Læsetid: 4 min.

Afrika - fremskridt og vanvittige konflikter

Mange steder i Afrika går det fremad, om end ujævnt og med enorme vanskeligheder på vejen. Senest betyder den eksplosive stigning i fødevarepriserne risiko for hungersnød hos de allerfattigste og uhåndterlig social uro
Debat
7. august 2008
Somalia har i 17 år været en nærmest ikke-eksisterende stat - hærget af kampe mellem stridende klaner. Det er på tide, at det internationale samfund påtager sig ansvar - og det kræver sammenhold i FN-systemet.

Somalia har i 17 år været en nærmest ikke-eksisterende stat - hærget af kampe mellem stridende klaner. Det er på tide, at det internationale samfund påtager sig ansvar - og det kræver sammenhold i FN-systemet.

Vi i den rige verden har en meget akut forpligtelse til at levere fødevarehjælp og til aktivt at bidrage til at kvæle de spekulanter, der driver madpriserne i vejret. Der er en stigende erkendelse i Europa af, at det kræver opbremsning for brugen af fødevarer til biobrændsel. Det kan vi simpelthen ikke tillade os lige nu, hvor millioner i den fattige del af verden risikerer at dø af sult, fordi de ikke har penge til et dagligt måltid.

Mange lande i Afrika var ellers i god udvikling: Der er fungerende demokrati flere og flere steder, økonomien udvikler sig, og konflikterdæmpes ned. Det gælder f.eks. for Liberia og Sierra Leone, hvor grusomhederne florerede for få år siden på grund skruppelløse militsers jagt på diamanter og andre rigdomme. Der er forsoning i gang også i Elfenbenskysten. Der har endda har været afholdt valg i det vældige, udpinte DR Congo, hvor borgerkrig og jagt på rigdomme har kostet millioner af menneskeliv de seneste årtier. Valget har dog langt fra standset kampene alle vegne i dette vældige land. Mange mennesker lider stadig, og der er brug for bistand og konfliktløsning fra verdenssamfundet.

Dette gælder alle vegne: De spinkle fremskridts holdbarhed er dybt afhængige af at vi i den rige verden ikke svigter de tidligere konfliktcentre i den vigtige fase, hvor freden skal stabiliseres gennem klare velfærdsforbedringer for den fattige befolkning.

Tre eksempler

Også Danmark må yde mere i de lande, hvor konflikterne har hærget og risikoen for fiasko er større end hos mere stabile lande, der traditionelt har fået dansk u-landsbistand.

Udfordringerne er endnu større, hvor hele stater er faldet sammen og konflikter stadig hærger i lys lue.

Tre eksempler trænger sig på - Sudan, Somalia og Zimbabwe.

Sudans leder understøtter fortsat den barbariske krigsførelse mod den sorte befolkning i Darfurprovinsen, som har kostet hundredtusinder livet.

Vanvittig misforvaltning

Og det er fortvivlende, at verdenssamfundet ikke kan komme på plads med en mere effektiv, fredsbevarende styrke, der kan beskytte befolkningen mod de statsstøttede angribere. Samtidig trues den spinkle forsoning mellem Nord og Syd i Sudan hele tiden med sammenbrud og risiko for genopblussen af en anden ekstremt blodig konflikt.

Somalia har i 17 år været en nærmest ikke-eksisterende stat - hærget af kampe mellem stridende klaner. Det nærmeste man har været på fred var, da de såkaldte islamistiske domstole tog magten i hovedstaden Mogadishu. Men de blev fejet til side af en eksilregering, støttet direkte af de forhadte etiopiske naboer og bagfra bakket op af USA, der så de islamistiske domstole som en ny modstander i 'krigen mod terror'. Man kan ikke afvise, at der i domstolene var ekstremistiske elementer, men der var også folk af god vilje. Og resultatet af den etiopisk-amerikanske intervention er, at en halv million flere mennesker er fordrevet fra deres hjem. Anarkiet er genindtrådt. Og en sultkatastrofe er overhængende. Det er i øvrigt også tilfældet i Etiopien, hvor alt for mange millioner altid lever lige omkring sultedøden og meget lidt skal til for at skubbe dem ud i den.

Zimbabwe er den tredje store, aktuelle katastrofe i Afrika. Tidligere et rigt afrikansk land. Nu en fattiggård. Få steder i verden har en regering misforvaltet så vanvittigt, at en god økonomi er udslettet, levealderen for befolkningen forkortet med mange år, og millioner af indbyggere er flygtet til nabolandene. Vi har alle fulgt farcen om Robert Mugabe, der tabte valget, men terroriserede sig til genvalg i anden omgang. Og vi spørger utålmodigt, hvorfor den store nabo Sydafrika ikke kan stoppe den gale mand.

Omverdenens rolle

Svaret både i Sudan, Somalia og Zimbabwe er, at det nærmest umuligt at få en fredsbevarende styrke ind, hvis der ikke er lokale parter, som kan tale sammen og skabe en fred, som vi - verden udenfor - kan hjælpe med at bevare. Få lande vil ofre soldater på at træde ind midt i en borgerkrig for at prøve at standse den. Derfor er omverdenens rolle først og fremmest at få de kæmpende parter til et forhandlingsbord - med en formidabel kombination af pres og gulerod.

Forudsætningen for at omverdenen kan spille denne rolle er sammenhold i FN-systemet. Meget rigtigt har været sagt om nødvendigheden af at få Sudans store handelspartner Kina med til at lægge pres på regeringen for at stoppe overgrebene i Darfur. Og Kina ser efter alt for megen tøven ud til at være på vej til at tage et medansvar for at løse konflikten. Endnu med deltagelse i FN-styrken. I Somalia er det en åbenbar forudsætning for fred, at USA og Etiopien viser vilje til at tale med de mere moderate islamister om en samlingsregering. Den eksilregering man har bragt ind, har simpelt hen ikke folkelig legitimitet nok.

I Zimbabwe er det nærliggende blot at vedtage sanktioner og afvente Mugabes endelige kollaps. Men her som andre steder skal verden uden for Afrika være varsom med at påtvinge afrikanerne en løsningsmodel, de ikke tror på. Og det er Sydafrika, der skal trække det store læs, når en løsning skal findes i Zimbabwe. Og sydafrikanerne er overbeviste om, at en slags samlingsregering i en overgangsperiode er nødvendig for at undgå, at katastrofen går fra utåleligt kollaps til uoverskuelig borgerkrig: Deres analyse er, at selv det efterhånden kun er et mindretal, der støtter Mugabe, så er det et overraskende stort mindretal, der - bakket op af militær og politi - nægter at se et direkte magtskifte i øjnene. Omvendt erkender de, at en sådan forsoning næppe mulig, medmindre der sker store udskiftninger i ledelsen af Mugabes parti.

I forhold til alle tre konflikter skal vi i Vesten først og fremmest berede os på at levere et stort bidrag til at stabilisere freden fra dag ét, hvor parterne accepterer at stoppe konflikten.

Mogens Lykketoft er udenrigsordfører (S)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her