Læserbrev

Læserne skriver

Debat fra dagens avis
20. august 2008

Sydafrikansk racist

Michael Sandfort, Brønshøj

Det et åbenlyst, at Robert Mugabes totalitære regime er en humanitær katastrofe for Zimbabwes befolkning. Alligevel har Sydafrikas præsident Thabo Mbeki i årevis forhindret en udskiftning af Mugabe. Havde Zimbabwes tyran været hvid, ville Mbeki aldrig have hjulpet ham. Dermed ledes Sydafrika stadig af en racist - 14 år efter afskaffelsen af apartheid.

Politisk selvmord

Hans Winkel, Middelfart

I Deadline den 16. august fik vi syn for sagen med en dinosaurus, personificeret i Saxo Bank direktøren.

Han fortalte os tåbelige danskere, at vi skal være rationelle, for ellers kommer globaliseringsmonstret og æder os. Han glemmer, at afstanden fra rationalitet/kapitalisme til skepticisme/ sortsyn er meget kort. Vor dinosaurus fortsatte med en postuleret øget efterspørgsel efter offentlige ydelser, der ikke kan imødekommes, hvis vi fortsat skal holde det lave offentlige forbrug nede/skatterne nede, og det skal vi, for ellers komme globaliseringsmonstret og æder os. Og så skal skatterne yderligere ned, så vi kan tiltrække videnstung arbejdskraft.

Hvis jeg har forstået den liberalistiske tankegang ret, må det være sådan, at vil man have videnstung arbejdskraft, må man betale for den. Det er ikke samfundets problem. I øvrigt er 'globaliseringsmonstret' snart en myte. Både Kina og Indien har stigende brud i deres indre strukturer. I Danmark har banker og pensionsordninger aldrig haft så mange penge som nu og staten har aldrig haft så stort et kasseoverskud. Hvis denne dinosaurus/direktør skal medvirke ved Ny Alliances partiprogram, er det politisk selvmord.

Besværlige modersmål

Jørgen Christian Wind Nielsen, medlem af Modersmål-Selskabets bestyrelse

I midten af 1800-tallet stod kampen for at få anerkendt dansk som universitetssprog. Søren Kierkegaard afleverede eksempelvis den første magisterkonferens på dansk i 1841, på dispensation. Ikke fordi han ikke kunne andre sprog, jo. I skolen havde han lært tysk, fransk, græsk, latin og hebraisk - men ikke engelsk. I dag kæmper nogle sektorer af samfundet for at få afskaffet eller begrænset modersmålene på universiteterne - modersmålene opfattes nærmest som tekniske handelshindringer. Udviklingen er den samme fra øst til vest. Ifølge avisen China Daily 30. juli ønsker den japanske regering at øge antallet af udenlandske studerende på de japanske universiteter. En talsmand for regeringen udtaler i den forbindelse: "Den største hindring for at studere i Japan for udenlandske studerende er sproget." I Inf. 13. august udtaler Ralf Hemmingsen, rektor for Københavns Universitet, i forbindelse med omlægningen af Universitetsavisen fra papir til en elektronisk version: "Desuden har KU en strategisk målsætning om i stigende grad at blive et internationalt universitet med mange udenlandske studerende og ansatte. Skal de føle sig velkomne på KU, nytter det ikke noget, hvis de på forhånd udelukkes fra Universitetsavisens livlige debat, fordi den kun udgives på dansk. Vi har brug for en tosproget avis." Hvis universitetsuddannelser verden over til sidst foregår på engelsk alle sammen, hvorfor så rejse? Hvor er så konkurrencefordelen?

Daniel og den bærende søjle

Bent Andersen, Middelfart

Information 15. august beretter, at 26-årige Daniel Karim Rustom på 10. uge er fængslet i Bagdad, hvortil han er udvist efter at have begået grov kriminalitet i Danmark. Information fortæller ikke nærmere om Daniels forbrydelse og dom.

Daniel kom til Danmark fra Kuwait i 1991 sammen med sine forældre og to søskende. Han fik opholdstilladelse, men har af en eller anden grund ikke opnået dansk statsborgerskab og kunne derfor udvises efter afsoning. I Bagdad har Daniel svært ved at bevise for myndighederne, at han faktisk er iraker, for han har ingen papirer desangående. Derfor holdes han fængslet.

Det er helt sikkert trist at sidde uden penge i fængsel i Bagdad og savne sin familie og kæreste i København. For os andre var det træls at have ham til at rende rundt i Danmark og begå grov kriminalitet. Jeg går ind for en på samme tid stram og human flygtningepolitik, og jeg bliver flov og ked af det, når mennesker i åbenlys nød nægtes hjælp her. I tilfældet Daniel føler jeg ikke noget. Daniel fik sin chance i Danmark og pissede den væk. Hvis hans følelser for Danmark nu har ændret sig drastisk, må være en trøst, at tiden bag tremmer i Bagdad slet ikke er spildt. Det præventive element er jo en bærende søjle i dansk retspleje. Andre groft kriminelle uden statsborgerskab kan lære meget af Daniels sag.

SF's kursskifte

Sacir Camo, Hjørring

Efter den seneste kovending fra SF's og Villys side på bl.a. indvandrer- og EU-området kan man konstatere, at der nu eksisterer fire socialdemokratier i dansk politik. Er der virkelig brug for S, V, DF og nu senest SF, der alle sammen fører samme stramme og umenneskelige politik på samtlige betydningsfulde områder? Nej du, giv mig hellere en EL eller RV, for det er kun efterhånden i de to partier, at man kan finde bare lidt troværdighed og demokrati.

Irak og Georgien

Ole Thorbek, Værløse

Bush og Fogh kritiserer Ruslands politik over for Georgien. Men de er, hvad der er dokumenteret i Irak, selv tilhængere af ulovlig krig. De er tilhængere af krig, der er baseret på løgn. Og de accepterer, at deltagelse i krig indebærer tortur og alskens krænkelse af menneskerettigheder. Hvor er det på denne baggrund, at Bush og Fogh mener, at Ruslands adfærd er kritisabel?

Som far vil have det

Frederik Dessau, forfatter, København Ø

Den autoritære politiks relativistiske forhold til magtfordeling og til logik blev tydeligt illustreret på mandagens debatside, hvor retsordføreren fra DF, Peter Skaarup, side om side med billeder af Hitler og Mussolini skrev: "Naturligvis hverken kan eller skal politikerne afgøre, om en person erklæres skyldig, og hvor mange år dommen skal lyde på. Men det er op til de folkevalgte politikere at bestemme, hvor hårdt de forskellige former for kriminalitet overordnet skal straffes. Kort sagt: Hvis et flertal i Folketinget ønsker, at voldsmænd skal straffes hårdere, så nytter det ikke noget, hvis landets dommere i gentagne tilfælde lægger sig i bunden af strafferammen."

Så længe domsmagten holder sig inden for de folkevedtagne strafferammer, skulle der ikke være noget at komme efter - i fuld overensstemmelse med regeringens mantra. Peter Skaarup vil ikke desto mindre arbejde for, som han skriver: "At vi med ny lovgivning sikrer en mere præcis strafferamme."

Med andre ord skal den dømmende magt gøres til redskab for den lovgivende, indtil det bliver som far vil have det.

Klart sagt, dårligt tænkt.

Spørgsmål til Carsten Jensen

Søren B. Andersen, Odense C

Informations dækning af krigen i Georgien, hvor Rusland er skurken, fortsætter i weekendudgaven (16.-17. august) med artiklen "Krigen i Georgien er en test på det europæiske sammenhold".

Her plæderer Carsten Jensen for, at Ukraine skal tilbydes medlemskab i NATO, så vil russerne stoppe deres eventyrpolitik, argumenterer han. Mit spørgsmål er så; hvad med Krim? Først en del af Ukraine fra 1950'erne og med en russisk befolkning. Skal Ukraine have carte blanche under dække af NATO til at holde på denne provins? Eller hvad det russisk-sindede befolkningsflertal i det østlige Ukraine?

Frem for at videreføre 1990'ernes ydmygelse af Rusland, kunne man jo i stedet foreslå en politik, der 1) Mindskede Europas afhængighed af russisk olie og gas gennem satsning på alternativ energi og energibesparelser 2) Stillede Rusland et EU medlemskab i sigte. En sådan politik ville være dristig og ægte europæisk modsat den amerikansk inspireret evige udvidelse af NATO. En organisation uden anden berettigelse i dagens verden end at levere soldater til amerikanske krige langt fra Europa.

Plasterkvinder

Kirsten Skjerbæk, Esbjerg

Tak for Tine Byrckels (TB) fine klumme om "Kvinder med indbygget plaster" i Inf. 15. august. Jeg har selv undret mig over dette plaster i klip i tv fra modemessen, men TB får det til at give mening.

Ser man nærmere på modellerne, så er deres mutte blikke iøjnefaldende. I vores kultur er det åbenbart sådan, at det 'blå' og melankolske, grænsende til det surmulende, det fjerne blik i øjnene er det dybeste udtryk for sensualitet og sexappeal. Men netop plastret over næsen fik mig til ikke blot at se sensuel melankoli, men depression. Spørgsmålet er, om modellernes mut melankolske blikke er udtryk for sensualitet - eller er (de underernærede) kvinder bag modelydret faktisk deprimerede?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu