Læsetid: 4 min.

Katastrofe eller tid til omtanke

En global frihandelsaftale på det grundlag, der forelå ved Doha-rundens sammenbrud, ville ikke have resulteret i markante velfærdsforbedringer for klodens fattigste
G8-landene skulle også gerne få en klar ordre om snarest at begynde at indfri løftet fra topmødet i Gleneagles i 2005 om generelt at fordoble bistanden til Afrika i 2010.

G8-landene skulle også gerne få en klar ordre om snarest at begynde at indfri løftet fra topmødet i Gleneagles i 2005 om generelt at fordoble bistanden til Afrika i 2010.

MIKE HUTCHINGS

14. august 2008

"Frihandelsaftale lige om hjørnet," lød Berlingske Tidendes fortolkning af et Reuters-telegram om mulighederne for snarest at indgå en global handelsaftale under Doha-runden. Forudsigelsen byggede på brasiliansk imødekommenhed i forhold til at få enderne til at mødes, som den kom til udtryk under det netop overståede G8-topmøde i Japan.

Da det kom til stykket, udviste G8-landenes statsledere som bekendt ikke imødekommenhed i forhold til Doha-rundens udgangspunkt fra 2001 - nemlig at udviklingslandenes behov og interesser skulle være omdrejningspunkt for disse forhandlinger, som også Mellemfolkeligt Samvirkes forkvinde Trine Pertou Mach skarpsindigt påpeger i sin analyse af G8-topmødets erklæring vedrørende afslutningen af Doha-runden (se Information 19.-20. juli)

Ingen vilje

Doha-forhandlingerne brød sammen, fordi USA - trods egne enorme landbrugssubsidier - ikke ville bøje sig for et krav fra en række udviklingslande, med Indien i front, om at kunne beskytte egne landmænd ved uforudsete hændelser som bl.a. ekstraordinært stigende import, den såkaldte special safeguard mechanism, der grundlæggende handler om retten til at sikre sin fødevareproduktion og i sidste ende fødevaresikkerheden i en række udviklingslande. Et krav, som det efter det seneste års prisstigninger på fødevarer og fødevarekrisen, er helt absurd, at USA ikke har forståelse for.

Heller ikke på vores side af Atlanten var der nævneværdig vilje til reelle indrømmelser. EU's chefforhandler, handelskommissær Peter Mandelson, forsøgte tidligt på ministermødet at kickstarte forhandlingerne med et "nyt og forbedret tilbud" til resten af verden, der reelt kun lød på at åbne de europæiske markeder for landbrugsimport med 60 pct. i stedet for de 54 pct., som man tidligere havde forpligtet sig til. Dog under betingelse af væsentlig bedre markedsadgang på industri området til Kina, Indien og Brasilien.

2015-målene

Vurderingerne af det globale velfærdstab ved ikke at kunne afslutte den globale frihandelsaftale under Doha-runden varierer, men et beløb på 50 milliarder US dollar har været nævnt flere steder.

Den nu sammenbrudte Doha-runde blev sat i gang som en 'udviklingsrunde'. Samtidig skal FN's Generalforsamling i september i år lave en midtvejsevaluering af FN's 2015-mål, også kaldet årtusindmålene, fra år 2000. En evaluering af, hvor langt verdenssamfundet er nået siden med hensyn til bl.a. at halvere antallet af hungersnødsramte og ekstremt fattige, reducere dødeligheden for børn under fem år med to tredjedele og halvere antallet af mennesker uden adgang til rent drikkevand og basale sanitære installationer samt udviklingen af et globalt partnerskab - et ansvar som i høj grad påhviler de rige lande - alle i 2015.

En ny dagsorden

I det lys er en diskussion om størrelsen af et eventuelt globalt velfærdstab ved ikke at afslutte Doha-runden ikke nær så interessant som EU's chefforhandler Peter Mandelsons 'kvalitative' vurdering af Doha-sammenbruddet (Information 31. juli.): At sammenbruddet "rammer de mest sårbare i den globale økonomi uforholdsmæssigt hårdt". For en række udviklingslande og især en stor del af de såkaldt mindst udviklede - lande, som i øvrigt de senere år har modtaget en faldende del af den handelsrelaterede udviklingsbistand - ville en afslutning af Doha-runden på det foreliggende grundlag ikke have betydet afgørende velfærdsgevinster. For nogles vedkommende endda mere sandsynligt et velfærdstab pga. øget konkurrence fra industrialiserede lande og mere konkurrencedygtige udviklingslande, som ville udkonkurrere såvel hjemlig fødevare- som industriproduktion.

En klar ordre

WTO bliver naturligvis ikke irrelevant, fordi Doha-forhandlingerne er brudt sammen (måske for altid). WTO's primære rolle med at afgøre handelsstridigheder består. Men sammenbruddet forventes under alle omstændigheder at flytte de internationale handelsforhandlinger i retning af (endnu) flere bilaterale og regionale handelsaftaler.

Doha-sammenbruddet 29. juli viste frem for alt, at der er flere væsentlige aktører på den internationale handelsarena end USA og EU. Indien, Kina og Brasilien går ind i forhandlingerne med en markant øget pondus selv set i forhold forhandlingsrundens indledende fase for syv år siden. MEN det er ikke nogen garanti for, at de 'mest sårbare' landes interesser får mere vægt i forhandlingerne. Og hvorfor skulle Indien og Kina bære ansvaret for dette?

Midtvejsevalueringen af 2015-målene på FN's Generalforsamling i næste måned vil være en god lejlighed for verdenssamfundet til at minde sig selv om, at Doha-runden ikke fik leveret varen i forhold til sit eget udgangspunkt om at være en 'udviklingsrunde', og at vejen til udvikling og velfærd for de 'mest sårbare' også går via udviklingsbistand

I rapporten Achieving the Millennium Development Goals in Africa (fra juni i år) er anbefalingen fra styregruppen mindst en fordobling af den handelsrelaterede bistand til Afrika, svarende til 0,2 milliarder US dollar om året.

G8-landene skulle også gerne få en klar 'ordre' fra generalforsamlingen om snarest at begynde at indfri løftet fra topmødet i Gleneagles i 2005 om generelt at fordoble bistanden til Afrika i 2010.

Om end andelen af mennesker i Afrika syd for Sahara, der lever for under 1 US dollar om dagen, er faldet fra 45,9 pct. i 1999 til nu 41,1 pct., har det ikke forhindret en stigning i antallet af ekstremt fattige fra 296 millioner mennesker i 1999 til 298 millioner i 2004.

Disse mennesker har ikke meget at handle med - de har krav på hjælp fra verdenssamfundet.

Henrik Bang Andersen er bestyrelsesmedlem i Afrika Kontakt Jan Søndergård er politisk rådgiver i Greenpeace

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

John Fredsted

Alle de fine ord fra G8, WTO, Verdensbanken (et aktieselskab, Gud hjælpe de fattige), etc., efterleves kun så længe, at de medfører mere magt til disse organisationer og deres medlemmer. De fattige i denne verden ligger dem ikke syndeligt meget på sinde.