skal jeg da være den sidste til at begræde. Her kan jeg fuldt ud tilslutte mig lederens ord: Oh fly, du forskrækkelige tanke!
SVAR: Lederens fremstillling af kirkeministerens almægtige stilling i forhold til folkekirken er en gengivelse af gældende dansk statsret, som den bl.a. er udtrykt i ombudsmand Gammeltoft-Hansens bidrag til Folketingets Festskrift ved grundlovens 150-årsdag. dr
Jens Kvist er sognepræst i Aabenraa
Jeg mener juristers generelle holdninger omkring forholdet mellem kirke og stat minder betænkeligt om imamers holdning omkring samme ifm. islam.
Jurister har kun eet sprog, nemlig det juridiske sprog hvor Grundtvigs grundsætning omkring 'døde bogstaver' og 'levende ord' er glemt til fordel for udelukkende døde bogstaver i juraen.
Jurister er fundamentalister pr. definition. Og det kan være udmærket når man taler jura, men ikke når man taler tro..
Derfor synes jeg David Rehlings svar, og i det hele taget dette at man ledsager et sagligt indlæg med en ukvalificeret og uciteret henvisning til et tilfældigt festskrift i anledning af 150 års jubilæet for grundloven, er en noget tvivlsom foreteelse.
Det er lidt billigt, med andre ord.
Og under alle omstændigheder latterligt hvis nogen skulle kunne vinde hævd på at påstå at kirkeministeren har nogen som helst trosmæssig autoritet.
Jeg henviser til den gentagne debat f.eks. i Information om evangelisk luthersk grundholdning, - nemlig at staten ikke kan eller skal blande sig i den enkeltes tro. Til gengæld har den enkelte pligt til at rette sig efter statens påbud.
Og kirkeforfatning, - tjahhh, der står at det ordnes 'ved lov'. Men det betyder vel ikke nødvendigvist een lov. Det kan vel betyde mange love, og altså at regeringen til enhver tid kan lovgive om folkekirkens praktiske forhold (altså fortsat ikke trosmæssig). Er der noget galt i det?
Personligt holder jeg på at folkekirken mere end nogen sinde skal fastholde sig selv på sit trosmæssige grundlag, dvs. den enkeltes frihed i trosmæssige forhold og på den trosmæssige uafhængighed af staten.
Folkekirken som en forening af praktiserende kristne skal holde staten oppe på at dette værdigrundlag fastholdes i grundloven i kraft af tilknytningen til det evangelisk lutherske trosgrundlag omkring forholdet mellem stat og kirke.
Hvis dette fjernes fra grundloven har vi ikke længere religionsfrihed.
Så får kirkeministeren autoritet i trosmæssige forhold. Han bliver til imam.
Kirkeministeren har afgjort ingen autoritet i trosmæssige forhold.
Det har derimod folketinget, der med hjemmel i grundlovens § 66 kan og bør definere alt vedr. folkekirken, ved lov. Dvs. at folketinget kan omformulere trosbekendelsen, dogmer og ritualer, hvis de ønskede. Præster eller biskopper har ingen formel magt. Når biskopper spørges om noget som helst, skyldes det høflighed. Biskoppers rolle er højst som rådgivere - formelt har de ingen magt, ud over den magt de kan udøve overfor de præster der sorterer under dem.
Det lyder altsammen meget fint, men faktum er, at der er i praksis ikke er trosfrihed i Trossamfundet.
Det ledelsesmæssige rod er absolut ikke til at overse. Jeg erindrer en absurd sag fra Århus, hvor en kirketjener blev smidt ud af folkekirken, fordi han offentlig var gået ud og havde erklæret, at han troede på reinkarnation. Det betød dog ikke, at han ikke fortsatte med at være kirketjener. Det er nemlig to forskellige instanser der bestemmer, hvem der skal ansættes i virksomheden Folkekirken og hvem, der må være medlem af det statsstyrede trossamfund Folkekirken. Det tog retsinstanserne 11 år! at afgøre sagen. Den ene domsinstans mente at kirkeministeren var i sin gode ret til at hælde ham ud, den anden - nemlig højesteret - mente, at det var kirkeministeren ikke.
Så når Ole E. Mikkelsen retorisk spørger: "Er der noget galt i det?" - er jeg overbevist om, at der er en del folkekirkemedlemmer og -ansatte, som vil give ham et klokkeklart JA! Moderne mennesker vil gerne vide, hvad de foreninger, som de melder sig ind i, står for. Så enkelt er det. Det har intet med fundamentalisme at gøre.
I artiklen hedder det:
"Selv velvilligt indstillede kan ved en lejlighedsvis oplevelse af en kirkelig handling chokeres over, hvor uvedkommende den virker." Prøv engang at læse det udsagn langsomt. Det siger jo ingenting, for det kan man sige om alt. Lad os foretage en lakmusprøve: "Selv velvilligt indstillede læsere af dagbladet Information kan ved en lejlighedsvis oplevelse af en leder i bladet chokeres over, hvor uvedkommende den virker."
Man kan jo tage en sammenligning med noget mere relevant end et privatejet dagblad, som staten ikke har økonomiske relationer til. For eksempel biblioteksvæsenet. For det første har biblioteksvæsenet over 90% af befolkningen som aktive brugere. For det andet laver bibliotekerne løbende undersøgelser af deres brugeres behov og tilfredshed. Der er altså en kollossal forskel på folkekirkens fredning, hvad den slags angår og så andre offentligt ejede virksomheder, organisationer, institutioner og "væsner". Hvis bibliotekerne havde et besøgstal, der svarer til kirkernes og samtidig undlod at holde sig a jour med, om brugerne og ikke-brugerne fandt bibliotekernes tilbud vedkommende og relevante, ville der lyde et ramaskrig. Det er udelukkende, fordi kirkerne nærmest betragtes som naturfænomener, der er vokset op af den danske muld, at de er fredede i klasse A. Hvis de blev sidestillet med andre offentlige tilbud, ville deres serviceniveau blive vurderet som ekstremt lavt.
Nej, det er faktisk ikke en sandhed med store og vidtstrakte modifikationer. Hvis du inkluderer alle offentligt ejede biblioteker - og samtidig inkluderer virtuelle besøg, så kommer du op over i hvert fald 80%. København kommunes biblioteker - og det er vel at mærke kun folkebibliotekerne, der inkluderes her - får besøg af 75 % af byens befolkning.
At kalde bibliotekerne for kamellort er helt grotesk! Og at gøre serviceniveau til et spørgsmål om penge, er en stor misforståelse. Det er altså ikke om folk synes, at biblioteket er dyrt nok, de bliver spurgt, når der laves brugerundersøgelser. Det er, om de oplever tilbuddene som brugbare. Spørg en almindelig dansker om de oplever folkekirkens tilbud om sjælesørgning som brugbart. Jeg tror desværre, at svaret vil vække sorg hos en del præster...
For det første er en meget stor del af de 75% forbundet med fysiske besøg, da de virtuelle besøg selvsagt ofte er bogbestillinger.
For det andet er det sådan set ligegyldigt, om det så var 25 %, der brugte bibliotekerene - det ændrer ikke på min centrale pointe og den er, at der er forsvindende få, der bruger folkekirkerne i sammenlinging. Du kan ellers tjekke masser af biblioteeksstatistikker rundt om på nettet - for folkebibliotekerne er nemlig i modsætning til folkekirkerne forpligtede på at være vedkommende for befolkningen - derfor laver de løbende undersøgelser af, om bibliotekerne bliver brugt, af hvem de bliver brugt, hvordan de bliver brugt og om brugerne er glade og tilfredse.
For det andet. Hvad dit spørgsmål angår, ja, så forpligter folkebibliotekerne sig ifølge loven på at give folk oplysning og oplevelser. Og ja - disse oplevelser og denne oplysning er forbundet med noget holdningsmæssigt. Man kan for eksempel høre foredrag eller læse dagblade eller teologiske skrifter på et bibliotek. At vi overhovedet har gratis offentlige biblioteker er desuden i sig selv udtryk for en grundholdning. Biblioteksloven kan du også finde på nettet.
For det tredie. Jeg har godtnok ikke hørt nogle steder, at det skulle være venstrefløjens ansvar at formidle en statsvirksomheds tilbud. Det, troede jeg, var statsvirksomhedens eget ansvar. Vi lever vist ikke i en diktaturstat, hvor politikerne samtidig med, at de sidder i folketinget, er direktører og marketingchefer, for statens og regionernes virksomheder. Det er vel heller ikke venstre- eller højrefløjens ansvar at formidle, om folkebibliotekernes tilbud er relevante for befolkningen eller at give denne befolkning en oplevelse af, at det som de kan finde på et bibliotek, er vedkommende. Det må bibliotekerne selv sørge for. Politikerne og befolkningen må så vurdere om de gør det godt nok. Lige så lidt er det politiske partiers opgave at skaffe læsere til Information eller Berlingske Tidende. Den opgave sidder dagbladene selv med.