Læsetid: 2 min.

Copenhagen Prides inkluderende alternativ

I kampen for et inkluderende samfund må vi selv gå forrest og vise, at det kan realiseres
Debat
22. august 2008

"Tiden er skredet, så jeg maler lige to mulige scenarier for jer. A: I overrækker priserne, siger tak, fedt, ikke mere og hurtigt ud. Eller B: Vi tager prisoverrækkelsen ud af programmet."

Vi ser fra den hektiske scenemanager til de papirer, vi har i hænderne i anledning af dagens Prideshow - uden dem er der ikke megen pointe i at kåre 'Årets Laks', 'Årets Politiker' og 'Årets Regnbueperson'. Uden dem har vi kun blomsterbuketter og ordløse tandpastasmil til erstatning for et af dagens få marginalt politiske indslag. Et øjeblik, mens vi vælger mellem pest og kolera, forstår vi, hvorfor en del af det danske LGBT-miljø (Lesbian, Gay, Bisexual and Transgender, red.) boykotter Priden. Men kun et øjeblik, inden vi beslutter os for scenarium C: At blive trods alt og stjæle så meget offentlig taletid, som vi overhovedet kan komme til.

Et tredje alternativ

De to foreslåede scenarier opsummerer den diskussion af årets Pride, der har fundet sted i og uden for medierne.

Fortalerne for scenarium A er her dem, der under sloganet "vi fejrer, fordi vi kan" glæder sig over, hvor godt seksuelle minoriteter har det i Danmark. Et fint grundlag for en folkelig og fælles fest, der dog risikerer at ende i en alt andet end visionær fejring af status quo.

Det påpeger fortalerne for scenarium B, herunder gruppen KLAM, som holdt et alternativt arrangement i Ørstedsparken med henvisning til, at Copenhagen Pride er blevet kommercialiseret og apolitisk. Det må man, ifølge scenarium B, tage konsekvensen af ved at boykotte Priden totalt.

I stedet for de to alternativer - gå ind for Priden, som den er, eller desertér - foreslår vi et tredje: En slagkraftig, officiel Pride, der på én gang er festlig og visionær i kraft af at kunne favne alle fraktioner af det danske LGBT-miljø.

Forene fest og politik

At splitte begivenheden op i to sender et uheldigt signal. Hvis vi ikke kan håndtere intern forskellighed i vores minoritetsmiljø, hvordan kan vi så kræve det af resten af Danmark? I kampen for et inkluderende samfund må vi selv gå forrest og vise, at det kan realiseres.

Det betyder langt fra, at kritikken af Copenhagen Pride er uberettiget. For mange er begivenheden mere Melodi Grand Prix end minoritetskamp, og de politiske visioner er unægtelig svære at få øje på, når selv en prisoverrækkelse opfattes som et tungt indslag, der kan skæres i.

Selv om en stor, officiel Pride næppe egner sig til specifikke, fløjpolitiske budskaber, så er det absolut muligt at forene fest og politik. Det beviser senest EuroPride i Stockholm og Pride-ugen i Berlin, der formåede at favne både glamour, regnbuefamilier, grupper med radikalt queer agendaer og folk fra vidt forskellige partier. Resultatet blev et stærkt, politisk signal om respekt uanset forskellighed, som afgjort er en parade værdigt, også i København.

Derfor skal vi ikke opgive Copenhagen Pride, men vi skal gøre det bedre. Det kræver, at alle dele af LGBT-miljøet deltager og bidrager til virvaret at forskellige synspunkter, fremtoninger og måder at gøre Pride på. At vi så at sige alle sammen kaster os ind i kampen og stjæler så meget taletid, som det overhovedet er muligt. Det er scenarium C.

Nanna Moe er formand for LBL-ungdom og stud.com på RUC og Sarah Glerup er stud.mag. på KU

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her