Kommentar

Køreplan for fred eller bulldozernes krigssti?

I den palæstinensiske sammenhæng antager bulldozere en ganske anden betydning end blot at være maskiner til at bygge, asfaltere og grave med
Alle sider i den Israelsk-Palæstinensiske konflikt synes at have forladt forestillingen om -Køreplanen for Fred-; de griber i stedet til besættelsesmagtens fysiske redskaber og bruger dem som våben.

Alle sider i den Israelsk-Palæstinensiske konflikt synes at have forladt forestillingen om -Køreplanen for Fred-; de griber i stedet til besættelsesmagtens fysiske redskaber og bruger dem som våben.

Ammar Awad

5. august 2008

BETLEHEM - Palæstinensiske journalister og forfattere har haft svært ved at forholde sig til den nye udvikling med bulldozer-angreb i Israel. Dette stykke byggeudstyr synes nu at indgå i vores nationale konflikt som et nyt våben i hænderne på palæstinensere, der arbejder i Israel.

Jeg betragter dog denne forbløffelse som noget, de palæstinensiske skribenter har overtaget fra de israelske medier. Det er måske ikke så mærkeligt, eftersom temaet er hidtil uhørt, og der ikke er nogen let tilgang til det. De fleste journalister er fortsat blændede af begivenhederne, og reaktionen i de palæstinensiske aviser har således været at håndtere emnet fra et rent journalistisk perspektiv.

Chefredaktøren på det palæstinensiske dagblad Al-Hayat Al-Jadida, Hafidh Al-Barghuthi, lader imidlertid til at have formået at fordøje fænomenet. I sin avis kalder han det for en "krig på bulldozere". Kernen i problematikken er kompliceret, og måske er det alt det, som denne maskine repræsenterer i den palæstinensiske bevidsthed, der forklarer, hvorfor deres brug af den til angreb er så på én gang forbløffende og forståelig.

For den udenforstående, reflekterer Al-Barghuthi, er en bulldozer en gravemaskine. Bulldozere bliver brugt til at bygge, asfaltere, grave stenbrud og ved kunstvanding på gårde. Bulldozere er et praktisk og harmløst redskab.

I den palæstinensiske sammenhæng antager de imidlertid en ganske anden betydning.

Besættelsens redskab

Bulldozeren er en maskine, der bliver brugt til at bygge israelske bosættelser på palæstinensisk jord. Bulldozere bliver brugt til at grave marker op og konfiskere dem fra palæstinensiske bønder. Palæstinensere har set bulldozere rive ældgamle oliventræer op med rode og rive deres hjem ned. Bulldozeren var det redskab, som israelske styrker brugte til at dræbe den amerikanske solidaritetsaktivist Rachel Corrie. Den unge studerende blev dræbt af en D9 Caterpillar bulldozer i marts 2000. Maskinen var blevet skibet til Israel af leverandører i hendes eget land.

For palæstinenserne er bulldozerne besættelsesmagtens redskab. De bliver brugt til at ødelægge, ikke til at opbygge. Fjern disse redskaber, og med dem vil et ødelæggelsens redskab forsvinde. Det gælder, siger chefredaktøren, både ødelæggelsen af palæstinensisk jord og af israelske liv, siger Al-Barghuthi.

"Besættelsesmagten har ansvaret, så lad dem trække sig ud og tage deres bulldozere med sig," siger han.

Når disse maskiner, og det, de repræsenterer, er væk, "vil der omsider ikke være flere ofre for bulldozere - hverken udenlanske solidaritetsaktivister, israelere eller palæstinensere", fortsætter han.

"Alle de folk, der er blevet skadet med bulldozerne - hvad enten de hedder Corrie, Cohen eller Kamal - er mennesker, som har fortjent bedre end at blive ødelagt af redskaber, som skulle agere til menneskehedens fremme," siger Al-Barghuthi,

Umenneskeligt

Der er folk på begge sider, som forstår, at alt liv har værdi. Det fremgår af den behandling, der blev liget af den 22-årige Ghassan Abu Teir til del - manden, der sad i bulldozeren under angrebet den 22. juli. En gruppe ZAKA-frivillige, mestendels ortodokse jøder (forkortelsen betyder 'Identifikation af Katastrofeofre'), samlede Abu Teirs krop op og tillige alle kropsdele, der havde revet sig løs under episoden. I både ortodoks jødedom og islam er det vigtigt at kune begrave hele kroppen. ZAKA tjener således som en service til de efterladte i sådanne ulykker, hvad enten de er jøder eller palæstinensere.

Mange folk vil betragte det som umenneskeligt, at fire rabbinere bærer liget af Abu Teir; men faktisk er det udtryk for respekt over for menneskelivet, forklarer Al-Barghuthi.

Køreplanen for Fred

Den palæstinensiske præsident Mahmud Abbas lader til at være enig i dette og fordømte drabet på civile når som helst og under alle omstændigheder efter nyheden om det andet bulldozer-angreb. Respektfulde handlinger som disse synes at blive glemt i disse dage, ligesom planer om en respektfuld fred hurtigt bliver opgivet til fordel for bulldozer-vejen frem. Alle sider synes at have forladt forestillingen om Køreplanen for Fred; de griber besættelsesmagtens fysiske redskaber og bruger dem som våben. Al-Barghuthi kalder det for 'bulldozer-planen'. Han minder om dengang for nyligt, da israelske bosættere affyrede hjemmelavede projektiler mod byer i det nordlige Nablus. Denne handling genspejler brugen af hjemmelavede projektiler affyret fra Gaza, der i nogle tilfælde er lavet af de ødelagte kloakrør, som udgyder spildevand i byens gader.

Disse handlinger er symbolske, mener Al-Barghuthi:

"Man tager de ting i sin nærhed, der repræsenterer besættelsesmagten og brugen dem mod den, man opfatter som fjenden."

"Kun Gud ved, hvad fremtidens redskaber i den palæstinensisk-israelske konflikt vil blive. Vil folk gribe til håndblendere, brødristere eller trykkogere," spørger chefredaktøreren.

Han spekulerer over, hvad der vil ske, når folk kommer langt nok ned ad bulldozernes krigssti.

"Hvad vil den israelske sikkerhedstjeneste så stille op," spørger han.

Og hvad vil folk sige, når nogen spørger, hvad der blev af Køreplanen for Fred?

Nasser Lahham er chefredaktør på Ma'an Nyhedsbureau

Oversat af Sara Høyrup / texthouse.eu

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu