Note

Kan et globaliseret EU redde verden?

EU bør ikke bare skabe fred, velstand og frihed for de 495 mio. borgere inden for Unionens grænser, men bør tilbyde hele verdens befolkning medlemskab
EU bør ikke bare skabe fred, velstand og frihed for de 495 mio. borgere inden for Unionens grænser, men bør tilbyde hele verdens befolkning medlemskab
Debat
23. august 2008

I tv-serien Matador er der en scene, hvor Mads Skjern og grisehandler Oluf Larsen kommer på kant med Ingeborg, fordi Ingeborg ikke deler Mads' og Olufs glæde over egen succes, når naboerne samtidig dør og går konkurs.

Samme manglende lykkefølelse kan man let få som borger i EU og verdens lykkeligste land. Vores egne liv byder på vækst, tryghed, lav inflation og rige udfoldelsesmuligheder, mens borgerne i landene omkring EU enten rådner op eller drukner på den rejse, der skal forhindre dem i at gøre det.

Det giver den følelse af mishag, som Ingeborg føler, og det kalder på tanker om, hvad 'vi' privilegerede kan gøre for, at andre får samme privilegier som vi?

FN har haft chancen siden 1945 og har gjort meget, men ikke nok. Mange landes manglende lyst til at overholde resolutioner er en af grundende til FN's manglende legitimitet. En anden grund er den dybt udemokratiske ordning med vetoret, hvor Storbritannien med ca. én procent af verdens befolkning kan blokere en beslutning.

Den ordning må jo virke nærmest komisk set fra Mumbai, hvor Indiens befolkning her i 2008 kan blive fejet af banen af en tidligere kolonimagt med en befolkning på en tyvendedel af Indiens.

Men hvad med G8? Hvad med WTO? Hvad med møderne i Davos? Hvad med verdens eneste stormagt, USA? Hvad med NATO? Hvad med ...?

Trods store armbevægelser, krige, trusler og formaninger sker det ikke markante fremskridt. Men i mellemtiden indlemmer EU stille og roligt en række tidligere problemlande i sit fællesskab: Den tidligere diktaturstat Spanien. Kommunistiske diktaturer som Polen og Ungarn. Og 'bananrepublikker' som Rumænien og Bulgarien, selv om der i de lande er meget, der kan blive bedre.

Det mest tankevækkende ved EU's metode er den fredelige frivillighed, det hele foregår med. EU tilbyder en fredelig frihandelszone, som alle europæiske lande kan blive en del af, hvis de lever op til nogle bestemte kriterier. Har de ikke lyst til det, er det helt fint.

Der trues ikke med angreb og troppeindsættelser, men med en elegant frihandelsgulerod, der synes langt mere inspirerende. For slet ikke at tale om den selvtilfredsstillelse, det må være for at land at træffe beslutninger selv og ikke med en pistol i panden (eller et fly med klyngebomber hængende 10 kilometer oppe).

Global Union?

Når det er sagt, bærer EU rundt på et indbygget paradoks. På www.europa.eubeskrives EU's mål som skabelsen af "fred, velstand og frihed for EU's 495 millioner borgere - i en mere retfærdig og sikker verden". Diskrepansen i den sætning skriger til himlen om hjælp eller i hvert fald om, at det skal afgrænses, om EU er et europæisk eller et globalt projekt. Det synes i hvert fald ulogisk, at man skaber en mere retfærdig og sikker verden ved 'kun' at skabe fred, velstand og frihed for EU's 495 millioner borgere. Og som med mennesker gælder det for lande, at jo mere ulighed jo større kilde til ufred.

Men tilbage til, hvad der kan gøres ved Ingeborg-følelsen. Hvad nu hvis EU langsomt transformerede sig til GU, en global union, hvis mål var at skabe "fred, velstand og frihed for verdens p.t. 6.713.192.465 borgere". Og midlet ville være frihandel og overordnede værdifællesskaber, som det til enhver tid ville være bedre at være en del af end at stå udenfor.

Tænk, hvis alle lande i verden kunne blive medlem af GU, hvis de opfyldte en række moderniserede kriterier, der i nutidens lys kunne være:

1) Overholdelse af menneskerettighederne

2) Et trygt og transparent retsvæsen

3) Progressiv indsats for et bedre miljø

4) Overholdelse af FN's Sikkerhedsråds beslutninger

5) Demokrati

Zimbabwe kan være med

For at understrege den frivillige gulerods princip kunne GU have en ydre toldmur på 100 procent, som trinvist blev lempet med 20 procent for hvert kriterium, det enkelte land levede op til.

Hvad ville det mon gøre for Marokkos trang til at reformere? Hvad ville det mon gøre ved Israels trang til at overholde menneskerettighederne? Mon Rusland ikke ville fare med lidt mere lempe i Tjetjenien, hvis det kunne lette deres told med f.eks. 80 procent? Måske ikke nu men i hvert fald senere, når olien og naturgassen slipper op.

Specielt afrikanske lande har i mange årtier og med rette klaget over, at de ikke kan få reel adgang til f.eks. de europæiske markeder. Med GU ville den snak forstumme, idet selv Zimbabwe ville kunne få frihandel, hvis det levede op til GU's fem kriterier.

Måske ville de endda give befolkningerne et større incitament til at stemme lidt bedre ledere ind. I hvert fald er det markant, hvor gerne nogle afrikanere vil til EU, sammenholdt med hvor lidt de interesserer sig for deres egne politikere. Og man forstår dem godt.

Intet er umuligt

Kritikere vil naturligvis kunne indvende, at EU kun fungerer i kraft af den særlige kulturelle europæiske enhed. Den kristne enhed, vil nogle sågar hævde. Det mener jeg er et både defensivt og apatisk synspunkt, da Tysklands millioner af muslimer stortrives i EU, og Tyrkiet allerede har reformeret meget på rejsen mod et muligt EU-medlemskab. Man bør her også tænke på, hvor umuligt et projekt EF var i sin tid. Ser man på udviklingen fra den daværende Kul- og Stålunion til dagens EU, er en transformation fra EU til GU langt mindre surrealistisk. Se selv rejsen hidtil på www.europa.eu/abc/history/index_da.htm

Alternativerne til at ændre EU til GU er - som beskrevet tidligere - ikke oplagte, og undlader 'vi' at gøre noget, ender det med en kollektiv europæisk Ingeborg-følelse, hvor EU hygger sig som et stort, rigt Sun City.

Men det vil du måske hellere?

Joachim Nielsen er idéudvikler og filminstruktør hos Idefilm

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forslaget er helt ud i den blå luft.
EU er desværre, men helt klart, et anti-globalt og anti-demokratisk projekt.

EU lever ikke selv særlig godt op til de fem opstillede krav, især omkring miljø og demokrati er den helt gal.

EU er netop skabt for at gøre forskel mellem indenfor og udenfor, og for at sikre, at politikerne ikke skal lytte til befolkningerne, men bare kan føre en i traktaterne fastlagt politik, uanset hvad befolkningen i et medlemsland mener og stemmer.

Det er værd at lægge mærke til at Portugal, Spanien og Grækenland først kom ind i EU, da landenes befolkninger selv havde væltet militærdiktaturerne, og indført et mere eller mindre folkeligt demokrati.

Så EU indførte jo bestemt ikke demokrati i de lande, men var snarere en skadesbegrænsning for at demokratiet ikke skulle få lov til at udvikle sig for meget.
EU-medlemskabet sikrede, at den højreorienterede økonomiske politik kunne fortsættes og de gamle eliter kunne beholde magten.

Tænk hvis Latineuropa havde kunnet skabe noget af det samme som lande i Latinamerika gør i dag.
Det gør de så ikke, uligheden vokser og markedsgørelsen breder sig.

Det meste af især Portugals venstrefløj er af samme grund meget imod EU den dag i dag og det bliver stærkere.

"Frivillighed" er jo heller ikke lige det første der falder for, når man ser hvor uvilligt EU er til at acceptere Nej'erne i folkeafstemningerne i Irland, Frankrig og Holland (og før det i Irland og Danmark).

Venezuelas Hugo Chavez er faktisk langt mere demokratisk end EU, idet han simpelt accepterede, da befolkningen stemte nej til hans forfatningsforslag. EU vælger i stedet at forsøge at afskaffe folkeafstemningerne og indføre den flere gange nedstemte forfatning.

"mens borgerne i landene omkring EU enten rådner op eller drukner på den rejse, der skal forhindre dem i at gøre det."
Menes der Schweiz, Island og Norge?
Nej, man behøver ikke at være medlem af EU for at leve i overflod.

Derimod gælder det mange lande i Afrika, og det sker i stort omfang på grund af beslutninger truffet i EU, med landbrugspolitik, fiskeripolitik og handelspolitik, der plydrer Afrika. Det er en hård cocktail sammen med sikkerhedspolitikken og Schengen som så fysisk holder ofrene ude af EU.

Ligesom Latinamerika var USAs baggård, så er Afrika langt henad vejen EUs baggård.

Foghs danske regering og andre EU-regeringer prøver faktisk at sabotere det globale samarbejde ved at trække sig ud af FNs fredsbevarende internationale brigade SHIRBRIG, som tilmed har hovedkvarter på Nordsjælland.
Den vil de så afskaffe til fordel for NATO og EU-militær.

Det er nødvendigt med mere globalt samarbejde.
Og EU er ikke værd at bygge på.

Mere globalt samarbejde starter efter min mening med at redde SHIRBRIG.
Men det fredelige samarbejde skal naturligvis styrkes endnu mere.

EU er historisk set et af de mest krigsmartrede områder i verden, men nu har vi, på trods af en Babylonsk forvirring af kulturer og sprog, skabt en union af demokratiske lande alle med en rimelig adskillelse mellem statsmagten og religion, penge og militær. Hvis ikke dette rige multikulturelle og demokratiske centrum har en global rolle at spille i fremtiden, så er der ingen kandidater til denne rolle.

PS. Med hensyn til SHIRBRIG tror jeg ikke at tanken er død - blot under genovervejning.

Jean Thierry skriver
"...Tænk hvis Latineuropa havde kunnet skabe noget af det samme som lande i Latinamerika gør i dag..."

Hvad mener du dog?

Latinamerika har en gini-koefficient som er langt højere end f.eks. Østeuropas, som har nogenlunde samme bruttonationalprodukt pr. indbygger som Latinamerika.

Eller sagt mad andre ord:

Jeg vil hellere være fattig i Østeuropa end i Latinamerika.

jan henrik wegener

Forfattere, kunstnere, filmfolk m.fl. kan sikkert peppe debatten op og gøre den underholdende. Hvad man kan spørge om er om deres synspunkter er mere indsigtsfulde eller kvalificerede. Det spørgsmål kan med stor sandsynlighed stilles efter næste kunstneriske og underholdende indslag.

@ Bill H:
Min pointe er, at det går i den rigtige retning med at mindske uligheden i en række lande i Latinamerika (nemlig de mest venstreorienterede), mens det går den forkerte vej i det gamle syd i EU.

Jeg har ikke tjekket udviklingen i uligheden i østeuropæiske EU-lande kvantitativt, men kvalitativt ser det dårligt ud med kombinationen af flad skat, mere brugerbetaling i sundhed og uddannelse (i hvert fald sidstnævnte er kraftigt fremmet af EU).

EU er et forsteningsprojekt som på mange punkter og måder bremser demokratiske, sociale og miljømæssige fremskridt.

Og Fogh og en række andre lande foreslår SHIRBRIG lukket, og vil trække sig ud uanset hvad for i stedet at sætte tropperne ind i en EU-kampgruppe.

Det er altså et valg mellem EU eller globalt samarbejde. Fogh, Bildt & Co. vælger EU og vi almindelige mennesker og vælgere får ikke noget at skulle have sagt.

EU er mere demokratisk end mange af dens modstandere lægger op til. Der er et EU-parlament, som vi stemmer til med regelmæssige afstande. Der er en EU-Kommission hvis medlemmer bliver bestemt af de demokratisk valgte statsoverhoveder af EU, som altså er indirekte demokratisk. Så man har hele to muligheder at tage indflydelse på EU, gennem de valg i ens egen hjemland og gennem EU-valg.

Det hvad jeg gerne så mere af, var langt mere magt til det direkte-demokratiske EU-parlament, end til det indirekte-demokratiske EU-Kommission. Det skulle f.eks. kunne vrage EU-kommissære i embede, istedet for kun veto imod dem ved opstilling. Samtidigt skulle det også få mere lov-initierende magt, i stedet for i dag hvor det kun er EU-statsoverhovederne, som f.eks DK's PM Fogh, der kan indbringe EU-lovforslag.

Jean Thierry

Betragtes udviklingen i så store områder som henholdsvis EU og Latinamerika så sker udviklingen meget uensartet, eksempelvis er udviklingen i Colombia og Peru mere problematisk end udviklingen i Bolivia og Venezuela er positiv, idet for eksempel er Colombias krig mod fagforeningerne er mere konstitutionel end Hugo Chávez brug af oliepenge på de fattige.

Det er de solide konstitutionelle ændringer i samfundene er afgørende.

Du skriver som om EU udelukkende er et liberalistisk projekt, men jeg mener at det er op til det enkelte land at vælge den politik der skal føre. Det er jo ikke EU skyld at danskerne har valgt Anders Fogh Rasmussen. Og hvis danskerne beslutter sig for at standse afmonteringen af den danske velfærdsmodel er der jo ingen i EU der forbyder os at vælge en socialistisk regering.

Det er bare at komme i gang.

EU forbyder reelt for eksempel en socialistisk politik eller bare en social og demokratisk reformpolitik.

Enhedslisten har så taget konsekvensen af dette ved at være parat til at melde sig ud af EU, mens Socialdemokratiet og SF har valgt den modsatte vej ved at udvande deres politik så den passer ind i EU.

Forskellen på EU og alle mulige andre lande er at der er indskrevet en hel masse politik i traktaterne, som er EUs grundlov.

Dermed er der mange grundprincipper i politikken og reelt også en masse konkrete politiker og regler, som man slet ikke kan stemme ved valgene.

EUs grundlag er så et mismask bl.a. af en masse neoliberalisme bl.a. i det Indre Marked og uddannelsespolitiken, dertil en masse planøkonomi i landbrugspolitiken og en masse bureaukrati på stort set alle områder.

Poul Nyrup er den største neoliberalist blandt statsministrene i Danmark indtil nu, målt på at han privatiserede mest.

TILLYKKE Joachim Nielsen , en rigtig god artikel, simpelt alletiders. Bliv ved! Du har fat i det rigtige, og det er en fin betragtning at tage udgangspunkt i EU. - Simpelthen en rigtig god artikel. - Og du skal ikke lade dig tynge af andre kommentatores kværulanteri,- du skal bare blive ved! Og hvad vil du iøvrigt mere gøre med denne tankegang? For denne kaliber af vision kræver opfølgning!

Omkring Latinamerika så understregede jeg netop at det er nogle lande, nemlig dem, der fører en socialt orienteret politik, altså de mest venstreorienterede, som mindsker uligheden.

Peru og Colombia fortsætter den gamle neoliberalistiske politik med de gamle USA-støttede eliter og især i Colombia er den også ganske udemokratisk og undertrykkende. Og lur mig om ikke også de er populære hos EU, eftersom en god del af dagordenen er den samme med privatiseringer, elitestyre og rigtigt gode forhold for de store virksomheder (også selv om det går ud over andre hensyn).

"EU forbyder reelt for eksempel en socialistisk politik eller bare en social og demokratisk reformpolitik."

Hvor, i hvilket dokument og hvem har stemt for det?