Læsetid: 4 min.

Kina har overvundet dets historiske ydmygelse

Vestens reaktion på Kinas sportslige succes siger langt mere om os end om kineserne
Ved de netop afsluttede Olympiske Lege i Beijing blev Kina med 51 guld-, 21 sølv- og 28 bronzemedaljer den suverænt mest vindende nation. Men Hvorfor må kineserne ikke være lige så stolte af deres sejre og deres land som danskerne eller englænderne ville være det? Og siger Vestens reaktion på Kinas succes ikke langt mere om os end om kineserne?

Ved de netop afsluttede Olympiske Lege i Beijing blev Kina med 51 guld-, 21 sølv- og 28 bronzemedaljer den suverænt mest vindende nation. Men Hvorfor må kineserne ikke være lige så stolte af deres sejre og deres land som danskerne eller englænderne ville være det? Og siger Vestens reaktion på Kinas succes ikke langt mere om os end om kineserne?

Debat
26. august 2008

Nu er OL i Kina forbi. Gudskelov, siger mange Kina-eksperter. Nu er det også endeligt forbi med de uvidende kommentarer til Kinas kultur og historie og med folk i fjernsynet, der ikke engang formår at udtale navnet på Kinas hovedstad.

Nu er vi alle Kina-eksperter! Vi har set billederne; vi har hørt mediedommene; vi er chokerede: Kina er et land, som systematisk undertrykker sine borgere, doper, piner og plager sine sportsfolk, ignorerer menneskerettighederne og begår en form for etnisk udrensning i Tibet.

Derfor er det skandaløst at kineserne efter åbningsceremonien, der inkluderede et 'børnepornografisk trick', har vundet de fleste medaljer ved OL, især da "Riget i Midten åbenlyst og skamløst har samme ambition som Hitler i sin tid" (Information den 20. august).

Men hvorfor må kineserne ikke være lige så stolte af deres sejre og deres land som danskerne eller englænderne ville være det? Og siger Vestens reaktion på Kinas succes ikke langt mere om os end om kineserne?

Nogle læsere vil måske misforstå mig med forsæt: Jeg forsvarer ikke det kinesiske systems ufuldkommenhed, ej heller hengiver jeg mig til 'sinofile' dagdrømme. Men jeg vil gerne bede nogle kommentatorer om at stige ned fra deres høje heste - de kommentatorer, som påberåber sig moralske standarder, som om de fandtes her hos os og manglede hos kineserne. Selv om nogle engagerede kritikere ikke vil vide det, så har Kina en historie, som - hvis man ville tage notits af den - kunne hjælpe til at forklare nogle ting.

En lang ydmygelse

Tiden fra omkring 1850 til 1950 anses af kineserne som en århundredlang ydmygelse - en ydmygelse, som skyldtes, at vestlige lande med en arrogant selvfølgelighed tog deres universelle værdier med til Kina for at glæde de indfødte. Kina kunne i rollen som 'Asiens syge mand' bare se til, mens udlændingene besatte og kontrollerede centrale landområder.

Det selvbestaltede verdenssamfund betragtede slet ikke Kina som medlem, endsige som kandidat. På grund af disse ydmygelser ændrede kineserne deres politiske styre såvel som deres kropsform! Kvinder skulle ikke have indsnørede fødder i en moderne republik, de skulle dyrke gymnastik og få stærkere børn som kunne udgøre fundamentet for et nyt og stærkt Kina.

Så kan det ikke overraske, at Mao ved oprettelsen af Folkerepublikken i 1949 forkyndte, at Kina var stået op. Kineserne skulle blive stolte af deres land og selv bestemme, hvad der skulle foregå. Da Beijing i 2001 fik OL, troede mange i Kina, at en stor del af de nationale mål var blevet realiseret.

Medierne skrev: "Vi har ventet på denne dag i mange år. Nu har verden tiltro til os", og "i dag vælger verden Kina. I dag beundrer verden Kina. OL er en milepæl i Kinas genoplivelse og er med til at forstærke vores internationale position". Efter skam fulgte stolthed. Og hvorfor ikke?

I de seneste 30 år har kineserne skabt et økonomisk mirakel og, ja, et politisk. Vores fuldautomatiske henvisninger til Kinas problemer rummer desværre også en bevidst udeladelse af Kinas mange fremskridt.

Anerkendelsen mangler

At foretage en sammenligning mellem Kina i dag og Nazi-Tyskland er at fortegne historien. Det er også et retorisk forkasteligt forsøg på at få oppositionen til enten at tie stille eller at fremstå som støtter af en afskyelig ideologi. Dette kneb udelukker en analyse af et land, som utvivlsomt er et medlem af verdenssamfundet. Der mangler kun anerkendelsen.

At Vesten ikke er villig til at give Kina den anerkendelse, som Kina har ønsket sig, ses klart i den internationale pressedækning af OL i Beijing. Når man ikke kan holde trit sportsmæssigt, så må der findes en anden grund til at affærdige modstanderen: Kineserne lader hånt om vores universelle værdier. Men skal man kaste med sten, når man selv bor i et glashus? Selv om man måske er klar over, at vores glas et lidt tykkere end deres, så findes der hos os revner.

Kinas slogan for OL, One World, One Dream, er langt fra at blive en realitet. For Vesten har OL været et medaljemæssigt mareridt. Kina har overvundet dets historiske ydmygelse. Det, vi må nu, er at finde en passende måde at dele verden med partnere, som ikke altid anerkender vores værdier.

Vestens problemer med Kina er et spejlbillede af vores problemer med os selv. På trods af alle vanskelighederne i Kina, så er det nødvendigt, at vi tager et dybt og kritisk blik på vores egen situation, og at vi beskæftiger os seriøst med Kina og Kinas seneste historie.

På den måde vil vi måske kunne nærme os den fælles verden og den fælles drøm, som Kinas OL-slogan faktisk opfordrer til.

Denise Gimpel er lektor på Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Tænk, denne Denise Gimpel foregiver virkelig at tro, at kritikken af OL i Peking udelukkende skyldes misundelse over Kinas mange medaljer og ikke landets totalitære og gennemkorrupte regime.

Når jeg skriver "foregiver" er det måse, fordi jeg har for høje tanker om, hvad der kræves for at blive lektor på KU?

Denise Gimpel:

"Men jeg vil gerne bede nogle kommentatorer om at stige ned fra deres høje heste - de kommentatorer, som påberåber sig moralske standarder, som om de fandtes her hos os og manglede hos kineserne."

Så kort og klar kan det faktisk siges. De rige kapitalistiske landes monumentale hykleri klædt af til skindet med en éneste sætning.

Bravo Denise Gimpel. Hvor vi dog savner personer som dig, der på en kvalificeret måde kan og tør modsige magthavernes propaganda og doxa.

Jeg ventede fatisk på det indlæg fra dig, da du jo lider af den forkvaklimng, at man ikke kan tillade sig at kritisere overgreb i Kina, fordi et spinkelt flertal - som man ikke selv tilhører - fører krig i Afghanisten.

Det er og bliver noget fundamentalistisk sludder.

Kina ska man ikke grin a...

Denise Gimpel overser åbenbart helt at samtlige personer som havde søgt om tilladelse til at demonstrere slet ikke fik den, ja enkelte blev endda smidt i fænsel blot for at søge om tilladelse til at demonstrere.

Mange kinesere er af smarte forretningsfolk - og staten - blevet tvunget ud af deres små huse i den indre by i Beijing. Det kunne så måske endda have gået; de allerfleste har slet ikke fået den kompensation de har ret til økonomisk, om de har fået nogen økonomisk kompensation overhovedet.

Og hvordan har Kina skabt dets økonomiske mirakel? Jo, på samme måde som Nazi-Tyskland skabte sit: ved at bruge fanger i uopvarmede fabrikker som slaver for en lille løn for Vestens store corporations som NIKE, Donna Karan m.fl. Og ved at lave økonomiske frizoner i f.eks. Shanghai og langs hele den kinesiske kyst, som ganske vist har skabt vækst, men kun i de her områder. Og amerikanske firmar mm. er rykket ind og har sørget for billige varer til vestlige forbrugere - ved at trykke lønningerne, ved at lade f.eks. piger på en fiskefabrik stå i 5 graders kulde (celcius) og ved at tillade vestlige fabrikker at forurene i en høj grad som de aldrig ville kunne hjemme i Vesten - i Kina. Seneste nyt er at 30,000 landarbejdere har mistet deres arbejde, fordi Kina, den kinesiske stat, mente, at det var vigtigere at græsset så grønt ud til OL end at de producerede noget mad. De må glæde sig over at de har været en lille del af (konkurrence)statens KIna OL-succes.

Det er jo nemt nok at få økomisk succes når man lader hånt om de internationale spilleregler, der gælde for samhandel mellemlandene, og når man påfører andre lande (vesten) unfair konkurrence gennem løntrykkeri.
Og her taler vi altså ikke om alm. løntrykkeri, men om at folk lever og arbejder under slavelignende forhold. Det er muligvis blevet bedre de senere år. Men det er da tankevækkende, at det der skulle til at vække de kinesiske ledere af deres middagslur var da Walmart nægtede at importere legetøj fra Kina, fordi det var malet med en blymaling, som er forbudt i USA.
[For lige at tage en lidt anden variant så er det også forkert at USA giver stats-støtte til dets bomulds-farmere, når Kina producerer verdens bedste og fineste bomuld - til langt under USA's pris for bomuld´].

Øh, hvilke universelle værdier er det mon Kina lader hånt om? Er det mon det at man har ret til at demonstrere hvis man er utilfreds? eller at man har ret til en vis økonomisk kompensation hvis ens hus bare bliver taget fra en ?

Jeg har sagt det før, og jeg vil sige det igen: Kina er, for mig at se, i gang med at gøre den samme fejltagelse som vi her i Vesten gjorde mellem ca. 1880-1975. Her opbyggede vi det nye samfund, og smed det gamle ud. Her jævnede vi alle spor af fortiden med jorden (ned i jorden) - her gjorde vi som Kina nu også gør, rettede vandløb ud mm. - og indkapslede den del af fortiden som vi ikke brød os om. Det samme har Kina jo gjort ved at indkapsle nogle gamle flotte huse fra Kinas ældre tid på den rute som cykelruterne skulle følge. De var nemlig ikke pæne nok til at vise frem for Vesten, dvs. de besøgende.

Kineserne, og den kinesiske stat, har totallt misset pointen her; det er netop pga. den anderledes kultur Vesten strømmer til Kina, ikke for at opleve mere vestlig kultur, iklædt lettere omklædte kinesiske gevandter.

28.aug.

Alle de borgerlige mainstream-medier private såvel som statslige taler om det "økonomiske mirakel i Kina. "Miraklet" består af væksten i og ikke mindst størrelsen af de kapitalistiske profitter der suges ud af den kinesiske arbejderklasse og folk.
At vestlige medier og journalister har problemer med at give et "autentisk og virkelighedsnært " billede af det kapitalistiske Kina er givetvis sandt. Med få hæderlige undtagelser.

Det billede som flertallet af de "udenlandske og vestlige journalister har er præget af århundreders vestlig racistisk og chauvinistisk kolonihere-tankegang og præget af de senere års hyldning af Peking-regeringens "socialististiske markedsøkonomi" som KKP kalder det kapitalistiske markedsdiktatur som nu breder ud sig i Riget står klart mig og åbenbart også DENISE GIMPE.
Spørgsmålet er om Gimpe´s kommentar i modsætning til alle de "uvidende" som "ikke engang formår at udtale navnet på Kinas hovedstad" som hun udtrykker det - er mere virkeligtro.
Måske er Gimpes indlæg i virkeligheden et indlæg som er mere kinesisk "regimetro" end flere andre kommentarer.

I hvert fald går det allerede galt for Denise Gimpe i indledningen med den snerpede kritik af journalister som "ikke engang formår at udtale navnet på Kinas hovedstad"!

For hvordan er nu man siger Kina på kinesisk ? og spiller det den store rolle for forståelsen af Kina.
Danske eller andre "udenlandske" medier henvender sig ikke til kinesere og behøver derfor ikke udtale Kina eller Peking/Beijing på Kinesisk.
Men her skriver vi på dansk med latinske bogstaver og arabiske tal - ikke kinesiske.

Det som er den egentlige baggrund til at Kina har fået tildelt værtsskabet til verdens største kapitalistiske mediebegivenhed er at Volkswagen, Mcdonald og Coca Cola og de andre storkapitalistiske sponsorer af IOC - den internationale olympiske komite gerne vil takke regimet i Peking for den fortsatte strøm af milliardprofitter som udpresses af det kinesiske proletariat og samtidig flytte sine positioner frem på det kapitalistiske marked i forhold til sine konkurrenter.

Men Gimpe og alle de store kapitalistiske medier i vest såvel som i Kina ser det slet ikke på den måde . . . . Nej slet ikke for ifølge Gimpe har KIna
"I de seneste 30 år har kineserne skabt et økonomisk mirakel . ."

Det skriver de også i Wall Street Journal , i Der Spiegel , i Politiken . . you name it .

Men er det sandt ?
* * * * *
DEn gennemsnitlige vækstrate de sidste tyve år har været 9 procent for hele Folkerepublikken. men udviklingen har været meget skævt og den dækker over en ekstrem kapitalistisk udvikling i de "økonomiske frizoner", i Shanghhai og andre storbyer og dele af kystområderne.
Mens der knap er nogen reel vækst eller udvikling i andre "egsudviklingsområder" samtidig som fattigdom, sult og arbejdsløsheden er udbredt og klassekløfterne øges hver dag,
Der er slet ikke tale om den socialistiske planmæssige og jævne udvikling for både land og by som var kendetegnet for sovjetiske revolution i 1920´erne og frem startende med den første sovjetiske Femårsplan 1927-32.
Sovjet havde i perioden 1929-53 en gennemsnitlig vækstrate i industriproduktion omkring cirka 19 % - undtagen krigs-årene mod 3,5% i USA og 9 % i Kina de sidste 20 år. * * * * *
Den sovjetiske storindustri's produktion var i 1953 nået op på et sådant niveau at den udgjorde 30 gange produktionen i 1913 (faste priser). Her snakker vi altså om vækstrater på et niveau hvor produktion bliver fordoblet hvert fjerde år. * Det "socialistiske mirakel" i Sovjetunionen skete på samme tid som hele den kapitalistiske verden var inde i en økonomisk krise så dyb man taler om den Great Depression - den "Store Depression". * * * * * De sovjetiske folk kunne altså ikke som Kina har haft mulighed for i de sidste ti år hvor verdenskapitalismen har været inde i hvad der så sent som i foråret 2007 kaldtes "superkunjunktur" - hvor de kapitalistiske profitter og billioninvesteringer så ud til at vokse ind i den kinesiske og verdenskapitalismens fælles himmel.
Trods krise og depression i den kapitalistiske økonomi i Sovjets omverden - i 1930´erne - trods konstant sabotage fra de udenlandsk-støttede terrorgrupper og femtekolonne, terror-trusler og krig mod den unge Sovjetstat overlevede "barnet" mirakuløst selvom det var med dybe sår og 27 millioner døde efter den nazistiske Holocaust .
Det gør ikke "miraklet" i Sovjetunionen i den socialistiske periode mindre
Stigningstakten i produktionen i det socialistiske Sovjet var mange gange højere end f.eks i det kapitalistiske USA og det kapitalistiske Kina i dag, på trods af at økonomien i Staterne ikke led skade af Anden Verdenskrig, snarere tværtimod - ligesom Kina idag ikke har været i krig i næsten 60 år hvis vi ser bort fra Beijing´s aggresionen mod Viet Nam i 1979.
Fakta er at middel-vækstraten i Sovjets industriproduktion i årene 1929-53 (undtagen krigs-årene) var 19 % mod 3,5% i USA og 9 % i Kina de sidste 20 år.
Samtidigt er det vigtigt tage i betagtning at en af de vigtigste faktorer for den kapitalistiske vækst i Kina er produktion og eksport af vare til markedet i USA (bl.a Wall Mart) og andre lande. Eksport og import udgjorde i 2006 ca 25 % af væksten i BNP, men faldt til 16 % isidste år.
Derfor er Kinas udvikling de sidste årtier med "kapitalistisk markedsøkonomi" ikke noget mirakel Heller ikke når man tager de udenlandske billion investeringer - fra den vestlige kapitaleksport i betragtning.

Kina har på mange måder været den kapitalistiske verdensordens økonomis bedste ven de sidste femten år. Landet er gradvist blevet et hårdt tiltrængt marked for den "relative overproduktion" fra den kapitalistiske produktion i vesten ligesom vesten har investeret enorme mængder kapital i Kina med "garanteret profit - garanteret af den kinesiske regings væbnede styrker" samtidigt som landet har bidraget til at holde inflationen nede i kraft af de "lave lønninger" 1 - 4 kroner i timen. Det bliver også kaldt også internationalt skruebrækkeri.

Det vil klæde både de der skriver "jubel-artikler" om det "kinesiske mirakel", eller de der skrive "sorte" pessimistiske "boycot"-artikler at spørge sig selv hvilke interesser de tjener i Kina såvel som i vesten.

Følge udviklingen i Kina og om Arbejdet &Kapitalen/Politisk Økonomi på nyhedsbloggen: INTERPRES