Læserbrev

Et eventyr om magtbegærlighed

Debat
25. august 2008
Der var engang et lille land. Det var sådan et dejligt land og alle der boede i det var søde og venlige. Ude i den store verden var der imidlertid uro. Nogle blev drevet på flugt og en dag bankede disse flygtninge på porten ind til det herlige land

Der var engang et lille land. Det var sådan et dejligt land og alle der boede i det var søde og venlige.

Ude i den store verden var der imidlertid uro. Nogle blev drevet på flugt og en dag bankede disse flygtninge på porten ind til det herlige land. De fremmede blev selvfølgelig lukket ind, men snart opstod der utilfredshed med dem. De klædte sig mærkeligt. De holdt ikke jul. De spiste hvidløg. Og de havde besvær med at lære sproget.

Utilfredsheden med de nye borgere viste man ved at komme med dumsmarte bemærkninger om dem. Det noterede landets kloge dronning sig og mente, at sådan noget var dumt. Da hun sagde det, jublede langt de fleste af landets indbyggere.

Mene det samme

Men der var en lille hård kerne, der fandme ville have lov til at kalde en perker for en perker.

Denne hårde kerne blev en skønne dag, der egentlig slet ikke var så skøn, parlamentarisk grundlag for landets regering. Så mente regeringspartierne pludselig også, at det bare var for meget med disse fremmede. Snart var der ingen ende på, hvad man gjorde for at forhindre, at der blev flere af dem. Det var ikke fordi regeringspartierne egentlig havde noget imod de fremmede, men for at beholde magten blev de nødt til at rette sig efter den hårde kerne.

I landet var der andre partier. Et af dem havde regeret landet i næsten 100 år og havde altid holdt med de små og svage. Men nu fik folk i dette parti den idé, at hvis de skulle tilbage til magten, måtte de mene det samme som regeringen. Så det gjorde de. Altså mente det samme som regeringsmedlemmerne mente, at de skulle mene.

I landet var der også et andet oppositionsparti. Det havde aldrig regeret. Men nu mente dets formand, at tiden var inde. Han lagde sit hoved i blød og da det var blødt nok, fik han den idé, at hvis han nu mente det samme som det andet oppositionsparti mente, fordi regeringspartierne mente det, fordi den hårde kerne mente det, så ville han en dag ende som minister.

Ih, hvor det kriblede i ham for at komme til at sidde på ministertaburetten.

Om det vil lykkes for ham, se det kommer helt an på om folket finder ud af den rette sammenhæng og husker den kloge dronnings ord.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Erik Voss:

"Om det vil lykkes for ham, se det kommer helt an på om folket finder ud af den rette sammenhæng og husker den kloge dronnings ord."

Enig med Erik Voss. Villy Søvndal er en bandit og en principløs, karriereliderlig populist.

Richard L følger en kedelig trend, der går ud på, at man ved politisk uenighed skulle bryde med sin egen tolerance - for så tolererer man jo ikke dem, man er uenige med.
Det er en meget dum kategorifejl, der har fået lov at brede sig! Når man fremfører holdninger in pleno (samfundet!), almengør man dem og stiller dem derfor til rådighed for uenighed.
Anderledes med det liv, man lever privat, og som derfor rent principielt bør tolereres af andre, sålænge disse ikke tvinges til også at tage det til sig. Det er derfor ikke tilstrækkeligt, at man føler sig generet af andres påklædning eller øvrige levevis, sålænge denne ikke bryder helt grundlæggende regler i samfundet.
Heldigvis er det jo sådan, at helt grundlæggende regler er nogle, der går igen fra kultur til kultur - som Anne Knudsen så rigtigt skrev i en leder for alt for mange år siden: "Dårlig opførsel er dårlig opførsel i alle samfund", hvormed hun meget rigtigt påpegede, at dårlig opførsel blandt indvandrerbørn og unge er det danske samfunds ansvar, ikke importerede (u)skikke.
For en tid hed det iøvrigt blandt den indvandrer'kritiske' fløj, at de kun var intolerante overfor intolerancen; men man har åbenbart skiftet strategi, fordi det var meget smartere at angribe modstandere for intolerance. Jeg skal gerne stå ved, at jeg betragter det som et enormt problem, at et xenofobisk halehæng til dansk folkeparti gang på gang lægger hindringer i vejen for den helt nødvendige, organiske introduktion af vore indvandrere i det danske samfund. "Med åbne arme" hed en ret fremragende satire af Finn Søeborg, hvor problemet var, at man talte for meget og handlede for lidt, når det kom til at hjælpe de nye tilrette. Den er stadig uendelig aktuel.

Læserbrevet mangler vist at indikere, at landet er styret af folks angst for de fremmede.

Vi må ikke være blinde for, at vi har en panik-regering, der blev søsat i kølvandet på WTC-angrebet. Vi gik også i krig mod 3. verden i et forsøg på, om ikke man bare kunne udrydde alle 'yallaer'.
Liberalisterne må sande, at det kan man ikke. Der skal mere retfærdighed til i verden - inden det er for sent.
Er der andre bud?

Jens Thorning

Hendes Majestæt Dronningen, Margrethe II af Danmark, har for længst sluttet sig til de ny-oplyste, der blev reddet fra Naivismen, som så Lyset efter 11. september og fortrød Godheden ... sikkert har belærende foredrag fra dansk erhvervsliv og dets ideologer og en enkelt amerikansk diplomat eller to gjort underværker i forhold til Naivismens "dumsmarte bemærkninger".

jan henrik wegener

Giver man udtryk for andre holdninger end tidligere i livet kan det selvfølgelig skyldes nederdrægtighed, magtbegær og opportunisme. I modsætning til principfasthed og meningers mod.
En mere legitim forklaring kan være at man finder at problemerne har ændret sig og løsningerne bør følge med. Eller, omvendt at man selv har ændret sig og er blevet klogere.
De der på alle punkter fremfører det samme som de gjorde før tager på den anden side ikke højde for hverken at verden forandrer sig eller at de selv skulle kunne gøre det.

Sandt nok, wegener, selv har jeg fx skiftet mening om EU - men det er ikke en forklaring, en hvilken som helst pittelkow-vejrhane kan dække sig ind under.

Der er også stadig noget, der hedder opportunisme.