Kommentar

Velfærdsstaten brænder sammen

Et betydeligt antal borgere har overskredet den maksimale grænseværdi for indestængt utilfredshed og selvutilstrækkelighed, et menneske kan rumme, før dets sociale natur degenerer
12. juli 2008

Danmark står over for et nyt fænomen, der truer med at erodere velfærdsstaten, og som samtidig er i gang med nulstille titusinder års evolutionær socialpsykologisk udvikling. Fænomenet er endnu relativt ubeskrevet, men samtidig meget tæt på at nå en kritisk masse, som vil føre til, at samfundet oplever en total ned-smeltning af de sociale strukturer og organiseringsformer.

Fænomenet - og dermed truslen - er den hidtil største grad af ophobet sammenbrændthed blandt danskerne. Den findes i næsten alle sociale lag, og den giver sig dagligt udtryk i vredesudbrud og tumultariske scener overalt i landet. Faktum er nemlig, at et betydeligt antal borgere har overskredet den maksimale grænseværdi for indestængt utilfredshed og selvutilstrækkelighed, et menneske kan rumme, før dets sociale natur degenerer.

Det står endnu uklart, om sammenbrændtheden smitter, eller om der er tale om en tilstand, der udelukkende er forårsaget af længere tids utilfredshed. Under alle omstændigheder kan tæt kontakt med de sammenbrændte ikke anbefales, og i det følgende vil typiske symptomer og risikoområder blive beskrevet.

Agression hos mænd

For mændenes vedkommende er det let at se, hvem der er ramt. Det giver sig udtryk i en overmåde aggressiv adfærd i trafikken som det mest iøjnefaldende. I søndags var jeg således vidne til, at en mand i midten af trediverne sønderbankede sin lysegrønne Opel Corsa i vrede over to fodgængere, der krydsede vejen for rødt. Tilstanden kan også ramme i begrænsede tidsrum og kan ofte spores hos mænd sent på eftermiddagen med sindssyg fart mod diverse dagsinstitutioner. At forsinke en sådan far ved ikke at holde sig tilstrækkeligt i den højre side af cykelstien medfører ofte en albue i nyrerne under den efterfølgende overhaling.

Sammenbrændtheden hos kvindernes kan ikke altid umiddelbart afsløres, men giver sig i første omgang udtryk i en eksplosiv mangel på humor, som på sigt vil kunne tære fundamentet i selv de mest velforankrede forhold. Derudover er der steder, hvor de ramte kvinder ikke kan skjule deres tilstand. Kommer man således til at springe over i køen til gyngerne på legepladsen, vil det uundgåeligt føre til verbale overfusninger og i visse tilfælde ligefrem korporligheder.

Fælles for begge køn gælder det dog, at tilstanden viser sig tydeligst i situationer, hvor tålmodighed og samarbejde med andre medmennesker er nødvendigt. Ved afstigning af især charterfly kan det således observeres, hvordan folk, når spænd sikkerhedsbæltet-skiltet slukkes, styrter op fra deres sæder for at komme først op at vente på gangen vel vidende, at deres kufferter ikke kommer hurtigere på bagagebåndet af den grund. Men sammenbrændtheden har overtaget fornuften, og instinkterne hersker. Og vé den, der kommer til at stå i vejen for dem! Det samme gør sig gældende i køer til dagligvarebutikker, hvor de sammenbrændte afslører sig selv ved højlydt sukken og stønnen, hvis kassedamen ikke udfører sit job med overmenneskelig hastighed. Desuden har fænomenet på det seneste resulteret i et stigende antal uværdige scener, når folk forsøger at komme først ind i bussen eller få tilraget sig et eksemplar af Alto vasen under et begrænset tilbud i Illum.

En succeskultur

Hvordan er det kommet så vidt? Modsat af hvad mange såkaldte liberale kommentatorer forsøger at bilde os ind, er Danmark på mange måder blevet en succeskultur, der sætter personlige bedrifter og udvikling højere end noget andet. Man kan således efterhånden ikke åbne avisen eller tænde for tv'et, uden at der er portrætartikler af folk, der har tjent millioner, inden de er fyldt tredive, produceret plader i London eller har løbet maraton gennem Sahara. Samtidig har 60 års konstant vækst i velstand og muligheder for den brede befolkning ført til et øget fokus på familien, et skifte i kønsrollerne, muligheden for at have fritid og i det hele taget en optagethed af 'det balancerede liv'. Derfor oversvømmes de samme blade, aviser og tv-udsendelser af historier om unge fotografer og kontorchefer, der har valgt at arbejde mindre for at få tid til deres interesse for orkideer eller deres børn, der i øvrigt går i hørkjoler og spiser hjemmebagte grovboller.

Svære krav

Den voldsomme - og faretruende - akkumulering af sammenbrændthed er opstået i forsøget på at honorere disse to eksplicitte og svært forenelige krav til et voksent liv. Dette er blevet styrket af, at kvinderne har fået karriere på (næsten) lige fod med mændene, og at mændene deltager aktivt i familielivet. Selvom disse ændringer har affødt meget godt, har de nemlig også medført, at mændene har konstant dårlig samvittighed, fordi de ikke arbejder nok, og kvinderne er ved at kvæles i bevidstheden om, at de ikke slår til som mødre.

Ingen ved, hvad der kan kurere tilstanden, og den virker ikke til at have toppet nogen steder endnu (selvom koncentrationerne på Østerbro er alarmerende høje). Hvad alle for tiden frygter, er at der i byområderne skal opstå social osmose mellem de forskellige kvarterer, og at fænomenet vil sprede sig yderligere til provinsen.

Perspektiverne er skræmmende, og mens vi alle kan betragte opløsningen af samfundets sociale lim, er løsningerne svære at få øje på, og politikerne er ikke meget bevendte. Dansk Folkeparti har gjort et hæderligt forsøg på at kanalisere sammenbrændtheden ud i en fælles modvilje mod alt, der falder uden for kolonihavehækkens hjemlige tryghed, men problemet er, at selv inden for hækken florerer fænomenet, hvilket utallige kolonihaveforeningsdiktatorer er mere end rigeligt bevis på. Venstres strategi med kampen mod alt, hvad der er løssluppent, kreativt og åndfuldt har holdt partiet ved magten i snart ti år, og Fogh har således levet af den negative energi blandt sine vælgere. I stedet for at dæmme op for fænomenet har taktikken snarere medført dets politiske institutionalisering. Helle Thorning er heller ikke kommet med bæredygtige alternativer, og man kunne endda få den mistanke, at hendes personlige kommunikationsstil faktisk er tilrettelagt med henblik på at tilfredsstille sammenbrændte vælgere til venstre for midten. På denne måde har dansk politik faktisk været en medvirkende årsag til det sociale mørke, der nu sænker sig over Danmark, og der må andre løsninger til.

Det er ikke denne forfatters gesjæft at opildne til revolution, men noget skal der gøres. Og det må komme nedefra. Hermed en opfordring til alle danskere om at drikke et ekstra glas vin i sommervarmen, tage den lidt med ro og i øvrigt stemme på Jørgen Leth som præsident for kongeriget!

Eske Vinther-Jensen, Redaktør (ansv.), RÆSON

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lennart Kampmann

Efter etableringen af en velfærdsstat, forventer ganske mange at problemer bliver løst, uden at den enkelte skal involveres.

Derfor er det utroligt frustrerende at sidde i kø, for staten burde da sikre at der aldrig opstår en kø. Det er ligeledes frustrerende at man ikke modtager evigt liv og en uovertruffen sundhedsbehandling.

Det er også frustrerende for den enkelte at se nogen overtræde reglerne, ved bl.a. at gå over for rødt, eller cykle imod retningen på cykelstien.

For nogle år siden var der en strømafbrydelse der satte trafiklysene ud af kraft en hel dag. Den første halve time var bilisterne i panik, men derefter begyndte de at give plads til hinanden og trafikken gled forbavsende let der hvor jeg befandt mig.

Måske er det bare lang tids tilværelse uden at skulle involvere sig i andre, der nu gør at det er så forbandet svært at acceptere at andre mennesker også skal have lidt plads.

Om Jørgen Leth skulle være en god præsident skal jeg ikke kunne sige noget om, men at tage lidt af farten i trafikken og at vente lidt på andre vil jo ikke skade.

Og mon ikke vi har velfærd nok?

med venlig hilsen
Lennart

Peter Jespersen

Vel VOK har gjort deres bedste for at vænne befolkningen til at det offentlige er en serviceudbyder. Næste trin i raketten er så at vænne folk til at benytte andre serviceudbydere istedet for den udhulede offentlige service (Flere og flere ressourcer benyttes til kontrol og administration, hvilket resulterer i at det offentlige sakker bagefter med deres egentlige opgave). Når det så er sket kan man rent financielt skære ned på det offentlige, da det kun er den fattige pøbel der nu er afhængig af det offentlige system og wupti rejsen fra velfærdsstat og til minimalstat er fuldført.

Den korte lunte der nævnes vil jeg mest af alt tilskrive den hastighedsforøgelse og den ensretning som samfundet har været udsat for det det sidste årti. Du ender med at blive en helvedes stresset tom skal - rodløst, stress, pres - højere, hurtigere, længere - for enhver pris, uden anden identitet end jobtitel og statussymboler - og så knækker elastikken i det lille hoved engang imellem.

"...Faktum er nemlig, at et betydeligt antal borgere har overskredet den maksimale grænseværdi for indestængt utilfredshed og selvutilstrækkelighed, et menneske kan rumme, før dets sociale natur degenerer..."

Hvor kommer disse frustrationer fra?

Lad os tage et kig på de valgløfter som mange er faldet for ved de sidste valg:

"Det er et centralt mål for regeringen at bevare og udvikle sammenhængskraften i samfundet ved at give muligheder og chancer i tilværelsen for alle.

De næste store opgaver bliver at sikre fortsat fornyelse og udvikling af kvaliteten i børnepasningen, i skolerne, i ældreplejen, på sygehusene." sagde AFR

...og Dansk folkeparti skævede til venstre i salen og lovede højere løn til plejepersonale..

Anders Fogh Rasmussen ville imødegå de overbelagte medicinske afdelinger ved at investere i nye sygehuse, "så patienterne kan få enestuer" sagde han.

Der er frit sygehusvalg, også til behandling på pritvathospitalerne - hvis pritvathospitalerne altså lige behandler din type lidelse.

Regeringen ville:

Fremme nye miljøteknologier.

Styrke forskningen i alternative energikilder.

"Regeringen ønsker en god balance mellem individuel og kollektiv transport."

Arbejde for ambitiøse fælles regler om nedbringelse af luftforurening.

"Vi har i fællesskab allerede vedtaget fælles rammer for beskyttelse af vand og natur. Nu er tiden kommet til at tage fat på luftforureningen", sagde Anders Fogh Rasmussen. (men Københavns bystyre får et "Nej" fra Christiansborg til bompenge og begrænsning af lastbiltrafik i byen.)

...og de konservative lovede lavere skatter

"DANMARK KAN KØBE HELE VERDEN - OVER TID"
(Finansminister Thor Pedersen)

Hvor lang tid er "TID"?

Lise Pedersen

Folk er jo frustrerede. Sjovt nok ikke så meget de fattige, som bliver flere og mere fattige i disse år, men middelklassen. Det er jo dem, der overfalder andre bilister i trafikken eller eksploderer af raseri i køen hos bageren søndag morgen.
Frustrationer opstår når virkeligheden ikke passer med det man tror. Politikerne har lovet velfærdssamfund og nærdemokrati og frihed for den enkelte. Det har vi troet på og stemt for, men virkeligheden er en helt anden: Nedskæringer og mindre frihed til den enkelte borger. På arbejdspladserne, offentlige og private, lokkes vi af "det fede job" og vi er omstillingsparate og tager arbejdet med hjem. Det er på mange arbejdspladser et bluffnummer, der blot giver os stress og ingen anerkendelse.

Esben Nybæk:
Måske er det bare sådan, at når man skal tjene sin egen løn + bære en skolelærer på sin ryg måned efter måned, samtidig med at det offentlige ikke virker - så taber man bare tålmodigheden.

Selvfølgelig virker det offentlige ikke. Regeringens plan er lykkedes, nemlig netop at svække det offentlige. Jeg er ingen klogeåge på det område, men hvis folk tror, det er lykken med minimalstaten, så tager de grueligt fejl. Det er blot et andet ekstrem, som i den grad kommer til at splitte vores før så fredelige samfund totalt ad.
Middelmådighed har også mange fordele! Alle kan være her på fredelig vis.
Lige nu jager folk alt andet end det, der kan give dem reel mæthedsfornemmelse, Pendulet svinger alt imens vi bedøvet fordummes af forbrugsliderlighed. Så vågn dog op og bliv voksen!! En misrøgtet jord kalder på din og min opmærksomhed!!

Per Jongberg

"Det er svært at skjule, at det går ufatteligt godt i Danmark", sagde han.

Et flertal af vælgere var enige med ham, da de valgte ham for tredie gang, de kunne sagtens se, at det gik ufatteligt godt.

Sov nu bare videre og søv på velfærdsfedtet i vågne stunder.

John Fredsted

Tak til Eske Vinther-Jensen for at bringe dette emne på bane.

Tilstanden skyldes, at vi som borgere i stadig stigende grad - og med god grund - er ved at miste tilliden til hinanden. I et samfund og en verdensorden, hvor selvrealiseringens frisatte grådighed er stadig mere fremherskende, føler vi os - ganske naturligt - stadig mere truede af hinanden.

John Fredsted

@Esben Nybæk: Du har naturligvis ret i, at problemet er selvforstærkende, når man påtænker den - ganske fornuftige - psykologiske mekanisme det er, at et menneske, der føler sig truet, som oftest vil forsøge at gardere sig materielt og økonomisk.

Men jeg er ikke enig med dig i, at problemet (grundlæggende) er, at nogen vil have, at andre - dvs. det offentlige - skal betale, i hvert fald ikke hvis du med "betale" alene hentyder til penge. For problemet er langt alvorligere: Den moderne selvrealisering - som det, med stadig færre hæmninger, at forbruge sine omgivelser - truer med at ødelægge livsgrundlaget for os alle sammen - og hvad er prisen (i penge) for et livsgrundlag? Prisen for et truet (eller manglende) livsgrundlag er krig.

Da regulering nedefra - det vil sige med udgangspunkt i den enkelte borger - tiltagende synes udelukket, så er der kun regulering oppefra som mulighed. Men heller ikke her, naturligvis, er der særligt meget håb at finde i et demokrati, hvor borgerne vælger regeringer, der undlader at belemre dem med det, de ikke ønsker: At begrænse sig.

Esben Nybæk:

Hvem er det, der vil realisere sig selv på det offentliges regning??
Hvad har du tænkt dig at gøre ved de mennesker, der vitterligt ikke kan klare sig selv ex. grundet sygdom m.m. ??
Hvem skal undervise dine børn, når du ikke vil betale for en lærer??
Færdigheder er vigtige, men prøv du at undervise bare en uge i en skole med socialt belastede børn . Du vil finde ud af, at langt de fleste lærere gør et fremragende stykke arbejde udi det muliges kunst. Dygtige børn bliver ikke hæmmet i en normal dansk folkeskole ..tværtom.
fagligheden skal hæves ja, men det vigtigste er dælme, at vores børn bliver harmoniske med Selvværdet iorden, så skal de sq nok få lært det, de har behov for i deres liv! !

Esben Nybæk:
(Indvandrene hjælper os altså ikke i dette kapløb. De trækker os ned)

Hvilket kapløb snakker du om? Kapløbet om at få flere fladskærme og firehjulstrækkere og dyre ferier???
Hvilke beviser har du for, at indvandrere trækker os ned? Mange af dem knokler derudad i dårligt betalte jobs, du ikke ville røre med en ildtang, men som sørger for, at du får din avis om morgenen etc...Desuden må du bevise, at de ikke bidrager i kapløbet, for det er da noget af en påstand.
Jeg er stærkt irriteret over, at flertallet herhjemme vælger den amerikanske model: større, hurtigere, rigere. Den er hul , tom og egocentrisk og har ingen dyb tilfredsstillelse.

Hans Perstrup

Stress og sammenbrændthed

De rådende politikere med deres ensretning og kontrol har bestemt ikke haft en heldig hånd med hensyn til vores samfunds udvikling de sidste årtier.

Men for virkelig at få en forståelse af den mere og mere udbredte stress og sammenbrændthed er vi nok nødt til at grave nogle spadestik dybere ned til nogle områder, der er hellige og fredet af det store flertal nemlig musikken.

Hvis man forstår musikkens store påvirkning på godt og ondt, så vil man også vide at dennes indvirkning ikke bør ignoreres, når man skal vurdere strømningerne i samfundet, da ingen kan sige sig fri for at ligge under for musikkens indflydelse på sindet, som så igen udmønter sig til holdninger og moral for slet ikke at sige påvirkning af vores åndelige habitus.

Desværre har ingen hverken mod eller lyst til at anskue musikken ud fra disse vigtige forudsætninger, at musikken i høj grad styrer vores liv og det til trods for at der findes kvalificerede undersøgelser, der bekræfter dette forhold til fulde.

Derfor er vi nødt til at tage det vigtige forhold i betragtning, at vi nu snart i et halvt århundrede har været underlagt den rytmiske musiks synkoperede rytmer i et omfang, der ikke tidligere er oplevet i vores civilisation. Disse rytmer dunker løs i en uendelighed, så de hverken giver krop, sind eller sjæl lejlighed til at falde til ro og slappe af og tilmed hamrer de bevidstheden ned til lavere områder, hvor den ikke har nogen gavn af at befinde sig.

Det triste er, at de fleste er faldet for denne inciterende musik uden at have det kritiske øre med og de er af medierne blevet lokket til at tro, at der her var tale om verdens ottende vidunder, der ville give dem den frihed, de søgte efter og så har den i stedet for givet dem en ubehagelig spændetrøje, således at de uafvidende er blevet ofre for stress og udbrændthed samt med denne farlige musiks følgesvende i form af rusmidler.

Men hvem tør gøre op med denne afgud, der har besat vores liv på en så effektiv måde, at vi er blevet dens ofre og hvem tør sige til sin sidemand, at der vist er noget her vi er nødt til at se nærmere på? Formodentlig ingen og dette vil fremgå af de reaktioner, der nu kommer på dette indlæg.

Med venlig hilsen Hans Perstrup

Heinrich R. Jørgensen

Hans Perstrup:
"Formodentlig ingen og dette vil fremgå af de reaktioner, der nu kommer på dette indlæg."

Jeg ville nødigt have undværet Charlie Parker, Thelonius Monk, Miles Davis, Iggy Pop, Velvet Underground, David Byrne, Peter Gabriel, Pink Floyd, Rammstein, Tïesto og hundredevis (hvis ikke ligefrem tusindevis?) af andre personer og ensembler, der de seneste 50 år har beriget mange med deres nyskabende musik.

Jeg kender personer, der oplever visse former for rytmisk musik for stressende. Det tror jeg har meget at gøre med, at de ikke har gjort en indsats for at forstå og værdsætte den pågældende musik, og derfor synes den er rent ud sagt støj.

Gennem årtier er vi blevet tudet ørerne fulde med, at den truslen mod velfærdsstaten skulle være pensionisterne! Den slags 'ekspert udtaleser' tror jeg ikke på. Når en EU, med topmavernes klub, kan jeg kun se truslen ved masseindvandring fra ulandene. Men det fatter de selvfede idioter intet af, andet end at skabe mere konflikter og mere agression i befolkningen.

Heinrich R

Hvad angår musiksmag er vi enige. Men du mangler bandene fra label 4AD , jeg har lyttet til de sidste to årtier :-)

Heinrich R. Jørgensen

Janus H, der mangler 100-vis af musikere og musikgrupper, som hver og en har betyder noget, og givet utrolige oplevelser. 4AD selskabet har jeg dog aldrig fået dyrket - beklager. Umiddelbart erindrer jeg kun This Mortal Coil, bl.a. This Will End in Tears, men det er bestemt også en af all-time favoritterne...

Jens Thorning

Det er ikke musikkens skyld, selv om den musik, der reelt høres, og som sendes ud i det offentlige rum fra BMW'erne og 7-11 butikkerne jo overhovedet ikke er musik, men tale, den såkaldte "rap", og elektronisk frembragt lyd, hvor man næsten ikke kan tale om egentlige toner endsige toneart - med en uhørlig, sub-liminal bas under det hele (formentlig indlagt underbevidste budskaber som "Køb, køb. køb" eller "Følg din købetrang" og "Du har jo forjent det".

Skylden er udelukkende Fogh-regeringens, som har skruet tiden tilbage til 1950'erne og har bildt folk ind, at fremtiden er lys og lovende, forureningen og klima-forandringerne eksisterer ikke, Danmark kan leve som isoleret lykkeligt overforbrugssamfund midt i en mere seriøs verden, energipriserne vil falde på grund af liberaliseringen og jo rigere, vi bliver, jo rigere bliver alle andre, sociale problemer eksisterer ikke eller klares med uhyrlige straffe.

Nu opdager folk, at de er blevet holdt for nar, og i stedet for at kanalisere frustrationerne over i adækvat politisk handlen - noget de er helt ude af stand til at forstå, at man kan tillade sig - lader de det gå ud over nærmeste trafikant eller uniformeret embedsmand.

Jens Thorning

Jeg har intet imod mellemøstlig musik, som er kompliceret og inciterende rytmisk, selv om den også kommer ud af BMW'erne - og jeg holder personligt meget af lydsporet til "Teenager Melodie" a.k.a. "Conny und Peter machen Musik".

Hans Perstrup

Der er ikke tale om at kunne lide musikken eller ej, men om dens indvirkning på menneskene og samfundet:

Viden om musikkens store indflydelse er i virkeligheden en gammel og meget betydningsfuld visdom, som er glemt og derfor ikke længere anvendes i bedømmelse af musikkens natur og karakter i vore dage, hvorfor vi er forfaldet til den helt forkerte opfattelse, at musik er et spørgsmål om smag, som vi så anvender som vurderingsgrundlag i vores bedømmelse af musikkens betydning for os og vores verden.

Men da musik er et meget kraftfuldt fænomen, så bør vi i realiteten anvende andre kriterier, der vil sætte os i stand til at opnå indsigt i om den musik vi lytter til er til gavn eller skade for os og det skal vi gøre af den simple grund, at vi ikke umiddelbart kan føle eller skelne mellem hvad der er god og dårlig musik i henseende til dens påvirkning. Vi er med andre ord nødt til at finde ud af hvilken musik, der styrker vores harmonier i krop og sind og hvilken musik, der går imod disse harmonier og derfor virker skadelige.

Hal A. Lingerman, musikterapeut skriver i sin bog 'The Healing Energies of Music' :

'Undersøgelser har vist, at visse former for musik der bliver lyttet til om og om igen, har den virkning, at den tømmer ens energisystem og skaber forvirring i tænkeevnen, desorienterer følelserne og vender op og ned på værdisystemerne. Det er også set, at det at lytte til for mange disharmoniske lyde udvirker en følelsesløshed i kroppen og en forstyrrelse mellem de to hjernehalvdele, der synes at forårsage at reaktioner og opfattelser 'skifter' fra den ene hjernehalvdel til den anden. Denne proces synes ofte at svække personens sensitivitet på en måde, der fremkalder irritation, forhøjer ens intolerance overfor stress og frygt og meget ofte fører til asocial, vanedannende opførsel. Den tunge beat og basvibration forårsager også, at energien i personen fokuserer på og overbebyrder de nederste energicentre. Denne overvægt af stærke rytmer kan stimulere fysisk vold, raseri og/eller seksuel afhængighed, såvel som andre fysiske udskejelser og uorden, så som misbrug af narkotika og alkohol.'

Allan Bloom, der er professor i politisk filosofi og som har undervist på en lang række universiteter, forholdt sig allerede i slutningen af firserne i sin kendte bog "The Closing of the American Mind" meget kritisk til tidens musik, idet han blandt andet skriver:
"Men rockmusikken har kun et budskab, en barbarisk seksuel appel. Den handler hverken om eros eller kærlighed, men simpelthen om ren, rå sex. Rockmusikken kaster sig over børns første spæde sensualitet, kæler for den og støtter den, ikke som en spæd plante, men som den ægte vare, det hele drejer sig om. På et sølvfad serverer rocken alt det for børnene, som forældre før i tiden sagde, de skulle vente med, til de blev voksne."
Og længere fremme: "Den uafbrudte lytten til rockmusik er virkeligheden, ikke kun for en bestemt klasse eller bestemte børn. Man behøver blot at spørge førsteårsstuderende, hvilken slags musik de hører, hvor meget og hvad det betyder for dem for at indse, at fænomenet hærger overalt. Det begynder før puberteten og fortsætter hele studietiden. Rock er ungdomskulturen og der findes intet alternativ. Noget af styrken ved denne kultur skyldes, at den lyder så højt. Den gør enhver samtale umulig. Mange venskaber må derfor undvære samtalen, som Aristoteles mente, var selve kernen i et venskab og det eneste sikre, fælles ståsted. Når det gælder rock, drejer det sig om en tro på, at man føler det samme, om kropskontakt og fremgryntede formularer, der menes at indeholde så megen uudtalt dybsindighed, at der er basis nok for et fællesskab. Det betyder ikke at man er forhindret i at leve et almindeligt liv, gå i skole og lave lektier. Men alt, hvad der findes af indre liv, styres af musikken."
Hertil siger Allan Bloom: "Det er både forbløffende og uacceptabelt. Alligevel bliver det knap nok bemærket, man har vænnet sig til det. Men det er helt ude af historiske proportioner, at et samfunds bedste ungdom og bedste energier bruges på denne måde. Fremtidige civilisationer vil finde det lige så uforståeligt, som vi finder kastesystemet, heksebrændinger, haremer, kannibalisme og gladiatorkampe. Men et samfunds galskab er nok sjældent synlig for samfundet selv."

Så mon der ikke er et problem her?

Med venlig hilsen Hans Perstrup

Jens Thorning

Sindssygehospitalerne er overfyldt med unge mennesker, der tror, de er John Lennon og David Bowie, tidl. var de mest Elvis Presley - ingen tør gøre noget ved problemet, fordi rockmusik kan kontrollere de unges forbrug og dermed skabe profit og sikre politisk stabilitet (stabilitet = manglende politisk interesse i befolkningen). USA's præsidenter (verdens herskere) bruger rockmusik i deres kampagner, det startede med Clinton og Fleetwood Mac's "Dont Stop (thinkin' about tomorrow)" og nu er det gået helt over gevind: Bob Dylan og Bruce Springsteen citeres ustandselig uden at man selv har spurgt dem, hvad de egentligt synes. De opdagede også i Sovjet-Unionen og DDR, at det er lige meget, om der høres rockmusik eller haves langt hår, bare det kan kontrolleres.

Jens Thorning

Jeg erkender, at velfærdsstatens sammenbrud er gledet noget i baggrunden med ovenstående digression, så jeg holder inde ...

Søren Rehhoff

Esben Nybæk skrev:

"Hvis ikke I snart sænker skatten og får styr på jeres quality of service, så er jeg smuttet."

Det er okay Esben, bare sig til hvis vi skal komme og hjælpe dig med at pakke. Og "don't let the door hit your ass on the way out" som man siger.

Søren Rehhoff

"'Undersøgelser har vist, at visse former for musik der bliver lyttet til om og om igen, har den virkning, at den tømmer ens energisystem og skaber forvirring i tænkeevnen, desorienterer følelserne og vender op og ned på værdisystemerne. Det er også set, at det at lytte til for mange disharmoniske lyde udvirker en følelsesløshed i kroppen og en forstyrrelse mellem de to hjernehalvdele, der synes at forårsage at reaktioner og opfattelser 'skifter' fra den ene hjernehalvdel til den anden."

Der er da ikke noget grundlæggende galt med den "sunde kropslighed "som rock eller rytmisk musik repræsenterer. Klassisk musik har jo også sine egne faldgruber. Det ender nogen gange med at være så sublimeret, at det gør folk til følelelsemæssige invalider, bare se film som "Døden I Venedig" eller "La Pianiste af Michael Haneke. Desuden er der ikke meget disharmoni over meget rytmisk musik, det er som regel så harmonisk ukompliceret, at selv små børn kan være med. Der er jo også en masse klassisk musik, hvor man dyrker det atonale.
Når det så er sagt så snakker man jo om "the loudness war" indenfor rockmusik i de her år. Det har længe været et gammelt trick, at musikken af kommercielle hensyn skulle mixes så højt som muligt for, at overdøve andre eventuelle konkurrenter. Selv garvede rockproducere er begyndt at blive bekymrede, fordi det grundlæggende ødelægger nogle af nuancerne i musikken. Men det er sådan set ikke noget der bare gælder for musik. Det gælder mediebilledet i det hele taget at, alt gøres så højt eller tydeligt som muligt i et forsøg på, at overdøve konkurrenterne og det påvirker da givet folks aggresionsniveau. Bortset fra det så tror jeg, at John Fredsted og Anony Mouse har ret i mange af deres iagttagelser om hvad det er der påvirker aggressionsniveauet i samfundet.

Søren Rehhoff

Esben Nybæk skrev:

"Jeg oplever ikke at der tidligere har været hjulpet med noget, så jeg tror ikke på at i kan hjælpe. Besvarer det dit spørgmål? Altså; jeg gider ikke betale til blødende inkompetence i det offentlige."

Okay, det var bare et inkompetent tilbud om hjælp. Men rejs dog endelig hvis det er sådan du har det, så må vi jo se om vi kan klare os uden dig.

M Christensen

Hvor er det synd, at et så interessant emne, skal behandles så overfladisk og fordomsfuldt af Eske Vinther-Jensen.

Det er lige før man må spørge, om ikke EVJ selv er ramt af udbrændthed. For er sur brokkeri ikke også et kendetegn for udbrændthed. Mangel på indlevelsesevne ligeså, osv.

EVJ peger ellers rigtigt nok på et samfundsproblem. Udbrændthed er et eksponentielt stigende problem. Og det er ikke kun et samfundsproblem, det er en katastrofe for den enkelte. Flere og flere bliver så syge af bl.a. udbrændthed og medfølgende depressioner, at de bliver varige invalide. Det betyder rent faktisk, at de ganske enkelt mister evnen til at arbejde. Ikke pga. af sure opstødt. Men pga. manglende koncentrationsevne, manglende hukommelse, manglende energi, træthed osv. Et problem, der jo ikke kun har betydning for om de kan være arbejdsproduktive. Nej, hele hjemmet vil være berørt heraf. Den manglende energi kan sætte sig i tykke lag støv på vægge og gulv. Invalidepensioneringerne udgør enorme udgifter og sætter ikke kun pres under samfundsøkonomien, men også under hele pensionsbranchen.

Et problem, som EVJ arrogant reducerer til sin egen personlige irritation over nogle personers aggressive adfærd, når han selv skal frem. Magen til selvtilstrækkelighed må man da sandelig lede længe efter.

Problemstillingen er ellers også delvis aktuelt i presseomtalen for tiden. Hvor man hører at hver 3. danskere går til psykolog. Nu er det ikke alene et udtryk for udbrændthed, men denne årsag er givet vis omfattende. 40 % af kvinder, 20 % af mænd! Der er altså et klart overtal af kvinder. Også her affejes problemet med, at det er danskernes overambitiøse mål. Sjovt nok, at flertallet så er kvinder!

Måske skulle man have en mere seriøs fokus på, hvad der går galt, når så mange danskere bryder sammen. Hvornår begynder samfundet at tage sin del af ansvaret, frem for at individualiserer problemet. Ofte ligger problemet på arbejdsforholdene. Hvad med at kigge dem efter i sømmene. Kræves der for meget? Eller er arbejdsklimaet betændt? Er der noget der kan gøres her? Måske lige frem stilles krav til arbejdsgiverne om bedre forhold?

Og hvis det er i hjemmet, det brænder på, jamen, så må man opstille realistiske tilbud om hjælp - og ikke med en urealistisk timepris på 300 kr. for almindelig rengøring. Længere åbningstider i instituationer, så moderen ikke skal hænge i en snor for at det inden lukketid.

Der er mange muligheder, for at gøre forholdene bedre. Der skal blot politisk vilje til. Foreløbig fejes der fejt ind under gulvtæppet med en individualisering af fænomenet.

Lone Wienberg Hansen

Kraftkundskaben 0 visualiserer selvtilliden. gemytligt og formidabelt. skal jeg i teatret i aften. Forholde og utopier dribler modus. brandpunkt sakraliserende 0 diagrams. henrullende og lidenhed 0 til trods. Lysseer bestiks til omstilling. Kombattanter i skakt reager. milits baserende grundlag i den grad. kolorit i påklædning. Genfinder afsløringer i holistisk appel og kildeangivelse. segment af afsnit. Overser jeg ganske svulstigt fiktion og pseudoreligiøs. Eklatante populært i misbrug.

Heinrich R. Jørgensen

Ganske enig, KP J.

Dog galdt Søren Rehhoff kommentar ikke Eskes mulige udvandring, men Esben Nybæks erklærede ønske om at forlade andedammen...

Tak for en morsom, velskrevet og tankevækkende artikel.

Det er et velkendt paradoks, at velfærdsstaten opstod som et resultat af folkelige sociale bevægelser ( fagforeninger, brugsforeninger, etc.), men i sit senere forløb har ført til en stigende grad af individualisme. Det er i virkeligheden ikke et paradoks for når folk står under en stor paraply, er det nemmere for dem at skændes. Man ser det også på et højere niveau. Skotlands "hjemmestyre" er muliggjort af integrationen i EU.

Efter krigen var den traditionelle arbejderbevægelse skeptiske da cand. polit.`erne i socialdemokratiet sagde at ordet "pligt" i de gamle røde flag ("gør din pligt, kræv din ret") var forældet. Cand. polit.`erne fik ret, men det var bl.a. fordi arbejdsstyrken, skattetrykket og gælden voksede i efetrkrigsperioden. Disse forudsætninger holder ikke meget længere og derfor står vi ved et vendepunkt.

Thomas Bolding Hansen

Livet i dag er på mange måder blevet meget komplekst, kravene på arbejdet er blevet mere omfattende, udover specifikke færdigheder, forventes der i stigende grad hybridfunktionalitet og en lang periode med stort udvalg har ledt til skærpede krav til ansøgere som går ind i det personlige sjæleliv: Fleksibel, omstillingsparat, engageret, kompetent, ansvarsbevidst, positiv, serviceminded, samarbejdsvillig, ambitiøs, initiativrig, resultatorienteret, visionær.

Ikke nok med at listen over krav bliver længere og længere, de indholdsfyldes også konstant med bredere betydning og tyngde.

Men samfundet er jo meget anderledes i dag, end for 20 år siden. Det er ikke så let at kede sig, med 30+ kanaler og internet, telefoni omkostninger relativt i bund, der ryger vel meget tid i sorte huller på den konto.

Desuden stiller den enkelte også større krav til sig selv, spændende mad, mere aktiv fritid, sport osv. Vel også til hvor meget man skal stille op for sine børn.

I øvrigt er dem som arbejder over 37 timer om ugen vokset med 280000 siden 1995.

Jeg ved ikke musik, det virkede også en gang stressende på mig med Techno og rap og jazz, i dag nyder jeg alle former for musik. Det er vel mest noget med ens indstilling, men det er hele jo i sidste ende.

Man kan godt skabe diagnostisk afstand til alt man laver, tage den med ro og stadig nå det hele.