Kommentar

Danskhed er stilhed

Vi råber efter almendannelsen. Og det skyldes givet vis, at vi oplever et atomiseret og kaotisk samfund
18. august 2008

Inden for højskolebevægelsen taler man om 'folke-lig' dannelse og akademisk dannelse. Den akademiske dannelse refererer primært til det tyske begreb 'Bildung' og forbindes traditionelt med Berliner Universitetet og Humboldt.

Den 'folke-lige' dannelse, sådan som begrebet udfoldede sig fra 1830'erne og frem til 1960'erne, er pudsig nok en elitær bevægelse. Tankesættet i den 'folke-lige' dannelse var nemlig, at almuen skulle dannes til et folk, så de fik samme historiske, demokratiske og religiøse referencer. Kun derved kunne folkestyret og det 'folke-lige' udfolde sig i et fælles, offentligt tillidssamfund. Grundtvigianere mente imidlertid ikke, at almuen blot var et råstof, der skulle dannes. Nej, de antog, at almuen besad en ubevidst kultur, som skulle vækkes.

Når man bevæger sig i det grundtvigske univers, så opdager man hurtigt, at nogle er socialister, andre centrumfolk og andre borgerlige som mig. Men man erfarer samtidig, at man har den samme metafysiske klangbund. Det er derfor muligt at tale, feste og udveksle synspunkter med hinanden. Derfor kan jeg akkurat være sammen med en af de sidste store grundtvigianere Ejvind Larsen (Dagbladet Information) på en fanden-i-voldsk fri måde, uagtet at vi politisk har kvalitative forskellige holdninger. Samtalen bliver derfor aldrig præget af vildfaren idealitet, som vi kan iagttage i de kulturradikale miljøer, eller i Politikens læserbrevs spalter.

De grundtvigske bevægelser minder på den måde om den socialdemokratiske arbejderbevægelse. Her er heller ingen forløjethed eller overdreven narcissistisk selvopfattelse, hvor man spejler sig i en løsrevet idealitet. Her er man sig selv og kan derfor rumme en række forskelligheder. De socialdemokratiske og grundtvigske bevægelser er derfor et godt værn mod massesamfundet (nihilismen) og kulturradikal individualisme.

Indrag muslimerne

Vi står aktuelt over for at skulle integrere flere hundrede tusinde muslimer til en dansk kulturel virkelighed. Hvis det skal lykkes, så skal vi undgå parallelsamfund. Muslimerne må blive en del af den danske 'folke-lighed', sådan som jøderne er blevet det. De må, som almuen i det 19. århundrede få kendskab til dansk historie, vestlige værdier og det danske fællesskab. Og det kan kun lykkes, ved at vi inddrager det folkelige Danmark dvs. det grundtvigske og den socialdemokratiske arbejderbevægelse.

Vi må ganske enkelt få nedtonet de kulturradikale og de nationalistiske stemmer i indvandrerdebatten. Begge positioner er præget af vildfaren idealitet. De har som Jørgen Poulsen, Margrethe Vestager, Thøger Seidenfaden, Elsebeth Gerner-Nielsen, Louise Frevert og Mogens Camre gjort indvandrerdebatten til et personligt identitetsprojekt dvs. til æstetik.

Ny og gammel danskhed

Men hvad siger så det grundtvigske om emnet. Ja, grundtvigianere insisterer som sagt på en folkelig enhedskultur med frisind, religionsfrihed og kulturel spændvidde. Kun derved kan vi undgå ekstremisme og vildfaren idealitet, eller bedre, det er et værn mod massesamfundet, som føder den muslimske håbløshed og ekstremisme.

En af de store inden for den grundtvigske bevægelse var litteraturkritikeren og forfatteren Jørgen Bukdahl fra Askov.

Jørgen Bukdahl reflekterede på sammenhængen mellem det nationale og det nationalistiske. Det nationale anså han som nøglen til frisindet, og det nationalistiske (massesamfundet/vildfaren idealitet), som var løsrevet fra traditionen, så han som grundlaget for det totalitære. Det nationale var traditionen, eller rettere, det man var forankret i. Ja, det var vel først, når man begyndte at tænke over, hvorvidt man var tysk eller dansk, at man i virkeligheden blev ideologisk, dvs. nationalistisk.

Det nationale er tavshed og stilhed. Det er selvfølgelighed og ikke reflekteret ideologi. Man kan derfor ikke, uden at blive ideologisk, tale om en ny og gammel danskhed, sådan som Grænseforeningen aktuelt gør. Grænseforeningens danskhed er (ideologisk) larm. Man er endt i en moderne nationalistisk position, eller bedre i en kulturradikal vildfaren idealitet. Kun når danskheden er tavs, stille og selvfølgelig, kan man være grundlæggende åben til det fremmede og til hinanden som borgere.

Det nationale indebar derfor hos Bukdahl det 'inter-nationale', dvs. anerkendelsen af, at andre folk er forankret i deres særegne nationale stilhed.

Traditionen, dvs. den 'folke-lige', enhedskultur er derfor et centralt aspekt for frisindet i det grundtvigske, og et værn mod den totalitære og kulturradikale larm. Ja, mod massesamfundet og storbycafe kulturens flygtighed.

Enkeltes selvudfoldelse

Det er imidlertid ikke kun den danske enhedskultur, der er truet. Det er det danske uddannelsessystem også. Det er truet af modernitetens trang til at nivellere al dannelse til opperationalitet.

Nu kan man så spørge sig selv, hvorvidt undervisningssystemerne skal vende tilbage til en humboldsk almen dannelse. En ting står dog klart: Vi råber efter almendannelsen. Og det skyldes givet vis, at vi oplever et atomiseret og kaotisk samfund, samt et gymnasium og universitetssystem, som grundlæggende er i strid med (Berliner) dannelsen.

Men lad os analysere begrebet dannelse. Umiddelbart er det jo som sagt blevet et plusord, efter i årtier at være forbundet med noget småborgerligt, reaktionært og intellektuelt anstrengende. Arbejderbevægelsen, og arbejdsgiverne anså således det klassiske humboldske universitet fra før 1970 som uanvendeligt og reaktionært.

Hvad skulle man med al den dannelse og fordybelse. 68'erne betragtede dannelsesbegrebet som en reproduktion af det klassiske subjekt/objekt forhold, som har domineret vestlig tænkning siden Platon.

De så dannelsesbegrebet som en proces, hvor læreren, mesteren og professoren (subjektet) formede eleven, lærlingen og de studerende (objektet). De blev passive modtagere af viden. De skulle skabes og omformes, sådan som man omformer et råmateriale til et produkt. De skulle være et billede af mesterens idé. Man har derfor altid været i opposition til det humboldske dannelsesbegreb i det grundtvigske miljø, fordi dannelsen ikke udgik fra den enkeltes særegne potentiale men fra institutionen. Men spørgsmålet er om kritikken kan tages alvorligt.

Spørgsmålet er nemlig, hvorvidt den enkelte overhovedet kan overskue om dannelsen kan tjene til den enkeltes selvudfoldelse. Ja, kan vor samtid vurdere begrebet dannelse, når alt er gennemsyret af praktisisme, opperationalitet og markedstænkning. Næppe. Helge Sander er derfor blot et tidstypisk eksempel på den moderne opperationalitet. Han er undskyldt.

Thue Kjærhus er forstander Rønshoved Højskole

Serie

Seneste artikler

  • Dannelse imellem facebook og sure tæer

    16. august 2008
    Det er handlingerne og ansigtsudtrykkene, der afslører, hvem vi er. Selv det at tro på frihed og menneskerettigheder er en klædedragt, vi trækker i, og i sidste ende vil sociologer altid kunne finde et hul, en type, en form, som de kan putte os i
  • Vi, de unge

    15. august 2008
    Den nye orden kommer fra os, de unge. Vi holder tempo, vi har ideerne. Vi har ikke længere behov for at lytte til årgang '45, der alt for længe har siddet med deres analogt indhentede sandheder. Virkeligheden er løbet fra 'de gamle dage'. Endelig kan vi, de unge, komme til magten
  • Tænk i stedet for køb

    14. august 2008
    Almendannelse ligger denne regering voldsomt på sinde, men desværre har den markedsgjort vores uddannelsessystem
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Juhu, hvor var det godt skrevet. Der begynder at tegne sig en ny offentlighed ved højskoleforstanderne - sidst Signe Bo, og nu - igen - Tue Kjærhus.
Spørgsmålet om dannelse er efter min oplevelse endnu mere ligefremt: den er forudsætningen for nytænkning, for kun ved at kende (til) det eksisterende kan man undgå at repetere, ligesom vi ved fra historiekendskabet: den, der ikke kender fortiden, er dømt til at gentage dens fejltagelser.

Lennart Kampmann

"folkelig enhedskultur med frisind, religionsfrihed og kulturel spændvidde"

Enhedskultur med frisind???

Tillad mig at nævne ordene: Frisind er lettest blandt ligesindede!

Der er i grunden ikke noget frisindet over en enhedskultur, andet end at alle skal acceptere de grundlæggende værdier. Hvilket bringer os tilbage til spørgsmålet om hvordan samlivet med indvandrere skal være.

Danskerne er nogle sjove nogen; De vil gerne være høflige og opfattes venlige, så de siger integration, hvor de mener assimilering. De siger at det med sproget nok skal gå, og mener at hvis du har accent er du på spanden.
De siger at islam ikke er et problem, men kan godt se at der er et demokratiunderskud i den religion.

Danskerne er stille, men tænker alligevel.

(Og lad mig sige at DF er ikke min havn, men tilsyneladende bliver det for alt flere)

med venlig hilsen
Lennart

John Fredsted

"De så dannelsesbegrebet som en proces, hvor læreren, mesteren og professoren (subjektet) formede eleven, lærlingen og de studerende (objektet). De blev passive modtagere af viden."

Uha, at læse dette sender mine tanker tilbage til dengang i midthalvfemserne, hvor jeg som gymnasielærer sideløbende tog pædagogikum. Steen Larsen - en forfatter til flere i mine øjne forvrøvlede bøger om pædagogik - kaldte ovennævnt beskrevne opfattelse for "tankpasserpædagogikken", idet han mente, at vi dengang i vore uddannelsesinstitutioner hældte viden i elevernes hoved, ligesom vi hælder benzin i vore biler.

Og det kan man da ikke! Som erstatning for dette talte han varmt og inderligt om den såkaldte enzymatiske pædagogik, hvor læreren skulle agere enzym i elevens læringsproces (ikke indlæringsproces, fy!). Synk lige den - jeg kunne ikke: Jeg var én af de få, der på diverse weekendkurser i teoretisk pædagogikum, hvor disse hans bøger indgik blandt andet mere eller mindre ligesindet pensumstof, vedholdende brokkede mig over det urealistisk løsrevne i disse deres opfattelser.

Jeg blev ved at spørge - om ikke dem, så mig selv - hvorledes alle disse fine ideer skulle fungere, når det, som jeg - og mange andre lærere, syntes det - kæmpede med i vore klasselokaler var at skabe god gammeldags ro og orden. Hvorledes forestillede disse mennesker i deres pædagogiske højborge - hvor de formodentlig befandt sig uden nævneværdig kontakt med den virkelige verden derude, hvor der undervises - at det at sætte hver enkelt elev i et 'enzymatisk lærende centrum' skulle forme nogen form for fællesskabets almendannelse hos den enkelte?

Steen Rasmussen

Når man her i artiklen læser om ”socialdemokraternes og grundtvigianeres metafysiske fællesskab”, stillet op over for faren i de kulturradikales ideologiske udsvævelser, når højskolemanden i det lille land ved hvem han er og vil folket, i modsætning til de andre, der vil reducere folket til genstandsmæssighed og funktionalitet, så føler jeg mig præsenteret for et velkendt og velbeskrevet traditionelt forsøg på at holde fast i en selvbeskrivelse, der som så mange andre, ikke svarer til en skid.

Identitet er noget pusseløjerligt noget. Når vi tror, vi ved, hvem vi er, så tager vi fejl. Når vi sætter os til bords, nyder et godt måltid sammen ved en festlig lejlighed på en højskole, vinen og maden glider ind, snakken breder sig, og alle har travlt med at fortælle hinanden om, hvad man laver og hvem man er, så er det svært ikke at være en del af det samme ”metafysiske” fællesskab. I det fællesskab ville jeg ikke kunne lade være med at tænke på forstanderen fra Rønshoved, som et ufarligt, lidt hyggeligt men også utidssvarende ekko fra en tid i dette lille land, som har kunnet overleve i sin egen lille tidslomme i kraft af økonomisk overflod, en sjælden tradition for ”folkeoplysning”, de sidste mange års ungdomsarbejdsløshed, statens pragmatiske anbringelse af dem her i højskolerne, og selve den danske højskolelov osv.

Højskolerne kunne sagtens bruges til at fremme en skarp udgave af det moderne samfunds refleksion over sig selv. Men det ville kræve en større evne til at sætte sin identitet på spild, end den forstánderen er i stand til. Man fornemmer lysten til at komme efter venstrefolkene, som ikke synes de unge skal på højskole, når der nu er brug for dem i erhvervslivet. Forstanderen vil have elever, de skal ikke operationaliseres. Det kunne jeg godt finde på at holde med ham i. Men det er ikke fra højskolerne, man skal regne med, at der kommer kvalificeret eller skarp kritik af det moderne samfunds himmelråbende og idiotisk funktionsorienterede og formålsløse form for formålsløs dyrkelse af vækst for væksts skyld, den udprægede tendens til økologisk selvdestruktion, de latterlige præstationsprincipper der regerer den moderne verden, og i det hele taget alle de selvnegerende succeskriterier som driver det pulserende vanvid. Nej så ville støtten fra venstrefolk, socialdemokrater og resten af det lille land forsvinde som dug for solen. Det ved forstánderen som nok farer frem, men med lempe, økonomisk sans og billedet på den uskyldige tradition.