Læserbrev

Lad ensomheden være i fred

Bliver ensomhed kun set som et problem, der skal afhjælpes, sættes vores 'ensomhedsevne' og samvittighedsfølelse over styr
Det er de kedelige og ensomme situationer, hvor vi bliver kastet tilbage på os selv, tænker over vores livsførelse, fælder domme over den og forsøger at ændre den til det bedre, som gør os tålelige at være sammen med, skriver Claus Holm.

Det er de kedelige og ensomme situationer, hvor vi bliver kastet tilbage på os selv, tænker over vores livsførelse, fælder domme over den og forsøger at ændre den til det bedre, som gør os tålelige at være sammen med, skriver Claus Holm.

Kristian Sæderup

25. august 2008

Iført slåbrok foran et ildsted og med sjælen fri for bekymringer sad filosoffen René Descartes i fredfyldt ensomhed og skrev den berømte sætning:

"Jeg tænker, altså er jeg."

Mens sætningen er velkendt, har tilstanden - Descartes fredfyldte ensomhed - levet et mere upåagtet liv. Men nu er der grund til at trække den frem i lyset, da den er et eksempel på, at ensomheden historisk set er blevet vurderet positivt som velegnet til hengivelse til Gud, intellektuelle overvejelser og selvransagelse.

I dag forholder det sig modsat. Ensomhed vurderes som en negativ tilstand, og stadigt flere mennesker bryder sig ikke om at være alene i hvert fald ikke i længere tid ad gangen.

At være ene og alene viser sig nemlig hurtigt at være en ufredelig og ubehagelig tilstand - en lidelse vi kalder ensomhed.

Alenehed

Tilsyneladende er ensomhed et udbredt fænomen. Fra de relativt få danske undersøgelser, der eksisterer om ensomhed blandt børn og unge, skønnes omfanget til at ligge mellem 8 og 34 procent.

Uanset hvor mange der måtte være ensomme, så protesterer stort set ingen mod, at ensomhed er en lidelse, som afhjælpes ved at danne venskaber.

Det forsøger frivillige hjælpeorganisationers besøgsvenner og mødesteder for unge og ældre at bidrage til.

Senest er opfattelsen af ensomhed som en lidelse og venner som kuren blevet bekræftet af Lone Franks interview med psykologiprofessor ved University of Chicago John Cacioppo i artiklen "Ensomhedens biologi" i Weekendavisen den 18. juli.

Af interviewet fremgår blandt andet, at ensomme oftere får forhøjet blodtryk, har risiko for hjerte-kar-sygdom og slagtilfælde.

Tager vi fejl, hvis vi - med Descartes - romantiserer ensomhed ved at kalde den fredfyldt. Eller forveksler vi 'bare' det at nyde sit eget selskab - alenehed - med en ufrivillig og lidelsesfuld ensomhedsfølelse?

Ja, vi tager i et vist omfang fejl, for at lide den fulde sociale død ved at blive stadig mere ensom og isoleret, er frygteligt. Men derimod mener jeg, at det presserende spørgsmål stadig er, i hvilket omfang vi også forveksler det at være alene med ensomhed, og om den store motor bag forvekslingen er, at vi i stigende grad går ud fra, at andre skal give os eksistensbekræftelse? Er det tilfældet, vil vi se en farlig mangel på evne til at holde sig selv med selskab.

'At være på'

I bestræbelsen på at komme ensomheden til livs risikerer vi med andre ord at være godt i gang med at idealisere en selvoptagethed, som gør os afhængige: Afhængige af vores eget - venlige - syn på os selv. Og afhængige af vores forsøg på at fylde noget i andres synsfelt for at få deres positive bekræftelse af os.

Et markant dagligdags behov for 'at være på', tilgængelig, i kontakt og 'koblet op' kan nemlig gøre forskellen mellem at være alene og at føle sig ensom og skrøbelig. Ja, faktisk vil det gøre os hysterisk følsomme over for at være alene. Og tror vi os først mutters alene, fordi der ikke er nogen, som ser på os, så ender vi - kontraintentionelt - med at skubbe venner fra os.

Vi bliver belastende for andre, når vi 'sultent' kræver, at de skal bekræfte os. Og hvad værre er, så blokerer vi for et rigtigt selvforhold.

Det er denne blokering filosoffen Hannah Arendt taler om, når hun siger, at der eksisterer en katastrofal mangel på at kunne holde sig selv med selskab. For Arendt betyder det en katastrofal mangel på tænkning og ditto dårlig samvittighed. Hun knytter nemlig tænkning til at evne at være for sig selv, i sit eget selskab for at føre en lydløs - ikke lidelsesfri - dialog med sig selv. For nogle gange er man dårligt selskab for sig selv. Det sker når, man lider af dårlig samvittighed, som udvikles ved at træne i at tåle ensomhed og kedsomhed.

Lidelsens nytte

Samvittighed er kort sagt en del af en 'ensomhedsevne' og et rigtigt selvforhold, de fleste næppe vil være foruden. Hvem ønsker personer uden samvittighed? Hvem tror i ramme alvor på, at vi kan udvikle personligt ansvar og skyldfølelse uden samvittighed - uden at insistere på og træne en ensomheds- og kedsomhedsevne? Forhåbentlig få.

For det er de kedelige og ensomme situationer, hvor vi bliver kastet tilbage på os selv, tænker over vores livsførelse, fælder domme over den og forsøger at ændre den til det bedre, som gør os tålelige at være sammen med - og skaffer os venner.

"Opførte jeg mig på en måde, jeg ønsker at gentage? Eller vil jeg fremover afstå fra at opføre mig på lignende vis?"

Netop sådanne selvransagende spørgsmål opstår i ensomme, eftertænksomme og pinefulde situationer. De er blevet til et for stort problem, fordi tidens mantra er: 'Der er absolut intet nyttigt ved lidelse.'

Derfor kræver vi, at mennesker omkring os er venlige, ligesom vi kræver, at vores bevidsthed om os selv er os venligt stemt. Det sidste er udtryk for en selvgodhed, der er uforenelig med ensomhed som sådan - og med udviklingen af samvittighedsfulde mennesker, man ønsker at være sammen med.

Claus Holm er prodekan for formidling på DPU

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Stanislav Hvas

Ja, det er godt at kunne være alene og holde sig selv med selskab. Og det er forudsætningen for, at man er i stand til at tænke frit og ubesværet. Men ensomhed er vel karakteriseret ved, at den er ufrivillig og at man savner andres nærvær? Desuden kan man som bekendt også være ensom blandt mennesker...

John Fredsted

Tak for et eftertænksomt indlæg.

Jeg skelner selv mellem alenehed og ensomhed. For mig handler ordet "alenehed" om, at man er fysisk alene, mens ordet "ensomhed" handler om, at man mentalt/åndeligt ikke føler sig som en del af noget fællesskab - at man føler, at man ikke hører til noget steds. Det første kan være ganske rart, mens det sidste er knusende.

Jeg er enig med forfatteren i, at man skal træne sig selv i (ensomhed og) kedsomhed. At dette ikke er et udbredt fænomen i dag, ser vi stort set overalt konsekvenserne af i vores platte civilisation (ikke kultur). For eksempel vore biblioteker, der i fordums tid var stilhedens refugier, men i dag, som stort set alt andet i det offentlige rum, er reduceret til banegårde, hvor netop den type mennesker, der ikke magter at opholde sig i kedsomhed, kan få én på opleveren. Dem, der ønsker fordybelse, må bare fortrække, men hvorhen efterhånden?

Jeg er også enig med forfatteren i, at lidelsen så bestemt har en nytte, for der kommer formodentligt ikke mange store romaner, symfonier, malerier, etc., ud af mennesker, der aldrig rigtig har været 'nede i møjet'.

John Fredsted

Tilføjelse: I stedet for sådanne - balsam for vore sjæle - frembringelser af mennesker med forpinte hjerter, så fyldes vore samfund med stadig større mængder banaliteter og overartikuleret inkompetence.

Se bare sendefladen på tv: Her håner aften efter aften det ene efter det andet åndeligt kalorieløse program enhver dybere reflekterende seer. For eksempel DR's program "Talent 2008", der ifølge Karen Thisted skulle have heddet "TALENTLØS 2008", se

http://ekstrabladet.dk/flash/anmeldelser/diverse/article1047417.ece