Kronik

Kulturchok i slow motion

Den nyliberalistiske udvikling har været langsommere og mere fredelig i Danmark end i andre dele af verden. Den kulturelle ramme er dog langtfra unik, og konsekvenserne er de samme overalt: Privatisering, markedsgørelse og stigende ulighed. Men nyliberalismen tilhører fortiden mere end fremtiden
Den sociale uro, der blussede op i lys lue i byer over hele landet i februar i år, ser kronikøren som et udtryk for, at fundamentet under nyliberalismens magtbase eroderes.

Den sociale uro, der blussede op i lys lue i byer over hele landet i februar i år, ser kronikøren som et udtryk for, at fundamentet under nyliberalismens magtbase eroderes.

Nils Meilvang/Ritzau Scanpix

Debat
29. august 2008

Naomi Klein viser i bogen Chokdoktrinen, hvordan nyliberalismen har foldet sig ud på globalt plan siden de første skridt i Chile efter kuppet mod Allende i 1973.

I totalitære lande som Chile og Kina er nyliberaliseringen gået hånd i hånd med bratte omvæltninger, tortur og statsterror, mens andre fattige lande er blevet tvunget til at anlægge en nyliberalistisk kurs af institutioner som Den Internationale Valutafond, IMF, og Verdensbanken.

I vestlige demokratier er nyliberaliseringen sket langsommere, da flertallet af befolkningen skal bakke op om udviklingen, men tendensen er global, og alle steder er chok og kriser blevet brugt som springbræt for nyliberalistiske reformer. Det gælder eksempelvis i England under Margaret Thatcher.

Men hvad med Danmark? Det skriver Naomi Klein ikke direkte om, men man kan i forlængelse af hendes analyse karakterisere den danske udvikling som nyliberalisering i slow motion præget af et permanent, lavintensivt kulturchok. Dette vedvarende kulturchok har tre centrale facetter: Permanent økonomisk krisebevidsthed, postmoderne kultur og højrepopulisme.

Krisebevidsthed

I den seneste tid har de økonomiske nøgletal været præget af traditionelle krisetegn såsom stigende inflation og negativ vækst. I denne situation er der ikke noget nyt i, at økonomer konstant taler om krise og hermed udbreder en krisebevidsthed.

Det der kendetegner den nyliberalistiske epoke er, at økonomerne skaber en permanent krisetilstand, der også omfatter perioder, som tidligere blev betragtet som positive og fremgangsrige.

Fra 2004 til 2007 var der en markant økonomisk højkonjunktur, men alligevel ringede de økonomiske alarmklokker højt og vedvarende. Først var det ældrebyrden og globaliseringen, der truede, og end ikke den store velfærds- og globaliseringsreform i 2006 fik økonomernes krisestemning til at fordampe. Men de forstod til gengæld, at der måtte nye krisefortællinger til, så herefter blev overophedningen det store slagnummer, samtidig med at fortællingen om manglen på arbejdskraft blev intensiveret.

For nylig viste nye tal, at Danmark sakker agterud i det uendelige velstandskapløb på trods af højkonjunkturen, og der vil altid være økonomiske faresignaler i forbindelse med konkurrenceevnen, skattetrykket, den offentlige sektors størrelse osv., der kan omsættes til galopperende krisebevidsthed.

Kriserne er forskellige, og fortællingerne varierer, men løsningen er altid den samme, og medicinen er aldrig stærk nok: Nyliberalisering.

Den permanente økonomiske krisebevidsthed skaber vedvarende politisk pres, der baner vej for en stadig strøm af nyliberalistiske planer og reformer, såsom arbejdsmarkedsreformen, velfærdsreformen, 2015-planen og jobplanen. Den næste store reform på tegnebrættet er skattereformen.

Postmoderne kultur

Den nyliberalistiske udvikling falder i de rige kapitalistiske lande sammen med et nyt kulturelt paradigme, der kan beskrives som et lavintensivt kulturchok.

Det økonomiske og sociale liv er præget af fleksibilitet, fragmentering og mediedominans. Hastigheden forøges, og konkurrencen intensiveres på alle livets områder, hvilket danner grobund for en generel stresstendens. Disse kulturtræk fremkalder følelser, som minder om dem, der opstår i forbindelse med chok og tortur, nemlig virkelighedsfravær, identitetstab og desorientering.

Massekulturelle fænomener af denne art spiller sammen med hyperindividualisering, der ikke mindst kommer til udtryk som tiltagende selvtortur, der både er fysisk i form af selvskade og psykisk i form af depression.

Den postmoderne kultur folder sig både ud i den private og den offentlige sektor, men nyliberalismen er forbundet med særligt radikale omvæltninger i den offentlige sektor, der i den politiske konsensus fremstår gammeldags og gumpetung. Disse markører er genstand for foragt i den postmoderne kultur.

I de senere år er der således gennemført en lang række nyliberalistiske reformer, der har sendt chokbølger gennem den offentlige sektor. Det almene kulturchok er altså blevet suppleret af mere højintensive chok i den offentlige sektor, der har ommøbleret tingene på kryds og tværs i en permanent omstillingsproces.

Strukturreformen har skabt helt nye kommuner, amterne er blevet nedlagt, og opgavefordelingen mellem de forskellige dele af den offentlige sektor er afgørende forandret. Universiteterne har mistet deres århundredgamle selvstyre, og ungdomsoprørets demokratiske landvindinger er slettet med et pennestrøg. Herefter er der gennemført fusioner, der har tilsløret forskellen mellem fri og politisk bestilt forskning - og så er gruppeeksamen afskaffet. Samtidig er universiteterne også ramt af velfærds- og globaliseringsreformen og venter på en ny konkurrencemodel for basisbevillingerne. Gymnasierne er også blevet radikalt reformeret, og på det generelle plan er der nu iværksat en ambitiøs kvalitetsreform, der skal indfases over en årrække.

Men reformerne når aldrig at bundfælde sig, før nye reformer står på spring. Reformerne rummer dog et enkelt stabilt element i en ellers kaotisk proces: De er alle nyliberalistiske, idet de skaber privatisering og markedsgørelse.

Højrepopulisme

Klassiske højrepopulistiske temaer som udlændinge og kriminalitet har været toneangivende i dansk politik i mange år, men efter 11. september 2001 og regeringsskiftet kort efter blev skruen strammet yderligere.

Krigen mod terror er ligesom den økonomiske krise karakteriseret ved at være permanent. Den kan ikke vindes. Til gengæld kan den vedvarende omsættes til politiske sejre over 'pladderhumanismen', hvilket har været en afgørende faktor bag de højrepopulistiske politiske flertal i Danmark efter 2001.

Muligheden for terror, kriminaliteten og 'de fremmede' kan altid fremstilles som trusler i en sammenhæng, der rummer lige dele frygt og national selvhævdelse. Den aktuelle debat om udlændingepolitikken og EU er et godt eksempel.

Den postmoderne kultur skaber grobund for denne politiske udvikling. Samtidig er højrepopulismen og værdipolitikken afgørende afledningsmanøvrer, der får den bitre cocktail af stigende ulighed, flere fattige og offentlige nedskæringer til at glide lettere ned.

De vælgergrupper, der støtter højrepopulismen, er nemlig i udpræget grad dem, der med størst styrke rammes af nyliberalismens negative konsekvenser. Højrepopulismen indgår altså også i det kulturchok i slow motion, der danner ramme om den nyliberalistiske udvikling i Danmark.

Nyliberalismens endeligt

Den permanente økonomiske krise, postmoderne kultur og højrepopulismen er afgørende brikker i det kulturelle chokmønster, der stimulerer nyliberalismen.

Men alligevel går det langsomt. For langsomt, mener stadig mere højtråbende ultraliberalister i regeringen, Cepos og Liberal Alliance. De kan være for sent ude. Naomi Klein beskriver afslutningsvis i Chok-doktrinen, hvordan den nyliberalistiske udvikling i stigende grad mødes af modstand og alternativer. Det ser vi eksempelvis i Latinamerika, men også globale nyliberalistiske institutioner som IMF, Verdensbanken og Verdenhandelsorganisationen WTO er i dag kun skygger af sig selv set i forhold til storhedstiden for få år siden.

Et lignende billede er ved at tegne sig i Danmark. Nyliberalismens politiske magtbase eroderes, modstanden i form af eksempelvis velfærdsdemonstrationer, social uro og strejker i den offentlige sektor tager til i styrke, og konturerne til en ny politisk opposition bliver skarpere.

Vi nærmer os en epokes afslutning.

Peter Nielsen er ph.d. og lektor i politisk økonomi på Roskilde Universitetscenter

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her