Kommentar

Et andet slags liv

Verden er ikke farlig på grund af dem, som forvolder skade, men på grund af dem, som blot ser til uden at gøre noget ved det. Her er historien om palæstinenseren Mohammed Omer
23. august 2008

Midt i min sommerferie ved en dejlig dansk strand ringer telefonen fra Paris. En kontakt fortæller mig, at en fælles ven fra Gaza er blevet indlagt på hospital efter en traumatiserende oplevelse ved Allenby-broen mellem Jordan og Vestbredden. Der var ikke videre detaljer, så jeg skrev straks en mail til min ven for at få besked om, hvad der var hændt, men hørte først fra ham sidste søndag. Nu kan jeg fortælle hans historie, som desværre ikke er særlig ualmindelig.

Jeg har aldrig mødt Mohammed Omer i fysisk forstand, men været i mail og telefonkontakt med den 24-årige journalist og fotograf mange gange i det seneste år, hvor han har været en af de få kilder i det nærmest hermetisk lukkede Gaza.

Prisværdig hjemmeside

Med hjemmesiden www.rafahtoday.org har Mohammed Omer udført et utrolig modigt og vigtigt arbejde for at dokumentere alle sider af livet i Gaza og specielt Rafah på grænsen til Egypten. Han har også hjulpet tilrejsende journalister med deres reportager.

Mohammeds egen baggrund er grum, men almindelig på de kanter. I 2003 blev hans hjem i Rafah ødelagt af israelske bulldozere. Samme år blev hans 17-årige bror skudt af israelske soldater, da han var på vej hjem fra skole. Mohammeds far har siddet 11 år i israelske fængsler. Allerede som 17-årig tog han med fare for eget liv sine første billeder af bulldozerne og de sidste fem år har han ud over sin hjemmeside betjent en række udenlandske aviser og magasiner, som er interesseret i at gå bag om de daglige nyheder, de telegrammer, som meget sjældent fortæller hvad det er for en hverdag, palæstinenserne oplever under besættelsen.

Verdens største fængsel

I forsommeren blev Mohammed tildelt den fornemme Martha Gellhorn Pris for sine reportager, "der gennem kendsgerninger modarbejder officiel propaganda". Israel ville ikke give ham tilladelse til at rejse til London for at modtage den og først efter intervention fra en hollandsk parlamentarisk og den kendte britisk journalist, John Pilger, lykkedes det ham at komme ud fra verdens største åbne fængsel. Ud over prismodtagelsen i London besøgte Mohammed Sverige, Holland, Frankrig og Grækenland for at fortælle om forholdene i Gaza. Desværre lykkedes det ikke at få ham til Danmark.

Tvang og mareridt

Det har selvfølgelig været en torn i øjet for de israelske myndigheder, at den unge, troværdige journalist på sit glimrende engelsk satte ord på lidelserne i Gaza. Det er derfor heller ikke overraskende, at han fik en varm modtagelse, da han sidst i juni prøvede at komme hjem igen via Allenby-broen. En bil fra den hollandske ambassade ventede forgæves på den anden side for at bringe ham sikkert til Gaza.

Mohammed fortæller, at det israelske politi straks begyndte at spørge til, hvor han gemte prispengene, og hvorfor han overhovedet ville tilbage til Gaza i stedet for at blive i Paris. Hvorfor fortrækker du at lide nød? Mohammed svarede, at hans opgave var at dokumentere nøden og lidelserne, og derfor ville han hjem igen. Sikkerhedsfolkene tvang ham derpå til at tage al tøjet af, mens de forhørte ham ledsaget af slag og spark gennem fire timer. På et tidspunkt besvimede han i sit opkast og blev slæbt gennem terminalen til en palæstinensisk ambulance, som bragte ham til hospitalet i Jericho. Derfra sørgede den hollandske ambassade for at få ham videre til Gaza. Efter et par dage blev han totalt traumatiseret indlagt på European Hospital i Gaza.

Ud over de fysiske sår - som blandt andet ifølge Mohammeds oplysninger omfatter en ødelagt nerve, som kan gøre det umuligt for Mohammed at få børn, og som kræver en operation - er der ingen tvivl om, at de psykiske skader er meget alvorlige:

"Jeg har mareridt. På grund af ydmygelsen. De gjorde grin med mig efter at de havde tvunget mig til at strippe. Måske er det særlig svært for mig, fordi jeg kender de basale menneskerettigheder, og fordi jeg vidste, at de kun gjorde det, fordi jeg er palæstinenser."

Brutalt virkelighedstjek

Man kan tydelig sætte sig ind i denne emotionelle reaktion. Efter i flere uger udlandet at være blevet behandlet som et menneske med rettigheder står han pludselig midt i den magtesløshed og mareridtsagtige tilstand af ydmygelse, som er den palæstinensiske hverdag, og som får så mange unge palæstinensere til at bruge andre våben end pennens.

Det brutale virkelighedstjek bliver svært at bearbejde for den unge palæstinensiske journalist. Men heldigvis er Mohammed i gang igen. Og typisk for ham vil han hellere tale om hvor mange andre journalister og fotografer, som det er gået endnu værre. Som har mistet liv og lemmer, mens de gjorde deres journalistiske arbejde.

Lukker ører og øjne

Intet kan stoppe Mohammed Omer. For det er ikke uden grund, at dette Albert Einstein citat afslutter alle hans mails:

"Verden er ikke farlig på grund af dem, som forvolder skade, men på grund af dem, som blot ser til uden at gøre noget ved det."

Der er mange europæiske og amerikanske politikere, som må føle sig truffet af disse ord, når de hører om besætternes konsekvente krænkelse af de besattes rettigheder. Men jeg er bange for, at de for længste har valgt at lukke ørerne for pinslerne i et liv, som ligger så langt fra vores.

Jørgen Flindt Pedersen er journalist

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ret så væsentligt er det jo at der er nogen der viderebringer disse informationer, for at man overhovedet kan reagere, - og at journalister og medier er ivrige og professionelle for at sikre nyhedsmængden.

Som regel skal man ud og søge globalt når det drejer sig om Palæstina/Israel konflikten, - og når man så fínder noget skal man til at sortere det ret så grundigt for modsatrettede oplysninger og beskyldninger. Dvs. at som læser er jeg mindst lige så aktiv som en skribent for at holde mig nogenlunde a'jour.

Nu fandt jeg heldigvis dit debatindlæg her, takket være at jeg søgte på nyheder fra Gaza, da jeg ved midnat fik en besked om at de 2 skibe der er på vej til Gaza, fra organisationen "Free Gaza", har fået saboteret deres elektronik.
Disse mennesker, fredelige menneskerettighedsforkæmpere fra 17 nationer, har brug for offentlighedens bevågenhed og opbakning nu!

Mohamed Omer har min opbakning!

Endnu engang føler man denne fortvivlende afmagt - og får et glimt af forståelse af, at nogle kan føle, at terrorismen er det eneste mulige våben.

Travis Malmzon

Efter min ringe mening har brugen af terror i virkeligheden været en katastrofe for Palæstina.
Det føles sikkert godt at slå nogle civile israelere ihjel, men ender med at blive et propagandamæssigt selvmål af dimentioner, og fører iøvrigt også til en opløsning af moralen, hvilket jo kan iagttages i palæstinensisk politik.

'Sjovt' nok kan en tilsvarende opløsning af moralen iagttages på israelsk side.
Hvilket jo skyldes at de anvender og forsvarer tilsvarende metoder.

Travis Malmzon

Jeg taler nu heller ikke om at nogen begyndte, ligesom jeg afviser at konflikten er et nulsumsspil, forstået på den måde at terror/brud på folkeretten på nogen måde skulle kunne ophæve hinanden.

Efter min mening står vi med en konflikt, hvor ingen af parterne har udvist en adfærd, som kan vinde min sympati.

Dette betyder naturligvis ikke at jeg ikke har sympati og medfølelse med de mennesker på begge sider, som denne ulykkelige konflikt går ud over.

Det er jo i dette tlfælde ikke et spørgsmål om sympati med "parter", men om vrede over klare overgreb mod en navngiven person - samt en viden om, at den slags overgreb er dagligdag for palæstinensere.

Det er sandt og forfærdeligt, at israelere må leve i frygt for terror. Men i modsætning til palæstinenserne kan de det meste af tiden føre et normalt liv uden evig risiko for tæv, ydmygelser, vilkårlig indespærring, buldozing af deres hjem, fordi en enkelt beboer i samme hus MÅSKE har kendt en terrorist, indskrænkninger i deres bevægelsesfrihed, mangel på fødevarer, forhindring af regelmæssig skolegang, timelange køer ved utallige kontrolsteder - jo, ved nærmere eftertanke synes jeg egentlig ikke, det er svært at føle mere sympati for den ene "part" end den anden - vel vidende, at en stor mængde israelere er lige så utilfredse med regimets overgreb, som jeg er.

Og så lever jeg gerne med, at fanatiske Israel-apologeter som den ofte læserbrevsskrivende Geoffrey Cain kalder mig antisemit.

Lennart Kampmann

Måske ville konflikten i mellemøsten have godt af en ny Gandhi. Ikke-vold er en indlysende vej frem, selv Tom Clancy blev inspireret af tanken ;)

Med venlig hilsen
Lennart

Vilhelm von Håndbold

Palæstinenserne har anvendt ikkevoldelige metoder i årevis, men at stå passiv overfor massakre, uddrivelse og annektering er ikke noget vi kan forvente af rationelle mennesker. Meget flot med et foreslag om Ghandi, men jeg synes vi bør have ydmygheden og anstændigheden til at udpege de reelle ofre i dagens region. Trods modstridende beretninger findes der du kun én dokumentarisk optegnelse og den er hverken kontroversiel eller betydeligt omstridt. Det er den faktuelle historie vi bør forholde os til og ikke uddybe os i en latterlig forestilling om, at begge stater har udøvet 'moralsk ækvivalente' grusomheder og så derfor er ingen eller begge skyldige i underminering af implementeringen af den internationale konsensus; navnlig tostatsløsningen, FN resolution 242. Det er selvfølgelig en forkert forestilling og det er ret let at demonstrere! Forestil Jer, at en historiker eller politisk kommentator hævdede, at indianernes opposition, til euroamerikansk overgreb var skyldt, antikristendom, fundamentalistisk shamanisme eller antieuroisme. Vi ville naturligvis forkaste en sådan forestilling; for vi ved, at indianernes opposition, omend ekstrem, var legitim og skyldtes frygten for territorial forflyttelse og fordrivelse. Når det kommer til Israel-Palæstina konflikten, så er folk helt ude af stand til at tænke deres vej ud af en papirpose, fordi de er så indoktrinerede af falske forudsætninger, som en seriøs observant refleksivt ville gøre til genstand for rationel eftertanke, almen fornuft.

Peter Oldgaard, læg nu ikke folk ord i munden.
Det er jo sådan set grundlæggende synd for folk som er blevet 'onde'. Det bliver man jo når man er blevet ødelagt af lidelse, hvilket Israel/Palæstina er et fint eksempel på.
For Israelernes vedkommende ser det ud til at de, som det desværre ofte sker for mennesker, lader palæstinenserne betale for ting som overgik dem selv før de kom til Israel, f.eks. i Tyskland. Tyskernes rolle opstod jo så af depressionen og Versailles traktatens umenneskelige betingelser... som igen opstod af en masse unge menneskers meningsløse død i et absurd univers af mudderhuller....
Og sådan kunne man fortsætte. Lidelse ødelægger folk og folkegrupper indvendig, og gør dem 'onde'. Sådanne ødelagte folk skal naturligvis lære at der er konsekvens for det de foretager sig - imidlertid tror jeg sjældent det opnåes ved at påføre dem mere lidelse.
Der var jo her i Danmark for nylig en sag om en knægt med en forfærdelig opvækst, som havde tævet en lærer ihjel og tilmed pralet deraf.
Det ordnede vores samfund så på vanlig tumpet vis med at spærre knægten inde i fængsel så han kan lære endnu mere om ondskab.
Det er ganske vist nødvendigt at afholde sådan en såret sjæl fra at forvolde mere ondt - men knægten er jo ødelagt indvendig! Han skulle jo have været spærret inde til mental behandling og forsøg på at lappe på skaderne. Ikke til endelig og komplet knusning af hans sjæl.
I Israels tilfælde tror jeg at de har større fysisk, økonomisk og politisk magt til at stoppe den onde cirkel end palæstinenserne. Derfor er det dem jeg synes man burde forlange lidt mere af, hvor uretfærdigt det end kan virke.
Men som det tidligere er blevet nævnt her på debatten, mange Israelere bifalder jo bestemt heller ikke deres eget styres fremfærd, lige så lidt som jeg bifalder dommen over den stakkels tossede knægt, eller den danske deltagelse i angrebskrigene i Irak og Afghanistan.