Kronik

Er Venus ved at vågne?

Frankrig har indtaget EU's formandsstol med et stærkt sikkerhedspolitisk Europa som topprioritet. Med tilnærmelsen til NATO vil Frankrig efter alt at dømme få europæisk støtte til at styrke EU's militære rolle - men prisen kan blive et Europa i flere hastigheder
Med det franske EU-formandskab skal der efter den franske præsident Nicolas Zarkozys mening sættes skub i planerne om at udvikle Europas militære samarbejde.

Med det franske EU-formandskab skal der efter den franske præsident Nicolas Zarkozys mening sættes skub i planerne om at udvikle Europas militære samarbejde.

ERIC FEFERBERG

21. juli 2008

Den amerikanske politolog Robert Kagan fremsatte i 2003 den provokatoriske påstand, "at amerikanerne er fra Mars, men europæerne fra Venus", og mente hermed, at hvor amerikanerne tror på militær styrke som politisk instrument, så skyr europæerne militær magtanvendelse i enhver henseende og foretrækker at leve i en drømmeverden, hvor de forestiller sig, at alle internationale konflikter kan løses med overtalelse og diplomati.

Som den mest ambitiøse europæer på forsvarsområdet forsøger Frankrig imidlertid at gøre påstandene om Europas evige afmagt til skamme. Det franske formandskab vil nu sætte skub i EU-forsvaret ved at styrke EU's kapaciteter til international krisestyring og helst også oprette et permanent europæisk hovedkvarter, der kan sikre EU en selvstændig militær rolle.

Det er ikke kun den meget omtalte Middelhavsunion, der kommer til at dominere dagsordenen for EU's formandsland med dets energiske præsident Nicolas Sarkozy i spidsen. Linjen er lagt for drøftelser om styrkelsen af EU's militære samarbejde, efter at Frankrig har offentliggjort en ny hvidbog om udenrigs- og sikkerhedspolitik, der ikke tilfældigt er blevet fremlagt lige op til det franske formandskab.

De franske planer har vundet en vis genklang blandt de europæiske ledere i en situation, der er præget af uvished om EU's traktatmæssige fremtid, og i Danmark har Anders Fogh Rasmussen bemærket, at man på baggrund af den franske hvidbog ikke kan udelukke en folkeafstemning om det danske forsvarsforbehold, eftersom den europæiske forsvarsdimension nu begynder at blive "rigtig interessant".

Det franske udspil går i grove træk ud på at opgradere EU's militære udrykningsstyrker, der i det globale perspektiv endnu kun ligner et spinkelt forsøg på at give EU en selvstændig militær rolle. Som det ser ud i dag, er der en klar skillelinje mellem de tungere operationer, som bliver gennemført i NATO-regi (Afghanistan), og de lettere militærmissioner, som EU er i stand til at varetage (Balkan, Afrika).

Frankrig ønsker, at EU skal sættes i stand til at gennemføre to-tre fredsskabende eller fredsbevarende operationer samtidigt i et bredt spektrum af konflikter. Dermed er der også lagt op til, at europæiske styrker kan udbrede sit fokus til de mere krævende operationer. Opgraderingen af EU's reaktionsstyrker kræver ikke blot en forøgelse af antallet af soldater under EU's flag, men også at styrkerne bliver uafhængige, således at EU selv kan tage ansvar for den strategiske planlægning af og styring med operationerne.

Militært hovedkvarter

Kimen til hele debatten om EU-forsvaret ligger i spørgsmålet om uafhængighed eller ej. Fra fransk side beklages det, at EU enten må forlade sig på NATO-strukturer eller på bidrag fra et af de store lande for at kunne håndtere den strategiske planlægning i krisestyringsoperationer. EU's største militære forhindring hedder fundamental mangel på koordinering. Skal EU udvikle slagkraftige styrker, kræver det en omfattende harmonisering af krisestyringskapaciteterne og en udvikling af et fælles forsvarsmateriel.

EU har i dag opnået visse fremskridt inden for fælles forsvarsprojekter og har til formålet oprettet Det Europæiske Forsvarsagentur. Blandt succeserne tæller navnlig det militære Airbus-transportfly (A400M), der er udviklet til at afløse den amerikanske Hercules-model til hurtig indsættelse af europæiske tropper. Dermed øges EU's reaktionsevne over for potentielle eller aktuelle konflikter i verden.

I forhold til det endnu uudnyttede potentiale, der for de europæiske stater kan ligge i de militære stordriftsfordele, åbner Frankrig op for mere vidtgående samarbejder. Det vil for de fleste europæiske lande da også være relativt ukontroversielt at samarbejde om industriprojekter og fælles kommandoveje, så længe det indgår som led i styrkelsen af rollen som international konfliktløser.

Det er derimod planerne om at etablere et permanent militært EU-hovedkvarter i Bruxelles, der skiller vandene i EU. Frankrig kan her vente sig betydelig modstand fra især Storbritannien: London insisterer fortsat på, EU skal tilpasse sig inden for rammerne af den transatlantiske alliance og ikke duplikere NATO, som allerede råder over et fyldestgørende hovedkvarter. EU skal derfor kun komplettere NATO med mere specifikke militærmissioner. Med britiske briller handler EU-forsvaret om at revitalisere den transatlantiske alliance, der i dag lider under, at USA bærer langt den største militære arbejdsbyrde. Men for briterne bliver EU-forsvaret aldrig et mål i sig selv.

Forsvarspolitisk dilemma

Frankrig står her i det dilemma, at det på det forsvarspolitiske felt ikke kan forlade sig på det traditionelt tætte samarbejde med Tyskland som europæisk motor for integration af den grund, at tyskerne råder over meget begrænsede militære kapaciteter og (endnu) ikke har foretaget den radikale omstilling til professionelle reaktionsstyrker. Derfor kan den fransk-tyske akse ikke alene udgøre grundpillen i et effektivt europæisk forsvar af den type, som Frankrig ønsker. Faktum er, at der ikke bliver noget EU-forsvar uden Storbritanniens aktive deltagelse. Og Frankrig bliver under formandskabet nødt til at acceptere de hegnspæle, som briterne sætter for et udvidet forsvarssamarbejde.

Ironisk nok kan Frankrigs vigtigste skridt mod styrkelsen af EU-forsvaret måske i virkeligheden vise sig at være Sarkozys bebudede genintegrering i NATO. Siden Charles de Gaulle i 1966 valgte at trække Frankrig ud af NATO's integrerede kommandostruktur, har Frankrig lidt under et negativt omdømme som halvhjertet medlem af det nordatlantiske sikkerhedsfællesskab. Af samme årsag er den franske promovering af et Forsvarseuropa ofte blevet tolket som et forsøg på at løsrive EU fra NATO og dermed skabe konkurrere til USA.

Sarkozy har lovet fransk tilnærmelse til NATO til gengæld for at konsolidere EU's sikkerhedspolitiske rolle. Gennemføres reintegrationen som ventet til næste år, vil Frankrig atter blive fuldbyrdet medlem af NATO. På sigt vil det øge de europæiske partneres tiltro til, at EU-forsvaret er i den fælles interesse, og at de franske initiativer er relevante for at leve op til forventningerne om, at Europa omsider vågner fra sit kaganske Venus-univers.

På NATO-topmødet i Bukarest i april kvitterede Bush således med en accept af en stærk europæisk forsvarsdimension, hvilket er udtryk for et amerikansk holdningsskifte bort fra den traditionelt udprægede skepsis over for al tale om et EU-forsvar. Det er sådanne skridt, der afgørende kan overbevise Storbritannien (og andre USA-orienterede lande) om EU's selvstændige sikkerhedsværdi.

Det irske nej er en foreløbig kæp i hjulet for det franske formandskab. Lissabon-traktaten indeholder en række innovationer på det sikkerhedspolitiske område, der nu er udskudt på ubestemt tid. Her tæller ikke kun den fælles EU-udenrigsminister, men også indførelsen af de såkaldte 'strukturerede' samarbejder, der tillader lande at indgå særligt forpligtende aftaler på det forsvarspolitiske område. Lissabon-traktaten er derfor udtryk for, at EU-forsvaret må bygges op omkring en kerne af ambitiøse lande, der kan fungere som integrationsmotor for hele unionen.

Det vigtigste argument mod den slags samarbejder er, at det skaber et Europa i flere hastigheder, som ekskluderer de mindre stater, der ikke besidder de materielle kapaciteter til at matche de store. Men for de store lande er Irland dog blot endnu et eksempel på, hvorfor EU ikke kan være tjent med, at ét land kan starte en proces, der bremser eller i værste fald blokerer for alle andre. Det er her ikke kun Frankrig, der vil være fristet af muligheden for et EU i flere hastigheder. Vendes blikket mod Danmark, er det særlige danske forsvarsforbehold allerede et faktisk udtryk for et Europa i flere hastigheder, fordi Danmark konsekvent opfordrer resten af medlemslandene til at fortsætte samarbejdet uagtet dansk ikke-deltagelse. Ideen om en europæisk pionergruppe på forsvarsområdet er med andre ord slet ikke utænkelig, hvis den politiske vilje er til stede blandt de store lande (Frankrig, Tyskland, Storbritannien), og det politiske dødvande efter det irske nej vedbliver. Det franske formandskab kan således blive en prøve for den svære balancegang mellem ønsket om europæisk enhed på den ene side og det stigende behov for et effektivt EU-forsvar på den anden.

Henrik Boesen Lindbo Larsen er fuldmægtig og cand.scient.pol med speciale i Frankrigs rolle i europæisk sikkerheds- og forsvarspolitik

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu