Kronik

Handel og klima er mere end eksport af danske vindmøller

Danmarks Eksportråd omtaler værtskabet for FN- klimakonference som et -udstillingsvindue med førsteklasses beliggenhed for dansk klimateknologi-, men handels- og klimadebatten drejer sig om andet og mere end at få solgt nogle flere vindmøller.

Danmarks Eksportråd omtaler værtskabet for FN- klimakonference som et -udstillingsvindue med førsteklasses beliggenhed for dansk klimateknologi-, men handels- og klimadebatten drejer sig om andet og mere end at få solgt nogle flere vindmøller.

Mikkel Østergaard

Debat
5. august 2008

Men succeshistorien stopper jo ikke her. Danmark er vært for FN's Klimakonference i 2009, og dette kan også bruges som afsæt for øget eksport. Danmarks Eksportråd omtaler faktisk værtskabet som et "udstillingsvindue med førsteklasses beliggenhed for dansk klimateknologi". Og for at det ikke skal være løgn, er Danmark oven i købet så velsignet, at man i WTO forhandler en yderligere liberalisering (primært nedsættelse af toldsatser) af klimavenlige produkter. Klima er simpelthen i handelsøjemed Danmarks nye guldæg. Og er der egentligt noget odiøst i, at Danmark lægger sig i selen for at øge dansk klimaeksport og samtidig hjælper med at bekæmpe klimaforandringerne på den måde? I realiteten kunne jeg gøre denne kronik kort og blot svare "nej!"

Men hele handels- og klimadebatten drejer sig om mere end at få solgt nogle flere vindmøller. På det uformelle handelsmøde, der blev holdt på sidelinjen af COP13-mødet på Bali sidste år, blev det besluttet at undersøge mulighederne for at benytte handelsinstrumenter til understøttelse af FN-processen. 'Handel og klima' var dermed tænkt som en bredere vifte af handelsinstrumenter end blot øget liberalisering og dermed øget handel med klimavenlige produkter.

Handelshindring

Man er dog ikke nået længere end til netop at forhandle liberalisering af klimavenlige produkter i WTO. Og dette går endda ikke helt gnidningsfrit. Kritikken fra udviklingslandene går på, at EU's og USA's forslag til en liste over klimavenlige produkter udelukkende indeholder teknologier, som netop vi excellerer i. Dette aspekt dæmper måske entusiasmen en smule vedrørende, hvor altruistiske EU's og USA's klimamotiver er, specielt når vi ikke ønsker at inkludere landbrugsprodukter såsom bioethanol i forhandlingerne, som visse udviklingslande ønsker. Det kunne lyde som om, at Danmark svigter vores hårdt tilkæmpede gule førertrøje i klimadebatten ved, at vi så enøjet fokuserer på netop den øgede eksport af vores egen klimavenlige teknologi, hvis der findes andre, måske for Danmark mindre lukrative, handelsinstrumenter, der også kan hjælpe i klimakampen. Så længe det multilaterale niveau ikke kommer videre end blot liberalisering, kunne Danmark f.eks. også promovere andre tiltag såsom unilaterale klimahandelshindringer, altså at man bestemmer, at man vil iværksætte en handelshindring imod klima-uvenlige produkter, selv om Danmark i netop dette tilfælde, med rette, forholder sig tøvende med hensyn til disse.

Mediedækning

Danmark har tradition for at tøve en kende med unilaterale handelshindringer, og der foregår næsten ingen offentlig debat om Danmarks handelspolitik, der kunne lægge bare en smule pres på de danske politikere for at være lidt mere proaktive med at bruge handel som et instrument til at fremme f.eks. miljø- og dyrevelfærdssager. Faktisk skal man først se hunde og katte blive fået levende i fjernsynet, førend der virkelig sker noget. Men så blev handel med hunde- og kattepelse også forbudt - vi gik endda enegang i EU! Men problemet er nok, at international handel simpelthen sjældent bliver dækket i pressen. Og når det så endelig bliver dækket, så er det ofte mangelfuldt. Det skete f.eks., da udenrigsministeren fremstod som handlingens mand, da han stolt fortalte, at han og de andre i EU havde besluttet at iværksætte unilaterale handelshindringer imod Myanmar. Men man fik ikke at vide, hvorfor der ikke bliver iværksat nogle af de åbenlyst WTO-lovlige miljøhandelshindringer, der reelt ville hjælpe miljøet, når der rask væk iværksættes politiske boykotter, der sikkert ikke hjælper den nødlidende befolkning eller straffer militærjuntaen spor - og som for øvrigt er WTO-stridige?

Det helt interessante vedrørende unilaterale klimahandelshindringer er, at landene besluttede i Bali, at de ikke skulle benyttes - WTO's generaldirektør, Pascal Lamy, advarer også kraftigt imod dem, og alligevel har Udenrigsministeriet lige afholdt en konference, hvor vi alle diskuterede dem. Det var dog ikke et udtryk for, at Udenrigsministeriet har misforstået de klare dessiner imod de unilaterale tiltag, men snarere et udtryk for en politisk realitet: Andre regeringer er nemlig i virkelighedens verden allerede gået i gang med at planlægge dem. Rygterne vil endda vide, at på det uformelle handelsmøde på sidelinjen af COP14 i Polen i år er der lutter handelshindringer på dagsordenen. Det er derfor nyttigt, at alle forskere og andre eksperter deltager i konferencer, skriver artikler og i øvrigt får udbredt viden om konsekvenserne af sådanne handelshindringer, og forhåbentligt har politikerne tålmodighed til at lære mere om emnet, inden de træffer deres beslutninger.

Afgrænset sfære

Grunden til, at unilaterale klimahandelshindringer er uoptimale og noget, vi virkelig bør være tøvende med, er, at det kan få vidtrækkende konsekvenser at begynde at lægge 'ekstra' klimatiltag ind via handelsinstrumenterne. Det virker utroligt fristende at køre med på vognen om, at man lige kan klare lidt ekstra i klimakampen ved at forbyde visse uhensigtsmæssige produktionsformer, transportformer mv. Men klima er ikke den samme lille afgrænsede sfære, som man normalt diskuterer unilaterale miljøhandelshindringer som f.eks. forbud mod visse fiskerimetoder, der kan true en udryddelsestruet dyreart. Når vi taler klima, taler vi næsten samtlige sektorer af industrien, og selv en enkelt handelshindring kan faktisk få kæmpe økonomiske konsekvenser og forrykke balancer - helt uhensigtsmæssigt eller endog uforudset. F.eks. lyder det måske fristende at sige, at landene bare multi- eller unilateralt skal begynde at sige, at produkter, der er transporteret med skibe, der forurener, enten skal forbydes eller imødegås med en højere toldsats. En sådan handelshindring kan muligvis være lovlig i WTO-regi, men den går direkte ind og berører forhold, som landene normalt diskuterer i FN eller IMO - og måske uden handelsfolkene helt har overvejet dét aspekt. Der er ikke noget galt med ideen, men i mangel af global enighed herom vil det ende med en række forskellige unilaterale handelshindringer, der har alle mulige forskellige afvigelser fra hinanden, så landene til sidst knapt nok kan hitte rede i reglerne for hvert enkelt land, og dermed ryger lidt af ideen med frihandlen.

Slaraffenland

Man kan endvidere også slutteligt spørge om, at hvis et land lever op til sin Kyoto- eller Københavner-forpligtelse om et maksimum CO2-udslip for landet, og et andet land så siger, nu vil vi kun købe de produkter, som er produceret på en måde, der bidrager til at leve op til den forpligtelse, I allerede overholder - er det så en acceptabel handelshindring? Der er folkeretligt intet, der forhindrer landene i at agere støttepædagoger på denne måde, idet det er suveræne landes ret at bestemme, hvilke produkter, de ønsker at tillade import af. Denne suverænitet er kun indskrænket af de handelstraktater, de har indgået, altså deres WTO-forpligtelser. Jeg håber personligt, at appelorganet vil underkende denne slags støttepædagogshandelshindringer, men jeg er slet ikke sikker.

Man må derfor i sidste ende bare håbe, at politikerne har tålmodighed til at læse alle de rapporter og artikler, vi alle sprøjter ud til dem - før-end de kaster sig over dette slaraffenland af handelshindringer, som måske snarere er motiveret af en protektionistisk tankegang end et reelt ønske om at hjælpe klimaet. Så netop i denne miljøsag om unilaterale handelshindringer er Danmarks linje nok den mest hensigtsmæssige, selvom vi godt kunne være lidt mere fremme i skoene på andre miljø- og handelsspørgsmål.

Laura Nielsen er ph.d., LL.M, adjunkt i international handelsret på Det Juridiske Fakultet, KU. Hun er desuden medlem af Københavns Universitets Klimapanel

På næste tirsdag sætter professor Eirik S. Amundsen, fra Fødevareøkonomisk Institut og institutleder Peder Andersen på Økonomisk Institut fokus på klimapolitik og kommende generationer

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her