Kronik

Klimatilpasning og den menneskelige faktor

Det kan undre, at humanistiske og samfundsvidenskabelige forskere ikke er mere fremme i klimadebatten, når man tænker på, hvor centrale de menneskelige perspektiver er
Nedsmeltningen af Russell-gletcheren i Vestgrønland er et konkret bevis på klima-ændringerne. Men ændringerne har også en mere abstrakt betydning for, hvordan vi indretter vores samfund, og her kan det undre, at humaniora-fagfolk ikke blander sig mere i debatten.

Nedsmeltningen af Russell-gletcheren i Vestgrønland er et konkret bevis på klima-ændringerne. Men ændringerne har også en mere abstrakt betydning for, hvordan vi indretter vores samfund, og her kan det undre, at humaniora-fagfolk ikke blander sig mere i debatten.

Terken Broe Christensenten

19. august 2008

Naturvidenskabelige forskere har været væsentlige bidragydere til den globale klimadebat, og de har fået verdens politikere til i stigende grad at erkende og bekende sig til klimaproblemernes omfang. I betragtning af klimaproblematikkens kompleksitet er det imidlertid overraskende, at kultur- og samfundsforskerne har været så oversete og tavse i klimadebatten. Det kan skyldes flere årsager, heriblandt at klimarelaterede spørgsmål ikke lige ligger inden for de felter, forskere fra samfundsvidenskab og humaniora normalt arbejder med. Det er i hvert fald den traditionelle opfattelse. Men den er fejlagtig, og hvis disse forskere ikke engagerer sig mere i debatten, vil samfundet miste værdifulde input. For klimadebatten handler ikke længere kun om klima - debatten er kommet ind i en ny fase, hvor de dominerende spørgsmål ikke er, hvorfor, hvordan og hvorhen klimaet ændrer sig. Nu handler det mere om vores samfund, den måde vi har indrettet det på, og den måde vi forestiller os at omstrukturere det på.

Hvor er humaniora?

Naturvidenskabsfolkene har overbevist verden om nødvendigheden af handling. Da mennesket som handlende og skabende væsen er humanioras og samfundsvidenskabens forskningsfokus burde disse forskere stå på nakken af hinanden for at bidrage til debatten. Men det gør de ikke, selv om den vigtigste ingrediens i hele problematikken - nemlig den menneskelige faktor - er deres speciale. På Københavns Universitet er humaniora imidlertid nu ved at køre forskere i stilling inden for filosofi, historie, litteraturvidenskab, medievidenskab og en lang række andre fag. Betydningen af det humanistisk videnskabelige bidrag synes selvklar, når man tænker på, at ikke alene har det menneskeskabte samfund bidraget til klimaændringerne, men også at klimaændringerne og vores tilpasningsstrategier vil ændre verden radikalt.

Allerede nu er klimaændringer en del af en reel eller potentiel bekymringssfære for millioner af mennesker. Det afføder omorganiseringer, nye institutionsdannelser, revurderinger af vidensregimer, formulering af risiko-håndteringsmekanismer, etablering af klimaberedskaber og ikke mindst en omprioritering af de økonomiske midler.

Den institutionalisering af klimaproblematikken, som er i fuld gang, styrer os i bestemte retninger, former nogle bestemte adfærdsmønstre og værdier. Selvom mange mener, at der snakkes mere, end der handles, så vil italesættelsen af klimaændringerne, -effekterne og -konsekvenserne ramme dybt ned i vores samfund, selvopfattelse og verdenssyn. Den menneskelige faktor er allestedsnærværende, og forhandlingerne og forestillingerne om fordelingen af pligt og ansvar mellem borger og stat vil komme til at foregå i et nyt lys. Og da klimaspørgsmålet og klimadebatten er global, vil denne forhandling blive trukket ind i et potentielt konfliktfyldt tværkulturelt rum.

Klimatilpasningsstrategier resulterer i en intensivering af diskussionen af, hvad vi opfatter som rammerne for det gode liv, det ansvarlige menneske og staternes indgriben. Det er en diskussion, som skal placeres i en langt større tværkulturel global arena, end vi er vant til, hvor vi i højere grad vil blive tvunget til at inkorporere livsomstændigheder og kulturelle forestillinger af grupper, vi ikke har taget disse diskussioner med tidligere. I dette tværkulturelle rum vil vi også opleve, hvorledes at klimarelaterede problemer til enhver tid vil blive sammentænkt med lokale dagsordener og problemer. For Grønlands vedkommende vil vi formodentlig opleve, at dets klimapolitik indrettes efter dets bestræbelser på at etablere øget selvstyre og økonomisk selvbårenhed. Et ønske, som kan vanskeliggøre landets begrænsning af CO2 udledning. For USA's vedkommende vil omverdenens pres for at få reduceret nationens brug af fossile brændstoffer blandt andet blive set i relation til landets by- og transportmønster samt dets individualiserings- og forbrugskultur. Et sidste eksempel på indvævede dagsordener kunne være Kinas indtog på den internationale scene, som vil resultere i en omfordeling af magt og interesser og også en omfordeling af velstand, hvilket på langt sigt kan betyde, at fred og stabilitet globalt set vil ændre sig.

Teknisk diskussion

I betragtning af hvor kompleks hele klimaproblematikken er, og hvordan klimadebatten hvirvler både gamle og nye dagsordener op, så er det underligt, at de monokausale og tekniske tilgange i den grad dominerer. For eksempel akkompagneres bestræbelser på at reducere udledningen af CO2 ofte med et forståeligt ønske om større anvendelse af vedvarende energi og energibesparende teknologi. Vi skal gå fra én energikilde til en anden og fra én teknologi til en anden. Sjældent tales der om, hvad det er for et samfund, dette skift i teknologi vil afføde og hvilken betydning, skiftet har for den globale geopolitik, for urbanisering, for mobilitet, dagligdagspraksisser og motivationskulturen for blot at næve nogle få eksempler. Teknologiske revolutioner vil afstedkomme sociale og kulturelle revolutioner, som vi har set det med introduktionen af både dampmaskinen i det 19. århundrede og internettet i det 20. århundrede.

Klimaændringerne og vores tilpasningsstrategier trækker en række af verdens problemer op til overfladen og minder os om, at en uhyggelig stor del af verdens befolkning står i en position, hvor de har svært ved at gøre noget ved deres situation på grund af for eksempel fattigdom, lavt uddannelsesniveau, politisk marginalisering, ressourceforhold, demografiske eller geografiske betingelser. Millioner af folk verden over har en direkte afhængighed af de ressourcer, som findes tæt på deres samfund. Disse grupper forsøger at gøre verdenssamfundet opmærksom på, at de ikke kan tilpasse sig klimaændringerne ved blot at introducere teknologiske løsninger, men at ændringerne vil ramme dybt ned i deres kultur og samfunds livsnerve, når ressourcegrundlaget undermineres.

For mange af disse folk er spørgsmålet imidlertid ikke kun, hvordan de tilpasser sig de nye klimaforhold. Det handler ligeså meget om at få fjernet de hindringer, der umuliggør tilpasning. Derfor ser vi i stigende grad samfundsgrupper, som ønsker staternes institutionelle og politiske rammer forandret, da de hindrer dem i at formulere og implementere deres egne tilpasningsstrategier. Disse forhold minder os om, at klimaændringerne vil ramme skævt i verden, men også om at mulighederne for at tilpasse sig klimaændringerne er skævt fordelt i verden. Derfor vil fremtidens klimadebat indeholde en diskussion af de politiske beføjelser, som staterne giver borgerne for at kunne agere. Generelt set bør den menneskelige faktor være mere i centrum i forskningen, da det netop er menneskets handleevne, der er vores bedste kort på hånden.

I midten står mennesket

For at opsummere så synes klimadebatten udspændt mellem tre punkter, som giver os nogle indbyggede problemer. For det første søger vi løsninger inden for de nuværende samfundsparadigmer, velvidende at der skal mere til. For det andet erkender vi, der er et behov for at give verdens svage grupper bedre muligheder og forhold, velvidende at løsningerne ikke ligger lige for. Og for det tredje fornemmer vi også, at verden, lokalt såvel som globalt, er ved at ændre sig, velvidende at vi ikke aner, hvor vi er på vej hen.

I midten af problemets trekant står mennesket. Denne centrale position har dekanen for humanistisk fakultet på KU understreget i Berlingske Tidende, hvor hun for nyligt udtalte, at man kan "hævde, at kampen for miljøet ikke kun er en kamp om den ydre verden, mod tørke og oversvømmelser. Den er måske i endnu højere grad om holdninger i vores indre verden. Her er humanisterne et trumfkort, politikerne bør spille". Klimatilpasning er afhængig af, og i bund og grund baseret på, den menneskelige faktor, og derfor skal de humanistiske og samfundsvidenskabelige forskere ud af starthullerne.

Frank Sejersen er lektor på KU's Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier. Han forsker i tværkulturelle problemstillinger, samfundsudviklingen og klimatilpasning i Arktis.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu