Kronik

En krigsforbryder fanges - og hvad så nu?

Arrestationen af Radovan Karadzic og den kommende retssag vil påvirke den politiske udvikling i Serbien og i Bosnien og kan muligvis ændre vores syn på krigen i det tidligere Jugoslavien
Radovan Karadzic fører selv sit forsvar ved Krigsforbryder-tribunalet i Haag og vil givetvis forsøge dels at lægge ansvaret på andre ledere i den bosnisk-serbiske ledelse og dels forsøge at inddrage styret i Beograd.

Radovan Karadzic fører selv sit forsvar ved Krigsforbryder-tribunalet i Haag og vil givetvis forsøge dels at lægge ansvaret på andre ledere i den bosnisk-serbiske ledelse og dels forsøge at inddrage styret i Beograd.

2. august 2008

I de mange år Karadzic undgik arrestation, cirkulerede der stadigt mere utrolige rygter om hans færden. Konsensus syntes at være, at han befandt sig et i de ufremkommelige bjerge på grænsen mellem Bosnien, Serbien og Montenegro, men der var uenighed om hans forklædning: Ortodoks munk eller måske endda en kvinde lød de mere fantasifulde bud. Disse historier var med til at opretholde en myte om krigsforbryderen, der ikke kunne fanges - hverken af NATO eller af det serbiske politi. Denne myte er, som James Lyon fra International Crisis Group påpeger, nu effektivt blevet punkteret: Verdens mest eftersøgte krigsforbryder har tilsyneladende hele tiden opholdt sig i Beograd, hvor han ernærede sig som alternativ behandler.

Dette rejser naturligvis spørgsmål om, hvorfor han ikke er blevet arresteret tidligere, og om i hvilken grad den serbiske regering skal lykønskes for endelig at have levet op til sine forpligtelser. Men arrestationen og den kommende retssag ved krigsforbryderdomstolen i Haag vil også påvirke den politiske udvikling i Serbien og i Bosnien og kan muligvis ændre vores syn på krigen i det tidligere Jugoslavien: Hvordan var forholdet mellem hovedaktørerne, hvem var den afgørende drivkraft?

Omdiskuteret rolle

Karadzic' karriere som serbisk nationalist startede i juli 1990, da det Serbiske Demokratiske Parti (SDS) blev grundlagt i Bosnien. Karadzic var til at begynde med tiltænkt en midlertidig rolle, indtil en mere erfaren og kendt person kunne overtage posten som partileder, men en sådan blev aldrig fundet, og Karadzic udviklede sig gradvist til partiets ubestridte leder. SDS's program var som udgangspunkt relativt moderat, og lederen af de bosniske muslimer, Alija Izetbegovic, hilste sågar partiet velkomment og deltog i dets første kongres. Der var dog betydelige interne kræfter og ikke mindst stærke kræfter i Beograd, som ønskede at partiet tog en mere radikal drejning. Disse kræfter havde overtaget i partiet og fra at prioritere multietnisk partnerskab - i det mindste retorisk - begyndte SDS at indtage en ekstrem nationalistisk position og krigsforberedelserne tog fart. SDS udråbte i januar 1992 den såkaldte Serbiske Republik (Republika Srpska) med Karadzic som præsident. Republika Srpska var drevet af den mest ekstreme form for serbisk nationalisme og blev under den bosniske krig synonym med etnisk udrensning og folkemord. Alt dette foregik under Karadzics politiske lederskab, og i sommeren 1995 blev den bosnisk serbiske leder sigtet for krigsforbrydelser af Domstolen i Haag.

I krigens første år var Karadzic utvivlsomt en magtfuld leder: Tidligere medlemmer i hans regering fortæller, at Karadzics tog alle centrale beslutninger, og statsministre blev for eksempel udskiftet for et godt ord, hvis de blev for selvstændige, eller hvis der var brug for en syndebuk. Denne autoritære stil betyder imidlertid ikke, at Karadzic skal ses som enehersker - og dermed som den eneste ansvarlige. Oppositionen mod ham ulmede og fandtes både internt i partiet, i parlamentet og vigtigst af alt i den bosnisk serbiske hær. Denne opposition intensiveredes under krigen, i takt med at serberne oplevede militære nederlag, og ledelsen i stigende grad blev associeret med korruption og anden kriminalitet. Eksistensen af disse interne konflikter kan tænkes at forplumre retssagen, idet Karadzic formentlig vil påstå, at han ikke havde fuld kontrol over hæren i sommeren 1995, da folkemordet i Srebrenica blev begået. Dette er dog en sandhed med betydelige modifikationer: Karadzic var ikke enerådende, men han befandt sig heller aldrig på et sidespor, og i de første krigsår, hvor mange af krigsforbrydelserne blev begået, var hans interne kontrol næsten fuldstændig.

En farvet gengivelse

Det ville være naivt at tro, at krigsforbryderdomstolen kan afdække den endegyldige sandhed om krigen i Bosnien; det er netop en domstol og ikke en sandhedskommission, og anklagerens opgave er at få Karadzic dømt, ikke at afdække hændelsesforløb på områder hvor bevismaterialet anses for mangelfuldt, eller hvor en egentlig krigsforbrydelse ikke har fundet sted. Fra forsvaret side kan man naturligvis forvente en temmelig farvet gengivelse - en forventning der forstærkes af Karadzics intention om at føre sit eget forsvar - som sandsynligvis vil påstå, at det nationalistiske projekt var et legitimt forsøg på at beskytte det serbiske mindretal.

Ikke desto mindre kan retssagen hjælpe til at besvare spørgsmål, som til stadighed optager forskere, der beskæftiger sig med krigen: f.eks. hvor tæt var forholdet mellem Beograd og de bosnisk serbiske ledere? Hvad blev Karadzic og co. tilbudt af de internationale mæglere? I hvilken grad samarbejdede serberne og kroaterne under krigen?

Sådanne spørgsmål præger også den politiske debat i Bosnien: konspirationsteorier og kollektiv skyld er stadig dominerende, og den manglende afklaring og det manglende ansvar for de forbrydelser, der blev begået, fastlåser Bosnien i fortiden. Det er derfor vigtigt for Bosniens politiske fremtid, at Karadzic bliver stillet til ansvar, og det er også vigtigt for de bosniske serbere - omend kun et lille mindretal pt. måtte støtte det. Karadzic var aldrig den populære leder, som han fremstillede sig selv som. Han regerede Republika Srpska ved hjælp af brutal magt, og det er ikke utænkeligt, at de bosniske serbere på sigt kunne tage afstand fra hans gerninger. Et sådant udfald kræver dog, at retssagen ikke bliver til en sag for og imod de bosniske serbere: Karadzic vil givetvis forsøge at dreje det i denne retning, og det er op til anklageren og dommeren at undgå det.

Et ramaskrig

Anklageskriftet mod Karadzic indeholder 11 anklagepunkter, heriblandt folkemord og medvirken til folkemord. Hvis Karadzic ikke bliver dømt for folkemordet i Srebrenica, vil det resultere i et ramaskrig, men Domstolen har endnu ikke dømt nogen for det politiske ansvar for folkemord, så udfaldet er ikke garanteret. For Bosniens fremtidige udvikling er det derudover også vigtigt, at Karadzic dømmes for medvirken til folkemord, således at anklagen om folkemord ikke begrænses til Srebrenica.

Den nuværende bosnisk serbiske ledelse har nødtvunget anerkendt folkemordet i Srebrenica, men statsminister Milorad Dodik beskrev det for nyligt som et "lokalt folkemord", dvs. en enkelthændelse som ikke repræsenterede den generelle kamp for serbisk selvbestemmelse. Hvis argumentet om et 'isoleret' folkemord afvises af Haag-domstolen, vil det hjælpe til at delegitimere serbisk nationalisme, som under Dodiks lederskab oplever en renæssance.

Den nemme sag

Et punkt, der måske overraskende mangler i anklageskriftet, er såkaldt joint criminal enterprise, som dækker over samarbejdet med Beograd. Denne anklage var central i retssagen mod Slobodan Milosevic og er også indeholdt i det foreløbige anklageskrift mod den bosnisk serbiske hærchef Ratko Mladic. Udeladelsen kunne tyde på, at anklageren ikke vil søge at implicere Beograd, og nogle analytikere har argumenteret for, at det kan være grunden til, at Karadzic og ikke Mladic blev arresteret af de serbiske sikkerhedsstyrker.

Milosevics tidligere parti er med i Serbiens nye regering, og ulysten til at blive associeret med folkemord kan have været afgørende. På den anden side er der ingen tvivl om, at Karadzic på eget initiativ vil søge at implicere Beograd. Når man taler med tidligere serbiske ledere fra Kroatien og Bosnien, er der én ting, der forener dem: De føler sig alle svigtet af Milosevic. Under alle omstændigheder havde den serbiske regering også en anden vægtig grund til at arrestere Karadzic først: frygten for politisk uro. Karadzic har aldrig været så populær som Mladic i Serbien, hverken blandt sikkerhedsstyrkerne eller blandt den almene befolkning, og hans arrestation kan derfor ses som en prøveballon, der skal vejre den politiske stemning.

Endelig håber Beograd muligvis på, at én er nok, og at presset fra EU vil mindskes betragteligt, nu da Karadzic er udleveret. Reaktionerne i Serbien har været relativt milde, og intet tyder derfor på, at Karadzics udlevering vil vælte regeringen. Men dette betyder ikke nødvendigvis, at Mladic snart vil følge sin politiske kollega og rival: Karadzics udlevering var den 'nemme' af de to.

Konsekvenserne i Bosnien er langt vigtigere, men også sværere at spå om. Karadzics arrestation er absolut et gode, og henrykkelsen i især Sarajevo er fuldt ud forståelig, men om det vil bidrage til en mere stabil fremtid afhænger i høj grad af hvordan retssagen håndteres.

Nina Caspersen er lektor i statskundskab ved Lancaster University med speciale i Balkan og Kaukasus og bl.a. elitens opførsel i etniske konflikter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu