Læsetid: 5 min.

Etisk handel?

Der findes etik, og der findes virksomheder. Men virksomhedsetik? Etik og økonomi er fremmede for hinanden, alligevel er der bånd i mellem dem
15. august 2008

For et par dage siden blev der smidt en lille pjece ind af min brevsprække. Den bar den lokkende titel "etisk handel". Det betyder selvfølgelig ikke "handel med etik" - hvem vil købe sådan noget? - men handel, som lever op til etiske krav. I samme toneart taler man om "etik i erhvervslivet" eller, mere nedtonet, om virksomheders sociale ansvar.

Men hvad er etik i et samfund, som trods Dansk Folkepartis hede begær efter uforfalsket danskhed omfatter mange kulturer? Og hvorfor påtager virksomheder sig at leve op til etiske krav, når det handler om at tjene penge? For penge er målestokken for deres succes eller fiasko. Der findes virksomheder, siger Niklas Luhmann, og der findes etik, men der findes ikke virksomhedsetik. Økonomi og etik er umage børn.

Alligevel kan man konstatere, at virksomheder i skrift og tale forpligter sig til etik. Det handler ikke om at binde sig til etikken hos en subkultur som f.eks. gruppen omkring Ungdomshuset, der mener at de har ret til at vandalisere sig til et hus, eller de radikale muslimer, der mener, at de har ret til at sætte religion forud for politik. 'Etik' er snarere nogle grundværdier, som det er vanskeligt at afvise, og som de fleste derfor kan være enige i. De er samtidig tilpas luftige til, at det ikke er helt klart, hvad man egentlig forpligter sig til. Når det gælder aktiviteter i udlandet, er det menneskerettighederne, som trækkes frem.

Når en virksomhed forpligter sig til etik, skal den ikke blot tjene penge, men gøre det på en etisk acceptabel måde. Dens beslutninger skal gennem to nåleøjer, økonomiens og etikkens. Så virksomheden skal tjene to herrer, selv om Bibelen siger, at det ikke kan lade sig gøre. Det er let at forestille sig, at en højbåren etik vækker raseri i alle lejre - aktionærerne irriteres over, at deres afkast formindskes, mens græsrødderne er sure, fordi virksomheden ustandselig går på kompromis.

Man kan hykle

For hvad skal man gøre, hvis man handler med lavtlønslande som Indien eller Kina? Skal man kræve, at de opfylder alle danske krav til punkt og prikke - holde fanen højt og dreje nøglen om, fordi man med sine ulasteligt rene hænder taber i konkurrencen til dem, som ikke skyr smuds? Eller skal man sjusse sig frem, betragte etik som fremtidsmusik og gøre så meget, man nu kan for at nærme sig de store mål?

Når virksomheder skal opfylde krav, som strider mod hinanden, er det nærliggende at gribe til det råd, som Machiavelli gav til fyrsten: at simulere eller på godt dansk: at hykle. At lade, som om man har alle dyder for at tækkes publikum, og så gøre hvad man skal backstage. At hykle betyder, ifølge den svenske samfundsforsker Nils Brunsson, at de stramme tråde mellem sige, beslutte og gøre klippes over. Man siger noget for at undgå at træffe beslutninger, eller træffer beslutninger for at undgå at gøre noget - eller gør noget uden at sige det, og uden at det er besluttet.

Og ikke blot det: Man siger noget for at undgå at beslutte og gøre, så ord kompenserer for manglen på beslutning og handling. Ordene beroliger og blænder. Kun fordi alle regeringer altid lover at sætte hårdt ind over for arbejdsløshed, kan vi leve med, at knap en million står uden for arbejdsmarkedet. Kun fordi en virksomhed har en streng politik mod dyreforsøg, kan vi leve med, at der foregår masser af dyreforsøg i dens regi. Den vil det jo godt.

Den fulde sandhed

Hykleri betragtes normalt som uetisk, næsten på linje med at lyve. Men sagen er mere kompliceret. Hvis lederen af en virksomhed altid fortalte den fulde sandhed, ville han m/k gøre mere skade end gavn. For at tage et eksempel fra et andet felt: Hvis en skoleleder fortalte forældrene om de virkelige forhold på lærerværelset med alkoholisme, udbrændthed, skilsmissedepressioner og intriger, ville forældrene løbe skrigende væk.

En leder er ikke en teoretiker, som skal sige den fulde sandhed, men en praktiker, som skal skabe en ny virkelighed og en ny sandhed på sit domæne. Det kræver, at han ikke rutter med sandheden, men bruger den strategisk. For en ny virkelighed skabes kun ved at motivere alle de parter, som skal bidrage til den.

Så etik i virksomheder handler ikke blot om at leve op til krav, men om at motivere og skabe et godt omdømme. Det kræver selvfølgelig, at der gøres noget ved sagen. Hvis de smukke ord om værdier og ansvar blot er sminke over en grim og knortet hud, er der risiko for afslørende reportager i prime time. Men det kræver også respekt for tiden - at ikke alting kan opnås her og nu.

Så etik i en virksomhed er både fortid, nutid og fremtid. Den er en art memoirer over, hvordan virksomheden på et tidspunkt fandt det vigtigt at beskrive sig selv, den er en binding i nutiden, og den er en vision om fremtiden.

Ved at forpligte sig etisk giver en virksomhed det som Københavns Kommune engang kaldte en license to critique. Den lægger sin strube blot og peger på følsomme områder, hvor publikum gerne må stikke skalpellen ind. Og selv om den ikke kan love at være fuldkommen, forpligter den sig dog til at acceptere kritik og rette sig ind. I urolige samfund er det svært at spå, især om fremtiden, og ingen virksomhed kan forudsige alt, hvad der kan gå galt.

Pas på gold kritik

Samtidig er det lidt idiotisk at satse på fuldkommenhed. Det fuldkomne tillader ikke forbedring. Ved at opstille en vision og fylde den med etik og værdier, holder en virksomhed sig selv i kog og bliver i stand til at motivere. Man dør hellere for høje værdier end for et velordnet budget.

Så selv om etik og økonomi er fremmede for hinanden og skaber hver deres verden, er der bånd mellem dem. Det er ikke stramme bånd, som er lette at følge og sætte tal på. Men etik bidrager til at skabe motivation og mening, som er vigtige ressourcer, og kræver de, at man ikke rutter med sandheden, vil det jo ligefrem være uetisk at kræve, at alle etiske krav er opfyldt til punkt og prikke.

Det betyder ikke, at kritik skal forstumme. Megen tale om etik og ansvar er næppe andet end tåger og røg, som gerne må blæses væk, så det kan afsløres, hvad de tilslører. Kritik skal der til, blot ikke nådesløst. Ligesom man ikke smider et barn ud med badevandet, blot fordi det endnu ikke kan tale eller gå, er der tit mere grund til hjælp og støtte end til den rabiate kritiks golde vellyst.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu